Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Hvis man undertrykker et andet væsen eller berøver det noget af dets frihed, må denne handling afstedkomme en tilsvarende undertrykkelse og frihedsberøvelse i éns egen skæbne. Det skyldes et "spejlprincip", der ikke har noget som helst at gøre med straf. Hvordan det? – Det forklarer Martinus nedenfor.

 

Skæbnegengældelse eller karma er jo et "spejlprincip", der, hvor ikke andet griber ind, udløser en fuldstændig nøjagtig gengivelse i éns egen skæbne, af det, man selv befordrer i andre væseners skæbne. Hvis man undertrykker et andet væsen eller berøver det noget af dets frihed, må denne udløsning således absolut afstedkomme en tilsvarende undertrykkelse og frihedsberøvelse i vor egen skæbne. Man kan ikke gengælde eller erstatte en undertrykkelse og frihedsberøvelse, man har bevirket over for et andet væsen, med en eller anden sygdom eller kropslig besværlighed i éns egen skæbne. Hvad skulle vel en sådan besværlighed kunne gavne det andet væsen? – Og på hvilken måde skulle det kunne gavne én selv i den givne situation? – Karma eller gengældelse er jo ikke på nogen som helst måde et "straffeprincip". Der findes ingen som helst lidelse eller besværlighed, der i absolut forstand kan eksistere som udløsning af "hævn". Denne opfattelse kan kun forekomme i den endnu dyriske del af det primitive menneskes bevidsthed eller mentalitet. Al udløsning af energi, bevægelse eller manifestation kan i sin dybeste analyse jo kun eksistere som "årsag og virkning". Over for denne "årsags- og virkningslov" står det levende væsen. Med sin selvopholdelsesdrift, sin viljeføring, sine ønskers og begærs tilfredsstillelse griber nævnte væsen ind i denne lovs domæne. Det sætter bestemte arter af energibølger eller svingninger i bevægelse. Og særlige energibølger må, ifølge nævnte lov, afstedkomme tilsvarende særlige "virkninger". Enhver "årsag" kan kun have sin egen bestemte "virkning". "Salt" må altid virke som "salt". Det kan ikke til tider virke som "sukker", ligesom "sukker" naturligvis heller ikke til tider kan virke som "salt" eller som et andet kemikalium. En bestemt udløst handling kan heller ikke i ét tilfælde skabe noget helt andet end i et andet tilfælde. Den må altid udløse den samme virkning. Hvis den ikke udløser den samme virkning, udtrykker det jo kun, at der i det nye tilfælde er kommet nye momenter til, der har forandret virkningen. Går man op ad trappetrin, må virkningen heraf uundgåeligt blive den, at man stadig stiger "opad". Den kan aldrig i noget tilfælde blive den, at man stiger "nedad" på den samme trappe. Man kan ikke stige "ned ad" en trappe ved at gå "op ad" dens trin. En hvilken som helst "virkning" har således sin bestemte "årsag", uden hvilken den umuligt kan udløses. Hver gang man vil opnå en bestemt "virkning", må man absolut udløse den særlige "årsag", af hvilken "virkningen" er et resultat. Og vi har således i disse eksempler selve gengældelses- eller karmalovens urokkelige struktur.

Idet alt således er "årsags- og virkningsbundet", bliver der mulighed for skabelsen af mentalitet eller bevidsthed. Denne består jo udelukkende kun af det igennem erfaringerne opsummerede større eller mindre kendskab til denne "årsags- og virkningslov" og den igennem dette kendskab udviklede evne til at bringe sig i kontakt med samme lov. Der, hvor man har kendskab til udløsningen af de rigtige "årsager" til de virkninger", man ønsker at skabe eller udløse, fornemmer man sig "lykkelig". Men der, hvor dette kendskab ikke er tilstrækkeligt til, at man ved hjælp af dette kan iværksætte de rigtige "årsager" til de "virkninger", man ønsker, bliver det jo nogle helt andre "virkninger" end dem, man ønskede, der bliver åbenbarede. At disse "virkninger" ikke kan være en tilfredsstillelse af éns længsel er naturligvis en selvfølge. Men det er ikke blot det, at de således er en "skuffelse", der gør skæbnen mørk. De kan også undertiden være forfærdelig smertebringende, ja, kan i værste tilfælde befordre livsvarig invaliditet der, hvor de ikke ligefrem har medført den direkte død eller undergang for væsenets midlertidige organisme og fysiske tilværelse. At en sådan oplevelse ikke er en "hævnakt" fra Forsynets eller Guddommens side er her indlysende. At et væsen tager fejl af "salt" og tror, det er "sukker", og derfor kommer til at opleve "saltet"s virkninger i stedet for "sukkeret"s, kan jo umuligt være en "straf" eller "hævn" fra Forsynets eller Guddommens side, men er blot og bar en "kemisk fejltagelse", et fejlgreb ind i "årsags- og virkningsloven" fra væsenets egen side. Forsynet havde jo hverken forhindret eller forbudt det pågældende væsen at tage "sukkeret". "Fejlen" bestod altså udelukkende i, at væsenet udløste den forkerte "årsag" til de "virkninger", det ønskede.

Fra Livets Bog 4 stk. 1262 og 1263