Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da jeg var barn, plejede jeg at nulre min mors øreflipper, når jeg skulle sove. Jeg syntes det var dejligt og behageligt. Det har du måske selv gjort. Det er i hvert fald ikke usædvanligt, at børn spontant masserer sine egne ører, eller en af forældrenes kropsdele, når de skal sove. Mange gange gør vi mennesker, og i særdeleshed dyr, nogle spontane handlinger uden at vide hvorfor. Men selv om handlingerne er helt ubevidste, ligger der næsten altid en logisk og genial grund bagved. Det er nemlig sådan, at netop øret indeholder mange parasympatiske nervetråde, den del af nervesystemet, der beroliger os og gør os mere afspændte. Det gør, at når vi nulrer eller masserer øret, medfører det en sænket vågenhedsgrad og en følelse af fred og ro, som så altså kan lette indsovningen. Da vore hænder og fingre også er rigeligt forsynede med nervereceptorer, opstår den samme beroligende effekt også hos den, der masserer, uanset hvor berøringen sker.

Når vi masserer, kærtegner eller berører hinanden, bliver vi altså roligere, mere afslappede og trygge. Hvis vi derimod udsættes for smerte på en eller anden del af kroppen eller føler os bange eller truede, aktiveres i stedet den del af nervesystemet, der øger vågenhedsgraden. Dette sker ved hjælp af visse stress-aktiverende hormoner, der øger vort beskyttelses- og forsvarsberedskab. Vi bliver særlig årvågne og desværre mere mistænksomme og ofte mere aggressive over for vore omgivelser, dvs. at vores selvopholdelsesdrift bliver særdeles aktiv. Med andre ord, "dyret" eller det primitive "stenaldermenneske" kommer frem i vor bevidsthed, når vi udsættes for smerte eller trusler og stress over længere tid. På samme måde, men omvendt, stimuleres og forstærkes vore humane sider – venlighed, sympati og næstekærlighed – når vi masserer eller berører hinanden på en blid og behagelig måde.

Det hormon, der formidler den rolige, trygge og behagelige følelse i kroppen, kaldes oxytocin. Der kan naturligvis være flere hormon- eller signalsubstanser, der medvirker i sammenhænget, men oxytocinet lader til at være det mest afgørende og derfor det mest undersøgte. Tidligere og i gamle fysiologibøger nævnes oxytocin kun i forbindelse med amning og fødsel. Nu ved man, at hormonet medvirker i en række andre processer og forekommer hos både mænd og kvinder. Desuden har oxytocin en positiv virkning på helbredet, især ved at det sænker mængden af stress-hormoner (noradrenalin, adrenalin og kortison) i kroppen, dvs. de hormoner, der øger vores forsvarsberedskab og som fysiologisk skaber en række negative effekter, hvis stressreaktionen varer forlænge. Når vi er stressede, må hjertet arbejde hårdere, blodtrykket stiger, og fordøjelsen svækkes samtidigt med, at stofskiftet øges, så at vi let drænes for de vigtige vitaminer og mineraler, som kroppen behøver for at kunne fungere.

Hidtil er de fleste undersøgelser om oxytocin blevet udført i sammenhæng med massage og fysisk berøring. Man har endog gjort studier blandt skolebørn, der skulle massere hinanden. Resultatet er det samme for både børn og voksne – vi bliver roligere, betænksomme og venlige, når hormonet frigøres i kroppen. Samme effekt sker også, når vi kæler med dyr. Der findes også undersøgelser, der viser, at mennesker, der har husdyr, er mindre syge end andre. Dette kan altså godt være et resultat af hormonets positive fysiologiske effekt. En anden menneskelig aktivitet, der frigør oxytocin er, når vi elsker med hinanden med gensidig sympati. Det er det, der i almindelighed gør os så rolige, afspændte, mere varme og åbne over for hinanden bagefter. Det kunne være interessant, hvis man studerede mennesker, der mediterer eller som i bøn tænker kærligt på andre mennesker, dyr, planter etc. Det er slet ikke utænkeligt, at blot tanken om at ville berøre, hjælpe og være venlig mod andre væsener, frigør oxytocin i blodet, på samme måde som den blotte tanke om mad, når vi er sultne, sætter gang i fordøjelsessafterne og øger spytproduktionen (munden begynder at løbe i vand).

En anden interessant side ved oxytocinets virkning er det, man kalder bindingsfunktionen. Man tror, at det er det høje oxytocinniveau, der er i kvinden ved slutningen af graviditeten og i forbindelse med fødslen, der senere skaber den stærke binding mellem mor og barn. Man har desuden set, at oxytocinniveauet hos manden eller faren stiger i samme grad som kvindens niveau. Det lader altså til, at oxytocin "smitter" og forstærker vore venskabsbånd. Jo højere oxytocinniveau vi har, jo stærkere bliver båndene. Dette viser igen med hvilken logik, Guddommen har indrettet vores tilværelse, ved, som i det her tilfælde, at garantere det lille ubeskyttede barn at få sine fysiske "skytsengle" ved yderligere at forstærke bindingen mellem barnet og forældrene gennem at indbygge dette hormon i vor biologi.

Det ser derfor ud til, at oxytocin som fysisk substans er den biokemiske side af det, vi kalder følelsesbånd, venskab og kærlighed, dvs. den kosmiske grundenergi, som Martinus kalder følelsesenergien. Oxytocin er altså en slags "kærlighedens hormon", som jo mere den stimuleres gennem berøring, kærtegn og venlighed i tanke og handling etc., binder os mennesker sammen i venskab, lykke og sundhed. At vi i dag sjældent lever i denne tilstand over en længere periode, beror jo på, at vi endnu ikke helt har afviklet den anden side af vor psyke – det gamle "dyrs" eller "stenaldermenneskes" adfærd (frygt og stærke selvopholdelsesdrifter). Det er også derfor, at vore bindinger til hinanden, især mellem partnere, børn og forældre – kan blive til smertefulde lænker i stedet for gensidigt frie og behageligt trofaste forhold. Men jo mere vi øver os i at give frihed, ømhed og næstekærlighed, og jo mere vi lærer at håndtere stress og vore primitive sider, desto mere udvikles det humane menneske i os og i samme grad bliver "kærlighedens hormon" mere og mere vor fysiologiske forbundsfælle. Hvordan det kommer til at udvikle sig i fremtiden, kan vi ane, når vi læser Martinus' analyser om samværet i "det rigtige menneskerige". "… Lys, lys og atter lys er der her overalt og i alle væsener og ting. Alle væsener elsker alle. Alt er seksuel nydelse. At møde et væsen, at berøre dette, at kærtegne dette er en lykke, en salighed, der overgår al jordisk forstand, al jordisk nydelse. Her er kun gensidigt begær efter at tjene hinanden, frigøre hinanden, løse eller forhindre bånd og lænker. Her er kun nydelse i at tjene, ikke i at lade sig tjene. Ethvert kærtegn er en guddommelig gave, det er en teknisk overføring af sin ånds specielt farvede lyseffekt i det andet væsens lysglorie. Det er gensidigt at besætte hinandens allerhøjeste guddomsfornemmelse, sin allerhøjeste glædesfornemmelse, sin allerhøjeste salighedsfornemmelse." (LB 5, stk. 1914)

Oversættelse: BA