Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Tilbage til artikelregister
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Tilbage til registeroversigten
Kosmos 1942/1 side 71
Gå tilbageForrige
NæsteGå frem
Korrespondanceafdelingen.
OPGAVE NR. 3
Prøv i en konkret Form at give Udtryk for den Forandring i Deres Indstilling til Døden, som Studiet af de kosmiske Analyser har medført.
Døden stod tidligt for mig som noget truende, ubarmhjertigt, adskillende og afsluttende, senere som noget ufatteligt og meningsløst. Eller var der Haab om en Fortsættelse af Livet ud over Døden? – Og her skiftede Tvivl og Haabløshed med Tro paa Skrifters og Menneskers Paastande og Forhaabninger. Linien i en kendt Salme: "Lær mig o Skov at visne glad –" syntes mig meningsløs og uforstaaelig! – Og alt imedens Livet talte sit alvorlige Sprog til mig, først gennem min Moders Død og senere ved min Faders Død, – meldte Spørgsmaalene sig eet efter eet, idet det tilsyneladende uretfærdige Liv, jeg saa udfolde sig omkring mig, bevirkede en stadig Opposition i mit Sind i Forholdet til den mig bibragte Lærdom om en kærlig Gud og et evigt Liv, saaledes at Kravet om en fornuftig Løsning paa Problemet Liv og Død blev mere og mere brændende. – Jeg søgte stadig, – og en skønne Dag stiftede jeg Bekendtskab med Martinus kosmiske Analyser, – og da skete det for mig underfulde, at der pludselig blev ligesom et Slør revet bort – et Forhæng draget til Side i min Bevidsthed, idet mine mest brændende Spørgsmaal eet for eet fik deres sikre Besvarelse og Løsning gennem Studiet af disse Analyser. At der efterhaanden, som jeg fik tilfredsstillende Svar paa mine Spørgsmaal, stadig dukkede nye Problemer og Spørgsmaal op, der ved fortsat Studium af Analyserne sikkert ogsaa vil finde deres Besvarelse, bevirker kun, at der er aabnet et saa mægtigt og uendeligt Perspektiv videre fremefter for mig, at jeg naturligt kun kan opfatte mig selv som et uhyre mikroskopisk og uvidende Fnug, – er en Ting for sig. – –
Men efter at det er lykkedes mig at fatte:
  1. at alt er Liv i skiftende Rytme fra Lys til Mørke, fra Sult til Mættelse, fra Aktivitet og Energiudfoldelse til Passivitet og Hviletilstand og omvendt,
  2. at hele Universet fra de "største" til de "mindste" Detailler er saa høje forbundet og logisk opbygget i en Mængde Kredsløb, at selv et Støvfnugs Bane gennem Rummet ikke er tilfældig,
  3. at den højeste Form for Logik er lig den højeste Form for Kærlighed, og at det er Guddommens Bevidsthed og Kærlighed, der gennemsyrer alt, at Guddommen er i mig, og jeg i Guddommen, og at alt, hvad jeg oplever og sanser, er en Korrespondance med Guddommen,
  4. at Talenter og Anlæg hos det levende Væsen ikke pludselig kan opstaa af sig selv, men gradvis udvikles og opbygges gennem selve dette at leve og manifestere – at høste Erfaringer, hvilket gennem Reinkarnationsprincipet beviser, at Livet er evigt,
  5. at da den Logik, der overalt raader i Universet, er Kærlighed, dæmrer det følgelig i min Bevidsthed for Forstaaelsen af, at "alt er saare godt", – og
saa er det blevet klart for mig, at "Døden" kun er en tænkt Modsætning til Livet. "Døden" er kun en Overgang fra een Form for Liv til en anden. Efter et virksomt Liv i fysisk Materie flyttes Bevidstheden over i den aandelige Verden, og det fysiske Redskab – Legeme – opløses for at gaa over i andre Kredsløb, og siden flyttes igen "Jeget"s Dagsbevidsthed atter til det fysiske Plan og inkarnerer igen i fysisk Materie og saaledes fremdeles uendeligt fremefter i stadig vekslende Former for Livsoplevelse følgende logiske Love og Principper gennem den ene Udviklingsspiral til den næste o. s. v. –
Derfor, – naar jeg nu efter flere Aars Studier af Martinus kosmiske Analyser en Oktoberdag ser den vidunderskønne, spraglede, gyldent-glødende Efteraarsskov med de sagte dalende Blade, hvis Fald nok indebærer noget vemodigt, saa er der samtidig noget opløftende, berusende i al den Farvepragt, der ligesom i sig bærer en Forjættelse om et nyt Foraar med den lysegrønne Haabets og Tillidens Farve efter en Vinters Hviletid, og da evner jeg nu at drage den logiske Analogi fra Løvtræernes Liv til mit eget fysiske Liv med dets Manddom, Alderdom, Hviletid og nye Barndom, saa Begrebet "Døden" er forsvundet, og den Uro, Ængstelse og Uvilje, der tidligere uløseligt forbandtes med denne Illusion, er nu for mig afløst af en Slags fredelig, forventningsfuld Spænding, og jeg kan nu finde Mening og god Fornuft i Digterens Ord: "Lær mig o Skov at visne glad –".
H. 2.
Gå tilbageForrige
NæsteGå frem