Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mon ikke Flertallet af de Mennesker, hvis Interesser er af saakaldt aandelig Art, gentagne Gange i deres Liv oplever denne Interesse gjort identisk med manglende klar Tænkeevne? Hvem har ikke mødt ham, der, aah, saa lysende klart, paaviser, at hele vort Liv beror paa nedarvede Anlæg, at det er vor Hjerne, der tænker, og at vi i Realiteten blot udgør en Stofophobning, som ved Døden gaar tilbage til det store Kredsløb. Man kan se et saadant Menneske advarende løfte Pegefingeren og meddele den undrende Tilhører, at det hele blot er et Spørgsmaal om Gener og Kromosomer. I Sædcellen ligger Gaadens Løsning! Indvender man saa spagfærdigt, at dersom alt virkelig skulde være Stof, vil vi selv i Realiteten være ikke-eksisterende, idet vor Mentalitet jo i saa Tilfælde blot er et Resultat af fysisk-kemiske Reaktioner, over hvilke vi ingen Herredømme har, saa faar man som Regel til Svar, at ganske vist har vi dybest set intet Ansvar for vore Handlinger, idet vor Fremtræden jo beror paa Kræfter, vi overhovedet ingen Indflydelse har paa, men, der skal jo være Orden i et Samfund, man kan jo ikke saadan handle, ligesom man har Lyst.

Allerede her møder vi den første lille Pudsighed i dette fine Hjernespind. Paa den ene Side Paastanden om vor absolutte Uansvarlighed for vor mentale Fremtræden, Bortelimineringen af vort Jeg igennem Hævdelsen af Tankelivet, som udgørende fysiske, Hjerneprocesser, og paa den anden Side Kravet om ordnede Forhold, som kun kan tænkes igennem det ikke-eksisterende Jegs Kontrol af de Tankeprocesser, Hjernen finder det for godt at tænke.

I Almindelighed lønner det sig ikke at optage en Diskussion med et saadant Menneske. Man bør her foretrække Tesen "Enhver bliver salig i sin Tro", og saa smile lidt paa Indersiden over, at vi i denne "videnskabelige" Apostel er stillet Ansigt til Ansigt med en typisk Repræsentant for det religiøse Liv, hvis Guddom er Ophævelsen af den Individualitet, man ellers saa levende mærker, om man tager Mod til sig og begynder at gendrive de værste Uhyrligheder. Men man føler, hvor umaadeligt Springet er fra en saadan negativ Livsindstilling, inden for hvilken der jo ikke findes Skygge af Inspiration til moralsk Selvudvikling, og saa frem til den Mennesketype, for hvilken det aandelige Liv ikke udtrykker mentale Taagetilstande, men derimod en lysende og funklende Realitetstilværelse.

Prøver man at forestille sig et saadant Menneskes Forhold til de Begivenheder, der idag gaar henover Jorden, sammenlignet med det positivt aandeligt indstillede Menneskes Forhold til de samme Begivenheder, træder den første Opfattelses Fattigdom frem i al sin Trøstesløshed. Fra at være vældige Led i en straalende Evolution, bliver disse mægtige Begivenheder nu blot reduceret til de fysisk-kemiske Reaktioner, man naturnødvendigt maa være forberedt paa i et Samfund, der i sig selv blot er en Reproduktion af den Rovdyrmentalitet, der altid har været og altid vil være her paa Kloden. Den moralske Trang maa finde sig i at blive reduceret til en teoretisk Realitet, man, fuldt vidende om dens reale Uvirkelighed, søger gennemført ved Love, der ingen Rod har i det virkelige Liv, men ene er frembragt for at opretholde Skinnet af en Kultur, der intetsomhelst har at gøre med Mennesket som saadant. Læseren faar tilgive mig, om det her skrevne ser mærkeligt ud, – det er virkeligt ogsaa svært at skrive om sig selv og sine Venner som reelt ikke-eksisterende! At den her nævnte Opfattelse er total værdiløs som trøstende Faktor ved et haabløst Sygeleje, endsige i Forholdet til en døende, nævner jeg kun for yderligere at understrege dens sjælelige Fattigdom. Den eneste virkelige Trøst, man har i Forholdet til den, er, at der næppe findes eet Menneske paa Jorden, som, i sit Livs alvorligste Øjeblikke, evner at handle i Kontakt med den. Selv den mest haardkogte Materialist ejer i sig et vist medfødt moralsk Instinkt, der, i givne Situationer, udløser en Handlemaade i direkte Modstrid med den her gengivne "videnskabelige" Opfattelse.

Jeg har ønsket at berøre dette Problem, fordi vi nu gaar en Tid i Møde, i hvilken den etiske Side af Tilværelsen vil blive mere og mere aktuel. For mange Mennesker betyder al Tale om "aandelig Liv" kun Taagetale, fordi de endnu kun har mødt dette Liv i Form af udefineret Følelse. Med den Intelligensudvikling, der har fundet Sted i det sidste Aarhundrede, maatte den Dag uundgaaeligt komme, hvor Følelsesreligiøsiteten maatte kapitulere overfor Kravet om redelig Analyse. Vi lever nu i dette Kapitulationsomraade. Overalt ser vi Kirken miste Terræn. Overalt lægger vi Mærke til, at Kløften mellem den følelsesreligiøse og den intelligensindstillede bliver dybere og dybere. Paradokset her er det, at medens Intelligensudviklingen tilhører Fremtiden og sukcessivt danner Fundamentet for en ny Tids religiøse Liv, saa er det alligevel endnu den følelsesindstillede, der har de største Forudsætninger for at trøste der, hvor Trøst er nødvendig. Man kan ikke hjælpe en syg eller en fortvivlet med intellektuel Taagetale om Gener og Kromosomer. Men mellem disse to Tankeverdener skyder Martinus Verdensbillede sig nu ind som det kosmiskkemiske Middel, der i sig besidder en forunderlig Evne til at forbinde begge Verdener. I dette Verdensbillede gaar samtlige Faktorer op. I Lyset af dets klare Logik fjernes baade de følelsesmæssige og forstandsmæssige Vildfarelser paa en stilfærdig og kærlig Maade. I de Aar, hvor dette Verdensbillede har været forkyndt, har den største Glæde i Forbindelse med dette Arbejde netop været Oplevelsen af dets forbindende Virkning overfor begge de her nævnte Typer. Det nærer baade Følelse og Intelligens og skaber hos begge Parter Mulighed for den Kontakt med Intuitionen, der gør, at det virkelige aandelige Liv paa een Gang bryder frem som et uimodstaaeligt Kildevæld fra Sjælens indre Dyb. Igennem dette Verdensbillede oplever man med vaagne Sanser sin egen indre Kontakt med hint guddommelige Ophav, der, i Kraft af sin Tilværelse som alle Formers Form, nærer Geniet saavel som Busknegeren. I Lyset af dette Verdensbillede ses klart Forskellen mellem Skaberen og det Skabte. Med den Viden bag sig, som det indeholder, ophører al "videnskabelig" Tale om Stof og Jeg som identiske. Begreber som "Arv", "Mutation" og deslige glider her naturligt ind i det vældige Panorama, der hedder Udviklingen fra Dyr til Menneske. Takket være disse kosmiske Analyser oprettes den moralske Ligevægt i Sindet paany, de "ordnede" Forhold bliver nu af indvendig Karakter, Livets Plan træder frem i al sin overvældende Skønhed, og fra Uvirkelighedens mere eller mindre taagede Sfærer træder det aandelige Liv nu ind i Dagens klare Lys. Fra blot at være reduceret til Reproduktion af Slægten, som ovenikøbet kunde tænkes forædlet ved Indavl paa samme Maade som anvendt i Husdyrbruget, forlader det jordiske Menneske langsomt baade den direkte følelsesmæssige og intelligensmæssige Livsindstilling, og betræder med Ydmyghed i Hjertet den højintellektuelle Livsindstilling, i Lyset af hvilken alt er straalende, vibrerende Liv med Guddommen selv som eneste evigt Midtpunkt.