Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Påny oplever vi nu døgn efter døgn, hvorledes tilværelsens største tanke — reinkarnationstanken – fuldbyrder sig selv i naturen. De før så døde knopper får grønne spidser og afslører inden længe al den skønhed, der i dag ligger skjult i deres praktiske og frostsikre gem. Vi har oplevet denne proces hele vort liv, og for utallige mennesker udtrykker den intet som helst andet end den naturens gentagelse, vi kalder forår. Disse mennesker ser, og ser dog alligevel intet. De har opdelt det planterige, de kender, i "arter" og har givet disse arter navne og mener dermed, at dette problem een gang for alle er løst. For dem er en Ribisbusk en Ribisbusk og en Forsythia en Forsythia. De kender disse buskes farve og form, og mere er der for dem ikke om den ting.

Naturligvis forstår man dette, som man forstår enhver rubricering af livets overfladeytringer. Men man forstår også, at disse mennesker endnu ikke "har øjne at se med, og øren at høre med" – man forstår, kort sagt, at disse mennesker åndelig talt endnu ikke er i besiddelse af den hunger, der formår at stille det, mange videnskabsmænd kalder "farlige spørgsmål". For det kan være farligt at spørge om de skjulte årsager bag den overdådige fysiske livsudfoldelse, der nu står for døren, farligt, fordi det kræver en vis baggrund, en vis åndelig modenhed, blot at kontakte svarene.

Vi skylder Martinus den snart berømte sætning: "sålænge der findes en blomst, kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud!" Dunkle ord for den uindviede, lysende inspiration for det menneske, som med Martinus ved hånden er trængt ind til dybet af de hemmeligheder, enhver nok så beskeden blomst ved sin blotte fremtræden bærer på.

Nuvel, langt de fleste mennesker jubler betaget ved synet af den første bly martsviol, og betagelsen bliver til henrykkelse, når skovbunden en stille varm forårsdag lyser af hundredtusinder af hvide anemoner. Men hvorfra denne betagelse, denne henrykkelse? Mon ikke fra en indre dyb instinktiv fornemmelse af at også naturen har en sjæl, en bevidsthed, og at denne bevidsthed med forårets komme påny udfolder sig i vor verden? Endnu former kun få denne fornemmelse til tanke i deres sind. Til disse få hører digterne eller de mennesker, der i vuggegave fik evnen til at se og føle mere end flertallet. I "gamle dage" var der kun få af den slags mennesker. Sådan er det ikke mere. Thi nok er verden hård, og nok har to storkrige gjort de fleste til "realister", der ikke venter sig alt for meget af den nærmeste fremtid. Men de uhyre lidelser, dette århundrede har ladet menneskene opleve, har også udviklet evner på andre områder end de, der blot knytter sig til atom- og brintbomber. Overalt møder man – især på tomandshånd – mennesker, der famlende spørger sig vej ind i de verdener, der før var reserveret digtere og andre utilregnelige personer. Også gennem sjælens verden går der en anelse af forår. Mennesket begynder for alvor at fornemme, at hvis det liv, vi i dag oplever verden over, er det eneste, Vorherre har beskåret os, er det i sandhed et sølle liv. Og den tanke forekommer alligevel mange så absurd, at de ikke kan føle sig tilfreds eller tryg ved den og derfor begynder at søge udenfor de rammer, åndens verden hidtil har været omgærdet med.

Det er i denne trang til at sprænge det fastlagte livsmønster, at Martinus' analyser af plantevæsenets skjulte sjælelige struktur forekommer mig så uvurderlige. Thi foråret har bud til os alle, og det er vel kun ganske få, der ikke engang imellem, midt i sin betagelse ved synet af en nyudsprunget blomst, har fået fornemmelsen af at være vidne til en regulær guddommelig åbenbaring. Thi kun blomsten formår at udtrykke den fuldkomne kombination af form, farve og duft. Vi vidste dette før, det er sandt, men nu har vi fået det første glimt af den virkelige årsag til denne vidunderlige kendsgerning, og dette glimt rummer i virkeligheden en nøgle til den kosmiske verden, der både kan synes så uendelig fjern og så heltud utrolig nær.

For langt de fleste mennesker i Vesten er reinkarnationstanken ny i den forstand, at de nok har hørt om den, men aldrig tillagt den værdi eller betydning. Det er kun ganske kort tid siden, jeg så en endda meget kendt dansk forfatter betegne denne tanke som "den onde tanke", et udtryk, der virkelig forbløffede mig. Thi er der noget, reinkarnationstanken ikke er, så er det ond. Ond bliver den kun, dersom man ved den forstår det, man kan møde i Østen, nemlig troen på, at man kan blive genfødt som en slange eller et andet hæsligt kryb. Men sådanne opfattelser tages derude kun som symbolske udtryk for den straf, mørke handlinger kan afstedkomme. Personligt har jeg aldrig mødt en Inder, som tillagde den slags opfattelser bogstavelig værdi. For den udviklede Inder udgør reinkarnationstanken selve hans livsfundament, og når så mange derude med så stor interesse lyttede til mine foredrag om Martinus' verdensbillede, var det, fordi de her for første gang hørte lidt om den "teknik", der skjuler sig bag dette guddommelige princip. Og det er jo netop denne "teknik", vi i denne tid møder overalt i naturen. Skjult bag den foregående sommers blomsterpragt dannede der sig i dybeste stilhed de knopper, der rummer den sommer, vi nu går imøde. Og er det ikke her således, at hvert eneste træ, hver eneste lille busk, i denne sommer vil fremtræde i en blot lidt større, lidt mere pragtfuld udgave end i fjor?

Vi har nu gennem Martinus lært om den kosmiske "automatik", der betinger Plantevæsenets rent fysiske fremtræden. Ene blandt jordens snart tre tusinde millioner mennesker har han vist os, at det vi kalder "instinkt" i virkeligheden er camoufleret intuition, er selve "Den guddommelige verden"s sidste udklang i vor af had, hævn og undertrykkelse hærgede verden. På en klar og uimodsigelig logisk måde viser Martinus os, hvorledes mineral- og planterigets vibrationer endnu er i dybeste kontakt med verdensaltets grundtone – kærligheden –, men også, at vi selv nu er nået til et livsstadium, hvor det ligger i vor egen hånd at ændre vort livsmønster på en sådan måde, at vore kommende liv i stedse højere og højere grad bliver i kontakt med den del af Guds bevidsthed, der i alt udtrykker ligevægt og harmoni.

Omend vi alle i dag bærer på en stadigt voksende længsel efter altid at kunne handle på en sådan måde, at mildhed, venlighed og forståelse præger hele vor færd, så er det desværre en kendsgerning, at vi absolut ikke er så gode, som vi burde være. Men dette ændrer dog ikke den ligeså påtrængende kendsgerning, at vi selv er de første til at indrømme dette fatale forhold. Vi vil gerne leve et idealistisk liv. Vi vil gerne både forstå og hjælpe, og denne vilje er måske, når alt kommer til alt, det smukkeste ved vort nuværende liv. Men hvor meningsløse ville ikke alle disse ønsker og drømme være, om de aldrig skulle se nogen mulighed for realisation? Og meningsløse er de, om vi virkelig kun har dette ene liv. Men vi er evige gudesønner, og foruden det mønster, vort nuværende liv følger, følger det også et andet og betydeligt større mønster. I dette større mønster udgør vort nuværende liv i virkeligheden kun en mikroskopisk detalje. Ved man dette, eller føler man det blot indtil en sådan grad, at det har indflydelse på ens handle- og væremåde, vil man også i dybet af sin sjæl føle en stille glæde, hvergang det lykkes en at bryde den kosmiske automatik, der har rod i vaner, hvis oprindelse går tilbage til junglen.

Reinkarnationstankens positivitet står og falder med den respekt, man viser den. Dyrker man den blot intellektuelt, har den ingen virkelig indflydelse på ens daglige liv. Men gør man den til aktivt, levende livsgrundlag, forårsager denne vilje rene revolutioner i ens indre, sjælelige struktur. Derfor oplever vi da også, hvorledes mennesker, der virkelig forsøger at leve de sandheder, de bygger på, gang på gang kastes ud i vanskeligheder, som netop de forskånes for, der har den indstilling, at idealisme kun er farlig, når man tager den alvorlig. På den anden side oplever man også, at det åndeligt søgende menneske, der virkeligt prøver på at realisere den livssandhed, det med hele sin sjæl har begrebet som sand og urokkelig virkelighed, altid får kraft til at afbalancere de vanskeligheder, dets forsøg med sandheden fører med sig. Det er aldrig fra disse mennesker selv, men kun fra deres omgivelser, man kan høre beklagelser.

– – – – –

Overalt bryder og gærer det nu i den natur, vi selv udgør en del af. Om ganske kort tid vil de skeletagtige træer og buske ikke være til at kende igen. Blade og blomster, farver og dufte vil påny demonstrere livets magt over døden, og menneskene vil indsuge dette årligt tilbagevendende under med åbent sind. Men det er ikke alene et under, et guddommeligt kærtegn i en verden af uligevægt og disharmoni, det er også en undervisning i den livsteknik, der ligger bag ved enhver form for bevidsthedstilblivelse. I planteverdenen er de kosmiske kræfter endnu under kontrol, og resultatet er synligt for enhver, der vil se. Skønhed på skønhed, mirakel på mirakel åbenbarer sig for det menneske, der evner at skue blot lidt bagom tingene. Og dog er det i denne underskønne verden, at den forvandling fuldbyrdes, der ændrer dyb harmoni til skærende disharmoni. Dybt i plantevæsenets sjælelige struktur vibrerer en ny kosmisk talentkerne, og disse vibrationer har et andet mål end de, der blot udtrykker kærlighed og harmoni. Af disse vibrationer er vor egen bevidsthed den kulminerende frugt. Der går en lige linie fra den kødædende plante og frem til mennesket, der koldsindigt udløser drabets frygtelige kræfter. Så stort er det dræbende princips domæne,– men heller ikke større! Den kødædende plante markerer således een kosmisk grænsepæl, og mennesket, der blot ved at trække i et håndtag kan udslette en storby under sig, markerer en anden. Bag disse grænsepæle ligger andre verdener. Langsomt har livet fuldbyrdet det dræbende princips mønster i vor sjæl, og vi ved det, fordi vi hver dag oplever, hvor dybe rødder vor evne til at gøre fortræd har. Men et helt nyt mønster er i færd med at blive født i vort sind. Også det beror på en talentkerne, der nu for alvor udløser sine vibrationer. Dybt i plantevæsenet fødtes begæret efter magten, og vi er nu så gamle i livet, at vi kan følge dette begærs vækst frem til det liv, vi i dag oplever. Men vi er nu også så gamle i livet, at vi i vor egen sjæl kan spore virkningerne af den evnes fødsel, der en dag skal lade os kaste " dyrehammen" og opstå som det, Martinus har kaldt "det rigtige menneske". Lad så være, at det vil tage sin tid – det gør en vinter jo altid! – men "forårsvindene" er over os, og det må indtil videre være os nok. Thi det, som skal bære bevidstheden gennem nye årtusinder, må modnes i stilhed, må modnes efter de samme love som de, der om få dage eller uger får havens og skovens knopper til at briste og åbenbare den skønhed, der for en stund vil gøre vor rent fysiske verden til et, i hvert fald i det ydre, strålende paradis.