Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da den tidligere fodboldstjerne og forbundskaptajn for det engelske fodboldlandshold, Glenn Hoddle, for nylig udtalte sig på ovennævnte måde i et avisinterview, vakte det stor opstandelse. Ikke bare hos massemedierne og hans arbejdsgivere – det engelske fodboldforbund – men også på højeste regeringsniveau. Premierminister Tony Blair gik ud og erklærede, at hvis Hoddle virkelig havde udtrykt sig på den måde, så måtte han forlade posten som engelsk fodboldkaptajn. Og derefter rullede bolden, som man siger på fodboldsprog. Det hjalp ikke, at Hoddle forklarede, at han var blevet misforstået (ikke fejlciteret, men misforstået), og at han bad dem, som eventuelt var blevet sårede over hans udtalelse, om forladelse. Det engelske fodboldforbund besluttede at opsige kontrakten med ham med øjeblikkelig virkning.

Dette har således intet med "synd" og "straf" at gøre. Det er bare en naturlig eller logisk fortsættelse af den nedbrydelsesproces, som individet selv har sat i gang, og hvis effekter man allerede i hans eller hendes nuværende liv delvis kan mærke. Intet fornuftigt menneske benægter jo, at disse synlige effekter har en forbindelse med hans eller hendes livsførelse i dette liv. Hvis reinkarnationen, som Martinus viser, indebærer et organisk kontinuitetsprincip – baseret på det, han kalder "talentkerneprincippet" – så kan vi forstå, at også medfødte skader og handicaps har deres årsag i individets egen tidligere livsførelse. Der ligger ingen moralisering eller nedvurdering i en sådan konstatering, lige så lidt som der ligger nogen moralisering i at konstatere, at man bliver våd, hvis man hopper i vandet. I begge tilfælde er det bare et spørgsmål om årsag og virkning.

For den, som står fremmed over for reinkarnationstanken, stiller sagen sig naturligvis anderledes. Og det bør man nok tænke lidt på, hvis man udtaler sig om et sådant emne. Man kan meget let blive misforstået og komme til at såre visse menneskers følelser. Det var jo det, Glenn Hoddle måtte erfare, og det kan vi som sagt måske alle lære noget af.

Da massemedierne refererede og kommenterede Hoddles udtalelse, så beskrev man det, som om han havde påstået, at medfødte handicaps var "straf" for "synder" i tidligere liv. Det sagde han jo ikke (se citat foroven), og uden nærmere at kende til Glenn Hoddles tolkning eller opfattelse af reinkarnations- og karmatanken, antager jeg, at det var netop det, han henviste til, da han forklarede, at han var blevet "misforstået". Der er jo nemlig en meget væsentlig forskel på "synd- og straftanken" og karmatanken. Det er en forskel, som måske undgår mange materialistisk sindede observatørers og reporteres opmærksomhed, men netop derfor fortjener den også at blive pointeret ekstra nøje.

Det bør dog tilføjes, at karmabegrebet – i hvert fald hos Martinus – står for noget mere end en blind og automatisk virkende naturlov. At vi må høste, hvad vi har sået, har nemlig ingen egenværdi, det har kun værdi, så længe det har en pædagogisk hensigt, dvs. så længe vi har noget tilbage at lære i livets skole. Når vi har lært, hvad vi kan lære på et vist område, behøver vi jo ikke mere undervisning på netop det område, og vi begaves da, ifølge Martinus med en "karmisk immunitet" i denne henseende. Det betyder altså en immunitet mod tilbagevendende skæbneenergier af mørk og smertelig art. Netop dette "immunitetsprincip" afslører, at karmaloven ikke bare er retfærdighedens, men også i højeste grad kærlighedens lov. Ingen behøver altså at lide mere end det, som er absolut nødvendigt for at føre os frem til det kærlighedens menneskerige, som udviklingen nu har i beredskab til os. Og i det kosmiske perspektiv er der heller ingen, der må lide mere end nogen anden for at komme til dette mål. Set over inkarnationerne bliver mængden af lidelserne jævnet ud – hvis det ikke havde været sådan, så ville de mindst lidelsesramte blive de mest handicappede på livsoplevelsens og livsglædens område, eftersom "smerten er det mål, som glæden måles med" (gammelt tibetansk ordsprog).

I nuet høster jeg konsekvenserne af det, jeg tidligere har sået, men gennem min måde at reagere på, når jeg møder denne høst, sår jeg igen noget, som forandrer min skæbne i den ene eller anden retning. Vi er altså aldrig slaver under det, vi tidligere har sået. Skæbnen er en fleksibel eller dynamisk proces og vekselvirken med verdensaltet eller Guddommen.

Men hvordan er det da for mennesker, som gennem medfødte handicaps eller sansedefekter har fået en stærkt begrænset handlefrihed i dette liv? Er de ikke slaver under den skæbne, de tidligere har sået? Det kan se sådan ud, men også hos dem sker der langsomt en forandring og helingsproces, som i kommende inkarnationer kommer til radikalt at forvandle deres livssituation og skæbne. Martinus skriver om dette i artiklen Livskraftens oprindelse (Kosmos 11/96):

"Der eksisterer blandt vor tids mennesker en masse afsporinger, både seksuelle afsporinger og afsporinger, der består af overdreven brug af narkotika og alkohol. Sådanne afsporinger vil i kommende inkarnationer kunne bringe mennesker ud i større eller mindre åndssvaghed eller føre til medfødte fysiske defekter, som de afsporede væsener efter nogle inkarnationers forløb vil have overvundet. Disse væsener, som har været igennem en afsporings mørke tilstand, vil være særligt rustet med erfaringer og medlidenhedsevne, således at de, når de atter har vundet deres sundhed tilbage, vil være de allerbedste hjælpere og vejledere for medmennesker, der befinder sig i en lignende afsporet tilstand, som de selv har været igennem."
 

Oversættelse: HL