Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Inde i kroppen foregår der en flerfaset proces: Først intensiveres forbindelserne mellem nervecellerne. Derpå følger en voldsom hormonel aktivitet, hvor stoffer som adrenalin, noradrenalin og kortisol sørger for, at henholdsvis kamp og flugtmusklerne tilføres ekstra forsyninger af brændstof i form af enten fedtsyrer eller blodsukker. Samtidig er kroppens alarmberedskab sådan indrettet, at det gælder om at bløde mindst muligt, når man er i kamp, hvorfor blodet fortykkes en smule. Der er i vid udstrækning tale om hensigtsmæssige reaktioner, lyder stressforskeres samstemmende vurdering. Kroppen sørger jo blot for at skaffe ressourcer, så balancen kan genoprettes. Når adrenalin bruges til at klare en særskilt vanskelig, men også spændende opgave, og man rent faktisk når til vejs ende og er tilfreds, så har der været tale om en kortvarig, ganske ufarlig form for stress, og man kan igen slappe af. Derimod kan det være farligt, når mennesker har været i alarmberedskab i månedsvis. Det er kroppen slet ikke rustet til. Den udmattes, og det går f.eks ud over koncentrationsevnen. Dertil kommer den farlige ophobning af frie fedtsyrer, som på sigt kan blive til åreforkalkning.

Det andet program kaldes ofte spille-død-programmet. Positionen er præget af håbløshed, og strategien er at gøre sig så usynlig som mulig. Passiviteten aktiverer hormonet kortisol. Et hormon som bl.a. går ind og truer immunforsvaret. Igen skal man søge en forklaring et sted i fortiden. Som moderne stressform kaldes kortisol-relateret stress også håbløs stress, og den optræder typisk, når mennesker er i meget fastlåste situationer. Håbløs stress er også en livstruende stressform. Tilstanden medfører bl.a. en forhøjet risiko for hjertekarsygdomme, og man er i fare for at ende i depression. Stress-patienter har forskellige symptomer som følge af langvarige stress-tilstande. En gruppe kan have svære og vedvarende smerter i muskel- og bevægeapperatet, en anden gruppe er folk med kronisk træthedssyndrom, og en tredje gruppe er patienter med det såkaldte udbrændthedssyndrom. Det er en tilstand, hvor dele af centralnervesystemet synes at være blevet skadet eller begrænset af stresshormoners langvarige påvirkning. "Det kan tage lang tid at komme sig efter udbrændthed, men vi er optimistiske med hensyn til hjernens kapacitet til at komme sig og genoprette sine funktioner", siger Aleksander Perski.

Stressforskerne mener, at den væsentligste årsag til stress er en "kropslig stenalder-reaktion på den moderne verdens krav". Set ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt ser det ud til at forskerne har ret i deres antagelser. Spørgsmålet er dog, om de er nået ned til den virkelige grundårsag? Martinus skriver i artiklen Sygdom og helbredelse (Kosmos 5-97), at sygdomme har to stadier, et årsagsstadie og et virkningsstadie. Lægevidenskaben søger årsagerne i virkningsfasen, hvilket i virkeligheden er alt for sent. Sygdommen har allerede fået sådant et rodfæste, at den er umulig eller vanskelig at bekæmpe. Årsagsstadiet findes slet ikke på det fysiske plan, det eksisterer kun i individets psykiske eller mentale område. "Her har alle sygdomme deres oprindelse eller allerførste kildeudspring, lige såvel som alle former for absolut velvære også her har sin inderste kilde". I artiklen Unaturlig træthed (småbog nr.16), skriver Martinus om denne lidelse, som jo er "stress" i et mere fremskredent stadie. Han mener, at psykiske lidelser som unaturlig træthed, depression og nervesammenbrud i første instans skyldes "den stærkt forcerede livsforvandling, der foregår med det moderne menneske". Vi er kommet ind i en forceret brug af tænkeevnen, hvilket er en stor belastning for mange mennesker. Den store forvandling af vores mentalitet har bevirket, at vi i lyntempo har fået "udvidet" vores bevidsthed. Vi gennemstrømmes af en udvidet tankestrøm, som vores forfædre intet kendte til og derfor ikke kunne få nogen gene af. Denne tankestrøm har forfinet det moderne menneskes nerver og blod og dermed dets organisme og mentalitet, der er meget mere sensibel, sårbar og levende end fortidsmenneskets, skriver Martinus. Det nye ved det moderne menneske er blandt andet dets voksende spekulations- og forestillingsevne. Dette bevidsthedsområde og den udvidede sensibilitet giver individet nye oplevelser, som kan være behagelige og sunde, lige såvel som de kan være ubehagelige og usunde. Det moderne menneske oplever derfor konflikter mellem dets medfødte ubevidste instinkter og begyndende humane følelser.

Forestillingsevnen forbindes ofte med egoisme, og vi møder på en måde neandertalmanden i det tyvende århundredes moderne menneske. Denne vildmandsnatur bringer det moderne menneske ind i en overdimensioneret spekulation, som er identisk med tankearter som vrede, had, forfølgelses-tendenser og hævn. Ligeledes dikterer denne vildmandsnatur, at det altid selv er uskyldigt og rent, og på grund af selvsuggestion vil det se sine konflikter som martyrium. Bitterhed, vrede og medynk er derfor et stort arbejdsfelt for sådanne mennesker. Resultatet er en stor forøgelse af nervespænding, hvis følge er unaturlig træthed, depression og et glædesløst liv. Dette selvtyrrani bevirker også, at individet får en svag livskraft. Martinus skriver, at vore tanker er en strålekraft, som gennemstråler hele legemet. Det er derfor vigtigt, at det er glædestanker, der stråler ud i vores organisme, da de udgør den normale livskraft i den animalske organismestruktur. Mennesket er vokset bort fra naturmenneskets stadium og bort fra de love og principper, der var en livsbetingelse for det i en fjern fortid. Vi er i tilsvarende grad kommet ind under det næste udviklingsstadiums principper og love. Dette stadium bygger på det fuldkomne menneskes væremåde, hvilket er den mentalitet, som Kristus påpeger i sin bjergprædiken. Martinus mener derfor, at vejen til sundhed for sjæl og legeme går igennem at bekæmpe vreden, bitterheden og martyriumsfornemmelsen i vores eget indre, og det kan man kun gøre, når man får en logisk forklaring på årsagerne til disse stress-faktorer.