Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Paa en Rejse jeg fornylig foretog, traf jeg en af mine gamle Skolekammerater, som, efter en kortere Indledning, i hvilken vi blot opfriskede gamle Minder, pludselig gav sig til at holde et lille Foredrag for mig om den sjælelige Raaheds moralske Berettigelse i den daglige Tilværelse. Foredraget var forsaavidt forbløffende, som det i hele sin Natur var i skrigende Modsætning til Foredragsholderens egen sjælelige Struktur, der netop er af stærk følelsesbetonet Karakter, han hører kort og godt til dem, der ikke nænner at gøre en Kat Fortræd. Da jeg havde denne reelle Viden om ham, kom jeg ikke i nævneværdigt Oprør over hans Indstilling, men gav mig tværtimod til at lytte intenst til ham, idet jeg pludselig blev grebet af en stærk Trang til at søge at finde ud af, hvorfor han, der, som allerede nævnt, er et saare blidt Gemyt, nu absolut vilde give mig Indtrykket af at repræsentere en Hensynsløshed, han aldrig vilde kunne realisere.

Pudsigt nok førte min Indstilling mig den hurtigste Vej til Maalet. Han blev mere og mere pinligt berørt af min intense Lytten og afbrød pludselig sin Tales Strøm med Ordene: "Jamen hvorfor siger du dog ikke noget?" og saa vidste jeg med eet, at han blot sad der og holdt Foredrag for mig for at overbevise sig selv om sit eget Synspunkts Rigtighed. Jeg bad ham imidlertid blot om at fortsætte, jeg vilde meget gerne have alle hans Argumenter med, men lidt efter gav han helt op, idet han sluttede med en Sætning, jeg har hørt før: "Gud, hvor er det hele egentlig beskidt!" Saa var Bylden skaaret igennem og Resten af Samværet viet til Samtale af betydelig mere positiv Karakter.

Naar jeg nævner denne lille Oplevelse, er det fordi, det Foredrag, jeg her fik, gav mig langt mere at tænke paa, end min gamle Skolekammerat havde drømt om. Hele hans forpinte Talestrøm, som faktisk langt mere var rettet til ham selv end til mig, gav mig et tragisk Indblik i, hvad det vil sige, naar de sjælelige "Raavarer", ethvert normalt Barn medbringer i Form af medfødte Talenter, forbliver uforarbejdede. Denne Mand er en Dygtighed paa sit specielle fysiske Felt og, som allerede nævnt, et blidt Gemyt. Han er intellektuel, men har ikke faaet nogen reel aandelig Opdragelse. Og stik mod sin egen Karakters Grundelementer har han, med Intelligensen som eneste Hjælpemiddel kun kunnet uddrage "Raahedens Evangelium" som eneste haandgribelige Realitet af det Liv, han er omgivet af. Og som det er gaaet ham, gaar det idag Millioner af unge, udmærket begavede Mænd. Frastødt af Følelsesreligiøsitetens intellektuelle Urimeligheder, prøver de paa egen Haand at finde Vej i deres egen sjælelige Labyrint, løber vild og slutter med at blive et forholdsvis let Offer for den raa Magts Illusion. "Se paa Historien", siger en saadan Intellektuel, "den viser, at der altid har været Krig, at den Stærke altid har haft Magten, og saadan vil det blive ved med at være!" Mærkeligt nok at Tonen, hvori dette Postulat bliver fremsat, ikke lyder mere overbevisende. Netop fordi dette Postulat interesserer mig saa overordentlig meget, har jeg hver eneste Gang, jeg har hørt det fremsat, lyttet intenst efter Tonen i hvilken det fremsættes, og udover de Gange disse Ord er kommet over den helt aandeligt umodnes Læber, har jeg hver Gang kunnet konstatere Konflikten mellem Hjerne og Hjerte. Sandheden er den, at selvom den intellektuelt betonede ikke ved egen Hjælp formaar at uddrage anden Viden om Livet end dette Magtens Evangelium, saa lever der parallelt med denne "Viden" et Haab i hans Sind om, at Postulatet alligevel turde være Løgn.

Denne uudtalte Tvivl om Magtpostulatets Rigtighed kan kun have sin Rod eet Sted: i et uforarbejdet Følelseserfaringsmateriale. For langt de fleste Mænd er Sandheden om deres Liv den tragiske, at de har maatte koncentrere al deres Tænkeevne om dette ene: "at blive til noget!", hvilket i denne Forbindelse vil sige en altfor voldsom Anvendelse af Intelligensenergien paa Følelsesenergien Bekostning. At det forholder sig saaledes ses blandt andet paa et ret pudsigt Omraade: Kærlighedsbrevene. Medens de fleste begavede Mænd formaar at skrive klare og nøgterne Breve indenfor de Omraader, de rent fysisk behersker, forekommer de samme Mænds Aandsprodukter, naar det drejer sig om Følelsesmanifestationer, mere at være et Billede paa Aandsforladthed, for ikke at anvende kraftigere Udtryk, end paa den Aandsoverlegenhed, man ellers skulde vente sig hos disse Materiens Heroer. Hvor anderledes smidigt formaar ikke den intellektuelt udrustede Kvinde at manipulere med sine Følelseserfaringer.

Da den stærke Koncentration paa Intelligensenergien normalt resulterer i Ankomsten til det Maal, der var selve Koncentrationens Hensigt, og det indenfor et fysisk set ret begrænset Tidsrum, stilles vi overfor en Kendsgerning, Livet overalt bekræfter: Manden, der har naaet sit Maal og alligevel ikke er lykkelig. Overalt kan man idag møde intellektuelle Mænd, som formulerer den allerede nævnte Bemærkning: "Gud, hvor er det hele egentlig beskidt!", Mænd, som nu kender Vejene til fysisk Sukces og ledes ved dem, Mænd, som har en Anelse om, at deres Bevidsthed, anvendt paa en endnu rigtigere Maade, kunde have givet dem en langt større Livsoplevelse, en langt større Livsfylde end det nu blev Tilfældet. Det er om disse Mænd, der faktisk er enhver Nations bedste, at det med Sandhed kan siges, at de repræsenterer en stadig voksende Sum af uforarbejdet Følelseserfaringsmateriale. Disse Mænd er paa store Omraader praktiske Barbarer, men, til Skade for dem selv, endnu kun teoretiske Mennesker. De har i sig Længsel efter at være Kulturens Repræsentanter og ogsaa Mulighederne derfor, men disse Muligheder er endnu ikke opdyrkede. Om disse Mænd gælder det, at Kirken ikke kan hjælpe dem i nævneværdig Grad, for de har simpelthen ingen rigtig Tillid til dens Idé. Religiøst set er de, set fra Kirkens Side, Hedninger, fordi de er uden Evne til blindt at tro. Og saa, og dette kan maaske synes paradoksalt, er de samme Mænd – ogsaa religiøst set, – utroligt positive, i samme Øjeblik, deres Mentalitet bringes under Kultur, hvilket i denne Forbindelse vil sige: undergives en Undervisning, der lader samtlige Erfaringsgrupper indenfor Instinkt, Tyngde, Følelse, Intelligens, Intuition og Hukommelse, samarbejde til Fordel for en universel Helhedsopfattelse i Lyset af hvilken, deres Liv netop tjener den Hensigt, man indtil Trivialitet har kaldt "Tilværelsens Mening". Vil man prøve at se vor egen Verden af idag i Lyset af et højere kosmisk Perspektiv, er man nødt til at tilstaa, at den Tid nu er nær, hvor Mennesket er blevet den fysiske Materie saa overlegen, at det ikke vil volde større Vanskelighed at organisere Samfundet socialt paa en saadan Maade, at alle baade har Mad, Tøj, Husly og garanteret Arbejde. Medens disse Maal for den mindre tænkende i sig selv er saa store, at de synes at være Endemaal for alt Forstandsliv overhovedet, saa ved den kosmisk indstillede Forsker ganske klart, at de kun repræsenterer Overturen til den Tilstand, hvor hvert eneste Menneskes kunstneriske Evner – hvilket kun vil sige samtlige sjælelige Raavarer i forarbejdet Form, – skal til at gøre sig gældende. Hvor ophøjet det end forekommer en og anden at vie sit Liv til at tjene Penge, saa er dette Maal i sig selv uhyre barnligt. At det ogsaa er farligt ses derigennem, at man jævnligt stilles overfor Mennesker, som har erhvervet sig en fremragende Evne til at tilegne sig denne saa eftertragtede Materie, samtidigt med at det undervejs helt har mistet Evnen til at bruge den paa rette Maade, hvilket normalt udløser sig i en stadig pinende Angst for at miste den. Nærighed er ofte en forbavsende Konsekvens af Totalindstilling paa Materien.

Vilde Verden imidlertid nogen Sinde naa til et virkeligt Kulturniveau uden den uoverskuelige Sum af Lidelser, det samlede Samfund gennem svundne Aartusinder har gennemlevet? Kan det tænkes, at disse Floder af Taarer, Menneskeheden har grædt, har været overflødige? For kan det tænkes, ja ydermere, kan det logisk begrundes, at disse Taarer har været overflødige, saa maa al Tale baade om en kærlig Guddoms Eksistens og en reel Mening med Livet som saadan, øjeblikkeligt forstumme. Sagt straks har hver grædt Taare tjent sit Formaal, saavel som hver en Tanke om en kærlig Guds Eksistens har Rod i Virkeligheden. Det, der er sket, og som fremdeles vil ske, er, at hver eneste Tankeblanding, hvis inderste Hensigt ikke er Næstekærlighed, men derimod Egenkærlighed, skal og maa give Taarer som Konsekvens. Teoretisk er det jordiske Menneske et Menneske, men i Praksis er det et Overgangsvæsen mellem Dyr og Menneske, hvis Mentalverden uafladeligt gennemkrydses af selvdyrkende Tankearter. At det forholder sig saaledes, bekræfter den af det daglige Liv affødte kosmisk-kemiske Formel "Enhver er sig selv nærmest" videreført i den ligesaa kendte "Den enes Død, den andens Brød". Overalt, hvor man som Forsker koncentrerer sig om Studiet af det enkelte Menneskes Motivverden, bliver man Vidne, ikke til en grænseløs Koncentration paa Næstens Lykke, men derimod i langt højere Grad til den Koncentration paa Egenlykke, som er selve Krigens Fundament. Overalt drømmer Menneskene om Lykke, men hvis? Deres egen! At en saa konsekvent gennemført Fejlindstilling, en saa utrolig asocial Livsindstilling, maa føre en samlet Menneskehed gennem "Taarernes Dal" er klart for enhver, der blot har det mindste Kendskab til Tilværelsens Lovmæssighed. Men ligesaa Klart er det, at denne Vandring paa et givet Tidspunkt naar et Klimaks i Form af et af selve Almenheden selvoplevet Lidelseserfaringsmateriale, der igen danner Fundamentet for en total ændret Livsindstilling. Det er denne Kursændring, vi nu oplever. Det tænkende Menneske er træt af sin egen Tankeverden, føler den er "beskidt". Denne Følelse er positiv, forsaavidt den leder til en ny Erkendelse, negativ, dersom den ikke er stærk nok til at afføde Længsel efter en Ændring. At denne Negativitet successive vil blive ophævet igennem, endnu stærkere Mismodsfornemmelser, nævner jeg kun for en Ordens Skyld. Vi befinder os i Øjeblikket rent mentalt i en Verden, hvor Lidelseserfaringsmaterialet nu udøver et saadant Tryk paa det sjælelige Liv som Helhed, at en ny Verden ikke alene vil blive en Kendsgerning, men allerede er paa Vej. Det er takket være de forfærdende Lidelser Menneskeheden som saadan har gennemlevet baade i den førhistoriske og den historiske Tid, at den verdensomfattende Længsel efter et virkeligt, ikke utopisk, Verdenssamfund, er blevet en Kendsgerning. Men et saadan Verdenssamfund kan ikke hvile paa et i Tusinder af forskellige Former fremtrædende følelsesbetonet religiøst Verdensbillede, i hvilket den Kraft, som blev den bærende Faktor i selve dette Verdenssamfunds Dannelse – Lidelsen – tilknyttes et udenfor Guddommen eksisterende Væsen, man betegner som Djævel, Lucifer, Ahriman el. l. Et saadant Verdenssamfund kan kun hvile trygt paa et af baade Følelse, Intelligens og Intuition bekræftet moralsk Verdensbillede med Guddommen som straalende Centrum. I Lyset af dette Verdensbillede vil det blive soleklar Erkendelse for ethvert tænkende Menneske, at Ondskab og Uvidenhed er identiske og at selve Forudsætningen for det enkelte Menneskes virkelige Lykke er den, at det selv har oplevet Konsekvensen af alle sine forkerte Tankeblandinger, alle sine selviske Krav. At denne Konsekvens har været Taarer og Smerte, ser det nu ikke længere som en "Straf", en vred Gud har paalagt det eller en Djævel overlistet det med, men derimod som det Martinus i "Livets Bog" saa træffende kalder "det ubehagelige Gode", det, som er selve Forudsætningen for det, han ligesaa træffende betegner med Ordene "det behagelige Gode" eller den sjælelige Tilstand, i Lyset af hvilken "Alt er saare godt!"