Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1998/8 side 155
Kosmologi og verden
Livsglæde
For mange mennesker er livskvalitet forbundet med at opleve så meget som muligt – gerne på rekordtid. Det skal helst kildre ind til marv og ben, og vi skal mærke suset for i en kortvarig stund at mærke glæden ved livet. Men spørgsmålet er, om livsglæde kun består i at have det sjovt, at være travlt beskæftiget, have succes på arbejdspladsen og være godt placeret på den sociale rangstige.
I et temanummer af lægemagasinet Helse 2-98 skrives der om de mange forskellige opfattelser af, hvad livsglæde er for noget. Som noget meget positivt er det gennemgående synspunkt, uanset aldersgruppe, at den største glæde er at kunne være noget for andre og yde en indsats. Mange mennesker, ofte af den lidt ældre generation, lægger vægt på at blive brugt og anvende et langt livs erfaringer på meningsfyldte aktiviteter, f.eks. ulandsarbejde og andet humanitært arbejde.
Læge Carsten Vagn Hansen skriver i et indlæg, at sundhed er livskraft, livslyst og livsmod og mener, at man ofte er mere opmærksom på livsglæden, når man møder modstand i livet, fx i form af sygdom. Han opfordrer til at være opmærksom på de ting og forhold i livet, som vi er glade for. Ved at være opmærksom på det gode i livet, forhindrer vi det negative i at få fodfæste. Glæderne giver os den nødvendige bærekraft til at kunne tåle de belastninger, vi bliver udsat for, og ved at tænke positivt stimulerer vi vores underbevidsthed og sender glade signaler til kroppen. På den måde vil det være muligt at bevare sundheden og livsglæden. Det er et spørgsmål om træning, mener Carsten Vagn Hansen. Han har ligeledes det synspunkt, at dødsangst dræber livsglæden. Det er vigtigt hele tiden at opsøge nye kilder til livsglæde. En af forudsætningerne for at bevare livsglæden i en høj alder er vores forhold til døden, og her er det vigtigt at tro på, at der er en højere mening med livet og døden.
Tankekraft og livskraft
Martinus forbinder begrebet livskvalitet med menneskelige værdier, som humanitet og kærlighed. Han mener, at grundlaget for vores sundhed, lykke og glæde er opfyldelsen af livsloven, og at den virkelige lykke først opstår, når vi får integreret næstekærligheden i vores mentalitet (LB 6, stk. 2326). Martinus skriver i Livets Bog 6 om tankekraftens fundamentale betydning som en elektrisk-magnetisk kraft, der forsyner vore organer med livskraft og velvære. Målet for os er, at vi efterhånden vil få en fuldkommen tankekraft, der er det samme som at få en fuldkommen livskraft. Han slutter med at skrive, "at vejen til freden, sundheden og menneskelig lykke er, at vi søger at holde hinanden fri af nedtrykthed, sorg og bekymringer, frygt og lidelser" (LB 6, stk. 2295).
De unge og livsværdierne
Ifølge en undersøgelse fra Instituttet for Fremtidsforskning kommer det nok som en overraskelse for mange, at nutidens unge ikke er så selvoptagne og uden forståelse for livsværdierne, som de ofte får skyld for. De 17-24 årige er mere end nogensinde ligeglade med karriere og materielle ting. Det har ikke gjort dem til en ensartet masse, at de er opdraget i grupper i daginstitutionerne. Snarere tværtimod, mener forskningschef Maria-Therese Hoppe. De unge er optimistiske, sociale og de tror på sig selv. De er vokset op med, at man skal forhandle sig frem til løsningerne – og at der skal være plads til alle. Det gør dem meget fredelige, og det gør dem også individualistiske og tolerante, siger Maria-Therese Hoppe, der også ser tegn på, at de unge ignorerer sociale skel. Mange unge er enige om, at livsglæde er at være forelsket og føle sig elsket. Vennerne har ligesom familien en stor betydning, når det gælder livsglæde. Men noget af det bedste er følelsen af, at man har været til hjælp og støtte for en god ven, mener en del unge.
Eigil Kristensen