Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Hvor stor en forskel, der er mellem at læse om en berømt mand og at stå ansigt til ansigt med ham, oplevede jeg onsdag d. 22. januar, hvor jeg havde den store glæde at hilse på Indiens berømte premierminister Jawarhal Lal Nehru og overrække ham min bog om Martinus verdensbillede. Jeg var inviteret til at besøge Anna Ørnsholt i "Prime Minister's House", den indiske premierministers permanente hjem. Jeg havde allerede haft den store glæde at møde Anna Ørnsholt dagen før, hvor hun var ankommet fra sit hjem i Kotagiri, men den lange rejses besværligheder havde gjort, at vi havde opsat et nærmere samvær til dagen efter. Nu sad vi så igen overfor hinanden, begge som gæster i dette eventyrligt skønne hjem, dog med den forskel, at Anna Ørnsholt her, som noget aldeles selvfølgeligt, havde fået stillet et af dets bedste værelser til sin rådighed. Efter en kort gensynspassiar viste Anna Ørnsholt mig med en vis stolthed rundt i det hjem, som hun i så mange år havde styret med utvivlsomt fast og myndig hånd. Jeg kunne naturligvis anvende hele dette brev til at skildre dette berømte hjem for Dem, men lad det være nok at sige, at så skønt dette hus end er, og det er både udvendigt og indvendigt fantastisk smukt, så er det dog Nehru altfor stort. Han har forlængst givet tegninger til et langt mindre hus, som kommer til at ligge i den samme skønne park. Når det er færdigt, agter han at bruge det nuværende Prime Minister's House til sine gæster og selv leve en smule mere privat i det nye. Noget man forstår, når man blot eengang har set listen over de gæster, han hver dag må ofre sig for. Ikke een lunch, ikke een middag har Indiens premierminister almindeligvis for sig selv – altid gæster! Det må nu være enerverende i det lange løb.

Efter at have beset huset var vi inviteret til the sammen med en række førende personligheder samt Indira Ghandhi, premierministerens datter, som jeg her mødte for første gang. Indira Ghandhi bor selv i Bombay, men hun hjælper sin far så meget, at hun almindeligvis betegnes som "Indiens første dame". Hun er endnu ung, og hun er overordentlig charmerende. Hendes to sønner var også i huset, så Anna Ørnsholt, der er hele denne families elskede "tante", var meget lykkelig over at gense dem alle efter mere end 5 års forløb. Ved theselskabet havde jeg den store glæde påny at møde General Bhondzle, der introducerede mig til adskillige af sine venner, bl. a. den indiske trafikminister, med hvem jeg fik en hyggelig samtale om mit arbejde.

Premierministeren var ikke tilstede under theen. Han var travlt beskæftiget i parken, hvor et stort kontingent soldater var opstillet. Vi nærmede os med stor hast "Republikkens Dag", Indiens største nationale festdag, den 26. januar, og Nehru deltog selv i planlæggelsen af alle festligheder. Pludselig hørte vi soldaternes hurraråb for Nehru, og jeg så ham tage afsked med adskillige mennesker, hvorefter han, sammen med general Bhondzle kom op imod huset. Selv stod jeg sammen med Anna Ørnsholt i en stue, der grænsede op til den hall, hvor Nehru kom ind, og jeg havde fra min plads rig lejlighed til at betragte ham. Han virkede meget træt og bekymret. Indiens premierminister er nu 68 år, og det ses på ham, at et næsten overmenneskeligt ansvar hviler på hans skuldre. Jawarhal Lal Nehru er ikke blot dette vældige lands nominelle leder, han er langt mere end det. Han er simpelthen et symbol. Fra det øjeblik, Ghandhi segnede for morderhånd, blev Nehru det indiske folks Fader. Han er uden for partierne, ja, hævet over enhver diskussion. Jeg har hørt dette så ofte og fra så mange sider, at jeg ikke nærer den mindste tvivl. Nehru er i virkeligheden Indiens største nulevende "hellige mand"– et menneske, for hvem der ingen vej gives tilbage. Som han stod der, belyst af en svindende sols sidste stråler, virkede han meget stærkt, mest måske ved den træthed, han ikke søgte at skjule. Det føltes, som hvilede der en meget, meget tung byrde på hans skuldre.

Efter at have fuldbyrdet sin samtale med generalen, vendte han sig imod os, og Anna Ørnsholt introducerede mig i få ord til ham. Vore øjne mødtes, og jeg havde her lejlighed til at se, hvorledes hans øjne på øjeblikke kunne skifte fra træthed til spillende liv. Nehru har meget unge, meget stærke og meget humørfyldte øjne. Han greb min hånd og takkede mig hjerteligt for min bog. Men en sekretær stod allerede bag ham og ventede. Sekretæren forsøgte at tage min bog fra ham, men Nehru tog den og pressede den fast under sin ene arm – en gestus, som faktisk varmede mig om hjertet. Jeg har senere haft lejlighed til at se Indiens premierminister, men intet har svækket mit første indtryk. Jawarhal Lal Nehru er et menneske, som ikke alene er sin nations premierminister, – han er simpelthen symbolet på det Indien, som er ifærd med at blive til, det Indien, som kæmper en desperat kamp med vanskeligheder, man vist skal have oplevet herude, for helt at kunne forstå.

Fredag d. 24 januar blev en så festlig dag, at den fortjener sin egen lille minderune. Vi – jeg havde i mellemtiden fået besøg af to af sagens trofaste venner gennem mange år, overlæge Sofus von Rosen og hans frue fra Malmø, der netop var ankommet til Delhi for et kort besøg, – havde fået at vide, at der skulle være generalprøve på den vældige parade, der skulle afholdes på "Republikkens Dag". Denne parade, der er en helt ud eventyrlig demonstration både af Indiens militære styrke og af indisk liv og kunst, er så fantastisk, at jeg føler mig uendelig lykkelig over, at det lykkedes mig at filme den fra en plads, der skulle give mig alle muligheder for et fuldkomment resultat. Her så vi alt, hvad hjertet kunne begære, lige fra præsidentens fornemme karet med seks heste foran til guldprydede elefanter, duvende kameler med ildrøde dækkener, jublende folkedansere i fantastiske dragter og endeløse rækker af soldater af alle våbenarter. Det rent militære show er jo ikke så meget for mig. Eet forsonende element var der dog, og det viser, at Inderne har stor sans for humor. Hæren har for tiden en rekrut, som måler mere end to meter i højden, og man har herude haft stor fornøjelse af i film at vise det besvær, man har med denne kæmpe. Intet tøj passede ham, ingen seng var lang nok til ham o. s. v. Han er, kort sagt, hærens kælebarn. Og her kom han. Ene mand mellem to kompagnier marcherede han som en anden "Gulliver" ned ad "Indian Gate" – måske den fornemste paradegade i hele verden. Skabt for at demonstrere det engelske Imperiums vældige magt og nu anvendt til noget nær det modsatte af sit oprindelige formål.

Paraden var om formiddagen, og om eftermiddagen skulle der være optræden på det nationale stadion af folkedansere fra hele Indien, en oplevelse jeg måtte have med. Solen strålede fra en skyfri himmel, og alt tegnede til, at det skulle lykkes mig at få nogle film, der kunne glæde enhver hjemme. Men ak, da jeg efter stort besvær – jeg havde intet kort sikret mig – var kommet ind, fik jeg at vide, at al fotografering var strengt forbudt. Der stod jeg. Og så hændte der et af de små lysglimt, der altid vil gøre livet til noget ubegribeligt dejligt noget. For pludselig tonede Indira Ghandhi frem, ledsaget af sine børn. Der var indrettet en æresloge til hende, og det var på sin vej til den, at hun fik øje på mig og leende spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg svarede hende, som sandt var, at jeg faktisk var ked af det, for jeg ville så gerne have lov til at filme, men at det altså var forbudt. Under vor korte samtale var de før så bøse officerer som forvandlede. Indira Ghandhi blot så på dem, og så var der intet som helst i vejen mere. Ledsaget af bukkende officerer fik jeg den bedst tænkelige plads, og har heldet ellers været med mig, skulle jeg nu have film, der virkelig vil blive en oplevelse for tilskuerne. Danserne var fra hele Indien, og det var heltud fantastisk at overvære denne opvisning af ældgamle rituelle danse, af hvilke nogle i den grad hidsede deres udøvere op, at man af og til kunne frygte, at de blinkende knive og de susende økser kunne forfejle deres mål og forårsage forfærdelig ulykke. Heldigvis skete der intet, og jeg håber som skrevet, at mine optagelser er lykkedes. Jeg er jo kun amatør og vistnok, det har jeg på fornemmelsen, så absolut på begynderstadiet.

Mine aftener er gået med foredrag de usandsynligste steder. I det hele taget har min tid i Delhi været belagt på en måde, der kan sidestilles med vor travleste tid hjemme. Om morgenen har jeg haft besøg af mennesker, der ønskede at tale med mig, hvilket i virkeligheden ville sige, at de ønskede et privatforedrag, og de har fået det. Jeg har gentagne gange haft besøg af de respektive Swamier, og det har været en stor oplevelse for mig, når de har sat sig tilrette i deres fornemme siddestilling og så begyndt det bombardement af spørgsmål, hvis besvaring har gjort os til livsvarige venner. Gennem dem er Martinus navn blevet spredt vidt omkring og vil blive det endnu mere, eftersom jeg har måttet love dem artikler til deres magasiner, af hvilke flere kommer i meget store oplag. Jeg kunne med lethed blive i Indien nu, for Martinus navn har allerede vundet så stor respekt, at al min tid ville blive uhyre optaget. Inderne er religiøse i en grad, vi slet ikke kender hjemme. Jeg vil illustrere dette med et lille eksempel fra mit daglige liv i denne vidunderlige by, som helt har erobret mit hjerte. Jeg havde modtaget en pakke hjemmefra og skulle nu hente den på toldkammeret. Jeg fik først udleveret en masse dokumenter til underskrift og fik derefter at vide, at jeg kunne komme igen "en anden dag"! Jeg sagde "nej" i en så afgjort tone, at manden, jeg havde med at gøre, så ganske forskrækket ud. Jeg forklarede ham, at pakken indeholdt en gave til hans egen premierminister, og at jeg ville have den nu. Nuvel, han forsvandt, og kort efter havde jeg min pakke. Men da han afleverede den, spurgte han mig meget forsigtigt, om jeg ikke var den dansker, der havde talt i Ramakrishnatemplet. Det var jeg jo – og før jeg fik set mig for, var hele rummet fyldt med funktionærer, der bombarderede mig med spørgsmål i langt over en time. De havde simpelthen forladt deres pladser, for dette at møde mig og stille mig spørgsmål var dog så langt mere interessant. Der sad direktørerne og deres underordnede med korslagte ben og lyttede – midt i arbejdstiden! Og ingen bebrejder dem det! For religion er vigtigere en brød, og især vigtigere end kedeligt slavearbejde.

En aften havde jeg en meget interessant oplevelse, idet en gruppe jurister, ca. 30, havde bedt mig om at tale for dem og besvare spørgsmål. Årsagen var den enkle, at en meget kendt højesteretssagfører havde hørt mig en aften og talt om det til sine venner, der nu ønskede at høre om denne mærkelige Martinus, der syntes at kunne besvare deres livsvigtige spørgsmål på en helt ny, klar og enkel måde. Stedet, hvor jeg skulle møde dem, var i et ældgammelt hus i old Delhi. Der er noget fascinerende i at komme et sådant sted. Gennem utallige generationer har dette hus været rammen om et patriarkalsk familieliv så forskelligt fra vort, at jeg opgiver at beskrive det. Men her sad jeg nu, med korslagte ben på en pude, foran en forsamling af ældre og unge jurister, der alle betragtede mig med meget skarpe og meget årvågne øjne. Jeg havde min elskelige mr. Mathur med mig, manden, der overtager hele mit ansvar efter mig, og som selv hørte til dette hus. Han passede mine lysbilleder, og så begyndte jeg. Jeg talte om de tre X'er og om grundenergierne og især om de to sexuelle poler. Der var meget stille i det høje rum, men jeg må tilstå, at jeg helt glemte "tid og sted". For mig er Martinus tankeverden evig ung og ny, hver gang jeg skal tale om den, og jo mere krævende opgaven er, desto voldsommere hænder det, at inspirationen brænder i mig. Efter en god times forløb standsede jeg, men alle bad mig fortsætte, så længe jeg havde kraft dertil. Så talte jeg, og tiden fløj. Omtrent to timer varede mit foredrag, og da det var sluttet, brød en hel orkan af spørgsmål ind over mig. Nuvel, da den aften var slut, stod jeg overfor en gruppe af denne bys ledende jurister, der hver og en lovede mig al den støtte, de kunne give mig i vort arbejde herude. Mange af dem har senere opsøgt mig, og jeg ved, at alene dette foredrag har skaffet mig venner, der mener deres tilsagn om hjælp så alvorligt, at end ikke tiden vil kunne udslette deres løfter.

Søndag d. 26. januar – Republikkens Dag – blev ikke alene en overmåde skøn dag, den blev næsten kulminationen og den festlige officielle afsked med Indien for mig, idet jeg sammen med mine svenske venner havde modtaget en ærefuld indbydelse til årets største reception i præsidentpaladset eller, som det herude hedder "at home by the president". Endnu en ærefuld indbydelse havde jeg modtaget, og det var til, sammen med Anna Ørnsholt, at overvære den vældige parade fra den platform, der var reserveret premierministeren og hans familie. Måske burde jeg have modtaget denne invitation, utalte tusinder ville have misundt mig, men jeg havde jo set paraden, så jeg foretrak at vandre gennem det festligt smykkede "gamle Delhi", der så helt og aldeles har betaget mig. Ganske vist var alle gader afspærrede, men en herlig politiofficer fulgte mig, og sammen modtog vi en, ganske vist aldeles uformel, men ikke mindre hjertelig ment hyldest fra et hav af mennesker. Solen strålede, og det var et heltud ubegribeligt fantastisk syn at se, hvorledes hvert eneste hus var forandret til et "parket" for dets beboere. Hvert eneste vindue, hver eneste balkon og hvert eneste tag var eet myldrende liv af tilskuere. Jeg filmede de mest spændende steder, og så hændte der et af de eventyr, som mit liv herude er så rigt på. Ud af mængden trådte der pludselig en gammel mand, der var som klippet ud af alt, hvad vi forestiller os af østerlandsk mystik. Han var gammel, med meget langt skæg og lang vandrestav. I hånden bar han en lille skål, og han gik lige hen imod mig, standsede og spurgte på et meget smukt og klangfuldt engelsk: "Må jeg velsigne dig min søn?" Jeg bøjede mit hoved og sagde naturligvis: "Ja, Fader!" Og så malede han det gule mærke på min pande til alles udelte jubel. Jeg bad om lov til at filme ham, og det tillod han.

Eftermiddagen blev en uforglemmelig oplevelse for os alle. Vi ankom til præsidentens palads kort før kl. 16 og blev modtaget af gallaklædte officerer, der simpelthen indlod os til et regulært eventyr fra "Tusind og een nat". Præsidentens have er blevet kaldt den skønneste i Østen, og netop nu står den i fuldt flor. Langs dens gange stod med visse mellemrum stolte, rødklædte gardister i lange, skinnende sorte støvler og med lanser med flag. Skæggede sihker med klirrende ordener og sølvskæftede dolke i de hvide bælter betragtede med tillukkede ansigter det hav af gæster, der nu strømmede til. Ialt 4000 af Indiens elite var indbudt, og jeg kan forsikre Dem om, at mage til opbud af uniformspragt, guld, silke og juveler kommer jeg næppe mere til at opleve i dette liv. På min rejse gennem Indien havde jeg allerede mødt adskillige af gæsterne, og jeg var lykkelig ved at opleve den åbenlyse venlighed, hvormed de mødte mig igen. På slaget 16 lød Indiens nationalhymne, og ledsaget af sine livvagter kom præsident dr. Rajendra Prasad ud fra sit palads. Med smilende ansigt og hænderne samlet foran på brystet på indisk vis hilste han os alle og anbragte sig derefter i en skøn sofa, hvor han senere hilste på de mange fremmede, bl. a. fru von Rosen, som her, ligervis som jeg selv et par måneder før på akkurat samme sted, havde et af sit livs virkelig store oplevelser, nemlig den at få en kort samtale med denne vældige nations milde og meget kærlige overhoved.

Præsidentens ankomst var signalet til servering, og fra alle sider strømmede gæsterne nu til de mægtige borde, hvorfra livreklædte tjenere serverede kaffe og the og et hav af lækre, meget søde kager. Overalt mødte øjet synet af festklædte mennesker, der, med en kaffe- eller thekop i hånden, ivrigt diskuterede – formentlig hinanden! I en gruppe stod premierminister Nehru leende over hele ansigtet, tilsyneladende i strålende humør. I en anden mødte jeg Anna Ørnsholt, der klædt i en skøn sari var omgivet af gamle venner, som med begejstring hilste hende velkommen tilbage. For hende, der så ofte selv har måttet arrangere disse vældige receptioner, må det have været en ejendommelig oplevelse nu selv at være gæst. Men også en vidunderlig oplevelse, idet hun fra alle sider blev mødt med en så strålende gensynsglæde, at det må have varmet hendes gamle, men dog så unge og levende hjerte. Blandt gæsterne mødte jeg ikke alene Indira Ghandhi, men også hendes tante, Nehrus søster mrs. Krishna Hutheesing, der meget kærligt inviterede mig til at besøge hende i Bombay på min rejse hjem, en invitation, jeg virkelig håber, det bliver mig muligt at efterkomme, da mrs. Hutheesing er kendt for sine stærke åndelige interesser.

Gang på gang matte jeg under denne smukke fest tænke på, hvor vidunderligt det må være for de ledende herude at vide, at de altid kan regne med vejret, med strålende sol og varme. På det område er vi slemt handicappet hjemme. Næsten seks uger har jeg været i Delhi, og i al den tid har vi kun fået siger og skriver een eneste regnbyge, og det var endda om natten. Naturligvis har dette konstante solskin også sin "mørke" side, og det er tørken, der nu er meget mærkbar. Støvet, dette indiske mareridt, er en grusom plage hver dag, idet det trænger ind i alt og over alt. Men alt det tænker man jo ikke på, når man vandrer i en have med hundredtusinder af skønne blomster, som dygtige gartnere ustandseligt vander og holder i fineste form. Plænerne i præsidentpaladset er dybt grønne, og i et af de mange bassiner så jeg for første gang i mit liv en fuldt udsprunget violet lotusblomst. Tiden fløj, og først da mørket begyndte at sænke sig over os, hørte vi påny Indiens nationalhymne, – tegnet på at festen var slut

Men endnu en oplevelse havde denne skønne dag til os, og det var en køretur gennem byen ved aften. Hundredtusinder af lamper havde forvandlet samtlige regeringsbygninger og offentlige bygninger til rene drømmeslotte, og millioner af mennesker var på benene for at beundre dette østerlandske pragteventyr. Alt var belyst. I parkernes træer og buske var skjult tusinder af kulørte lamper og alle fontæner var illuminerede. Dybt betagne kørte vi igennem dette hav af lys, der for nogle timer lod både det gamle og det nye Delhi opstå som det mest fuldkomne eventyrrige, lige vidunderligt at opleve for voksne som for børn.

-------------

Og nu er så eventyret om Delhi ved at tone ud. Om ganske få timer vil denne skønne by forsvinde i soldisen under mig, og jeg vil da være på vej mod min sidste station i Indien, byen Bombay. Også her vil kærlige venner møde mig, og jeg ved, at jeg går dejlige dage imøde i denne by, som jeg allerede på forhånd er fortrolig med fra mine tidligere besøg. New Delhi kendte jeg kun lidt, da jeg ankom, og slet ikke Old Delhi. Begge disse byer er nu en del af den snart store erindringsskat, min sjæl rummer fra denne eventyrlige rejse, og jeg kan kun sige, at jeg føler mig uendelig lykkelig over at kunne skrive, at her, på denne plet, er der nu et så levende Martinus-center, at jeg med dets skabelse og konsolidering tør sige, at min mission herude nu er fuldbyrdet. Jeg kom ikke til Indien for at skabe og opleve den store sukces. Jeg kom som en arbejder i den nye, strålende kosmiske impuls tjeneste, og jeg ved i mit hjerte, at det løfte, jeg ved afskeden gav Martinus, om at prøve på at skabe en lang række kontakter herude, er lykkedes langt mere, end både han og jeg turde drømme om. Indien er nu en del af vort arbejdsområde, og muligvis må jeg tilbage hertil. Om dette kan jeg intet vide i dette øjeblik. Jeg ved kun, at den følelse af dyb fred, der betog mig så meget, da jeg landede på indisk jord, fremdeles er i mig. Det har været et ubegribeligt skønt eventyr for mig at være her af den ganske enkle grund, at alle har mødt mig med kærlighed og forståelse i et omfang, der indtil nu har været ukendt for mig. Jeg har følt mig meget "hjemme" i Indien, men måske vil jeg gøre det allevegne. Jeg ved det ikke, jeg ved kun, at alle de mennesker, jeg her har mødt, på den naturligste måde har bekræftet, at mennesker af ånd er ens verden over. Martinus tanker er jo ikke "nye" for Indien. Ny er kun formen, men den er også så ny, at Indiens ungdom med begejstring har grebet den. Martinus symbolik betager østerlændingene, som den betager os. Men mens vi ofte møder den første gang med kritik, så er det, som om Østens mennesker rent intuitivt begriber Martinus mening, og det har været en vidunderlig oplevelse for mig at tale om disse symboler, der uden tvivl vil blive en strålende nøgle til østens stadigt lige levende og brændende religiøse hjerte!