Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

For 400 år siden boede der en genial astronom i Prag. Hans navn var Johannes Kepier, og han var meget optaget af at finde ud af, hvordan planeterne blev holdt på plads i deres baner omkring solen. I dag ved vi jo "alt" om både tyngdekraft og centrifugalkraft, og ethvert skolebarn kunne fortælle ham, at der mellem disse to modsatte kræfter må være et balancepunkt, som får planeterne til at blive i deres baner. De vil hverken styre ind mod solen eller fortsætte ud i verdensrummet. Nej, de vil smukt sejle rundt i deres evige baner. Sådan!

Hvad mon Kepler ville have sagt til den forklaring? Var han blevet glad? Nej, han ville bare have nikket og spurgt om disse kræfter. Hvor de kom fra, hvordan de opstod. Og så ville skolebarnet spørge sin lærer, og læreren ville sige, at den slags kunne man da ikke spørge om.

Hvorfor ikke! ville barnet måske vide. Sådan spørger børn nemlig, og på Keplers tid var alle videnskabsmænd ligesom børn. De var ikke bange for at spørge. For de troede, at man kunne finde ind til sagens kerne – ja, de havde endda en teori om den. Kepler mente f.eks. i fuld alvor, at der vor nogen, som holdt planeterne på plads i deres baner. Altså ikke blinde love som tyngdekraft og centrifugalkraft. Nej, det var et stort levende væsen – Gud selv – som trak i planeterne, og en gang i tidernes morgen havde givet dem et ordentligt skub bag i.

Kepler blev verdensberømt, fordi han ved hjælp af et kolossalt regnearbejde opdagede lovene for planetbanerne. Men selv var han skuffet. Det viste sig, at banerne var ellipser. Hvordan kunne han nu blive skuffet over det? Jo, havde det nu været cirkler, ville han have fået bekræftet sin teori om, at Fader, Søn og Helligånd i form af centrum, periferi og radius gennemsyrede hele det planetariske system. Det var hans drøm. Men ak, cirklerne viste sig at være "fladtrykte". Sådan noget juks kunne Gud da ikke have fundet på!

Kepler tog ved lære af sin fejltagelse og forlangte nu, at enhver fremtidig "forklaring" i naturvidenskaben skulle bestå i påvisning af en "sand årsag", dvs. noget der kunne iagttages direkte eller logisk udledes heraf. Dermed trådte naturvidenskaben ud af sine "barnesko", og i vore dage er det kun børn, der kan finde på at stille umulige spørgsmål om oprindelsen til f.eks. tyngdekraften.

Og så en undtagelse: Folk, der interesserer sig for åndsvidenskab. De har ikke opgivet tanken om at finde en dybere årsag, måske en "helligånd", der regulerer naturens kræfter og holder dem på plads i faste baner. Om det fortæller Martinus på næste side. Det drejer sig nu som før om "sande årsager", der kan iagttages eller logisk udledes af disse iagttagelser. Metoden er den samme, men det drejer sig ikke om tal og beregninger, men om os selv. Hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Det drejer sig om en "kosmisk psykologi" og om at finde "mønstre af mening". Den side af Martinus kosmologi vil også blive behandlet i dette nummer af bladet. God sommer!