Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En af de Ting, der i særlig høj Grad karakteriserer Forskellen i ens Indstilling til Livet, før man har lært Martinus kosmiske Analyser at kende, og efter, er det Kendskab, man igennem disse erhverver sig til de Kræfter, vi anvender, hver Gang vi "tænker". Medens man, i Perioden før man lærte de kosmiske Analyser at kende, blot nøjedes med at konstatere som Kendsgerning, at man kunde tænke, og saa levede videre i Illusionen om, at man, takket være netop denne Evne, var Dyret saa uendeligt overlegen, saa oplever man i Mødet med Martinus Analyser om det levende Væsens Kraftkilder en Viden saa omfattende, at en, især i Begyndelsen, meget ubehagelig Revision af ens Opfattelse af sig selv som "Tænker" uundgaaeligt bliver Følgen.

Da hele vor Viden om Livet er et Resultat af denne tilsyneladende medfødte Tænkeevne, er det tilgiveligt, at langt de fleste nøjes med at konstatere denne Evnes Eksistens og saa anvende den i den daglige mentale Husholdning. Men hvilken Anvendelse! Uden Skygge af Kendskab til Begærets eller Ønskernes Analyse, lader vi disse for vor mentale Ligevægt saa farlige Frø gro frem i vort Indre som Svampe i en fugtigvarm Skovbund. Og uden at skænke Tilblivelsesprocessen en Tanke, lader vi disse vore Begær iklæde sig en tilsyneladende allestedsnærværende Tankematerie, hvorefter vi i glidende Rækkefølge oplever noget, vi kalder vor "Skæbne", og som vi fornemmer som henholdsvis lykkelig og ulykkelig, i akkurat samme Grad som alle vore Begær eller Ønsker enten opfyldes eller ikke opfyldes. Og da langt de fleste Mennesker netop oplever, at Flertallet af deres Begær ikke bliver tilfredsstillede, hører vi da ogsaa langt mere om ulykkelige end om lykkelige, ligevægtige Sjælstilstande. Og uden Kendskab til de sjælelige Processer, der netop betinger denne ulykkelige Skæbne, falder langt de fleste for den Opfattelse, at Aarsagen til de oplevede Smerter eller Skuffelser, enten maa være Djævelen selv eller ogsaa, hvad der efterhaanden er mere almindeligt, er det de "andres" Skyld. At det er Mennesket selv, der helt og holdent er den egentlige Aarsag, falder kun de færreste ind.

Da det er en almen Kendsgerning, at de fleste Mennesker er utilfredse med det Liv, de har faaet, er det nærliggende at spørge, om Lykken som saadan overhovedet eksisterer. Vælger vi straks at se bort fra de midlertidige Lykketilstande: Forelskelse etc. og ved Lykke forstaar en sjælelig Ligevægtstilstand af absolut ubrydelig Karakter, saa maa man sige, at selvom denne Lykketilstand virkelig idag eksisterer, saa er den saa ualmindelig, at Mødet med den er en endda meget stor Sjældenhed. Det jordiske Menneske som saadan oplever kun partielle Lykketilstande. Men en Undersøgelse af disse partielle Lykketilstande vil hurtigt overbevise os om, at Vejen til den eftertragtede totale Ligevægtstilstand ikke er saa lang og saa ufarbar, som det maaske først kan synes.

Medens der kan strides i det uendelige om Anvendelsen af Begrebet "Logik" eller "logisk Tænkning" paa en Mængde Omraader, er sikkert alle enige om, at Anvendelsen af dette Begreb er selve Forudsætningen for at faa fysisk Sukces. Hvad er en god Uddannelse indenfor et eller andet Felt andet end en koncentreret Træning i indenfor samme Felt at tænke logisk, for dermed at erhverve sig netop den Indsigt, der berettiger en til en fremtrædende Stilling indenfor samme Felt? Er en Kapacitet indenfor Kemi ikke en Mand, der, i Kraft af fremragende logisk Tænkeevne indenfor netop dette Felt, er de andre overlegen? Og gør det samme sig ikke gældende indenfor alle øvrige fysiske Omraader? Jo det gør. Men hvorfor er det saa vigtigt at anvende endda en meget lang Aarrække paa denne sin fysiske Uddannelse? Er det ikke, fordi det jordiske Menneske har gjort Begrebet "økonomisk Sukces" identisk med et fysisk Himmel- eller Salighedsbegreb? Jo klarere eller skarpere Hjerne, d. v. s. jo større logisk Gennemtrængningsevne man har indenfor et fysisk Omraade, desto nærmere vil man være denne saa eftertragtede fysiske Himmel. Uden Kendskab til Loven for positive og negative Illusioner (Perspektivprincippet) ser vi, at det jordiske Menneske tilkender økonomisk Uafhængighed en Lykkegrad, den ikke besidder. Og Resultatet bliver her, at naar det engang satte Maal virkelig bliver naaet, og den første Rus derover helt er overstaaet, saa indfinder Utilfredsheden sig paany, og Uligevægten indtager saa omgaaende den hurtigt vigende Ligevægts Plads.

Men vor Undersøgelse har dog givet os det Plus, at vi her har set Forholdet mellem Aarsag og Virkning. Vi har virkelig set, at Mennesket, takket være sin energiske Træning i at anvende Logik indenfor et givet Omraade, naaede Oplevelsen af det tilsigtede Ligevægtsstadie, selvom denne Oplevelse saa blev af kortere Varighed, end det havde regnet med. Dette Plus giver Stof til megen Eftertanke. Naar anvendt Logik indenfor et fysisk begrænset, for vore dagklare Sanser, tilgængeligt Omraade, giver Adgang til den mentale Harmonitilstand, der var dens Maal, saa kan det kun være et Spørgsmaal om Tid, før Mennesket kommer paa Sporet af, at Forudsætningen for den totale Harmonitilstand er den samme som for den partielle. Med andre Ord vil Mennesket, igennem sine egne Oplevelser, komme paa Sporet af, at Begrebet lykkelig eller ulykkelig Skæbne er et Spørgsmaal om henholdsvis logisk og ulogisk Tænkning.

Men da Tænkning er en mental Proces, som ikke udtrykker et Intet, men derimod i højeste Grad et Noget, bliver det næste Spørgsmaal uundgaaeligt: "Hvad kan jeg gøre for at lære at tænke rigtigt, altsaa tænke logisk?" Og her maa Svaret uvægerligt blive det, at Tænkning uden Kendskab til de "Raavarer", af hvilket Tænkningen bliver til, er ligesaa stor en Urimelighed, som det vilde være, om en Snedker paatog sig et Arbejde uden det mindste Kendskab til de Træsorter, med hvilke Arbejdet skulde fuldføres. Som jeg allerede bemærkede i Indledningen til denne lille Artikel, saa nøjes de fleste Mennesker med at konstatere, at de har Evnen til at tænke, og saa anvender de denne Evne uden at spørge sig selv, om det Stof, af hvilket Tanken bestaar, ikke kan være farligt.

Naar man bemærker den Ligegyldighed, hvormed selv ret fremskredne Mennesker blander deres Tanker, forstaar man, at Jorden maa være en "Jammerdal". Ret forstaaet udtrykker Begrebet "Helvede" jo ikke andet end Omraadet for ulogisk Tænkning. Og lever vi ikke lige midt i det Omraade? Tror de fleste Mennesker ikke hver for sig, at de er storartede Tænkere? Ja, oplever man ikke dagligt, at selv fremskredne Mennesker paa Tryk saavel som i Tale skændes om, hvorvidt man i Forholdet til det "aandelige" skal være "logisk indstillet" eller blot "tro forrykt"? Tænk om en Bankdirektør i Forholdet til sine Kunder troede forrykt? Tænk om man i sin Indstilling til den fysiske Materie var ganske ligeglad med enhver Form for Uddannelse og pure nægtede her at anvende logisk Tænkning? Og alligevel er der dem, der nærer Tvivl om, om man i Forholdet til det aandelige Omraade tør anvende sin Forstand!

Hvad vil da Logik paa de aandelige Omraader sige? Det vil sige voksende Kendskab til Tilværelsens Lovmæssighed. Kendskab til Grundenergiernes Eksistens og dermed Kendskab til den Form for Tankeblanding, der under Navn af "Kosmisk Kemi" danner selve Forudsætningen for en stabil, harmonisk Livsopfattelse. Idag vover intet Menneske uden Kendskab til de fysiske Stoffer at smykke sig med Titlen "Kemiker"; enhver vilde hurtigt gennemskue hans Bedrageri. Men hvor mange Mennesker uden blot det mest elementære Kendskab til de Tankestoffer, af hvilke det jordiske Menneskes Forestillingsverden bestaar, gør ikke Fordring paa at være endog meget fremskredne "Tænkere", uden at nogen er i Stand til at gennemskue det Bedrageri, der her foregaar?

Men Livet selv lader sig ikke bedrage. Den Dag det jordiske Menneske har lært at tænke, d. v. s. lært de Stoffer at kende, af hvilke dets Tanker bestaar, og lært de Love at kende, efter hvilke disse Stoffer skal blandes, for at skabe den saa eftertragtede harmoniske Indreverden, den Dag faar det ogsaa sin Bevidsthed beriget med netop den sjælelige Gennemtrængningsevne, der gør det muligt for det at skille Klinten fra Hveden. Da bliver det ikke alt det, Mennesket siger eller skriver, der bliver det centrale i Undersøgelsen af dets aandelige Kvalitet. Da bliver det dette Menneskes Handlemaade! Spørgsmaalet om begærledet Vilje eller viljesledet Begær bliver her det mest aktuelle. Rider dette Menneske selv sine Følelser, eller er det Følelserne, der rider ham?

Med et stadigt voksende Kendskab til de Tilværelseslove, paa hvilken den virkelige Fred beror, dør Krigeren i én stille bort. Ud af det tidligere saa flammende Baal fremstaar det ydmyge Menneske. Thi at se Vejen, er ikke det samme som straks at have Evne til at vandre den. Men een Ting staar klart for ens indre Blik, det, at Maaden at vise andre denne Vej paa, hverken er de skarpe Ord, i Skrift saavel som i Tale, men derimod i langt, langt højere Grad ved stille, ydmyg Færden at bidrage til at læge de Saar, andre i deres Iver slog. Med usvigelig Sikkerhed ved man nu i Dybet af sin Sjæl, hvorfor de virkelig Store altid saa paa Menneskene med taarefyldte Øjne; de saa hin stenede Vej, det jordiske Menneske maatte vandre, før det fik det sjælelige Klenodie som Ejendom, der hedder – det milde, blide Sind.