Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En læser spørger: Hvordan kan healing (forsøg på at hjælpe andre) og skæbneloven forenes? Hvornår har man lov at hjælpe den "lidende" og derved blande sig i skæbneloven? Og hvor skriver Martinus om disse ting?

SVAR: Martinus har ikke i Det Tredie Testamente brugt ordet healing. Men dit spørgsmål er jo klart nok alligevel. Skulle jeg besvare det fyldestgørende, ville det fylde et helt nummer af Kosmos, for det berører jo en af de mest centrale analyser hos Martinus: Kosmisk kemi. Men lad os finde nogle af de steder, hvor Martinus taler om dette emne:

I Livets Bog 6, stk. 2241, slår Martinus fast: "Ethvert væsen er sin egen skæbnes absolutte herre. Alt, hvad der møder én af ond eller god skæbne, er høsten af éns egne tidligere handlinger." Det samme uddyber Martinus i bind 7, stk. 2448 og 2468. Sagt på en anden måde: Vi kan frit gøre det "gode" eller det "onde", – men må så til gengæld selv opleve virkningerne af denne viljeudløsning.

Men så fortsætter Martinus sin analyse og kommer ind på dit spørgsmål om at forsøge at hjælpe andre. I stk. 2469 fortæller han, at disse tilbagevendende virkninger skaber en ny realitet i væsenets livsoplevelse, nemlig viden. Efterhånden som det i sin psyke får opsummeret erfaringerne for det ondes og det godes virkninger i livsoplevelsen, får det talent eller begavelse til mere og mere at kunne udløse en væremåde, hvis virkninger bliver en lys og lykkelig skæbne. Det er dette princip, der i sin første form får væsenet til at blive intelligent og i bedste fald forvandler det til et "højintellektuelt" væsen. Men så fortsætter Martinus: "Hertil kræves endnu en evne, nemlig "humanitet" eller "næstekærlighed". Denne evne består i at kunne fornemme andre væseners bekymringer og lidelser i sin egen psyke. Jo mere bevidst, man således bliver i andres ulykkelige skæbne og kan føle denne i sit indre, jo mere medlidenhed vil man føle med de nævnte væsener. Dette betyder igen, at man således her begynder hellere at ville give end at tage. Man føler glæde ved at hjælpe sådanne lidende mennesker og føre dem frem til lyse og lykkeligere tilstande". Og Martinus slutter det pågældende stykke med at fortælle, at det er denne evne, der udgør næstekærlighedens første begyndende morgenrøde og solopgang i jordmenneskehedens sfære eller sindelag.

Jo, sandelig skal vi hjælpe vore medvæsener: Med praktisk hjælp, hvor dette er muligt. Og med bøn til Forsynet, hvor "fysisk" hjælp ikke kan gennemføres. Om bønnens struktur skriver Martinus betagende smukt i Livets Bog 6, stk. 2383: "Denne bøn bliver da hørt af diskarnerede væsener, der altid omgiver de fysiske væsener som skytsengle ... om de får deres bøn opfyldt, vil være afhængig af, om denne opfyldelse er til absolut gavn for vedkommende væsens videre fuldkommengørelse i udviklingen ... Gud er alvis og manifesterer ikke noget, der vil blive til skade for det bedende væsen ... Men igennem bønnen overfører Guddommen kraft og styrke fra de stærkere væsener til de mindre stærke eller svage væsener, og hvorved disse bliver støttet og kommer meget lettere igennem deres kriser eller genvordigheder, så de i bedste tilfælde endog med glæde kan komme igennem de mørke situationer i deres skæbne."

Karmaloven og vores ønske om at hjælpe andre har med andre ord samme formål: At bringe os alle frem i udvikling mod lysere tider.