Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Så er jeg i Indien, og jeg føler mig meget lykkelig ved at kunne fortælle Dem, at jeg har haft en aldeles vidunderlig rejse hertil. Som De ved, forlod jeg Karachi i Pakistan torsdag morgen tidlig. Jeg skulle denne gang flyve med Pakistan Airway og var en smule spændt på, hvorledes asiaterne bærer sig ad. Det var faktisk meget festligt. Kontorpigerne på P.I.A. lignede præcis danske brude. De var indhyllet i et skønt slør af, hvad ved jeg, og de så aldeles henrivende ud med deres spillende mørke øjne lysende ud af al den meget charmerende indpakning. Men det var alligevel ingenting imod stewardessen. Da hun kom for at hente mig, måtte jeg næsten gispe. Hun var iført lange hvide silkebusseronner og havde derover en irgrøn silkebluse med det mest raffinerede halstørklæde i pakistanske farver, jeg længe har set. Hun var naturligvis meget mørk, men som alle herude ualmindelig smilende og venlig. Vi var kun ganske få passagerer i den tidlige morgen. Direktør Christensen bragte mig elskværdigt til flyvepladsen, efter at han og hans frue aftenen i forvejen havde vist mig nogle skønne film fra livet herude, de havde i sandhed været helt fantastiske værter for mig!

Turen nedover Pakistan var en tur nedover et gult og afsvedet ørkenterræn. Ørkener er nu triste, og det ligegyldigt om de er af fysisk eller psykisk beskaffenhed, så jeg var faktisk glad, da Indien endelig tonede frem med grønne marker og – set fra luften – hyggelige byer. Vi gled igen udover det arabiske hav og satte nu kursen direkte mod Bombay. Maskinen var en tomotorers Convair, og flyvehøjden var 9.500 fod. Vejret var letskyet, og udsigten fantastisk. Vi fik besked på at sætte vore ure en halv time frem, og efter godt tre timers flyvning fik vi lige med ét Bombay i sigte. Maskinen gik ned på lav højde, og præcis kl. 10.25 tog vi cementen på Bombay Airport. Maskinen havde airconditioning, så jeg var jo spændt på, hvordan klimaet ville virke, når jeg kom ud. Det virkede varmt! Det gør 35 graders Celsius vist altid. Lige et øjeblik efter tog jeg efter vejret – dette her var virkelig tropevarme. Bombay har to meget hede måneder: maj og oktober – og her er varmt. Men alligevel, det er forbavsende, så hurtigt man vænner sig til denne varme, der kun føles direkte ubehagelig i de meget hede middagstimer.

Modtagelsen var et eventyr for sig. Toldofficererne var ualmindelig venlige imod mig. Medens de gennemrodede de andres sager, spurgte de mig venligt, om jeg var Mr. Gerner Larsson, hvorefter de gav mig nogle få papirer til udfyldning. Da det var overstået, hjalp de mig ud, hvorefter en nydelig ung inder kom henimod mig og spurgte mig, om jeg var o.s.v. Og det var jeg jo. Og så havde jeg pludselig en stor blomsterkrans om halsen og blitzene lynende imod mig. På et øjeblik var mine sager hentet ind i en ventende vogn, og afsted gik det mod Bombay, der ligger ca. 45 km. fra flyvepladsen. På vejen fortalte den unge mand mig, at han var sendt fra "The Indian Humanitarian League", hvis generalsekretær Mr. J.N. Mankar dybt beklagede, at han ikke selv var istand til at komme, men at alt var arrangeret for mig, og at han kl. 2 ville opsøge mig på mit hotel. Oprigtig talt, jeg var en smule fortumlet, da jeg en halv time senere sad i mit dejlige værelse på Grand Hotel i Bombay. Vifterne i loftet sendte uafbrudt kølighed ned over mig, medens jeg forsigtigt lokaliserede mig. Så kom værten, en nydelig ældre inder, og bød mig velkommen, som havde vi været venner hele livet, og han forsikrede mig om, at intet skulle blive sparet, for at jeg kunne føle mig hjemme. Overtjeneren kom og bad mig sige, hvilken vegetarisk mad jeg ønskede, og at jeg kunne være helt overbevist om, at der ikke skulle være det mindste kød eller andet "uspiseligt" i det, tjeneren ville bringe. Oh danske hoteller, hvornår vil vi blive udsat for en sådan oplevelse hjemme??? En lydløs tjener gjorde mit bad istand, en anden bragte iskold lemonsquash – oprigtig talt, jeg følte det hele meget mærkeligt, men unægtelig ganske eventyrligt.

Efter et vidunderligt bad og en dejlig frokost var klokken blevet 14, og pludselig meldte tjeneren: "Mr. Mankar ønsker at se Sahib!" Jeg fulgte ham, og der kom Mr. Mankar – et af jordens elskeligste mennesker! Jeg havde hørt en masse om ham i forvejen, og det lød faktisk så godt, at jeg havde været en smule i tvivl. Men denne store indiske sammenslutnings generalsekretær er virkelig et af de nobleste mennesker, man kan møde. Han omfavnede mig og bød mig velkommen i så hjertelige vendinger, at jeg faktisk blev så forlegen, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige. Nuvel, vi fandt hinanden så hurtigt, at jeg få øjeblikke senere befandt mig i en dyb samtale med ham om Martinus og mine planer herude. Han fortalte mig, at jeg var deres elskede gæst, og at han, såsnart jeg havde fået et lille hvil, ville sende sin chauffør og en sekretær hen til mig med ordre til at vise mig Bombay – og det gjorde han. Og nu har jeg krydset denne store by igennem på alle måder. Jeg har kørt og vandret og kørt, så jeg er ganske svimmel. Bombay er aldeles vidunderlig smuk, helt afvigende fra Karachi, selvom den naturligvis også har sine skyggesider. Torsdagen gik med sightseeing, og den følgende dag, fredag, blev jeg præsenteret for en række medarbejdere. Her skal være vegetarisk verdenskongres i november, og fra hele Europa og Asien vil mennesker strømme hertil. Selv er jeg jo "uden for nummer", idet jeg kun er tilsluttet den engelske I.V.U. (International Vegatarian Union), men netop derfor har man bedt mig tale ved kongressen om Martinus syn på dette problem.

Fredag eftermiddag mødte jeg det virkelige eventyr, og da jeg næppe nogensinde vil kunne glemme det, vil jeg prøve at skildre det, medens det endnu lyser og varmer i sjælen. Jeg havde af vor gode ven Mr. Venkatachalam, der først sendte mig til den indiske højkommissær i Pakistan, fået besked på, dersom jeg kunne få tid dertil, at besøge Miss Mohana Ayyangar efter en nærmere opgivet adresse. Mr. Mankar havde den dag stillet en nydelig indisk dame Mrs. Gana til min rådighed som guide, og efter at hun havde vist mig en masse seværdigheder, bad jeg hende føre mig til Miss Mohana Ayyangars adresse. Det viste sig, at stedet, hvor denne dame boede, lå langt borte fra centrum, så jeg fik nu en hel ny del af byen at se. Endelig fandt vi adressen, og jeg var selvfølgelig meget spændt. Jeg ventede at møde en ældre dame, og blev derfor lidt overrasket, da en sød og ganske ung inderinde lukkede op og bød mig ind. Pludselig så jeg mig omringet af tre ganske unge indiske piger i deres farverige saries. De så alle meget forventningsfulde på mig, og forsigtigt spurgte jeg igen, om jeg kunne træffe Miss Mohana. "Jamen det er mig" sagde en ganske ung pige: "Og du er Erik fra Danmark". – da tabte jeg både næse og mund!.

Kort fortalt var jeg dumpet lige ned i det dejligste indiske hjem, man kan tænke sig. Ikke noget kostbart og alt det, nej et ganske almindeligt embedsmandshjem – men indisk! Og der sad jeg, omgivet af fire, for lillesøster var kommet til, aldeles bedårende indiske piger, der fortalte mig, at de havde ventet mig og sådan håbet, jeg ville komme. Ingen af dem nåede mig længere end til min brystlomme, og jeg syntes, at de alle så ud til at være 15-16 år. De var meget mørke med øjne så sorte og blide, at jeg finder det tilgiveligt, at jeg blev en smule svimmel. Og så var de henholdsvis 12, 18, 24 og 26 år. De ældste havde alle deres eksaminer og gav allerede selv undervisning. Før jeg fik set mig for, var jeg placeret på en stor, bred divan, og et øjeblik efter fik jeg en kop chokolade i hånden, medens den ene af pigerne som noget ganske selvfølgeligt sad og viftede kølighed nedover mig med en stor indisk vifte, alt imedens hun smilede og lo og spurgte i en uendelighed. Nej, som vi hyggede os. Pigerne sad på gulvet i traditionel indisk siddestilling og skiftedes til at bombardere mig med spørgsmål. De var alle Venkataschalams slægtninge, og selvom jeg følte mig selv som en kæmpe over for disse små henrivende sydindiske blomster, er det meget, meget længe siden, at jeg har følt mig så hjemme, som jeg gjorde det i den stund. Tiden fløj, og jeg måtte desværre afsted, inden deres far kom hjem, men jeg måtte med hånden på hjertet sværge, at jeg ville komme til rigtig indisk middag den næste dag kl. 12 – og det gjorde jeg!

Om aftenen skulle jeg være gæst ved et møde for "World Day for Animals". Det skulle foregå på et meget eksklusivt sted, og jeg troede blot, at invitationen var af rent formel karakter. Men nej. Jeg blev påny modtaget med uhyre venlighed af en lang række indere og ført hen til det bord, hvor aftenens respektive talere sad. Jeg blev præsenteret for Bombays tidligere guvernør Sri Mangaldas Pakvasa, en elskelig ældre inder, der bød mig hjertelig velkommen til Indien og for dr. Pramroze A. Bode, professor V.B. Kamath og dr. Vaidyaratna Pandit Shiv Sharma. Påny lynede blitzene fra de tilstedeværende pressefolk, og jeg satte mig en smule fortumlet tilrette og gav mig til at lytte til de korte, men meget effektive forsvar for dyrenes ret til at leve – hvert ord var som talt ud af Livets Bog. Bagefter fik jeg overrakt en stor buket blomster og blev omringet af en masse mennesker, som alle inviterede mig hjem til sig. Jeg kunne jo kun dybt beklage, at jeg skulle rejse søndag morgen, men alle forsikrede mig, at de med glæde ventede, til jeg kom igen i november. Mr. Mankar, der næsten ligner Gandhi, forsikrede mig, at jeg ikke fik lov til at forlade Indien, før jeg havde modtaget alle invitationerne og tusinde andre – jeg var stum, da han offentligt gav udtryk for, at jeg var en meget kær gæst, som de alle havde set hen til at møde. – Overdriver jeg? Jeg ville næsten ønske, jeg gjorde det, for jeg ved faktisk slet ikke, hvordan det skal lykkes mig at modsvare alt dette. Jeg sagde det stilfærdigt på tomandshånd til Mr. Mankar, men han svarede blot med armen om min skulder: "Erik, du er en af vore, det føler vi alle, og vi vil alle lytte til dig –"

Klokken 12 præcis blev jeg på mit hotel afhentet af Miss Mohanas søster Taya, der lignede en lille dronning, da hun kom glidende henad hotellets marmorgulv. På indisk vis bøjede hun sig dybt, og sammen fulgtes vi ad ud til en ventende vogn, medens de få europæiske gæster så temmelig forbløffede til. Ret hurtigt var vi påny ved hendes hjem, og her blev jeg glædelig overrasket ved først at møde Mr. Ayyangar og dernæst flere af husets venner, bl.a. en ung, strålende dygtig indisk kunstner. Vi blev vist ind i spisestuen, og jeg fik faktisk lidt af et chok ved at se, at der var dækket – på gulvet! Ved min plads var der anbragt et fint lille indisk tæppe, og jeg tænker, at de indvendig har smilet højt, da jeg forsigtigt anbragte mig, dog ikke i lotusstilling som de andre. Til min overraskelse gik det nu lettere med at sidde, end jeg havde forestillet mig, men måske skyldtes det den yderst fornøjelige stemning ved, nå ja "bordet". Maden, ja, der var en masse retter, og Mohana advarede mig forsigtigt, hver gang jeg var ved at tage lidt af det, der sætter "ild" i en. Inderne spiser meget stærke ting, og det forstår jeg nu. Thi fra det øjeblik jeg landede i Karachi og til nu, har jeg kun spist meget, meget lidt. Varmen tager enhver appetit. Alting er varmt undtagen det isafkølede vand, og selv damper man mere eller mindre svagt hele tiden. Ustandselig føler man sig gennemblødt, og det ligegyldigt hvor mange bad man så end tager. Men som allerede antydet, jeg er ved at vende mig til varmen, og jeg er da hidtil sluppet for alt det besvær, man fra så mange sider havde spået, jeg ville komme ud for.

Men altså: vi fik dejlige salater og friske frugter. De andre ting må jeg opgive at beskrive, men adskillige af dem smagte himmelsk. Efter middagen anbragte vi os hyggeligt på en åben loggia, og så kom symbolerne frem. Og der sad jeg så i en kreds af meget mørke indere og fortalte om vort arbejde hjemme. Stemningen var meget smuk. Alle spurgte sagte, nikkede til hinanden og smilede til mig. I en sådan stemning er det ingen sag at tale, næsten sværere at standse. Jeg prøvede det nogle gange, men de måtte høre mere, så det blev faktisk til et langt foredrag. Ind imellem fik vi dejlige indiske læskedrikke, for det meste presset appelsinsaft. Pigerne skiftedes til at vifte, noget de gør som noget aldeles selvfølgeligt. Da jeg sluttede, spurgte de mig, om de til tak måtte synge en ældgammel indisk sang for mig, og da jeg takkede, satte de sig på et tæppe op imod væggen, medens vi andre hyggede os på hver sin vis. Så lukkede pigerne øjnene og gav sig sagte til at vugge fra side til side, medens de klappede i deres diminutive hænder. Og så begyndte de. Først en hymne til Guddommen, dernæst en sang om krigen mellem lys og mørke og til slut igen en hymne. Hvor ville jeg ønske, jeg var digter. Der sad tre yndige indiske piger helt hengivne i deres sang. Af og til åbnede de øjnene, og da strålede de som stjerner. Ustandselig brødes lys og skygge i deres ansigter, alt var liv på den forunderligste måde. Alle fulgte åndeløst med, kun jeg sad som lammet og oplevede dette ældgamle skuespil. Tiden stod ikke alene stille, den hvirvlede årtusinder tilbage. Noget dybt inde i mig løsnede sig og gjorde sig fri. Det var som om min egen individualitet delte sig, som om min nordiske mentalitet et øjeblik gled bort til fordel for noget i mig, der var ét med dette. Pludselig opdagede jeg, at de alle sad og så på mig, og langt borte hørte jeg Mohanas stemme sige nøjagtig som Mankar: "Erik, du er en af vore, og du ved det –". Jeg så på hende, så på de andre, der alle tyst rakte mig deres hænder. "Jeg ved det ikke, jeg kan ikke svare jer, jeg ved blot, at I har givet mig en vidunderlig oplevelse, som jeg aldrig vil kunne takke jer nok for!" Og jeg ved det ikke endnu, for hvor går grænsen mellem vor evige fortid og det Nu, vi idag oplever? Stilfærdigt talte vi om de ting, vi alle er interesserede i, og da jeg bad dem om lov til at filme dem, indvilgede de med det samme. Vi gik ned i gården, og der tog jeg både film og billeder og har så nu blot det håb, at disse optagelser lykkedes således, at jeg engang kan delagtiggøre Dem i lidt af den glæde, dette besøg bragte mig. Desværre måtte jeg bryde op, idet jeg havde altalt med Mr. Mankar at møde ham på mit hotel endnu engang, før jeg imorgen tidlig sætter kursen mod Madras og dermed afslutter denne lange flyverejse, der ved min ankomst til Madras Airport vil have strakt sig over ca. 11.000 km.

Det var slet ikke så let at sige farvel til alle disse kærlige mennesker. Inderne hilser ikke, som vi gør det, med håndtryk. De sætter hænderne sammen foran brystet og bøjer deres hoved på en yndefuld måde. Det gjorde disse også. Men pludselig rakte de mig begge deres hænder og sagde ord til mig, som jeg aldrig vil kunne glemme. Ord som jeg har begravet i mit hjerte, hvor jeg ved, at de altid vil varme og inspirere.

Præcis klokken 18 kom Mr. Mankar ind ad hotellets dør ledsaget af en ældre Birmeser, der hilste mig med stor ærbødighed. Mr. Mankar ville kun forvisse sig om, at jeg havde det godt, og at alt var, som det skulle være. Han meddelte mig, at såfremt jeg ville komme til kongressen, ville hele mit ophold inclusive flyve- og togrejse være en gave til mig fra regeringen, og at man ville være meget lykkelig, om jeg kunne ordne det således, at de fik mig at se. Jeg svarede, som sandt var, at jeg meget gerne selv ville komme, men at jeg var her i en speciel mission, og at tingene muligvis kunne ændre sig således, at det ville være mig umuligt at modtage denne strålende indbydelse. Mr. Mankar stod lidt og tænkte, så svarede han mig: "Erik, hvis du ikke kan komme her i Bombay, lad os så mødes i Madras. Der kommer alle de mest betydende mænd også, og du må give mig lov til at hjælpe dig i dit arbejde ved at introducere dig for disse vidunderlige mennesker!" Det lovede jeg ham, og dermed skiltes vore veje for en stund. Gennem denne noble mand havde Indien givet mig en velkomst, jeg aldrig vil kunne glemme – og en ven der, det ved jeg, altid vil være ved min side i dette store og for os fra det høje nord så forunderlige land.

– – – – – – – –

Og nu lyser stjernerne over Bombay. Natten er meget varm, men de lydløse vifter over mig virker vidunderligt forfriskende. Dybt under mig larmer byen, og fra min altan kan jeg se de tusinder af blinkende lys fra skibene i Bombays havn, den berømte "Gateway to India". Det hele føles meget smukt, og for mig selv afrundedes denne vidunderlige dag med et brev, Mr. Mankar gav mig med ordene: "Jeg tror, du bliver meget glad for dette, min kære ven". Og det blev jeg! For det var et brev fra Martinus, der bragte mig tårer i øjnene. Med ét rykkede alt det derhjemme ganske nær. Er det virkelig kun godt otte dage siden, jeg sagde farvel til alle mine kære i Kastrup lufthavn? Det er det. Vel nok de otte mærkeligste dage i mit liv. Måske sidder De i dette øjeblik og spiser til aften, jeg er jo næsten fem timer foran med min tid – jeg ved det ikke – jeg ved blot, at der går en lysende tankebro mellem vore hjerter, og at vi, når min "arbejdsdag" herude er endt, vil kunne glæde os til det meget kærlige gensyn, der venter langt forude. Måtte Gud holde sin beskyttende hånd over Dem, som jeg føler, at Han her gør det over mig.