Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af mine venner spurgte mig en dag, om det ikke kunne tænkes, at verden simpelthen åndelig talt endnu var "for ung" til at kunne modtage en ny fysisk såvel som åndelig "guldalder". Da jeg syntes, at et kort svar på dette spørgsmål intet svar var, bad jeg vedkommende tillade mig at besvare det i kontaktafdelingen – og hermed altså svaret.

Det kan føles ganske naturligt, at mennesker netop i vor tid spørger sig selv, om menneskeheden virkelig er moden for det, man så ofte betegner som "en helt ny verden". Thi aldrig før har krigens og destruktionens onde kræfter i den grad materialiseret sig i form af geniale dræbende metoder som netop i dette århundrede. Alle lande, fra de mindste til de største, taler om fred og forsvar samtidig med, at de aldeles åbenlyst forbereder sig på en krig, der, ihvad man end vil mene om den, må blive alle dræbende kræfters vanvittige kulmination. Kommer denne krig, vil verden være ny i den forstand, at alt det, vi kender og akcepterer som udtryk for kultur, vil være brudt helt og aldeles sammen. Thi en krig med atom-, brint- og koboltbomber vil ganske simpelt ændre hele menneskehedens nuværende struktur.

Verden af idag er som en patient med en eller flere alvorlige kræftsvulster i organismen. Da disse svulster var på deres endnu ufarlige stadium, foruroligede de måske nok i ny og næ patienten, men intet tydede på noget virkeligt farligt. Et af de farligste slagord i verden er jo netop ordene: "Der har altid været krig, og der vil altid være krig" Man har simpelthen akcepteret denne specielle pinagtige tilstand i klodens organisme på akkurat samme måde som et sygt menneske, der har været sygt sålænge, at det har erhvervet sig et talent for at bære sin sygdom så godt, at det, sig selv uafvidende, er nået til at opfatte sin unormale tilstand som normal. I verdensorganismen er tilstanden imidlertid nu den, at det begynder at blive synligt for hver eneste af dens mere forstandige "mikroindivider", at som det nu går, kan det ikke fortsætte, dertil er den konstante og jævnt øgede "feber" et for åbenlyst sygdomstegn. "Svulsterne" er simpelthen nu så store, at man aner deres "konturer". I een stor gruppe kalder man disse "svulster" for "imperialistisk kapitalisme" og i en anden gruppe "kommunistisk slavediktatur". Hver for sig mobiliserer disse grupper mod hverandre i troen på, at om de blot får lov til at føre "operationskniven", skal verden igen blive sund og rask, og den så stærkt ventede "guldalder" indtræde.

Som bekendt kan svulster være enten godartede eller ondartede. I dette tilfælde kan enhver se, at de er så ondartede, at de truer verdensorganismen med undergang, og mange mennesker lever da også virkelig i den forestilling, at bryder verdenskrig nr. 3 løs, betyder det ganske simpelt verdens undergang. Ejendommeligt er det her at se, at uanset verdens enorme mængder af templer, moskeer og kirker, og uanset at millioner af mennesker jorden over dagligt forretter deres specielle religiøse kultus, vover ingen i alvor at fremsætte spørgsmålet, om Gud dommen virkeligt tillader en total destruktion af den menneskehed, der gennem årtusinder har tilbedt ham. Ingen udleverer sig frivilligt til grinet, hvorfor man blankt foretrækker at omtale verdenskrisen som et resultat af politiske kombinationer og fejltagelser fremfor at søge årsagen til den i de dybereliggende lag i den menneskelige sjæl, hvor dens sande årsag dog så åbenlyst findes.

Da jeg hører til de mennesker, som på den ene side ser den kendsgerning i øjnene, at verdenskrig nr. 3 nårsomhelst kan bryde løs, men som på den anden side ikke under nogen som helst omstændigheder kan eller vil akceptere, at denne katastrofe vil betyde verdens undergang, må mit svar på det stillede spørgsmål blive helt anderledes, end om det samme spørgsmål var stillet til en professionel politiker. Når jeg akcepterer den tanke, at den tredie verdenskrig formentlig vil bryde løs i dette århundrede, skyldes det den kendsgerning, at også jeg kan se, at sådan som det går nu, kan det ikke vedblive at gå. Men derudover akcepterer jeg betingelsesløst en reel Guddoms eksistens og lægger uden angst i hjertet "operationskniven" i hans hånd, velvidende at han ikke foretager "snittet" før situationen er den bedst tænkelige for patienten, både med hensyn til "indgrebet" og den måske noget langvarige "rekonvalescens". Den jordiske menneskehed er meget ung og meget stærk. Som levende væsen betragtet har denne menneskehed siden sin "opvågning" fra en rent dyrisk tilstand på et overvældende antal områder levet sit liv i den grad imod de kosmiske love, at det i dag opnåede resultat kun kan forbavse den, der intet kender til disse loves eksistens. Lovbrud går imidlertid kun en tid, så følges de naturligt op af en "dommens dag". Af disse "dommedage" har menneskeheden oplevet adskillige, uden af den grund at forgå pa akkurat samme måde som almindelige forbrydere normalt heller ikke forgår af de domme, der overgår dem. I dette tilfælde er der imidlertid tale om gentagelser af en lovstridig væremåde af gigantisk format. Vi, der har oplevet både første og anden verdenskrig, ved jo, at da katastrofen var på sit højeste, genlød jorden af et "aldrig mere krig". Som normalt angrende forbrydere besvor vi de højere magter om, at hvis vi kom igennem dette, så skulle vi have "Folkenes Forbund", og krig skulle i al fremtid være bandlyst. Nuvel, uvejret drev over, og vi skabte "Folkenes Forbund" for næsten omgående, da de værste trusler om udslettelse var forbi, at begynde at forberede den næste krig. Den kom, og endnu en gang svor vi. Endnu en gang blev vi skånede, og endnu en gang skabte vi et nyt værn mod enhver kommende krig og kaldte det med stolthed "United Nations". Millioner er ofret på denne vidunderlige tanke, men rigtignok kun en yderst beskeden brøkdel af de millioner, vi i dag ofrer på en kommende krigs alter.

Er menneskeheden da håbløst forbryderiks i sin natur? Absolut ikke. Den er kun frygtelig uvidende og endnu mere frygtelig bundet af en vanetænkning, i hvilken krigen som "naturens eget middel til at holde tingene på plads" er gledet ind som en opfattelse, der er næsten sakrosankt. En lov, vi alle kender, og som vi udtrykker med ordene "Den, der ikke vil høre, må føle", gælder ikke alene små enkeltmennesker, den gælder både nationer, klode- og universvæsener. Og godt således! For det bliver denne lov, der på et eller andet tidspunkt giver os den "undervisning", der udgør selve forudsætningen for en ny tingenes tilstand. Vi har virkelig hørt både "kartovernes brag", og atombombens brag over Hiroshima. Men vi har ikke følt nok derved, i hvert fald ikke såmeget, at ikke også vi er med i forsvarskrigens heksedans. Og derfor vil vi også få vor del af den kosmiske undervisning, der i form af en vældig klodeskæbnebølge er på vej imod os.

Og hvad så? Hvad bagefter? Vil vi være i live, vil verden ikke være een stor rygende brandtomt? Nej, den vil ikke. Den vil være en patient, der har fået fjernet de dødsensfarlige kræftsvulster, og som efter en given rekreationsperiode vil vågne op til nyt, strålende liv. Mit svar på det stillede spørgsmål vil derfor lyde omtrent som følger: En ny fysisk såvel som åndelig guldalder kan aldrig blive et resultat af en menneskehed, der ikke, helt vågen og dagsbevidst, har gjort sig klart hvor farlig enhver leg med krigstanker er. En sådan menneskehed er ikke moden for en virkelig ny tingenes tilstand. Modne er kun de mennesker, som igennem egne kriser og egen tænkning er kommet til forståelse af, at vi i dag befinder os midt i en vældig evolution, som nok kan føre til voldsomme katastrofer, men aldrig til den menneskehedens undergang, som så mange frygter. I et eventuelt kommende opgør mellem nationerne vil den kosmiske skæbnebølge uundgåeligt ramme de mest krigslystne eller de "bukke", der i hver lejr er i færd med at organisere sig for opgørets time, medens alle de blide, de fredelige og åndelig talt dybt forstående, alle "fårene", af kræfter, der ofte er dem selv ukendte, "forflyttes" til områder, hvor de nok vil mærke "ilden slikke op ad sig", men ikke blive ramte. Thi også en svulst består af levende væsener og i dette tilfælde af alle de, der endnu ikke har udlevet krigens "herlighed" i deres natur. At opleve denne herlighed er disse væseners mål. At de styrer imod dette mål kan ingen hindre dem i, thi uden at de når dette mål og der, med egne sanser, oplever deres illusions absolutte sammenbrud, vil de aldrig af naturen blive fødte fredselskere. Timeligheden og flygtigheden hører sammen på akkurat samme måde som forståelsen og evigheden. Den, der forstår, virkeligt forstår, går ikke i rette med "sol og måne". Han bøjer ydmygt sit hoved for det, som han, tværs igennem timelighedens narrespil, ser med sine egne øjne. Dette syn har intet med krigens blodrøde blomst at gøre. Helt forstået er det i den inderligste og dybeste samklang med den sandhed, vi alle kender gennem ordene: " – og han så udover jorden, og han så, at alt var såre godt!"