Ældre Kosmos og Kontaktbreve

5. Time:

Medens Urpadderne var Dyr, hvis Udvikling passerede to Stadier: et Larvestadium med udvendige "Gællebuske", altsaa en Slags Fisketilstand, som senere afløstes af Lunger, et Forhold vi idag genfinder hos et Dyr I alle kender, nemlig Salamanderen, saa møder vi hos Øglerne et Udviklingstrin, hvor Livsformen mere og mere stiler hen imod en direkte Landjordstilværelse. Før vi imidlertid giver os til at betragte Fortidens vældige Øgleformer, vil vi endnu engang mærke os, at Urpadderne udgjorde en "Samleform" i hvilken Jordens første Dyr mødtes og udfra hvilken de tre senere Grundformer: Krybdyr, Pattedyr og Fugle udgik. Naar vi nu inden længe begynder at undersøge det jordiske Menneskes første Tilsynekomst, er det vigtigt for jer at vide, at vi i Urpadden ligesom har et første Udspring for vor egen Forms Tilblivelse.

De Øgler, vi træffer i Jordens Middelalder, er saa ganske anderledes end de, vi idag kender, at det ved første Øjekast kan synes vanskeligt at forstaa, at de virkeligt er beslægtede. Men det er de. Medens de nulevende Øgler fører en i Forhold til Pattedyrene ret ubetydelig Tilværelse, saa ændrer Billedet sig helt, naar vi betragter Fortidens Kæmpeøgler. Overalt hvor vi i den Periode vender vort Blik, finder vi Øgler. Men ikke smaa, ubetydelige Dyr som de, vi idag kender under det Navn, tværtimod! Lad os for Eks. lige se paa Finneøglen. I har alle hørt om de frygtelige Drager i Eventyrene, et saadant Væsen har I netop i Finneøglen. Tænk jer et Firben paa over tre Meters Længde og mange hundrede Kilos Vægt. Tænk jer ydermere, at der paa dette Kæmpefirbens Ryg stritter en mægtig, hornet Finne i Vejret, ligesom et stort Sejl, og naar I saa dertil føjer nogle frygtelige Tænder, som lyner frem i det plumpe Hovede, saa har I lige Billedet af en Finneøgle, som den saa ud, naar den kom brasende ud af Fortidens mægtige Skove. Eller den seks Meter lange Svaneøgle, der levede i Havet og med sit frygtelige syletandsbesatte Gab var en Rædsel for alt levende, den kom i Nærheden af. Eller tænk jer en Flyveøgle, en Fugl uden en eneste Fjer, blot med en Hud som en Flagermus, men med et Vingefang paa over syv Meter og med et Hovede som en Kæmpegrib, og I har Billedet af de første "Fugle", der kløvede Fortidens Luft. Og saa er de, jeg her har nævnt, kun rene Børn mod andre, som levede i den samme Tidsperiode. Lad os prøve at gaa ind i Fortidsjunglen og se, hvad der lever der. I en lille Palmelund faar vi pludselig Øje paa et fantastisk Dyr. En umaadelig Krop paa over 20.000 kg viser sig for os. Udfra denne mægtige Kødklump strækker der sig en ret tynd Hals, paa hvilken vi finder et ganske lille Hovede, travlt optaget af at guffe Grønt i sig. Det er Tordenøglen. Men selv med sine 20 Tons er den kun lille mod Atlas-, Titan- og Gigantøglerne, som har været Dyr paa op til 40 Meters Længde og med en Vægt paa ca. 40.000 kg. Tænk jer, om en Zoologisk Have havde en saadan Kolos at fodre paa. Den skulde have ca. 400 kg Planteføde om Dagen! Var disse Dyr grusomme? Nej, de har sikkert været uhyre fredelige og kun optaget af at fylde Mad i deres uhyre Maver. Deres Størrelse har sikkert været Aarsagen til deres Undergang, thi de har været uden særlig Evne til at forsvare sig mod deres Angribere. De fleste af dem har haft en Hjerne, der kun vejede fra ½ til 1 kg, hvilket jo er uendeligt lidt i Forhold til deres vældige Kropsmasse. Men medens disse Kæmpeøgler var planteædende, har der ogsaa levet Øgler af en helt anden Slags. En saadan møder vi f. Eks. i den kødædende Rovøgle, hvoraf nogle var helt op til 17 Meter lange, og udrustede med Kløer og Tanddolke, der kan faa det til at gyse i enhver, der blot betragter deres Skelet. Hvor langt frygteligere maa de saa ikke have set ud, naar de i rasende Kamp huggede disse frygtelige Kløer og Dolke ind i de mægtige planteædende Øglers Kødbjerge; det har i Sandhed været en Giganternes Kamp paa Liv og Død. Men en Dag var ogsaa disse Dramaer et færdigskrevet Kapitel i Jordens Historie. Med Klodens "Middelalder" er Kæmpeøglernes Tid uigenkaldeligt forbi. En ny Tid toner frem: Pattedyrenes og Fuglenes Verden begynder at komme tilsyne.
 

6. Time.

For henved 100 Millioner Aar siden begyndte den Tidsperiode, Videnskaben har betegnet med Navnet "Den nyere Tid". Indenfor disse 100 Millioner Aar har ikke alene Plante- og Dyreriget antaget de Former, vi idag kender, men ogsaa selve Kloden har i dette Tidsrum antaget de Konturer, I kender fra enhver Globus.

I ved nu, at Padderne ved Slutningen af Jordens Oldtid var den herskende Dyreform, og I ved ligeledes, hvordan Padderne efterhaanden afløstes af de kæmpemæssige Øgler, I hørte om i "Jordens Middelalder". I har ogsaa nu lært, at Padderne udgjorde "Stammen" eller Samleformen for tre nu adskilte Hvirveldyrklasser: Krybdyr, Fugle og Pattedyr, og I har faaet et lille Indblik i Planterigets gradvise Forandring fra Kul- og Bregneskovenes dunkle Tid og frem til Løvtræernes og Blomsternes første Tilsynekomst. Med denne Viden har I faaet et første Indblik i vor rent ydre Verdens Tilblivelse, en Viden som vil faa stor Værdi for jer, efterhaanden som vi nu, da vi betræder "Den nyere Tid", kommer mere og mere ind paa Livet af den Verden, vi idag ser omkring os.

Medens Padderne altsaa udgjorde Stammen til det kommende Dyreliv, kan vi nu begynde at adskille de forskellige Grene, og vi ser da, at Livet i den Tidsperiode, vi nu betræder, paany ændrer Form. De vældige Krybdyrs Tid er uigenkaldelig forbi, formodentlig tilintetgjort af ganske smaa, hidsige Gnavere, som simpelthen udslettede Kæmpedyrene ved at tilintetgøre deres Æg. I maa her erindre, at Øgler i stor Udstrækning kommer til Verden paa den Maade, at deres Ophav lægger deres Æg i Sand og lader Solen udruge dem. I har jo sikkert alle lært, at Krokodillerne netop bærer sig saadan ad.

Medens Jordskorpen i Klodens Middelalder forholdt sig forholdsvis rolig, er det ikke Tilfældet i "Den nyere Tid" som netop indledtes med voldsomme Vulkanudbrud. Endnu engang gennemrystedes Jorden af rasende vulkanske Storme. Landene skiftede Udseende, store Omraader forsvandt, og andre kom til Syne. Jorden ligesom vaandede sig i denne store Skabelse, hvis Resultater vi idag kender som svimlende høje Bjergtoppe, vældige "foldede" Bjergkamme og stolte Granitrygge. Det er indenfor disse 100 Millioner Aar, at Jorden ramtes af den Katastrofe, I i Skolen har hørt omtale som "Syndfloden", og hvorved Jordaksen fik en Hældning, der helt ændrede Livets Betingelser. Fra at have haft en nogenlunde ensartet Temperatur med aftagende Tendens henimod Polerne fik Jorden, efter at Aksehældningen var indtruffet, et helt andet Klima. Fra at have fulgt en ret rolig Udviklingsbane, kom Kloden, takket være Aksehældningen, ind i en forceret Udvikling, kom til at opleve en "Istid", der helt forandrede Livsvilkaarene for baade Planter og Dyr. Vældige "Isbræer" skød sig henover den før saa frodige Jungle tilintetgørende alt organisk Liv paa sin Vej. Dyrearter opstod og forsvandt. Jorden spaltedes i Zoner, hvoraf nogle var umaadelig varme, medens andre vekslede med Kulde og Varme, og atter andre igen blev helt arktiske. Langsomt stilnede dette mægtige Uvejr af, og efterhaanden antog Kloden den Skikkelse, vi idag kender. Som I vil forstaa, var Begyndelsen af "Den nyere Tid" en urolig Periode i Klodens Liv, men nogen ufrugtbar Periode var den ikke. Gamle Former forsvandt og gav Plads for nye. Øglefuglene afløstes af "rigtige" Fugle, Kæmpeøglerne forsvandt og afløstes af Pattedyrene, og endelig skete der det epokegørende, at det jordiske Menneske langsomt rejste sig af Dyrerigets Rækker og sejgt, men uimodstaaeligt, erobrede Herredømmet over alle eksisterende Dyreformer. Som I her vil forstaa, er det jordiske Menneske ikke blevet skabt lige paa een Gang, men er opstaaet som en Fortsættelse, en "Gren" paa det Dyrerige, der i Forvejen eksisterede. Dyreriget var altsaa det "Ler" som Gud "indblæste Livsens Aande". Det jordiske Menneske opstod ikke fuldt færdigt i den Form, I idag kender. Det var i sin første Begyndelse dyrisk præget, baade fysisk og aandeligt, men derom næste Gang.
 

7. Time.

I de foregaaende seks Timer har vi set, hvorledes Livet paa vor Klodes Overflade i Princippet har fulgt Frøets Udvikling fra Spire og frem til et Træ med Grene og Krone. Vi har set, hvorledes alt har føjet sig ind i hinanden paa en saadan Maade, at en Plan er blevet synlig. Vi kalder denne Plan for "Guds Plan", fordi vi erkender, at der bag denne Plan maa eksistere et Væsen, som i langt højere Grad, end Tilfældet kan være med et almindeligt Menneske, har været vidende om de Maal, den store Udvikling, vi nu har lært at kende, har været rettet imod.

Men medens jeres almindelige Skoleundervisning paa de fleste Omraader kun tager Sigte paa at lære jer Ting, som kan være jer til Nytte i det daglige Liv, Ting som ligger til Grund for det, man almindeligvis kalder "Dannelse", saa vil I se, at den Undervisning, I faar her, ikke alene tager Sigte paa det samme Maal, men søger at udvide dette Maal til ogsaa at omfatte Ting, som ligger udenfor det Omraade, man direkte kan "tage og føle paa". Til disse Ting hører blandt andre ogsaa en Viden om Menneskets første Tilsynekomst her paa Jorden, og som I nu allerede har set, afviger den Viden, I her har faaet om denne Begivenhed, meget fra den bibelske Skabelsesberetning. Da denne Beretning imidlertid aldrig har været tænkt som en videnskabelig Beretning, men derimod er af ren symbolsk Karakter, maa I forstaa, at den i sig skjuler Sandheder, som I vil blive meget glade for at lære at kende.