Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

"Skarp som en rageknivs æg og hård at vandre er vejen" siger et indisk ordsprog om de besværligheder, der venter den, der vælger at vende verden ryggen for at finde den sandhed, der aldrig forgår. Og sikkert er det, at det altid har været således i Østen, hvor dette at søge åndelig kundskab altid var identisk med opgivelsen af kontakt med alt verdsligt til fordel for meditation og en ofte livslang omflakken med tiggerstav og tiggerpose.

Men skal det altid være sådan? Kan det være livets mening, at vor åndelige hunger også i fremtiden skal modsvares af en væremåde, hvor vi opgiver alt til fordel for den selvudslettelse, som tiggerlivet indebærer? Spørgsmålet lever mere eller mindre dunkelt i de fleste, og det er adskillige gange hændt mig at møde mennesker, der, selv i vor moderne tid, har en indre trang efter en fra verden afstængt klostertilværelse. Det er, som om den tanke, at Gud kun kan søges i det stille, i det afsondredede, eller i en livsform fjernt fra " verdens larm og tant", fremdeles øver sin indflydelse over sindene.

Naturligvis findes der jorden over utallige mennesker, for hvem livskampen føles så urimelig hård, at de vælger flugten ind i klostertilværelsens ordensreregulerede sikkerhed og fred som en endelig løsning på deres problem, og som måske også finder denne fred. Men uanset hvor fristende det end kan være at se noget stort og meget smukt i denne flugt fra livets hårde skole, kan denne løsning dog aldrig blive flertallets. Alene af denne grund finder jeg, at den ikke kan blive fremtidens løsning på det åndeligt søgende menneskes problem. Men også andre, og meget vægtige grunde, taler imod dette, at det skal være mere i kontakt med de universelle love at flygte fra livet, fremfor at gå det imøde. For det er livsflugt, når mennesket tror, at det lettere finder Gud på tilskuerpladsen fremfor på den åbne scene.

Der ligger dybt i os alle en trang til at opleve livet. Til at se verden og til at anskue alting fra et noget større perspektiv end fødestavnens. "Ud vil jeg, ud, åh, så langt, langt, langt, – over de høje fjelde", synger Bjørnson og tilføjer: "Herre, min Gud, godt er dit hjem, lad det dog endnu stænges, og jeg få lov til at længes!" Jeg tror, at disse ord af Bjørnson giver genklang i hvert eneste menneskes bryst på et vist tidspunkt i dets liv. Årsagen hertil har hidtil været skjult for de fleste af os, men fra det øjeblik, reinkarnationstanken begynder at danne grundlaget for al vor tænkning, får Bjørnsons skønne digt en dybere mening end før. Thi gennem den begynder vi at forstå vort eget livs virkelige baggrund. Gennem Martinus' strålende analyse af tilværelsens store kredsløbsprincip, der betinger, at vor rent fysiske fødsel i sig selv er et produkt af en midlertidig åndelig mættelse, bliver det klart, at det er dragningen mod det fysiske liv og den lærdom og undervisning, det indebærer, der er den egentlige drivkraft bag vor tilsynekomst på det fysiske plan. Vi fødes ikke med det kald at flygte fra dette liv. Vi fødes tværtimod med det kald at møde det og søge at frugtbargøre dette møde mest muligt. Vi kan grave "vore talenter" ned og gå vild i det fysiske livs labyrinter, men det står ingen steder skrevet, at vi behøver at gøre det, – og samtidigt miste kontakten med det åndelige liv. Et så hårdt enten-eller er livet ikke. Vi har ikke valget mellem enten at være åndelige eller verdslige. Vi kan vandre en gylden middelvej. Gylden, fordi den ved vejens afslutning nok skal vise sig at være den for verden mest værdifulde. Når jeg berører dette problem er det, fordi jeg mener, at mange mennesker lever på en bedragerisk illusion med hensyn til begrebet "åndelighed". Altfor mange tror endnu, at åndelig søgen er identisk med at blive en særling, er at blive "verdensfjern", en drømmer eller en fantast. Årsagen til denne tro findes i den væremåde, fortidens åndeligt søgende mennesker har knæsat som den eneste rigtige. De tog tiggerstaven og " gik bort fra verden". De murede sig inde i klostre og dannede samfund, hvis liv og væremåde forekom omgivelserne verdensfjendsk. Og det er klart, at en sådan vej måtte forekomme de fleste "skarp som en rageknivs æg og hård at vandre".

Nej, vi fødes ind til denne verden med et dobbeltformål. Dels skal vi selv lære af denne verden, og dels skal vi, med vor evige fortids viden bag os, være med til at omskabe den. Det er ikke livets mening, at vi fødes til denne verden, blot for at vende den ryggen og dermed overlade dens forvandling til mennesker, der muligvis hvad åndelig indsigt angår, er ringere stillet end os. Det er her, jeg mener, at fortidens veje ikke bliver fremtidens. Personlig har jeg aldrig set nogen livsskønhed i en evindelig given afkald, enten dette afkald så drejer sig om smukke hjem, smukke klæder eller et liv 1 det andre kalder "luksus", men som dog, ret forstået, er det liv, vi alle er på vej imod. Når hvert eneste menneske af hjertet ønsker, at dets børn skal få et bedre liv end det selv, skjuler der sig bag dette ønske en både psykisk og fysisk drøm. Vi ønsker alle at vore børn skal få lov til at leve et åndeligt oplyst liv, men også, at dette livs ydre ramme må blive smukkest mulig. Det er her, at Martinus med sine kosmiske analyser stiller ting på plads, der længe har trængt til en kølig og nøgtern revision. Fysisk fattigdom har kun i særtilfælde befordret åndsudvikling. Faktorernes orden er her absolut ikke ligegyldig. Thi at åndsmennesket har mindre behov for "materielt legetøj" og derfor selv vælger et fysisk beskedent liv, er et resultat af en udvikling, hvor alt det andet er prøvet, og bestemt ikke omvendt.

Nej, lad os aldrig se noget tiltalende i fattigdom og evindelig fysisk resignation. Selve indstillingen er direkte negativ og kan meget let blive det enkelte menneskes mest bitre fjende. Det er rigtigt, at rigdom kan være farlig, men man ma faktisk her give en nulevende berømt filmstjerne ret, da hun i et interview gav udtryk for, at skulle hun endelig kede sig, foretrak hun at gøre det i velhavende omgivelser fremfor i fattige! Altfor mange mennesker "keder sig ihjel" i fattige omgivelser, fordi verden endnu så bittert er delt i de to lejre: de besiddendes og de ikke-besiddendes. Men denne opdeling er ifærd med at ga i opløsning. Fremtidens mennesker vil komme til at leve i en rigdom, vi kun meget dårligt idag kan forestille os. Når det ikke allerede er sket, er grunden ene det forfærdelige underskud af kærlighedsenergi, der præger livet i verden af idag. Men dette underskud vil livet selv likvidere igennem de kriser, vi bade befinder os i og som er på vej til os. Thi krise og lidelse er identiske, og resultatet bliver i alle tilfælde større og dybere forståelse af andres ve og vel. Takket være sin evige tilværelse og den, gennem reinkanationsprincippet stadige tilbagevenden til denne verden, vil hvert eneste menneske sukcessive få sin mentalitet ændret derhen, at det bliver en ligeså stor ekspert i kunsten at give, som det i dag er det i kunsten at tage. Tegnene på denne nye tingenes tilstand er synlige allevegne. Thi selvom vi endnu er det, Martinus kalder "amatørdemokrater", kan ingen være i tvivl om, at autokratiets dage er talte. Vi er virkelig på vej mod en hele verden omfattende velfærdsstat, hvis eneste formål vil blive at skænke os ydre kår, verden aldrig før har set mage til. Men ydre kår er kun livets ramme. Det er os, der skal udfylde denne ramme, og det kan vi ikke uden ånd, og vel at mærke: ny ånd. Denne "nye ånd" kan kun udgøres af en langt mere dybtgående indsigt i tilværelsesmysteriet end det, vi idag lever på. Det er her, at Martinus' åndsvidenskab i samarbejde med al øvrig åndelig viden i verden, vil komme til at udgøre det fundament, denne nye tingenes tilstand kommer til at hvile på. De virkeligt store Vise har aldrig hyldet den egentlige fattigdom, eftersom der hos dem alle hedder, at vi skal give, dele, ofre osv., osv. At disse Vise selv levede fattigt, havde intet med begrebet "fattigdom" at gøre. I sig selv er ingen Vis fattig, og da de alle har beskrevet livet i de åndelige verdener i strålende farver og ved deres eget liv ønsket at føre dette liv, denne "himmel" ned på jorden, vil det aldrig blive deres ord, der kan tages til indtægt for en fattigdom, der kun eksisterer i dyremenneskets verden, og absolut hverken i det egentlige dyrerige, planteriget eller i mineralernes verden!

Fysisk rigdom er kun farlig for den, der ikke kan administrere den, og her er det, at mødet med den bliver den sidste hårde afprøvning af den enkeltes sjælelige struktur. I dag brillerer det rige menneske ofte kun i kraft af sine rent materielle besiddelser. Denne form for væremåde vil være aldeles uden betydning i det øjeblik, samtlige dets omgivelser besidder samme velstand, som det selv. Her vil kun eet blive afgørende: dets åndelige kvalitet. Som det nu er, ejer verden et uægte, ja ofte bundfalsk aristokrati. I fremtidens verden får navnet "aristokrati" sit endegyldige udtryk gennem tilsynekomsten af mennesker, for hvem kunsten at leve er blevet identisk med kunsten at elske sin næste som sig selv. Men denne nye kunstform kræver, som alle andre kunstformer, en given udviklingsperiode. At livet under denne træning, under vandringen ad denne nye vej, ofte vil vise sig "stenet", og selve vandringen ofte føles som "på en knivskarp æg" er sandt nok, for ingen af os er så store, som vi gerne forestiller os. Men i modsætning til fortidens mennesker får fremtidens mennesker stor hjælp i kraft af omgivelsernes voksende forståelse, thi allerede nu er forståelsen af og ærbødigheden for livets åndelige side i en så vældig vækst verden over, at der absolut ikke længere er grund til at flygte ind i nogen selvskabt ensomhed. Tværtimod, vil vi virkelig befordre det godes vækst i verden, da lad os modigt vise vore venner de idealer, vi stræber efter at efterleve. Med Martinus' kosmiske analyser er smilet genfødt i det religiøse liv. Hvor som helst kendskabet til hans verdensbillede vokser frem, vokser samtidigt forståelsen af, at det absolut ikke er livets mening, at det åndeligt interesserede menneske skal være et livsfjernt eller livsfjendsk væsen. Ejheller at det skal være en særling, tåget fantast eller drømmer, men at det tværtimod skal være et menneske, der evner at akceptere sig selv, som det i dette liv er, og som ved sin forståelse af de kosmiske principper og love, dets liv hviler på, på alle områder skal søge i den grad at være i kontakt med dette liv, at dets væremåde kan blive een stor inspiration for dets omgivelser.

Ved at have denne indstilling, og ved at bruge den viden om livet, studiet af Martinus' kosmiske analyser kan give en, bidrager man til at ændre sine omgivelsers indstilling til tilværelsens åndelige problemer. Ved at undgå enhver form for fanatisme og intolerance og ved sin væremåde bidrage til den sande forståelses og den sande humors vækst i verden, bidrager man mere end på nogen anden måde til at genrejse respekten for det lys, der engang vibrerede gennem trosreligionernes mangeartede udtryksformer, det lys, som nu synes svundet, men som vil vende tilbage gennem den åndsvidenskab, der i vort århundrede som en fugl Fønix er ifærd med at opstå af den døende trosevnes aske.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!