Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Jeg stiftede for første gang bekendtskab med Martinus i form af Livets Bog bind 1 for ca. 4 1/2 år siden.

I starten beskæftigede jeg mig udelukkende med kosmologien på det teoretiske plan. Selv om jeg hurtigt kunne se, at her var noget, der virkelig var hold i, tog det mig alligevel tid at få en rimelig og sammenhængende forståelse af de forskellige aspekter af Martinus verdensbillede, primært gennem læsning i Livets Bog.

Men efterhånden som tiden gik, og fascinationen vedrørende kosmologien ikke aftog, blev jeg klar over, at min beskæftigelse med kosmologien ikke kunne vedblive med kun at være teoretisk. På en eller anden måde måtte jeg overføre mit nyfundne livssyn til den fysiske verden.

Det svære spørgsmål blev imidlertid: Hvordan?

Nu er det jo ikke ligefrem sådan, at kosmologien kræver, at man lever op til bestemte dogmer og følger visse ritualer, for at man kan komme til at tilhøre de få udvalgte, der "kommer i himlen".

Men på trods af den ubundethed og frihed, der ligger i kosmologiens væsen, er det alligevel ikke altid lige let at finde den rette balance i den måde, man praktiserer kosmologisk viden på – den rette balance afhænger selvsagt af ens eget udviklingstrin i forskellige dimensioner.

Jeg oplevede først en periode, hvor jeg i ren og skær fascination over at have fundet en åndelig viden, som jeg virkelig havde tillid til, blev lidt for ivrig efter at lave om på mit eget hidtidige livsmønster.

Det medførte selvsagt, at jeg måtte sande, at man ikke kan forcere udviklingen. Man er hele tiden på toppen af sin udvikling – og man udvikler bedst sit følelsesliv, sin intelligens og sin intuition på en rolig, harmonisk måde, med et sikkert udgangspunkt i sit nuværende ståsted rent udviklingsmæssigt.

Der er "laster" og "fejl", det tager tid at lægge fra sig. Man må lære at være tålmodig og forstå, at det man gerne vil, kan man ikke altid lige med det samme.

Men jeg har lært én vigtig ting: Hvis man virkelig har tillid til Martinus kosmologi, begynder man efterhånden automatisk at tænke og se med "kosmologiske briller" på – man får så at sige kosmologien ind på rygraden.

Og så kan det ikke undgå at få automatiske konsekvenser for den måde man handler på i det daglige.

For det første: Kosmologien er et positivt livssyn. Tilliden til kosmologien gør, at man holder op med at bekymre sig om meget af det, en hel del mennesker går rundt og bekymrer sig meget om, f.eks.: Faren for jordens undergang, genteknologiens konsekvenser, det stigende antal mennesker på jorden, islamiske fundamentalister, huller i ozonlaget etc.

 

 

Man kan ikke undgå at blive en uforbederlig optimist, hvis man har tillid til kosmologien. Det får selvfølgelig en afsmittende virkning på den måde man lever livet på – man bliver positiv. Og det mærker omgivelserne i mellemkosmos, ligesom det givet også får en positiv effekt på mit mikrokosmos.

For det andet: Når vi mennesker i det daglige i en lang række situationer træffer et valg, det være sig angående vore holdninger eller hvilke handlinger vi vil sætte i værk, er vi influeret af vort livssyn.

Har man tillid til kosmologien, får denne automatisk råderum i ens beslutningsprocesser, og man tør træffe valg, der for andre kan synes naive, eller som andre synes er udtryk for svaghed.

Jeg kender en del mennesker, der klart er disponeret for det næstekærlige, det gode, det humane, men som endnu ikke (i alle situationer) helt tør tro på det "gode", fordi de ikke har tillid til et humant verdensbillede, og fordi de ser egoismen trives i den fysiske verden, og er bange for at være "svag", og blive et offer.

Et eksempel: Da jeg sidste efterår fangede en mus i min bolig, slog jeg den ikke ihjel, men satte den ud i den nærliggende skov. Da jeg fortalte det til nogle, der ikke kender eller har tillid til kosmologien, blev jeg nærmest mødt med latter: Hvor dumt ikke at slå musen ihjel. I den situation traf jeg et valg til musens fordel, fordi jeg via mit livssyn ønskede at den skulle have ret til at leve, og jeg oplevede, at mit livssyn var stærkt nok til, at jeg kunne bære at være "naiv" i andres øjne.

Men har man ikke et humant livssyn, man har tillid til, er det ikke sikkert man tør fremstå som "svag" eller "naiv".

Et andet eksempel: Jeg arbejder aktivt for Amnesty International, og når vi f.eks. samler underskrifter på gaden til fordel for f.eks. en samvittighedsfange i Vietnam eller et andet sted, møder jeg ofte reaktionen hos folk: Det nytter alligevel ikke at hjælpe. Mange mennesker tvivler på det gode, og ender med i en række valgsituationer, hvor de kunne hjælpe, at lade stå til, uanset om de er nok så kærlige og fornuftige mennesker i andre sammenhænge.

Har man tillid til kosmologien, er sagen klar. Der er kun én vej, og det er mod det humane. Det når man ikke lige med det samme, men står man i en valgsituation, er man sjældent i tvivl om svaret.

Det samme gælder fremtidsvisionerne for ens nuværende inkarnation. Jeg er knapt 30 år i dag, men jeg har ændret min indstilling til, hvordan mit nuværende liv skal forløbe på nogle afgørende punkter, i forhold til min indstilling for 5 år siden – det kommer helt af dig selv.

Min konklusion er alt i alt: Har man tillid til kosmologien, kommer den positive udvikling i ens handlinger og ens livsmønster af sig selv – nogle forandringer kommer hurtigt, andre tager længere tid. Og det er en herlig egenskab ved kosmologien, at man ikke behøver fortvivle, fordi man ikke er "perfekt", eller fordi man ikke udvikler sig hurtigt nok. Man ved, at tingene nok skal lykkes til sidst, efterhånden som man opnår ny erfaring.