Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Der går i dette øjeblik, hvor jeg skriver disse linier, den første anelse af virkeligt forår henover Klint. Sollyset glitrer i det dybblå hav, og overalt høres lyden af glade fuglerøster, der byder varmen og den tindrende sol et så hjærteligt velkommen tilbage, som kun et glad fuglehjerte kan gøre det. Selv har jeg vandret stilfærdigt rundt i dette dejlige lys og følt den dybe glæde ved foråret der kommer over en, når man overalt møder de små ubedragelige tegn, der fortæller en, at om ganske få uger er kulde, sne og bidende ondskabsfuld blæst noget, der uigenkaldeligt er forbi for denne gang. For selvom det ikke var så meget af det, jeg kom til at opleve denne vinter, har det trods alt været mere end nok til at lade mig føle Indiens overdådige varme som den mest skærende kontrast. Det har faktisk forekommet mig betydeligt lettere at skifte fra Nordens kulde til Sydens varme end omvendt.

Vi har givet disse korte måneder af året, hvor solen for hver dag stiger højere på himlen, og hvor dens varme påny kalder alt det tillive, der sålænge har sovet, navnet "Forår", og ingen tid er vel mere ventet end netop denne, hvor hele atmosfæren føles gennemstrømmet af uimodståeligt, gnistrende liv. Medens man er ganske ung, føles alt det, der nu sker, som noget ganske selvfølgeligt. I den periode af ens liv er det hele blot selvfølgelige årstider, der hver har sin charme. Men som mere voksen i livet, mere moden, fornemmes foråret langt mere som en kostelig gave, man nænsomt tager imod. Man har da oplevet den fysiske verdens begrænsning og ved, at vi hver for sig har et timeglas, der sagte rinder ud, og at den tid, vi har tilbage, kun er vel anvendt, om man ikke tager livet altfor overlegent.

På visse områder er forskellen på livet mellem Østerlændinge og Vesterlændinge næsten afgrundsdyb. Jeg har tænkt meget over denne forskel og er kommet til det resultat, at orientalerens overlegne ro, der især kommer til syne i dette, at han aldrig har hast med noget, bunder i hans dybe tilhørsforhold til det egentlige i livet. Hvor vi er så voldsomt bundet til X.3 eller det "skabte", til handlingens ånd, er orientaleren langt mere bundet til X.2 eller det skabende princip. Vi handler mere, end vi tænker, og denne ustandselige aktivitet røber i virkeligheden, at der er noget galt med vor livsrytme. Ustandseligt skal der "ske noget". Gør der ikke det, er vi utilfredse, og utilfredshed giver dårlige nerver. Orientaleren har ikke denne hast. Det er, som om den fysiske verden ikke binder ham på samme måde, som den binder os, og han er, når man når lidt bag om hans ydre facon, ikke nær så imponeret af al vor tekniske kunnen, som vi selv er. Bevares, han ønsker også denne tekniske verden, og han vil få den, men på en ganske anden behersket måde, end tilfældet er i vor verden. Årsagen hertil er netop den, at han ikke er, og næppe vil blive, materiel i samme betydning, som vi kender det. Jeg mødte det f.eks. overalt i Indien i forholdet til biler. Hvad jeg derude har set af ramponerede skramlekasser trodser enhver beskrivelse. Men vognene kunne køre, de kunne bruges. Der går her en usynlig linie mellem Øst og Vest. Thi vi ikke alene bruger tingene. Vi praler med dem. For hvad er en af de uhyrlige amerikanske luksusbiler, der fylder mere på gaden end en mindre lastbil, andet end et i virkeligheden højst utiltalende praleri, frembragt til små ånder, der lever på den illusion, at jo mere lak og forkromning, de kan fremvise, desto større, desto mere betydningsfulde personer er de? Man ser meget få af den slags biler i Indien, og ser man dem endelig, har de som regel udenlandske nummerplader.

Selvfølgelig findes der også utallige barnlige sjæle i Østen, der ville føle sig overjordisk lykkelige ved et sådant stykke legetøj, men den gennemførte fattigdom sætter her en naturlig grænse for enhver materiel udskejelse. Når dette er sagt, skal det imidlertid siges, at de ledende krese eller de, der måske nok kunne tillade sig en sådan luksus, ikke har nær den trang i sig til at brillere, der kendetegner Vestens velstillede krese. Årtusindgammel opdragelse i evnen til at skille det væsentlige fra det uvæsentlige har sat sig så dybe spor, at jeg tvivler på, at man nogensinde vil opleve at se orientaleren falde for fristelsen til at kopiere netop den side af Vestens liv. Tværtimod føler jeg mig overbevist om, at selv om Østen for en stund vil opleve en altgennemtrængende bølge af materialisme, vil det blive med et for Vesten ret ubegribeligt mådehold. Tilværelsens åndelige element sidder Østens mennesker så dybt i blodet, at deres liv altid vil blive anderledes end vort. De opgav aldrig i fortiden kontakten med det evige bag det timelige, og de vil aldrig gøre det i fremtiden heller. Det forbyder deres medfødte talent for filosofi.

Jeg oplevede forårets gennembrud i Bombay med dets hav af bedøvende dufte og det heltud usandsynlige orgie af brændende og glødende farver – en oplevelse af uforglemmelig art. Men jeg oplevede også menneskenes måde at møde dette forår på, og det slog mig, hvor stilfærdig den var. Ligeså infernalsk spektaklet var i gaderne og specielt i bazarerne, lige så stilfærdigt var det i parkerne og de offentlige anlæg. Her sad eller vandrede utallige mennesker i dyb stilhed og nød den skønhed, som naturen så rigt ødsler ud over dette land, når det iklæder sig forårets underskønne dragt. Jeg tilbragte adskillige timer i disse for os så ubegribeligt skønne parker og nød den næsten Tagore'ske stemning, der herskede overalt, og drog uvilkårligt en sammenligning mellem disse menneskers møde med foråret og vor egen, der i denne forbindelse forekom mig temmelig brutal. Nuvel, vi har, hvad Inderen ikke har, en ofte mørk og hård vinter bag os, og den slags kan give trang til voldsom livsudfoldelse, men selv med dette i erindringen forekommer det mig alligevel, at de unge Indere møder foråret som den lidt ældre generation her i Vesten, mere dæmpet, mere i kontakt med denne vidunderlige tids indre, åndelige natur.

Kunne jeg da ønske, at vi blev "orientalere"? Slet ikke. For jeg ser ganske klart, at uanset hvor begejstret man kan blive for livet i orienten, så er vor sjælelige struktur anderledes i den forstand, at mange af os ligesom har passeret den specielle form for liv, man f. eks. møder i Indien, og som på os kan virke mærkeligt passivt. Ser man idag udover den vesterlandske verden, ser man overalt de ubedragelige tegn på en verden i vældigt opbrud. Østen søger mod Vest, men Vesten selv begynder at søge indad i dyb erkendelse af, at hverken nationale eller politiske systemer kan løse den krise, der nu tager til år for år. Denne krise kan kun løses gennem en mentalitetsændring, der simpelthen frigør menneskene for virkningen af de forestillinger, de selv gennem århundreder har gjort til en selvfølgelig autoritet i deres liv og tænkning.

Men en så altgennemtrængende mentalitetsændring, som der her er tale om, og som vil have skabelsen af en homogen verdensstat som sluttelig resultat, kan ikke fuldbyrdes ved revolution. Den kan kun blive virkningen af en evolution. Men en evolution kan forceres, og det er det, vi nu er vidne til. Engang havde udviklingen "tid nok". Det var i vor første begyndende opvågning fra dyreriget. Da var udviklingen at ligne ved et kæmpesvinghjul, der blev sat i gang. De første omdrejninger gik her uhyre langsomt. Men sidenhen er farten blevet øget, og nu er udviklingen inde i et tempo, der til tider minder om møllevinger i stormvejr. Hvor gerne end statsmændene ville have bedre tid til at løse problemerne – og ingen behøver her at tvivle om, at det i virkeligheden er et forfærdeligt hårdt job at være statsmand idag – så giver udviklingen dem ikke denne tid. Thi bag den meget langsomt arbejdende mentalitetsændring presser en teknisk udvikling så hårdt på, at der ofte kræves uhyre mod til at træffe de beslutninger, der skal bringe udviklingen ind i den så inderligt ønskede fredelige bane. Og kan disse beslutninger så træffes med heldig udsigt til at blive gennemført? Er den såkaldte "offentlige mening"– altså gennemsnitsmenneskets udviklingstrin – så livsoverlegent, at det kan klare denne forvandling uden først at skulle gennemleve en krigsperiode af så ufattelig grusomhed, at vor fantasi simpelthen ikke rækker til at forestille sig den?

Vi har dyb grund til at tvivle. Teknisk er det jordiske menneske blevet slynget med næsten brutal kraft ind i det, vi kalder "atomalderen", den alder, hvor det snart vil være teknisk mulig at skænke hvert eneste menneske en fysisk tilværelse næsten lige så afvigende fra vort nuværende liv, som dette er fra det almindelige dyriske liv. Men et sådant rigt fysisk liv kræver visse åndelige forudsætninger for at blive til lykke for den enkelte. Og til disse forudsætninger hører f. eks. forståelsen af, at det, vi kalder "fattigdom" kun har været og er en guddommelig anordning til slibning og udvikling af den enkeltes karakter, og ikke et mål i sig selv. Utallige mennesker evner simpelthen ikke at forestille sig en verden af udelukkende rige mennesker. For dem er det nødvendigt, at nogle skal være Herrer, medens andre skal være Tjenere. Disse mennesker forstår ikke, at det virkelige aristokrati aldrig har haft noget med penge eller fysiske besiddelser at gøre. Kort sagt, de forstår ikke den dybe alvor bag Jesu berømte ord: "Sandelig siger jeg Eder, jeg er ikke kommet til verden for at lade mig tjene, men for at tjene!"

I det hele taget har verden let ved at akceptere de Vises ord som vidunderlig intellektuel underholdning, men meget svært ved at fatte en verden, hvor disse ord er blevet realistisk livsfundament. Det er her, Martinus' verdensbillede allerede idag øver en næsten ufattelig indflydelse, idet det vitterligt udgør et absolut bærende livsfundament for et stadigt voksende antal mennesker jorden over. Og vel at mærke et livsfundament som ikke alene har vist sig at kunne bære det enkelte menneske gennem alle dagliglivets større eller mindre vanskeligheder, men som også er det eneste livsfundament i vor tid, som hundrede procent er i kontakt med både vor evige fortid og vor evige fremtid. Om man forestillede sig hele verden som en kolbe fyldt med en dybgrumset, sydende og boblende vædske, er Martinus' kosmiske analyser at ligne ved det ene kemiske tilsætningsprodukt, der ikke alene kan bringe enhver syden og boblen til ophør, men også fuldbyrde den udskildning og bundfældning af alt grums, der kan lade vædsken i kolben fremtræde krystalklar og ren, det ved enhver, der ikke alene har studeret hans analyser, men også haft mod til at forsøge at leve dem.

Det er dette sidste, man må søge at forstå, når man prøver at skabe sig et billede af den fremtid, menneskeheden går imøde. Som man i en svunden tid måtte vove at møde sin modstander ansigt til ansigt for at blive kaldt modig, må man i fremtiden have mod til at leve de sandheder, man bekender sig til, om verden skal agte en. Og forrest i rækken kommer her pligten. Pligten til at gå imod egne ønsker for derved at bidrage til skabelsen af en ny verden. Det var denne pligt, der gav os kristendommen, så sandt som Jesus i sin berømte bøn: "Herre, ske ikke min, men din vilje!" klart viste vej. Havde han i denne for ham selv så forfærdelige time valgt flugten, ville vi aldrig have haft "Det nye Testamente". Men selv denne bog, hvor vidunderlig den end er, kan ikke længere løse vore problemer. Idag må vi vide, hvad der menes med ordene "Din vilje", for at kunne handle. Og denne viden er "Livets Bog" ene om at give os, og det er derfor ikke uberettiget at betegne denne bog som det "Det tredie Testamente".

For det udviklede menneske er verden ikke længere delt i "Det fjerne Østen" og "Det nære Vesten". For et sådant menneske er verden forlængst blevet "Een verden", men i en helt anden betydning end den sædvanlige. Thi det udviklede menneske forstår, at mindre end at bestå af nationer og racer består menneskeheden af åndelige udviklingstrin. Dette, at disse trin strækker sig helt ned til det egentlige dyreriges grænse og frem til et kommende rigtigt menneskerige, er hans virkelige problem, thi det kræver tolerance af ham på et plan, der hidtil har været ukendt for mennesker. Og forudsætningen for denne tolerance er en viden af en så altomfattende karakter, at han indser, at denne tolerance kun kan blive virkelighed, om hans åndelige vækst aldrig ophører. Før kunne ethvert menneske blive salig i sin tro. Den tid er forlængst passeret. I fremtiden må enhver, der virkelig ønsker at erhverve sig en indre åndelig lykke, der ikke bryder sammen hvert andet øjeblik, opgive alle de "biveje", fortidens mennesker kunne slå ind på, til fordel for den sandhedens kongevej, der alene går gennem en viden, der ved sin kontakt med den enkeltes egne selvoplevede erfaringer både bekræfter en altomfattende verdensplans eksistens og dermed også en, bag denne plan eksisterende levende og virkende Guddom. Dette har mange mennesker i Vesten forstået. At det samme er tilfældet i Østen, forekommer mig i dag at være verdens eneste virkelige og sande håb!