Kosmos 1998/4 side 76
Virksomhedernes sociale ansvar
Ansvaret for samfundets svage er ikke længere kun statens. Det private erhvervsliv er så småt ved at erkende, at det må tage et medansvar for de mennesker, der ikke kan klare et almindeligt arbejde. På en konference i København for nylig var erhvervsledere og politikere fra hele verden samlet for at drøfte emnet: Sociale Partnerskaber.
Medfølelse er et af stikordene, når det sociale ansvar de næste par år skal slå rødder i det moderne samfund. Staten kan ikke længere selv redde arbejdsløsheden og de socialt udstødte. Virksomhederne skal hjælpe og har også fået langt mere interesse i at udvise ansvarlighed i forhold til miljøet og de sociale forhold, mener Geoff Mulgan, leder af den britiske tænketank Demos. Konkret forestiller Mulgan sig, at staten skifter rolle fra at være den store leder og arbejdsgiver, til mere at være organisator i samarbejdet med erhvervslivet. Staten kan f.eks. give skattelettelser til de virksomheder, der opfylder krav om både godt miljø og social ansvarlighed. Skattesystemet er et af statens bedste værktøjer til at opnå gode resultater, og derfor skal det også bruges i kampen for socialt ansvar på arbejdsmarkedet.
Ideen om det sociale ansvar og det at få genetableret forbindelsen mellem de udstødte og samfundet er en mærkesag for den danske socialminister Karen Jespersen. Mange virksomheder er allerede involveret i projekter om socialt partnerskab. Karen Jespersen tror, at udviklingen af det sociale ansvar i virksomhederne er så godt i gang, at det ikke kan stoppes. "Udviklingen er ikke kun konjunkturbestemt. Det handler også om en anden slags tænkning," siger socialministeren.
Gensidige hensyn
En af grundene til at virksomhederne er ved at ændre strategi i forhold til samfundet og forbrugerne er, ifølge Ole Thyssen, filosof og professor ved Handelshøjskolen, den, at medarbejdere og forbrugere i dag stiller helt andre krav til de produkter, de køber.
Vi betragter normalt private virksomheder som lukkede systemer, der kun har ansvar for deres egen overlevelse og vækst. De tager som regel ikke hensyn til andre og ansætter f.eks. ikke folk for at øge beskæftigelsen. For en virksomhed handler det om at overleve og vokse. Påtager en virksomhed sig alligevel ekstra hensyn til de ansatte eller miljøet, hævdes det ofte, at det kun er af hensyn til økonomien.
Produktet i dag vurderes på flere måder: Vi ser på, hvordan det fremstilles, hvilke materialer der bruges, og om der tages hensyn til miljøet og de ansatte. Virksomhederne er blevet klar over, at de er afhængige af deres omverden og kan ikke sidde dens krav overhørige, hvis de skal overleve.
Virksomhederne må forholde sig til, at de indgår i et samfund, hvor der er andre hensyn og andre værdier på spil end indtjening (1).
Det humane arbejdsmarked
For blot 10-15 år siden var det næsten utænkeligt, at private virksomheder arbejdede med ideer som socialt partnerskab og etiske regnskaber. Ligeledes var det også næsten utænkeligt at indgå aftaler med staten om arbejdskraft med et socialt sigte. Den private og den statslige sfære var på en måde en slags modstandere, men det vi ser nu, er en begyndende dialog mellem det offentlige og det private. Tanken er, at det gensidige samarbejde vil resultere i nye arbejdspladser til de udstødte, gavne virksomhedernes såkaldte etiske regnskab og skabe grundlag for et mere stabilt og humant samfund. Selvom der fra virksomhedernes side ofte er tale om egoistiske motiver, er der også tale om en stigende ansvarsfølelse og humanisering af arbejdsmarkedet. Ifølge Martinus Kosmologi er alt i udvikling, hvilket også gælder forholdet mellem staten og det private arbejdsmarked og mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Det traditionelle modsætningsforhold mellem virksomhedsejere og ansatte er blevet væsentlig mindre, blandt andet fordi styrkeforholdet mellem arbejdsmarkedets parter er ved at udlignes. I højteknologiske samfund er tendensen, at virksomhedsstrukturerne ikke er baseret på hieraki og kontrol og på en chef, der bestemmer alt, men på kreative, selvstændige medarbejdere. Men uanset om vi er arbejdsgivere eller lønarbejdere, er vi ved at få en større fællesskabsfølelse, og en forståelse for de menneskelige værdier i et sundt arbejdsmarked med plads til alle.
Verdenssamfundet bliver vores arbejdsgiver
De ændringer, vi ser på arbejdsmarkedet, er nogle små skridt på vejen mod et samfund, som er væsentlig anderledes end det, vi har i dag.
Martinus mener, at der vil gå lang tid endnu før udligningen mellem over- og underklasse er ført til ende, og at den først vil være færdig, når der ikke længere er nogen klasseforskelle. Når den tid kommer, vil den eneste virkelige arbejdsgiver og ejer af værdierne være samfundet, og menneskene vil være arbejdere, som har den mentale indstilling, at man ikke er kommet til verden for at lade sig tjene, men for at tjene (2).
Men alting tager sin tid. Vi er ved at udvikle et demokrati i renkultur, hvilket dybest set er en total socialisering af menneskeheden (3).
Geoff Mulgan nævnte, at medfølelse var et af stikordene i forbindelse med det sociale partnerskab. Men perspektivet er langt større. Det vil ikke blot blive medfølelsen, men den virkelige næstekærlighed, som vil blive fundamentet i de fremtidige forhold på arbejdsmarkedet.
Eigil Kristensen.
1. Kilde: Aktuelt. 17.-10.- 97.
2. Livets Bog 1, stk. 107.
3. Livets Bog 4, stk. 1346.
Tilbage til forfatterregister
Forrige