Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Ranganayaki redte divanen til mig, og sammen med sin bror anbragte hun den lige under vifteren. Hun rådede mig til endnu engang at tage et bad og kun beholde det tyndest mulige undertøj på. Det gjorde jeg, hvorefter hun gav mig et florlet lagen til at tage over mig. Det var jo stadig ca. 30 gr. varmt, og det er umuligt at have noget på sig eller over sig. Jeg lagde mig træt, men inderlig godt tilpas, tilrette. Fra min plads kunne jeg se stjernerne og palmerne, det hele så så eventyrligt skønt ud og føltes så skønt, at jeg ikke kunne lade være med at tænke på, at det i sig selv var en vidunderlig opfyldelse af et gennem mange, mange år næret ønske. Pludselig kom Babu glidende, aldeles lydløst, med sit tæppe og lagde sig på gulvet ved siden af min seng. Han er en dejlig dreng, knap 17 år og så velopdragen, at han i sig selv udgør den skarpest mulige kontrast til en af vore hjemlige "anderumper", jeg havde en del vrøvl med i sommer. Natten var meget varm, men den dejlige vifte sendte en mild brise ned over os, og selvom jeg intet kunne se, var jeg klar over, at både Ranganayaki og hendes mor også nød godt af den.

Jeg vågnede ved sekstiden den næste morgen, og så godt havde jeg sovet, at jeg intet havde hørt til, at hele huset både var oppe, og at alting var gjort i orden. Jeg fik mit bad, og til Babus udelte fryd barberede jeg mig med min elektriske maskine. Det er ikke hans "tur" endnu, men han skulle da lige prøve. Da vi havde spist – det er første gang i mit liv, jeg har spist af en stor sølvskål – spurgte Ranganayaki mig, om jeg ville følges med hende og Babu ned på markedet. Vi ville blive ledsaget af en ung kvinde, som skulle bære tingene hjem, hvorefter vi kunne tage hen og se templet. Det gjorde vi, og jeg må sige, at jeg fik en helt ny side af denne unge pige at se, da hun købte ind. Det var orientalsk handel, så det kunne blive til noget. Sproget, de talte, forstod jeg jo ikke, men det gik meget, meget livligt til, og hver gang så jeg, at min lille energiske værtinde fik sin vilje. Efter at denne side af vor opgave var løst, tog vi først hen til stationen for at løse billet til Kotagiri. Alt var udsolgt for de første 14 dage, så jeg var jo lidt lammet. "Du skal aldrig give op herude", sagde Ranganayaki, og så styrede hun sine små energiske skridt lige ind på stationsforstanderens kontor. Tro mig, det var festligt at se denne lille hindupige stampe med fødderne og gøre den store mand opmærksom på, at jeg skulle med "The blue mountain express" kl. 8.15 aften. Nuvel, jeg fik løfte om, at såfremt nogen udeblev, skulle jeg komme med – det havde jeg aldrig selv klaret!

Fra stationen tog vi direkte til byens største hindutempel. Jeg måtte af med skoene, og vi kom ind i en stor tempelgård, hvor en mængde mennesker forrettede deres bønner. Templet var delt i mange afdelinger, og jeg fik et godt indtryk af hinduernes måde at forrette deres gudstjeneste på. Jeg kom ud for en oplevelse, der endnu forekommer mig mærkelig. Et af templerne var viet frugtbarhedens gud, men der var adgangen forbudt – for mig. Ranganayaki måtte godt gå ind, men ville ikke, når jeg ikke måtte gå med. Med et let bedrøvet udtryk i ansigtet sagde hun: "Jeg har jo intet at bede den gud om" – det var alt.

Om eftermiddagen tog vi ud igen, denne gang for, hvad vi begge troede, at se det teosofiske hovedkvarter i Adyar som turister. Adyar ligger umiddelbart uden for Madras på en meget smuk plet, netop der hvor floden Adyar løber ud i det indiske ocean. Først tog vi dog ud til selve havet, og jeg vil ikke skjule for Dem, at jeg var syg efter at tage et bad. Men det er forbudt, havet er fyldt af hajer.

Vi satte os ned, og jeg bad hende fortælle lidt om hendes syn på kvinde og mand. Og lad mig citere enkelte sætninger af, hvad hun fortalte mig, som måske kan give Dem et indtryk af den åndelige overlegenhed, en sådan ung kvinde kan have: "Naturligvis har både mine søstre og jeg haft vore drømme, vi er jo endnu så unge, Men vi ved, at vi har haft liv, hvor alt dette har været givet os, og at der vil komme liv, hvor vi igen vil opnå det. Vi forstår den fysiske kærligheds berettigelse, men man skal have en udviklet ånd, hvis man skal undgå, at den dræber noget af det bedste i én. Vi ved, at både mænd og kvinder jager efter lykke der, men vi ved også, at en ond skæbne venter enhver kvinde, der her sætter begæret over pligten. Kærlighed uden pligt er ikke kærlighed, ihvert tilfælde ikke det vi har lært derved, og selvom du måske synes, at vi må resignere, kan jeg sige dig, at det slet ingen virkelig smerte er for os. Livet er dog så smukt, og Gud har givet os mange veje, ad hvilke vi kan få udløsning for vor trang til at give kærlighed til andre levende væsener."

– – – – – – –

Det var med en mærkelig følelse, jeg betrådte det teosofiske hovedkvarters smukke park. Ranganayaki havde været der utallige gange før, så hun kendte hvert et hus og hver en plads. Jeg er inviteret til at komme senere "officielt", denne gang ville jeg kun være turist. Det gik anderledes. Efter at vi havde vandret rundt i parken og beset mange ting, ytrede jeg ønske om at se den sal, hvor Martinus havde talt. Vi gik derhen, og det var med en mærkelig følelse, jeg tog mine sko af, da vi trådte ind i den meget smukke hall. Jeg vidste, at her havde Martinus stemme lydt, og vi satte os for i stilhed at mindes denne begivenhed. Pludselig kom præsidentens sekretær, en engelsk dame, over imod os. Ranganayaki kendte hende og forestillede mig for hende. Hun var netop kommet fra et besøg hos Anna Ørnsholt og ville absolut have, at jeg skulle hilse på præsidenten, som hun ventede hvert minut. Og der kom han. Han havde netop været syg, og det kunne ses. Vi gik frem imod ham, og han så overrasket op. Vore øjne mødtes, hans meget milde og meget blide. Jeg bukkede og var forberedt på, at han kun ville hilse på indisk vis, men han rakte mig sin hånd, og i få ord bragte jeg ham en kærlig hilsen fra Martinus. Han takkede meget venligt og beklagede dybt, at han ikke vidste noget om min ankomst. Jeg forklarede ham sagen, som den var, og smilende bad han mig endelig komme igen, når jeg næste gang kommer til Madras. Han bad mig hilse Martinus kærligt, hvorefter vi skiltes på venligste vis. Præsidenten, hvis navn er Sri Ram, er en mand på – sådan synes det i hvert fald – ca. 70 år. Inder af fødsel og af natur meget tilbageholdende. Han så meget træt ud, så træt, at jeg faktisk var glad for, at vort første møde blev så kort, som tilfældet var.

– – – – – – –

Vi tog tilbage til Ranganayakis hjem, og jeg nød påny glæden ved et køligt bad i den stærke varme og et dejligt hvil bagefter. Døsigt lå jeg og betragtede et lille egerns fornøjelige leg henover tagryggen og kragernes utrolige frækhed. Tre ting virker meget hjemligt her: kragerne, gråspurvene og svalerne. Kun er kragerne meget frækkere end hjemme. Hinduerne dræber ikke dyr, og kragerne vandrer derfor frit ud og ind. På rad og række sad de og ventede på, at vi skulle blive færdige, så det kunne blive deres tur. Og som de skældte ud, når vi var for længe om det. Mrs. Ayyangar så fortvivlet undskyldende både til mig og kragerne, når det begyndte at ga lidt voldsomt til. Men alt i alt gør kragerne vældig nytte, hver en stump, der er spiselig, forsvinder omgående. Og hvad de ikke spiser, spiser de løsgående geder og hellige køer, så renovationsproblemet er, når alt kommer til alt, løst på en særdeles raffineret måde.

Ved vor ankomst fandt vi en gæst. En ung kvinde oppe fra New Delhi-området. Hun var veninde med Ranganayaki, men af en helt anden type. Meget høj og meget lys. Hun var Sihk, en stor religiøs sekt, men havde gennem ægteskab brudt med sin slægt, idet hun havde giftet sig med en fra en anden kaste. Ægteskabet havde været meget ulykkeligt, og hun var nu skilt og arbejdede under regeringen. Kun 24 år gammel havde livet ældet hende meget. Hun havde betalt meget dyrt for sit brud med slægten, men alligevel fortrød hun ikke, og der var megen vilje i hendes blik, da hun sagde: "Nogen skal begynde, og jeg ville ikke leve et usselt liv, blot som en mands slavinde. Jeg er i vej nu, og jeg ved positivt, at mit eksempel har hjulpet mange, så jeg har intet at fortryde." Hun havde været både i Moskva og i Paris, så det var et veluddannet menneskes ord, jeg lyttede til. Jeg kunne skrive meget om vor samtale, men vil her blot citere endnu en bemærkning fra hendes mund: "Du kan være lykkelig for, at du er her i Sydindien, for her findes verdens kærligste og mest kultiverede mennesker!" I den sag var vi enige!

Kl. 10 brød vi op med det i sandhed fromme håb, at der skulle blive en ledig plads til mig i "De blå bjerges expres". Jeg var i en tosset situation, for var der ikke plads, ville det være at spilde både mine penge og Anna Ørnsholts tid at sende hende et telegram, og var der plads, så måtte jeg under alle omstændigheder telegrafere – og det ville jeg næppe få tid til. "Det ordner jeg", sagde Ranganayaki, "du skal afsted, og bagefter sender jeg telegram". Nuvel, vi ankom med alt mit pik-pak til Madras store syd-banegård. Milde himmel med mennesker! Vi gik hen til billetkontoret for at høre, om der var nogen afbestillinger. Nej, det var der ikke. Så tog vi perronbilletter og gik hen til expressen, der på det tidspunkt allerede så ud til at være overfyldt. Vi talte med togføreren, men han meddelte os blot lakonisk, at der nu kun manglede 2 passagerer, og de kom sandsynlig med bil i sidste øjeblik fra Madras airport. "Jamen hvis de nu ikke kommer", spurgte Ranganayaki. Ja, så var der naturligvis intet i vejen, men det kunne han først vide 5 minutter før ekspressen skulle køre. Vi så på uret. Der var nøjagtig 5 minutter at løbe på! Pludselig dukkede stationsforstanderen op. Det skulle han ikke have gjort, for han løb lige i armene på Ranganayaki. Lille er hun, meget lille, men i denne lille krop bor der en energi, man skal lede efter. Hvad de talte om, ved jeg ikke, for de talte hindi, men nok om det. Ranganayaki vendte sig triumferende om, kaldte på en kuli, og mir nichts, dir nichts havde jeg en halv 1. klasses kupé for mig selv på den godt 12 timer lange rejse op til foden af de blå bjerge. Det blev kun til en lynafsked med Ranganayaki og Babu, men jeg vil sent glemme det triumferende blik Ranganayaki sendte den forbløffede togfører, der kun havde ét at gøre: at akceptere sandheden i det ældgamle ord: "Mandelist er velbehænde, kvindelist er uden ende!"

Indiske tog er ikke danske tog, absolut ikke. Og passagererne heller ikke. Da jeg havde fået sundet mig lidt oven på det faktisk lidt nervepirrende eksperiment med at komme afsted og fået vinket farvel til de kære små mennesker, blev det tid at se på mine medpassagerer. Det var en indisk kaptajn med frue og to små børn, som begge var syge, den ere angrebet af den frygtelige indiske øjensygdom og den anden af vrøvl med tænder, så natten tegnede jo lidt anstrengende. Men det var vældig søde mennesker, og da der var sovepladser nok til os alle, indrettede vi os så hyggeligt, som det nu kunne lade sig gøre. Temperaturen var frygtelig høj, selvom der var to vifter i loftet. Jeg måtte sende en medlidende tanke til togets øvrige vogne. Hvad mon passagererne der havde, og hvordan mon de havde det. Jeg havde set, at alt var så overfyldt, at ingen dansker ville have akcepteret det, men den slags er intet problem her. Her er problemet kun at komme med.

Den indiske kaptajn var blevet forflyttet til Wellington, en station nær Kotagiri. Han kendte ikke denne del af landet, så han var lige så spændt som jeg. Men mørket havde forlængst sænket sig over Indien, så der var intet andet at gøre end at gå til ro. Vi havde mange hundrede kilometer at køre, så der var kun at håbe, at søvnen ville forbarme sig over én. Det ville den vel også have gjort, om ikke børnene havde været syge. Men de græd og jamrede sig det meste af natten, så det var en ynk. Moderen var fortvivlet, men jeg trøstede hende og fortalte hende, at jeg selv havde børn, så hun skulle ikke tænke på mig. Jeg var blot ked af, at jeg ikke kunne hjælpe. Da dagen gryede, gik jeg uden for og satte mig til at se på landskabet. Det er lidt svært, fordi der ikke findes vinduer, men kun åbninger med tremmer for. Togene er vældigt afsikrede mod overfald, og alle vegne findes der advarsler om at huske at afsikre dørene. Jeg vidste, den slags ting sker, så jeg fandt ordningen med min yderst velbevæbnede kaptajn helt i orden. Landskabet var meget fladt. Kun de høje kokospalmer brød ensformigheden. Livet begyndte langsomt at vågne, og overalt så man mennesker igang med at vaske sig. Modsat de andre steder, jeg havde været, havde regnen strømmet ned her og dannet vældige bassiner mange steder. Jorden er rød, og efterhånden som lyset tiltog kunne jeg se rismarkernes mange små felter, hvor risen netop var kommet op og stod lysende grøn. Også majsmarkerne så frodige ud, og overalt så man nu mennesker med deres ældgamle markredskaber gå og bearbejde jorden. Vi passerede landsby efter landsby, overalt det samme syn. Kaptajnen var nu vågnet og kom ud til mig. Han var en mand på ca. 30 år og overordentlig tiltalende. Vi begyndte at sludre, og han fortalte mig en masse om indiske forhold af idag, og om de uhyre vanskeligheder landet havde at kæmpe med. Jeg fik et glimrende indblik i mange ting, og tiden fløj hurtigt i hans charmerende selskab. Kl. godt 9 var vi fremme ved endestationen, og jeg skulle nu skifte til bus til Kotagiri – det foreløbig sidste stykke af rejsen mod mit første mål herude – villa "Fairview" oppe i "de blå bjerge".

Nej for en halløj før alt mit pik-pak var anbragt på toppen af bussen! Dette her var Indien. Omkring mig en masse snakkende, leende og betelspyttende mennesker, der hver for sig havde travlt med at sikre sig en plads. De var vældig søde imod mig og sørgede for, at jeg kom til at sidde ved vinduet. Deres sprog forstod jeg ikke, men smil er en international ting, og Vorherre har givet mig evnen til at smile i fødselsgave, så jeg var hurtigt i venlig kontakt med alle. Det var meget varmt, så jeg købte mig en nyplukket kokosnød og drak saften med velbehag. Og så startede vi på den for mig sidste etape. Bussen var en ældre model med træsæder, men ellers meget stærk. Og det skulle den være. For turen gik i 2. gear hele vejen op ad bjerget. Kotagiri ligger ca. 6.500 fod oppe, og vejen derop snor sig i én uendelighed langs dybe afgrunde. Det tænkte jeg nu ikke meget over, for her var så ubegribelig skønt, at man glemte alt blot for at se. Pludselig stod en ko midt på vejen, og da gippede det alligevel i mig. Hvordan ville han klare det? På den ene side en dyb afgrund og på den anden koen. Til min rædsel fór vi lige ud til den yderste grænse af vejen – koen blev stående – og vi kom omkring den. Jeg tilstår, jeg lukkede øjnene et øjeblik og sendte en tanke hjem. Jeg mindedes pludselig Martinus tur oppe på Island, hvor han engang oplevede det samme – dog uden ko!

Vi steg og steg, og panoramaet blev skønnere og skønnere. Dybt under os lå lavlandet, og omkring os så vi udover bjergene, der virkelig lyste aldeles blå. Langs vejen og nedad bjergskråningerne voksede de skønneste træer med en mængde ild-orangefarvede blomster, og ustandseligt passerede vi små huse, hvor legende og leende børn pilede rundt og havde det paradisisk. Kontrastprincippet til alt dette skønne var repræsenteret af to ældre indere lige bag ved mig. De spyttede ustandseligt det ildrøde betelspyt i store stråler ud bag min nakke. I begyndelsen dukkede jeg mig automatisk, men det gik hurtigt op for mig, at de var eksperter i kunsten at spytte, så inden jeg nåede vejs ende, havde jeg vænnet mig til situationen.

Indtil vi nåede midt op til Kotagiri, havde jeg siden Rom kun mødt sol, sol og atter sol. Men nu skete der det mærkelige, at himlen mørknede mere og mere, og lige med et begyndte det at regne. Og hvilken regn! De har sikkert alle oplevet en af de tordenbyger hjemme, der på øjeblikke sætter alt under vand. Sådan regner det her. Og med regnen kom køligheden. For første gang siden jeg forlod København, kunne jeg igen "ånde dansk", og det føltes faktisk aldeles vidunderligt. Men inderne formelig skrumpede ved siden af mig og skulede. Selv var jeg nu ikke altfor stolt, min regnfrakke lå nydeligt nedpakket i en af mine kufferter, så dette her kunne jo blive en temmelig drøj vandgang. Vi nåede Kotagiri, og midt i regnen fik jeg øje på en smilende og vinkende ung inder og derefter på Anna, der ventede med regntøj. Vi stoppede, og få øjeblikke senere befandt jeg mig efter en meget hjertelig og meget kærlig velkomst i et af de skønneste hjem, De kan tænke Dem. Villa "Fairview" ligger på en skråning med udsigt direkte til de blå bjerge, ligger så eventyrlig skønt, at det hele føles som en drøm. Men det er virkelighed! Jeg sidder i dette øjeblik i Martinus "gamle værelse" og skriver til Dem. Uden for mit vindue blomstrer store ildrøde "julestjerner", ikke som de små pivsede ting vi kender derhjemme, men som store træagtige buske. Overalt myldrer det med farveprægtige blomster, og vejret er, når solen skinner, som vore allerdejligste sommerdage. I dette øjeblik landede en sommerfugl, sort med hvide striber og med vinger der er mere end 20 centimeter i omfang, på en blomst lige uden for vinduet. Er jeg rejst ud – eller er jeg kommet hjem? Mine følelser er forvirrede, for her, så uendelig langt borte fra alt det jeg er vokset op i, fra det jeg med både forstandens og hjertets tråde er bundet til, har jeg mødt en ny side af mit eget væsen og oplevet en indre fred og glæde så dyb og så skøn, at jeg i dette øjeblik kun har én eneste bøn i mig, og det er, at jeg aldrig mere skal miste denne fred!