Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Borups Højskoles store, smukke Festsal var fyldt til sidste Plads, da Martinus den 29. Januar holdt sit Foredrag om Verdenssituationen.

Efter at Forsamlingen havde udtrykt sin Sympati for Foredragsholderen ved en hjertelig Klapsalve, begyndte Martinus med at fortælle, at han naturligvis ikke stod som Repræsentant for noget som helst politisk Parti, men derimod udelukkende for den Sandhed, han selv havde oplevet.

Derefter gik Martinus over til at skildre Grundenergiernes indbyrdes Stilling i det enkelte Menneskes Bevidsthed. Paaviste hvorledes Mennesket, der repræsenterer en Overgangstilstand mellem Dyr og Menneske, nu stod overfor den Realitet, at den rigtig menneskelige Bevidsthed, der udløser sig naar Følelse og Intelligens befinder sig i et jævnbyrdigt Forhold til hinanden, nu stærkt begynder at komme til Syne indenfor det jordmenneskelige Samfund. Men denne Realitet udløser samtidigt ogsaa den Kendsgerning, at alle de dyriske Bevidsthedstendenser ligesom er inde i en sidste Opblomstringsperiode. Ved Hjælp af Lysbilleder viste Martinus, hvorledes disse Tendenser udløser sig i Form af Krig og Lemlæstelse. Men videre viste han, hvorledes de dyriske Tendenser i Jordmenneskesamfundet florerer indenfor Tilstande, der endnu ikke af den store Hob er erkendt som "dyriske", nemlig Boksekampe, hvis Formaal det er at slaa Modstanderen i Gulvet i bevidstløs Tilstand, Børns militære Opdragelse og sidst, men ikke mindst, Menneskets Begær efter andre levende, højt udviklede Væseners Legemer til Føde for dets egen Organisme. Dernæst viste Martinus paa et af sine Symboler, hvorledes alle Former for Begærlighed og Fraaseri, alle Former for Kunst, der hylder "Helten"s Besejring af "Fjenden" etc., ligeledes er Udtryk for Dønninger fra det dræbende Princips Zoner. Efter saaledes at have paavist, at der er Beviser nok for Paastanden om de dyriske Tendensers Tilstedeværelse i Jordmenneskets Bevidsthed, gik Martinus over til at skildre, hvorledes den Lidelse, som Mennesket ved sin Væremaade er Aarsag til, i Kraft af evige Love vender tilbage til det selv og betinger, at det selv kommer til at opleve den Smerte, det maaske i længst forsvundne Liv har udløst overfor sine Omgivelser. Men samtidigt viste Martinus, at disse Lidelser, Individet paa denne Maade kom til at gennemgaa, ikke er en Straf, der bliver det tildelt af Guddommen, men derimod er Udtryk for den mest guddommelige Retfærdighed, idet Lidelsen er den eneste Vej til en højere Erkendelse og dermed større Forstaaelse af alle levende Væseners Ret til Livet og Lykken. Igennem et farveprægtigt Symbol viste Martinus, hvorledes Følelsen udvikledes igennem Lidelse, og hvorledes en voksende Følelse er i Stand til at neutralisere en tilbagevendende mørk Skæbne, hvorfor det nu maa begynde at blive en Kendsgerning for enhver, at kun i Opfyldelsen af det store Bud "Elsker hverandre" ligger Beskyttelsen mod den Lidelse og Smerte, Jordmennesket for Tiden, i Kraft af tidligere Udskejelser, maa opleve. Et følgende Symbol viste, hvorledes "Loven for Tiltrækning og Frastødning" fungerer. Man lærte at forstaa, at ethvert Individ i Kraft af egne Begær netop placeres der, hvor der er Betingelser for disse Begærs Tilfredsstillelse, enten saa disse gaar ud paa at dræbe og flaa med Bajonetter, eller paa at udløse den Kærlighed mod Menneskene, der i sig rummer Kilden til den højeste Lykke. Igennem dette Symbol lærte man at forstaa Aarsagen til de forskellige Nationers Individsammensætning, hvorledes selviske Begær kan gennemsyre en hel Nation saa meget, at dens samlede aandelige Atmosfære under ingen Omstændigheder er i Stand til at beskytte samme Nation mod Krig og Lemlæstelse.

Efter denne instruktive Indledning gik Martinus over til Aftenens Hovedemne. Ved Hjælp af sit Lysbilledmateriale paaviste han, hvorledes Jorden paa nuværende Tidspunkt overvejende er en Skueplads for de selviske Begær. Paa et Symbol vistes de forskellige Nationers aandelige Tilstand, og da denne udtrykte den mest skrigende Modsætning til det guddommelige Bud om Næstekærlighed, var det jo ikke vanskeligt for Foredragsholderen at gøre Forsamlingen begribeligt, at en virkelig Verdensfred kan der ikke blive Tale om, før den af højtudviklet Følelse regulerede Fornuft bliver sat i Højsædet.

Under Omtalen af det Kaos, som Samfundet paa nuværende Tidspunkt gav Udtryk for, kom Martinus ind paa at skildre, hvorledes Begrebet "Kaos" ikke var noget gyldigt Udtryk for den øvrige Del af Tilværelsen. Et tilstrækkeligt Kendskab til denne afslørede nemlig, at Kaos kun kan herske, hvor Væsenerne lever i Disharmoni med de guddommelige Love. Vender man sit Blik mod den mikro- saavel som den makrokosmiske Verden, bliver man nemlig Vidne til, at Orden og Harmoni netop er et Særkende for disse Væsenstilstande. Betragt f. Eks. Bygningen af et Snefug og se efter hvilke haarfine Love det er opbygget, og vend Deres Blik mod den tindrende Stjerneverden, og De vil atter her genfinde hin guddommelige Fornuft, der er den betingende Faktor for Deres egen, af utallige levende Væsener, sammensatte Organisme. Kaos kan kun herske, hvor Uvidenheden og Ukendskabet til de virkelige Forhold dominerer.

Efter paany at have erindret Tilhørerne om Grundenergiernes Sammensætning i Jordmenneskets Bevidsthed, gik Martinus over til at skildre, hvorledes voksende menneskelige Tendenser nu – efter en sidste og uhyggelig voldsom Opblussen af Dyrerigets Kræfter, der vil stille Verdenskrigens ti Millioner Grave helt i Skygge – vil komme til at føre Jordmenneskeheden frem imod Skabelsen af et internationalt Verdensrige, der, befriet for alle det nuværende Samfunds Mangler, vil lade ethvert Menneske komme til at opleve den Lykke, der for de fleste nu synes en fjern himmelsk Utopi. Martinus skildrede, hvorledes store Dele af Menneskeheden i en kommende Krig midlertidigt vil blive bragt over i den aandelige Verden, nemlig alle de Væsener, i hvis Bevidsthed Krigen endnu eksisterer som Udtryk for Idealisme og Moral. Thi det er udelukkende disse Væseners Tilstedeværelse indenfor det samlede Jordmenneskesamfund, der betinger Opretholdelsen af de nuværende fortvivlede Tilstande. Saalænge Magten er den herskende Faktor og de aandelige Værdier befinder sig i Miskredit, eksisterer Grundlaget for en ideel Verdensstat ikke. Den Røst, der igennem Biblen taler om "Dommedag" og om at "Faarene skulde skilles fra Bukkene", oplever i vore Dage at blive bekræftet. Loven for Tiltrækning og Frastødning har gennem de sidste Aarhundreder bevirket en Omflytning af Individerne, saaledes at "Faarene", de blide og højtudviklede, nu kommer til Syne i samlede Grupper, der vil blive beskyttet under en kommende Verdenskrigs Rædsler, medens "Bukkene", alle de med krigerske Tendenser og overlegne Magtbegær udrustede Bevidstheder, nu er inkarneret i de Nationer, der vil blive hvirvlet med ind i de blodige Begivenheder, der, lig en Tyv om Natten, er ved at holde sit Indtog i Jordens Zoner.

Til Slut viste Martinus saa de fra "Livets Bog"s fjerde Kapitel kendte tolv Punkter, der udtrykker de Hovedopgaver en kommende international Verdensregering vil komme til at løse. Efter en kortfattet Gennemgang af disse Punkter sluttede Martinus sit Foredrag med et Symbol over det Lys, der bliver hver den til Del, der indstiller sin Bevidsthed paa at leve i Kontakt med det guddommelige Bud "Elsker hverandre!"

En stærk og vedholdende Klapsalve takkede Foredragsholderen for Aftenen, og Glæden steg yderligere, da Martinus meddelte, at han Mandag den 26. Februar samme Sted vilde holde et Foredrag over Emnet "Udødelighed".