Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den tyske filosof Leibniz (1646-1716) skrev et værk i 1710, som han kaldte "Theodiciee". Ideen var at retfærdiggøre Gud for alle anklager for at have skabt en verden, i hvilken der var så megen lidelse. Hvorfor havde han gjort det, når man påstod, at han var så god? Leibniz' svar var, at hvis Gud havde skabt en verden, der var lige så god som han selv, ville der slet ikke være nogen verden, for hvis de begge var absolut gode, ville de være identiske med hinanden. Hvis der derfor skulle være en verden, kunne den ikke være absolut god, der måtte også være mørke sider ved den. Der måtte med andre ord også være lidelser til. Han havde derfor skabt en verden, hvor der var så få lidelser som overhovedet muligt. En verden der trods alle lidelserne er den bedste af alle tænkelige verdener. Med udgangspunkt i Leibniz udtaler professor, dr. theol. Johannes Sløk sig til Jyllandsposten om lidelsen: er den en uting, eller er den nødvendig? Lidelse er naturligvis altid et problem, og vi må gøre noget ved alle arter af lidelser, skriver han. Derimod mener Johannes Sløk, at lidelsen filosofisk set ikke er noget problem; tværtimod kan det være et problem at være for lykkelig og opleve for megen medgang. Det er tragisk, hvis et menneske kun oplever glæder og fornøjelser, altid har det godt og aldrig bliver ramt af den mindste ulykke. Det menneske vil ende som en glad gris, der er meget ubehagelig at omgås, og som stadig bliver mere overfladisk og lallende, mener Sløk. Det er først gennem sorg og lidelse, at man bliver et menneske, der har dybde og kan eje visdom, hvilket vil sige forståelse for, hvad livet er, og hvad der er af betydning for mennesket. Den visdom erhverver man sig ikke ved altid at have det vidunderligt. Hvem tænker på livet, når man blot behøver at nyde det. Når man ikke har det vidunderligt, begynder man at spekulere på, hvad livet egentlig er for en ting, og et sådant menneske, der gennem sorg og lidelser har erhvervet sig visdom, er værdifuldt for andre mennesker. Det er udmærket med menneskerettighederne, mener Sløk, men det burde også være en menneskeret af og til at blive ramt af lidelser, af sorg og savn. Gud har skabt mennesket således, at det ikke uden videre er et menneske, men først skal blive det, og et rigtigt menneske bliver man først, når man har mødt modgang og sorg. Johannes Sløk konkluderer, at lidelsen ikke er et problem, men et faktum, som man ikke skal give nogen forklaring på, men leve med.