Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

På en måde kunne jeg unde Dem en lille forårs vandring gennem feriebyen netop nu. Jeg tror, De ville blive overrasket over det initiativ og den energi, der p.t. udfoldes heroppe, og over det store antal gæster, der allerede er her. Det er i år 24 år siden, vi første gang "satte spaden i jorden" heroppe, og når jeg idag tænker tilbage på de drømme, der dengang drømtes, og den virkelighed vi nu oplever, kan udviklingen ikke udtrykkes bedre end med ordene, at Guds velsignelse har hvilet over dette arbejde og ført til, at det er lykkedes over al forventning.

Foruden ombygninger og nybygninger i de forskellige afdelinger udvides i år den del af feriebyen, som direkte hører under sagen, med 7 værelser og een lejlighed i pavillonerne, og 6 meget fornemme lejligheder i den svenske afdeling – udvidelser, der taler deres eget sprog om det liv og den vækst, denne efterhånden meget store ferieby er undergivet. Føjer man til dette naturens stilfærdige værk i form af voksende træer, nyplantninger og frodige busketter, har man et billede af et område, der, fra engang at have været en relativ øde plet, gennem de svundne år er blevet forvandlet til en idyl, hvis ry i dag går viden om.

Imidlertid er feriebyens ydre side jo kun en del af dens liv. Nokså vigtigt er dens "indre side", og her har vi i år det nye træk, at feriebyen, foruden at være stillet til rådighed for folkepensionister, nu også er blevet stillet til rådighed for foreningen til hjælp af sclerose-ramte mennesker. Jeg ser ingen grund til at skjule, at denne nye "gren" er kommet i stand gennem redaktør Edith Ryssels utrættelige arbejde for at hjælpe de mennesker, der enten gennem sygdom eller andre ulykker er kommet i vanskeligheder. Ingen gerning er vel mere i kontakt med sagens ånd end den at række hånd til netop disse mennesker, der synes mig ramt så hårdt af skæbnen, som mennesker næsten kan rammes. Det virkede meget stærkt at se dem sidde der på rad og række i deres sygestole. De fleste ganske unge, men også nogle få ældre. Vi havde her denne sygdom i alle dens stadier så nær inde på os, at den næsten virkede chokerende. Men eet så vi også, og det var det strålende humør alle disse unge, i hvert fald i det udvendige, gav udtryk for, og hvilken hjælpsomhed der var mellem dem indbyrdes. Jeg havde den store glæde at holde foredrag for dem alle om min rejse til Østen, og det var meget mærkeligt at se hele vor sals brede midtergang pakket med sygestole, – det kunne nok give stof til alvorlig eftertanke! Må jeg iøvrigt i denne forbindelse bringe alle de mange, der har sendt os dejlige bogpakker, sagens kærligste tak! Tro mig, disse bøger vil blive læste. Jeg ville gerne sende hver enkelt en kærlig tak, men arbejdet heroppe lægger så stor beslag på min tid, at jeg håber på tilgivelse fra hver enkelt giver for, at jeg bruger hele min tid til at nå at få feriebyen i fineste stand til pinse. Sammen med gode kammerater går vi p. t. "hårdt og lige på", og det er også nødvendigt, om tingene skal nås. Skulle min appel om bøger have udløst en dårlig samvittighed hos en og anden, vil jeg gerne endnu en gang sige, at vi fremdeles vil have plads til selv meget forsinkede bogpakker! Selv om det er min natur inderligt imod at plage mine medmennesker, gør jeg det gerne i dette tilfælde, og De ville alle forstå mig, om De så, hvor stor en glæde og nytte bøgerne gør heroppe, – jeg tror virkelig, det er et af landets mest benyttede biblioteker!

Og ellers begynder vi jo nu at indstille os på sommerens store rykind. Erfaringsmæssigt vil dagene flyve, og pludselig kommer gæsterne bogstavelig talt fra øst og vest, fra syd og nord. Vi vil i år få gæster fra så fjerne egne som både Kotagiri og Bombay i Indien, af mennesker, der søger hertil med samme begrundelse som alle vi andre. Thi lad feriebyen blive så smuk den vil i det udvendige, det er dog dens indre ild, der er den magnet, som drager mennesker hertil. Slukkes den, eller svækkes den blot, vil Det omgående mærkes. Det kan synes unødvendigt at bemærke det, men det åndelige element i tilværelsen er så fint reagerende, at det forekommer mig at være vor pligt at gøre enhver, der har med sagen at gøre, opmærksom på den enkle kendsgerning, at vi, ved tilknytning til tilværelsens dybereliggende kosmiske lag, selv pålægger os en pligt til at forsøge at handle mere i kontakt med de idealer, disse lag udtrykker, end andre mennesker. Ganske få menneskers usømmelige optræden på denne plet kan ødelægge mere, end flertallet forsøger at bygge op; dette, mener jeg, bør enhver af vore gæster have i sine tanker, når kufferten pakkes for afgang til feriebyen. År efter år ofrer mange mannesker både tid og penge på, at "dugen kan være bredt, og bordet dækket", når højsæsonens time slår, og sammen med Martinus har disse mennesker i virkeligheden krav på, at deres offer bliver respekteret i en sådan grad, at deres indsats bliver til lidt af den velsignelse, der er dens hensigt. Jeg ville ikke tillade mig at skrive dette, om det ikke var en hjertesag for mig og mange andre, at det dybereliggende formål med skabelsen af denne ferieby aldrig må bringes i fare eller udsættes for unødvendig risiko. Henover denne plet vandrer nu år efter år en mængde mennesker, og det kan ikke undgås, at der her kommer mennesker, som i et overfladisk kendskab til Martinus' kosmiske analyser kun har taget det af disse analyser, der tjener deres egne, ofte ret egoistiske formål. Der er ikke i dette noget forkert, for mennesker kan nu engang kun bruge det hovede og den moral, de er i besiddelse af, men disse mennesker må så til gengæld lære at forstå, at vi andre – og der er her tale om et så overvejende flertal, at enhver diskussion i virkeligheden er overflødig – ønsker at se Kosmos Ferieby som skueplads for en almenmenneskelig sømmelighed, der i sin natur er indiskutabel. Vi har i år, for første gang i sagens historie, måttet udarbejde et regulativ for livet på denne plet. Ingen af os, der har haft med denne sag at gøre, har været synderlig begejstrede for denne opgave, der er blevet os påtvunget af nødvendighedens lov. Men Kosmos Ferieby er i dag så stor og inde i en så rivende vækst, at det simpelthen er nødvendigt for sagens ledelse at have hånd i hanke med både dens rent fysiske og dens psykiske side, om ikke netop de ting skal indtræffe, der forflygtiger den hensigt, for hvilken så mange gennem de svundne år har har ofret sig.

I vor verdens åndelige liv udtrykker Martinus et af de foregangsmennesker, hvis indsigt i tilværelsesmysteriet er så dyb og omfattende, at ethvert forsøg på hundrede procent at efterleve de idealer, han opstiller for os, på forhånd er dømt til at mislykkes. Livet er ikke, og skal ikke være, det umuliges kunst. Det skal være – og er – det muliges kunst. Og dette "mulige" udtrykker hvert eneste åndeligt søgende menneskes "forsøg med sandheden", eller dets daglige praktiske forsøg på at leve mest muligt i kontakt med de idealer, det har erkendt som værende i inderste samklang med universets ånd eller sjæl. Forskellen mellem tiden før og efter Martinus vil udelukkende være den, at før kendte man også disse idealer, men dengang mere "i det dunkle". I dag, efter at Livets Bog gennem sine klare analyser har redegjort for deres natur, kender vi dem på en sådan måde, at de nu, lig en "åndelig nordpol" holder vor samvittigheds kompasnål på en plads, der ikke tillader større udsving, uden at det giver os et så stort ubehag, at vi skyndsomst ser at få nålen bragt i den rette stilling igen. Dette ved enhver, der tager sit studium af de kosmiske analyser alvorligt. Men det vides ikke af den, for hvem disse analyser kun er intellektuelt legetøj. Disse mennesker udgør dog i virkeligheden ikke noget stort problem, idet der kun skal et ret ringe, bevidst erfaret og oplevet kendskab til Martinus' verdensbillede for at gennemskue dem. Sagt meget kort taler disse mennesker betydeligt mere, end de handler, det vil altid være deres enkleste kendetegn. Personligt betragter jeg på en måde disse mennesker som på sin vis lige så nyttige som alle andre, idet de ved deres tale uundgåeligt bliver "trappetrin" for mennesker, de kommer i berøring med, og som ofte, til deres store forbavselse, hurtigt begriber langt mere, end de selv nogensinde har begrebet. Men i opbygningen af en stor åndelig bevægelses indre struktur spiller de ingen rolle. Her er der kun eet, der tæller, og det er viljen til den aktive indsats, der, om fornødent, koster et menneske alt. Lige så lidt som de fysiske love akcepterer de psykiske eller åndelige luve begrebet akkord. Det er derfor, at alle virkeligt andeligt vidende mennesker bevæger sig stille omkring. Dem har livet forlængst fået lært, at kun ydmyghedens skjold beskytter mod langtrækkende pile.

Martinus har aldrig ønsket, at vi skal gøre noget som helst forsøg på "at sprænge os selv". Han ønsker ikke at bidrage til at øge summen af ulykkelige mennesker i verden. Det er jo netop derfor, han gang på gang giver udtryk for, at man kun skal tage det af Livets Bog, man forstår, og som "sender en strøm af livgivende energi gennem ens nervesystem", og holde sig fra at tale om det, man endnu ikke har forstået. Da Kosmos Ferieby i sin tid blev grundlagt, var det netop udfra ønsket om, at der på denne plet skulle leves et liv udfra det i hans arbejde og analyser, vi virkelig havde forstået, og som her skulle omsættes i en væremåde, der spredte lys og velsignelse til alle sider, samtidig med at der her, gennem foredrag, skulle øves en virksomhed, der i højeste grad skulle gå ud på at forklare de analyser, der kræver en dyberegående undervisning for at blive forstået. Stedet er således på een og samme tid viet både livsglædens og opdragelsens lysende stjerner. Thi det er jo dog alene gennem voksende kundskab, at vi bliver i stand til at opdrage os selv til et liv, der er såmeget i kontakt med de love, vi har erkendt, at vor vej gennem tilværelsens største åndelige skyggeregion kan blive til glæde og velsignelse for vore omgivelser. At glemme dette eller endog bevidst ignorere denne dybe sandhed kan ikke alene få katastrofale følger for os selv, men også for den sag, vi dybt i vort hjerte føler os livsforbundet med.

– – – – – – – – – – – – –

Indtil nu har foråret i år været blandt de koldeste, vi har oplevet heroppe. Men måske kommer dette brev Dem ihænde, netop som varmen igen er over os og får hele naturen til for alvor at udfolde sig for vore undrende øjne. Sker det – og det håber vi jo allesammen – skal De fra denne dejlige plet, som så mange glæder sig til at besøge i den tilstundende sommer, modtage et virkelig ment og følt: glædelig Pinse!