Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er med en besynderlig Følelse vi Aften efter Aften hører de spinkle Toner fra Uhret i Hallen melde, at Klokken er 20. I Aarenes Løb var det blevet til en Selvfølge, at dette Klokkeslag var identisk med Myldren paa Trapperne og Ankomsten af glade Mennesker. Nu derimod betyder det Stilhed, og det en Stilhed, som kan mærkes i dette store Hus. Alt er mørklagt, og vidste man ikke bedre, kunde man fristes til at tro, at man boede helt for sig selv langt borte fra en Storbys myldrende Liv. Det er, som Byens Hjerte pludselig holder op at slaa; med eet sænker en Stilhed af en direkte unaturlig Art sig over det hele, og man føler næsten fysisk, hvorledes Tyngdeenergiens giftigtunge Tankearter søger at trænge ind gennem Sprækkerne i ens Sjæl.

Det er Mørketid nu, og det baade i den ene og den anden Forstand. Fra alle Sider bærer Livet Bud om, at Tilværelsens uintellektuelle Energier i den Grad har Overherredømmet, at der absolut intet er at sige til, at Mennesket uden kosmisk Indsigt mister Modet og finder det hele haabløst. Overalt bliver vi Vidne til, hvorledes det, Martinus kalder "det relative Syn", erobrer Terræn, alle vil gerne tro, de ved noget, og inderst inde ved de alle, at de intet ved. Dagen i Morgen er stadig en ny Dag med ukendte Overraskelser i sit Skød. Men det relative Syn slider paa Nerverne. Man ser det allevegne og i alle Ansigter. Krig er en unaturlig Tilstand, kun Freden er den naturlige, er den, i hvilken normal aandelig Vækst kan finde Sted. Krig gør Menneskene ensomme, enten det saa er en Verdenskrig eller blot en lille privat Krig. Mennesket er for meget Menneske til ikke at kende Krigens Negativitet, men ogsaa for meget Dyr til helt at ville give Afkald paa de sjælelige Reaktioner, Krigen udløser. Vi ved det fra os selv, naar vi oplever det, vi selv forstaar ved en "Fornærmelse". Med vor Forstand kan vi godt vide, at vi burde taale den og ignorere den, men det kræver Energi at tænke saadan, det kræver Vilje. Men Viljen sætter sig ikke igang af sig selv, i hvert Tilfælde ikke den Form for Vilje, og før man faar set sig for, bruser det i Blodet, og de skarpe Tankearter myldrer ind i Sindet og finder som oftest hastigt Vej over Læberne. Den, som virkelig giver sig til at studere det menneskelige Sind, maa ende med at elske Menneskene. Det er kun det ikke-tænkende Menneske, der falder for Fristelsen til at tro, at Livet kun bestaar af Mennesker, der vil gøre en Fortræd. Personligt har jeg aldrig mødt et "ondt" Menneske. At jeg ikke dermed mener, at jeg ikke skulde have kendt Modgang, forudsætter jeg som forstaaet. Men jo mere de kosmiske Analyser har erobret mit Sind, har jeg ved Selvsyn konstateret, at selv de, der kunde lide mig mindst, var Ofre for Illusioner født af deres eget Sind. Vi er alle slemme til at gaa og danne os ganske bestemte Forestillinger om, hvordan vi synes, Livet skal være, og før vi rigtig faar set os for, korsfæster vi vore Medmennesker paa vore egne Ønskedrømme.

Men hvordan skal man med rette bebrejde Menneskene denne Tilstand, naar man ved, hvor lidt der lige fra Barneaarene bliver gjort for at lære det enkelte Menneske det virkelige Liv at kende? I et hæsblæsende Jag sættes alle Kræfter ind paa at lære hvert eneste Barn den nemmeste Maade at tjene Penge paa, og Floder af Ord væltes ind over det, for at lære det at begribe, at kun den, der har Penge, kun den, der opnaar "social Position", betyder noget. Og hvor billig en Livsløsning er saa ikke disse barnlige Postulater? Appellerer alle disse Formaninger ikke lige netop til den "Hanekyllingebevidsthed", enhver Dreng har medfødt? Og hvor megen Sorg afføder den ikke. Enhver ved jo, at Rigdommen kun er beregnet til de faa, og da som oftest til de, der med deres Sind staar Dyreriget nærmest. Det er saa uendelig let at stemple et Menneske som "udueligt", blot fordi det ikke evnede at gøre sig gældende i den Tilværelseskamp, der idag synes at være Livets Alfa og Omega. Som om Livet ikke havde andre Sider og Formaal end det regulære Handyrs Sukces. Og vil man saa endelig gøre Skridtet fuldt ud og give sig til at undersøge, hvad de Mennesker saa faar ud af Livet, der opnaar denne saa eftertragtede økonomiske Sukces, saa vil man i forfærdende Mængde Tilfælde opleve, at de er mindst lige saa utilfredse med, hvad Livet gav dem, som de, hvem økonomisk Sukces blev nægtet.

Nej, man har ingen Ret til at bebrejde Menneskene det Liv, de lever. Hvis man overhovedet har Ret til noget i Forholdet til sine Medmennesker, kan det kun være Retten til at være besjælet af Ønsket om med sin begrænsede Viden at være dem til Nytte, naar Længslen efter at bryde den materielle Cirkel faar dem til at aabne sit Hjerte for en. Thi der kommer en Dag for ethvert Forstandsvæsen, hvor en for det selv maaske ukendt Drift indefra faar det til at spørge sig selv, om der dog ikke findes andet og mere i Livet end dette evige Jag efter ydre Sukces.

Som Livet idag former sig, bliver vi atter og atter Vidne til "Manden med Meninger". Overalt træffer vi ham, og læg Mærke til den Glæde, hvormed han fremsætter sine uforgribelige "Meninger" om alt og alle. Trangen til at være "Herre" lyser ud af hans Øjne, og da han paa visse Omraader repræsenterer selve Prototypen paa saa manges Drømme, savner han som Regel aldrig Tilhørere. Typen er ikke behagelig, men er der nogen Grund til at komme i Affekt over den? Nej og atter Nej! Blot det mindste Kendskab til Livet vil overbevise enhver om, at denne Type er at ligne ved et kortfristet Laan. Dens "Meninger" udtrykker med al ønskelig Tydelighed det "relative" Syn. Vi lever i en Tid, hvor Dagene gaar hastigt, og de relative Meningers Levetid derfor er uhyre begrænset. Gang paa Gang kan man i et saadan Menneskes Ansigt allerede se de første spæde Antydninger af Frygt for, at den postulerede Mening alligevel ikke vil vise sig at have den Karat, man tillægger den. Mange lever allerede idag i en mere eller mindre ubevidst Angst for Følgerne af deres egne Tanker og Meninger. Det er paa een Gang det store og det tragiske ved vor egen Tid, at den saa hastigt reviderer Menneskenes Forestillinger om baade det ene og det andet. Tragisk fordi denne ustandselige Revision atter og atter overstiger de saakaldt "Ældre"s Kræfter og gør dem aandeligt modløse. De finder Livet og Ungdommen uforstaaelig og længes tilbage til Verden, som den var før 1914. Men Livet har intet "Tilbage", Livet har kun Fremgang. Dagligt bringer vore Aviser os Bud om drabelige Pennefejder om "Ungdommens Moral" og mere eller mindre truende Krav om "Slægtens Tilbagevending til Kirken og Fortidens gode Sæder". Hvis det ikke var, fordi man bag Sætningernes bombastiske Formuleringer følte Skribentens Vederhæftighed eller Angst, var det hele kun et Smil værd. Men de mange Artikler udtrykker i Virkeligheden samlet en ældre Generations Angst for det, de er Vidne til. At det ogsaa samlet udtrykker et Mistillidsvotum til den Guddom, i hvis Navn disse Aktioner foretages, er en Sag for sig.