Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Når det kommer til stykket, kan vi godt indse, at kærlighed er den eneste farbare vej til fred og fordragelighed mellem mennesker og nationer. Det er så logisk, for fred og fordragelighed er jo bl.a. et af kærlighedens kendetegn, så hvordan skulle den tilstand opnås, hvis ikke ved at praktisere kærlighed.

Det modsatte har været prøvet, hvor nationer og religiøse bevægelser drog i krig for at banke lidt kærlighed ind i hovederne på de uvidende væsener, der ikke vidste bedre. Resultatat blev bare ikke kærlighed, men krig.

Så langt er vi kommet i erkendelsen, at kærlighedstilstanden opnås kun gennem at vise kærlighed. Men ofte tør vi ikke, fordi vi føler os sårbare og forsvarsløse, hvis kærligheden ikke gengældes. Hvis kærligheden blot mødes med afvisning, chikane og måske vold, hvad så? Kærlighedens væsen er ikke at slå igen, så den mulighed foreligger ikke. Omvendt har ingen lyst til bare at lade sig slå på, så hvad er løsningen?

Her minder Martinus os om, at vi skal se de tildragelser, vi møder, i det rette perspektiv, nemlig dette, at vi altid selv er årsag til det, vi kommer ud for. Mødes vi med vold, er det fordi vi selv har skabt årsagen. Møder vi vold med kærlighed, er vi på den anden side beskyttede.

I Livets Bog bind 7, stk. 2447 skriver Martinus: "Absolut alle levende væsener får nøjagtig den skæbne, de selv igennem deres væremåde overfor alt andet levende har skabt. Et levende væsens absolut eneste sikre beskyttelse imod ond skæbne bliver nøjagtig affødt af den beskyttelse, det selv giver alle andre levende væsener."

Altså, i det øjeblik vi tør springe ud i det og vise kærlighed, selv om den ikke bliver gengældt, er vi under Forsynets beskyttelse. Hvori den konkret består, ved vi ikke, men den er der.

Men denne fase er kun et skridt på vejen, for når kærlighedsevnen er tilstrækkelig udviklet, mister bevidstheden om beskyttelsen sin betydning for væsenet, for da er det kommet så langt, at det hellere selv vil lide, end at udsætte andre for lidelser.

Nu skal man dog ikke tro, at dette er ensbetydende med at lægge sig ned på gulvet og sige til omgivelserne: "Brug mig som vaskeklud." Martinus bruger udtrykket at være tossegod om den situation. Det er ikke alkærlighed, som er det udtryk, Martinus bruger til at definere, hvad han taler om.

Alkærligheden er en permanent sindstilstand, som er ganske uafhængig af omgivelsernes opførsel, hvad enten den indeholder ris eller ros. I denne sindstilstand forstår væsenet i enhver given situation at være til gavn og glæde for alt levende, og det forstår at vælge det mindste af to onder, når det er påkrævet. Det har den dybe og højintellektuelle indsigt i livsmysteriet, at det altid vil reagere rigtigt i forhold til livslovende og dermed være et levende eksempel på, at alt er såre godt.

Der er noget at stræbe efter.