Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I fortsættelse af sidste nummers "Spørg om Kosmologi" har spørgeren nu et afsluttende problem. Han skriver: Hvad vil det sige at være individuel? Kan den menneskelige sjæl og psyke genfødes af nye forældre, så den enkeltes personlighed eller "slutresultatet" fra dette liv kan leve videre i en ny krop med et andet navn, eller skal individualiteten opfattes anderledes?
 

SVAR: Hvis man ikke kender så meget til Martinus' analyser, er man nok tilbøjelig til at opfatte sig selv på en lidt "forenklet" måde. JEG er mit navn og min organisme. Men det er en alt for "snæver" synsvinkel.

I Livets Bog bind 2, stk. 539 fortæller Martinus, at "Det treenige princip" – X1 – X2 og X3 er "afsløringen af livets største mystik. Det er løsningen på selve tilværelsens gåde. Og med forståelsen af denne løsning er al mystik ved det levende væsens sande identitet dermed fjernet". Det vil altså sige, at spørgeren – og alle andre interesserede – er nødt til at sætte sig ind i disse enestående analyser. Det er et stort studium, – men det er indsatsen værd –! Læs fx i Det Evige Verdensbillede, bind 3, symbol nr. 32, stjernefelt nr. 8, hvor Martinus forklarer: "Det levende væsen udgør således et treenigt princip eller en enhed med tre analyser: Jeg'et, skabeevnen og det skabte. Da Jeg'et ikke har nogen analyse, ud over, at det udgør "Noget, som er", har vi udtrykt det som "X1". Da Jeg'et evigt har haft sin skabeevne, er denne også en evig realitet og kan heller ikke have anden analyse end dette, at udgøre "Noget, som er". Da væsenets organismeprincip også er evigt, og ligeledes kun har denne analyse, at det udgør "Noget, som er", har vi udtrykt dette som "X3".

I forbindelse med disse analyser støder vi på begrebet skæbneelementet i X2. Det kalder Martinus ligefrem for individets "evne-magasin" eller "generalsummen af hele dets udviklingstrin". I Livets Bog, bind 3, stk. 944 forklarer han: "Her finder vi talentkerner for en hvilken som helst af de ting, det kan præstere. Alle dets højeste, igennem livene erhvervede, mentale skatte rummes altså her i skæbneelementet i form af talentkerner. Her rummes essensen af alle dets tidligere liv, af alle dets igennem disse liv oplevede erfaringer, lidelser og sorger såvel som glæde og lykke. Og denne essens vil blive afgørende for samme væsens skæbne i dets nuværende og kommende liv. Det er denne essens, der er individets åndelige blod. Blodlegemerne udgøres af talentkernerne."

Nu sætter Martinus disse fantastiske analyser i forbindelse med det emne, vi behandlede i sidste nummer af Kosmos, nemlig vores vidt forskellige placering på udviklingens vej. I Det Evige Verdensbillede, bind 2, symbol nr. 17, skriver han: "Hvad er det, der bevirker, at væsenerne således fødes til højst forskellige skæbner? – At tro, at de har arvet deres talenter og skæbne fra deres forældre er absolut ikke den totale løsning.. Der findes børn, der har flere talenter eller en større begavelse end forældrene, ja, de kan undertiden være genier, skønt forældrene absolut ikke er det. Hvor har de den begavelse fra? – Den kan kun være deres egen i et tidligere liv udviklet begavelse, der, indkapslet i talentkerner i overbevidstheden og sammen med denne og væsenets Jeg, har kunnet overleve den fysiske død eller frigørelse fra det tidligere fysiske legeme. Ved hjælp af disse talentkerner kan nævnte begavelse nu igen ved særlige betingelser komme til udfoldelse i en ny fysisk organisme".

Og dermed har Martinus besvaret spørgsmålet. Men sikke et perspektiv, der er i disse analyser, som vi her kun har kunnet berøre ganske sporadisk. Det er i høj grad ulejligheden værd at læse videre de anførte steder i Det Tredie Testamente. Og det er værd at glæde sig over, at "intet individ ved arvelighed kan påføres tendenser, gode eller slette, som det ikke oprindeligt selv er ophav til. Loven for tiltrækning og frastødning betinger således, at ethvert individ hele tiden har sin egen skæbnes tråde i sin hånd og ustandseligt kan arbejde på sin egen guddommeliggørelse."