Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"For at kunne skabe denne lykkelige tilfredsstillelse for menneskene, kræves der absolut ikke penge, men derimod udelukkende kun arbejds- eller skabelsesevner". LB7.

 

Denne klare tale beskriver Martinus omkring fremtidens samfund, et samfund Martinus kalder balancesamfundet. Vi er endnu langt fra at nå dette samfund. I al for høj grad knytter vi vor velstand til penge og til alle former for normal beskæftigelse, helst med mange kors, bånd og stjerner på. Endnu lever vi i en tid, hvor vi i al for høj grad lader os diktere af store internationale, multinationale forretningskoncerner og dygtige – også danske – spekulanter. Penge i sig selv bør selvsagt aldrig blive målet for sand velstand, højst et værktøj, der endnu er nødvendigt for at måle salg, køb og tjenesteydelser.

Ikke spekulation, ikke udnyttelse af andre og ikke høje lønninger på andres bekostning er redskaber til løsning af fattigdom, fordeling af arbejde, bekæmpelse af vold og bedrageri eller for den sags skyld mord og krige.

I stedet er der brug for en åndelig rigdom, som varer evigt, uanset om kurserne går op eller ned, uanset hvem der er statsminister i Danmark, og uanset om det regner eller solen skinner. Der er brug for ydmyghed, der er brug for medansvar for andre mennesker, der er brug for venskab, og der er brug for moral og etik. Alt dette er givet os gennem Martinus kosmologi – ikke blot som noget, man kan tilegne sig på det teoretiske plan, for det har ingen værdi, hvis man ikke har krop eller fysik til at leve det beskrevne liv i praksis.

Selvom Martinus i artiklen Verdenssituationen og Guds billede (side 24 i bogen Djævlebevidsthed og Kristusbevidsthed) skriver, at "absolut intet menneskerige kan blive totalt fuldkomment, så længe det er baseret på penge-systemet" må vi alligevel tilpasse os den situation, vi befinder os i. Dette gælder også Instituttets virksomhed. Det betyder selvsagt, at netop Instituttets virksomhed til stadighed skal prøve at stræbe efter at efterleve de muligheder, der er, for at "bekæmpe" pengesystemets misbrug.

Rådet for Martinus Institut har i år ønsket, at årsregnskabet skal viderebringes anderledes end i de tidligere år. Det skal jeg nedenfor prøve at efterleve:

Instituttets "omsætning", dvs. bogsalg, Kosmos, indtægter fra Martinus Center, gaver og bidrag har i 1993 beløbet sig til kr. 2.154.409, hvilket i forhold til året 1992 er en nedgang på kr. 345.000. Den mindre "omsætning" skyldes alene en mindre gaveindgang, idet de primære aktiviteter har haft en tilfredsstillende fremgang.

Instituttets omkostninger udgør i 1993 incl. afskrivninger kr. 2.915.542, hvilket er en stigning på kr. 185.000. Stigningen skyldes hovedsageligt lokaleomkostninger, der er steget meget på grund af store udgifter i Klint.

Som det fremgår, er udgifterne af den "primære" virksomhed ligesom i de tidligere år en "underskudsforretning". Dette underskud er meget stort i 1993. Havde Instituttet derfor ikke haft en ansvarlig planlægning og en langsigtet målsætning, havde Instituttets aktivitetsniveau slet ikke kunnet gennemføres.

Med den tumultagtige rentepolitik, der har været – ikke mindst i 1993/94, hvor det økonomiske system virkelig har fået lov til at vise sine skrøbeligheder – har Instituttet alligevel klaret at overleve og endda været i stand til at ombygge spise- og lokalefaciliteter i Klint for næsten kr. 2.000.000 uden at optage lån. Dette skyldes, at den reservering, der er sket i de sidste 2 års regnskaber, er anvendt netop til dette formål.

Et rentesving på mellem 21,25 og 6,25 % gennem de sidste 10 år fortæller med al tydelighed, at her er tale om en magtdemonstration, der skaber få vindere og rigtig mange tabere. Derfor er Instituttets økonomistyring – uden deltagelse i dette økonomiske magtspil – mere end nogensinde nødvendig, hvis Instituttet skal kunne leve op til den udvikling, der helt tydeligt er igangsat.

Når så Instituttets "formue" opgøres regnskabsmæssigt til næsten kr. 19.000.000, så finder mange af sagens venner det uforståeligt, at disse værdier ikke benyttes til større aktivitet. For klarhedens skyld er det derfor nok nødvendigt at gøre opmærksom på, at sådan som systemet er i denne tid og denne verden, så opgøres formuen efter nogle bestemte, efterhånden internationale retningslinier, hvor også værdi af fast ejendom, inventar og maskiner, lager af bøger osv. indgår i denne formueopgørelse. Værdien af disse værdier er altså "brugt" og kan ikke bruges en gang til.

Uden at gå i detaljer er det en stor glæde for mig at konstatere, at der for Instituttet er sket en sund vækst i økonomisk uafhængighed, i aktivitetsniveau og ikke mindst i forståelsen af venskabets betydning. Gennem de 24 år, jeg har arbejdet med sagens økonomistyring og -rådgivning, er udviklingen nu blevet, at det, der startede med at være en "klient" som alle andre klienter, mere og mere er blevet en livsholdning og en livsberigelse, der har gjort det muligt i flere og flere sammenhænge at kunne delagtiggøre andre i, hvordan man også kan bruge kosmologien i hverdagen i økonomisk henseende. Jeg har eksempelvis holdt mange grundlovstaler over hele landet gennem årene, men først i år var det muligt at holde en grundlovstale, hvor det var naturligt at tale om moral og etik også med hensyn til pengepolitik. Når man samtidig kan konstatere, at en af Instituttets dygtige ambassadører kan videregive kosmologiens budskab i de østeuropæiske lande, og når samtidig aktivitetsniveauet i Klint og andre steder vokser i ægte kærlighed, og når Rådets medlemmer stadig tænker nye tanker og prøver på at tilpasse Instituttets love og muligheder til dagens situation, så er tjenersindet ved at udvikle sig, og ligeså er Martinus ord fra artiklen Guds skabelse af mennesket i bogen Djævlebevidsthed og Kristusbevidsthed: "Enhver slags øvelse skaber talentkerner, der igen kan udløse automatfunktioner".

 

Det reviderede regnskab ligger til gennemsyn på Instituttet.