Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens det for de fleste aandeligt interesserede Mennesker ikke volder større Vanskelighed at akceptere baade Dyr og Planter som levende Væsener i den Forstand, at de blot repræsenterer lavere eller mere "sovende" Tilstande end vor egen, saa er det som om Indlevningsevnen glipper overfor de to os fjernest liggende Livstilstande, der repræsenteres af, dels det mineralske Stof og dels selve Jordklodevæsenet. Forholdet er her interessant derved, at medens Livet i Mineralet fortoner sig hinsides vor bevidste Sansehorisont, saa gør det modsatte sig i høj Grad gældende for Jordklodevæsenet. Thi medens vi i det første Tilfælde kun er i Stand til at konstatere Livets Tilstedeværelse i den Forvandlingsproces, vi ser Mineralet undergivet, altsaa en Bevægelse, hvis specielle Hensigt vi intet kan vide om, saa ser vi, naar vi iagttager Jordkloden under Synsvinkelen "en individuel Livsenhed", en uhyre Sum af Bevægelser, hvis Hensigter vi kan følge, og hvorigennem vi i nogen Grad kan faa Indblik i dens Bevidsthed.

Det interessante ved det mellemkosmiske Stadium, altsaa det, paa hvilket vi selv befinder os, er jo, at Livet her begynder at faa individuel Farve. Livsenhederne begynder her at skille sig ud fra hverandre. Det kollektive, som helt behersker Livet i Mineralriget, viger nu Pladsen for det individuelle, hver enkelt Livsenhed begynder at faa sit eget "Ansigt" og bliver derved ulige mere interessant at iagttage end før, hvor den kun udgjorde en næsten ufarvet Del af Helheden.

Medens denne Individualitet, et Udtryk, der i Virkeligheden blot dækker Jegets bevidste Oplevelse af Forholdet mellem "Jeg og Det", i Begyndelsen ganske naturligt er beslaglagt af en næsten hundrede Procents Selviagttagelse eller Selvbeskuen, saa vil den Time uvægerligt komme, hvor det "frigjorte" Jegs Forhold til Omverdenen paany bliver aktuel, og her er det, at Analysen om Jordkloden som "levende Væsen" bliver værdifuld, fordi dette Væsens moralske Tilstand simpelthen maa være om ikke just helt analogt med det jordiske Menneskes, saa dog saa stærkt beslægtet med det, at et Studium af de Bevægelser, vi ser udfolde sig omkring os, ikke alene kan give os en Viden om den aandelige Kurs, Kloden følger, men ogsaa om os selv.

Os selv? Endnu er det vel kun et Faatal, der vil kunne forstaa denne Tale, som, sin tilsyneladende Urimelighed til Trods, dog indeholder noget af det mest inspirationsgivende, der findes. Thi hvem er vi? Hvilket Menneske kan idag besvare dette Spørgsmaal? Vil langt de fleste ikke her komme i saa høj Grad til kort, at det Svar, de giver, mindre er et Svar end en Tilstaaelse af, at de praktisk talt intet ved om sig selv?

Gennem Martinus Analyser ved vi, at vi i Forholdet til vore egne Mikrovæsener er et Klodevæsen, at vi, med andre Ord, selv er et Makrovæsen i Forholdet til Livsenheder under os, paa samme Maade som vi selv repræsenterer den omvendte Tilstand i Forholdet til Væsener, som er saa langt over os i Udvikling, som for Eks. den Klode, i hvis Organisme vi selv oplever Livet. Netop fordi vi nu er naaet til nogenlunde skarpt at kunne skelne mellem "Jeg og Det", mellem os selv og vore Omgivelser, vil vi, i Studiet af det Liv, vi ser udfolde sig Kloden over, kunne komme paa Sporet af en Viden om os selv, der er ny i den Forstand, at ingen før os er bragt i Kontakt med den.

At opleve Jordkloden som levende Væsen vil sige: bevidst at være klar over, at vi her ser en Bevidsthed indefra, hvor vi ellers kun er vant til at iagttage den udefra. Al vor Viden om Mennesker, Dyr og Planter stammer fra en udvendig Iagttagelse af dem. Vi ser dem gøre saadan og saadan og slutter os derfra til en "Mening" om Hensigten med de Bevægelser, vi har iagttaget. Men Mennesker kan bluffe. Forfølgende en Plan, om hvis Eksistens vi er uvidende, kan de optræde overfor os paa en saadan Maade, at vi faar et ganske fortegnet Billede af disse Menneskers virkelige moralske Stadium. Et Smil, hvor hjerteligt det saa end synes at være, behøver ikke at have det mindste med Hjertet at gøre, det kan være ren Teknik, saavel som et sorgfuldt Ansigt ligeledes kan være et rent teknisk Anliggende udelukkende frembragt med Henblik paa en eller anden Plans Fuldførelse. Med andre Ord har vi vanskeligt ved igennem et Menneskes ydre Fremtræden at danne os et virkelighedstro Billede af dets indre Tilstand. Selv med en ret betydelig Viden om det levende Væsen som "kosmisk Kemiker" vil vi, i Forholdet til vore Medmennesker, ofte blive et Offer for Skuffelser og Desillusionering.

Helt anderledes stiller vort Forhold til Jordklodevæsenet sig. Da der ikke her kan være Tale om nogen personlig, bevidst Korrespondance, som for Eks. i Forholdet til vore Medmennesker, kan der heller ikke blive Tale om Skuffelser eller Misforstaaelser. I Klodens Liv spiller vi kun Cellens Rolle, men, vel at mærke, en Celle med fuldt vaagent og bevidst Sanseapparat. Efter at have passeret den første taageagtige Opfattelse af vore Omgivelser som "døde Naturkræfter", efter at være kommet paa Sporet af Klodens Aandedrætsmekanisme og Fordøjelsesapparat, er det kun ganske naturligt, at vor Interesse vender sig imod det centrale i dens Tilværelse: dens Bevidsthed. Omend vi her er fuldt klare over, at vi, hvad dens udvendige Tilværelse angaar, støder paa et Tidsperspektiv, der udelukker enhver Indblanding fra vor Side, kan vi med saa meget større Intensitet kaste os over Studiet af de Ideers Fødsel og Fremvækst, paa hvilken hele dette Kæmpevæsens Liv beror. Og vi ser her noget meget mærkeligt, noget, der paa een Gang baade er forfærdende og samtidigt guddommeligt ophøjet. Vi ser nemlig her Ideerne, ikke som teoretiske Læresætninger af forholdsvis ufarlig Karakter, men derimod iklædt Kød og Blod. Vi ser gennem det, vi kalder "Menneskehedens Historie", hvorledes Tankekim har taget Bolig i menneskelige Hjerner og derfra udløst de voldsomme Tiltrækninger og Frastødninger, der betinger enhver Form for Krig, Oprør, Vold og Terror. Igennem Historien ser vi, hvorledes hele Menneskeheden helt op til vore Dage har været delt i to Lejre: de Besiddende og de Ikkebesiddende. Bag disse to Begreber ser vi et stort kosmisk Problem komme tilsyne: Samvittighedsproblemet. Vi ser hvorledes Kloden i sin "Lømmelalder" totalt har været behersket af Magtprincippet, men vi ser ogsaa, hvorledes de heraf flydende Erfaringer langsomt har ladet Retfærdighedsprincippet stige frem af de øde Brandtomter og Slagmarkernes blodmættede Jord. Vi ser, at Kloden engang har haft en drastisk ydre Oplevelse, der resulterede i dens Invaliditet (Aksehældningen), og vi ser, hvorledes denne Invaliditet har ført til en koncentreret Aandsudvikling, i hvilken Konflikten mellem de i dens Sjæl førende Kræfter steg imod sin Kulmination. Vældige Kampe har raset i dens Indreverden, Kampe hvis Konsekvenser netop nu udløser sig for vore Øjne, men een Ting ser vi ogsaa, og det er, at disse Kampe uafladeligt har ført til Sejr for alt det, vi under eet kalder "det Gode", idet vi ser en umaadelig Kæde af positive Ideer blive født af Jordmennesker, for derefter at udløse Tiltrækning med paafølgende kollektiv Vækst. Vi ser, hvorledes Klodens religiøse Liv er blevet befordret af hensynsløst modige, kosmiske Bevidstheder, hvorledes de sociale Ideer, disse Væsener udkastede, har befrugtet Væsener, som, omend de ikke naaede de første i Aandsindsigt, saa dog viede deres Liv til disse sociale Ideers Vækst og Udbredelse. Men vi ser ogsaa andre Væsener komme tilsyne. Væsener for hvem Magt og Ære var livsbærende Faktorer, vi ser kort sagt hele vor egen Tidsalders Drama blive til Stykke for Stykke. Men bag alt det ser vi nu ogsaa et Væsen i Kamp med sig selv, et Væsen, der, ved sin egen Vilje, underlagde sig den ene sjælelige Provins i sit eget udstrakte Bevidsthedsdomæne efter den anden. Vi ser Omraader blive frugtbargjorte og kultiverede, Omraader, indenfor hvilken Universalbevidsthedslivet udøver en større og større Dragning (internationalt Samarbejde, Europas forenede Stater etc.), medens atter andre Omraader endnu ligger uopdyrkede hen. Men vi ser, hvorledes de viljeførende Kræfter i Klodens Bevidsthed nu stiler imod alle dens belivede Omraaders Sammensmeltning, vi aner at den Tid nu er ret nær, hvor Kloden ophører med at være en i fjendtlige Stater opdelt Livsenhed, et Væsen i evig Konflikt med sig selv, og at et Planetarrige med en straalende, fuldkommen Balance mellem samtlige livsbetingende Faktorer vil blive Resultatet af de Kampe, som, sanset i Relation til vort Tidsbegreb, har haft et saa forfærdende langt Tidsforløb.

Alle forstandige Mennesker føler idag, at Løsningen paa alt det, vi i disse Aar har været Vidne til, kun kan blive det, jeg ovenfor har beskrevet. Hvorledes dette Maal skal blive naaet, staar vel nok hen i det uvisse for de fleste, men enhver føler, at det er den Vej, Udviklingen vil føre os. Og hvad er det saa, vi egentlig har været Vidne til? Er det andet end Skabelsen af den Model, vi selv skal efterligne? Udgør vi, taget hver for sig, ikke en Klode omtrent analogt med den, paa hvis Overflade vi lever? Har vi ikke i vort sjælelige Domæne baade kultiverede og ukultiverede Omraader? Er vi ikke paa een og samme Tid baade Konge og Barbar? Men er ikke ogsaa vi, i Dybet af vor Sjæl, behersket af en brændende Længsel efter at være "hel"? Kæmper "Lokalbevidstheden" eller alt det, vi under eet kalder "Snæversynethed" og "Intolerance", ikke ogsaa i vor Sjæl sin sidste Kamp mod vort eget Begær efter at være frigjorte og tolerante? Efter at være virkelige Humanister i dette Ords videste Betydning? Jo vi gør! Det er kun Taaben, der nægter at se denne Kendsgerning lige i Øjnene.

Som Kloden har haft sin "Lømmelalder", har vi haft vor, og vi bærer endnu Spor deraf. Det er disse Spor, vi møder, naar vi skælder og smælder. Naar Blodet "koger" i os, og vi, om det stod til os, lavede det hele om med et Snuptag. Ogsaa i os kan Krigen rase i al sin Vælde. Hvem af os har ikke oplevet at være et "Maskingevær", af hvis "Løb" den ene "Salve" efter den anden har raset henover og igennem maaske den, vi paastod at have mest kær? Ogsaa vor Indreverden har oplevet at være en "Ildorkan", og faa er de, der kan staa frem og sige, at intet giftigt Ord nogen Sinde har passeret deres Læber og ingen saarende, ond Tanke deres Sjæl. Vi ved, at vi ikke alene har været i disse Tilstande, men at de endnu, mere realistisk end vi bryder os om, kan minde os om, at de kun er teoretisk fjernede fra vort Væsen.

Men vi bærer paa Drømmen om en anden Tilstand, og lykkelig er det Menneske, som ikke alene i de store kosmisk Bevidste kan se Modellen til det kommende rigtige Menneske, men som ogsaa i den Forvandling, der foregaar paa vor Klodes Overflade, med egne Øjne kan se, hvorledes en Jungle langsomt viger Pladsen for et rigtigt Menneskeriges Tilsynekomst. For et saadant Menneske er det ligegyldigt, om Drømmen bliver fuldbyrdet i dets egen Tid. Det ved, at Livet maa følge de store, kosmiske Love, og det ved ydermere, at kosmisk set eksisterer hverken vor egen eller Klodens Tid som virkelig Realitet, men at kun Guds Tid eksisterer, og at i den vil alt det blive naaet, som Mennesker i Ensomhed, ja, maaske i Sorg, har drømt.