Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Under højsæsonen holdt jeg her i feriebyen to foredrag om "Familiebegrebet i kosmisk belysning". Da man fra mange sider har bedt mig give et koncentrat af disse foredrag i kontaktbrevet, har jeg i det efterfølgende prøvet at give udtryk for hovedlinierne i den analyse, jeg søgte at give af dette begreb, som vi alle mere eller mindre er i daglig berøring med.

– – – – – – –

"Man har bedt mig tale til Dem om det næsten hellige familiebegreb, fordi mange på denne plads føler, at Martinus kosmiske analyser på en måde virker opløsende på de forestillinger, man indtil nu har gjort sig om dette vigtige samfundsproblem. Ingen misforståelse kan imidlertid være større. Opløsende virker de kosmiske analyser kun der, hvor livet ytrer sig imod de universelle love, og når det kan synes, som om Martinus verdensbillede har en anden indstilling til familiebegrebet end den gængse, skyldes det udelukkende, at hans analyser kaster et så skarpt lys henover dette begreb, at vi nu først for alvor kan erkende dets fulde udstrækning og med egne øjen se den forvandling, det er undergivet under vor mentale vandring fra dyr og frem til det rigtige menneskestadium.

Familielivet begynder ikke med det jordiske menneske. Det har sine rødder dybt nede i dyreriget, ja så dybt at der i lyset af de kosmiske analyser i virkeligheden bliver tale om to helt forskellige former for familieliv: et rent dyrisk og et rent menneskeligt. Undersøger vi først det dyriske familieliv, er det let at se, at det er fra dette begreb, "blodets bånd" stammer. Dyrets familieliv hviler helt og fuldt på det enkelte individs tilhørsforhold til arten. Det er kun yderst sjældent, at arterne indbyrdes blander sig, tværtimod vil man som det normale eller almentgældende se, at hver art holder sig strengt for sig selv. Til gengæld oplever man så her det næsten fuldkomne familieliv i form af et indbyrdes sammenhold på højeste plan. Familiebegrebet har sin rod i det, vi almindeligvis kalder "flokinstinktet". At dette instinkt i dyreriget må være stærkt, siger sig selv, idet dyret mere end noget andet væsen oplever styrken ved at være mange. Og vi ser derfor også, at al opdragelse i dyreriget netop tager sigte mod at opdrage afkommet til samlet at klare al den modstand, som den ydre verden stiller dyret over for. At dette sammenhold ligefrem kan føre til udviklingen af en i virkeligheden næsten "menneskelig" strategi ses for eksempel af den måde, hvorpå både løver, ulve og andre højtstående rovdyr jager deres bytte.

Det er meget vigtigt, at man gør sig klart, at opdragelsen, som jo på sin vis udgør fundamentet i familielivet, for dyrerigets vedkommende er af "udvendig" natur. Dyret er endnu ikke jegbevidst, hvilket vil sige, at det endnu er uden nogen klar tankemæssig indreverden. Alt i dets åndelige struktur hviler på kosmisk automatik, hvilket vil sige "instinkt". Dyret kan ikke tænke i jordmenneskelig betydning. Dets reaktioner er endnu helt bundet til instinktet, men vel at mærke et langt mere udviklet instinkt end det der gør sig gældende i plantevæsenets bevidsthed. Og da loven for dets tilværelse helt og fuldt hviler på begrebet "den stærkeres ret", ser vi, at al opdragelse her går ud på at gøre afkommet skikket til på én og samme tid at respektere denne ret – og bruge den! Ethvert svagt eller svækket individ dræbes almindeligvis af arten selv, der netop i dets svækkethed aner en fare for sig selv.

Betragter vi nu det jordiske menneskes familieliv, kan vi ikke undgå at se, at det på en mængde områder udgør en direkte forlængelse af det dyriske. Også her er der tale om en bevidst opdragelse af den enkelte til at blive stærk i kampen for tilværelsen. I sin struktur afviger det jordmenneskelige samfund jo ikke endnu så overvældende fra det rent dyriske. Også her står den svage, den af livet handicappede, endnu ret ubeskyttet, selvom man ikke som i det egentlige dyrerige dræber vedkommende. Og undersøger man motiverne bag den opdragelse det gennemsnitlige jordiske menneske får, undgår man ikke at se, at "de spidse albuers teknik" ikke er noget, der først tilegnes i den voksne alder. Vi kender alle sætningen "Min søn vil du i verden frem, så buk!" Og vi ser allevegne omkring os eksempler på, hvorledes familier og familiegrupper i livspraksis udtrykker flokinstinktet i renkultur. At dette er naturligt i en verden, der endnu, på så mange områder, som tilfældet er, udgør en åbenlys forlængelse af det egentlige dyrerige, ændrer imidlertid ikke den kendsgerning, at vi også her bliver vidne til andre kræfter, der absolut intet har med dyreriget at gøre. Det jordiske menneske udgør ifølge Martinus kosmiske analyser et overgangsvæsen mellem dyr og menneske, eller mellem et åndeligt sovende og et åndeligt vågnende væsen. Det er derfor klart, at det bliver den indre kosmiske struktur, der i alle tilfælde vil blive den afgørende faktor i vurderingen af familiebegrebets relation til enten den ene eller den anden livszone. Og her er det, at Martinus analyse af det sexuelle mysterium træder ind i billedet. Igennem denne analyse ved vi, at hvert eneste levende væsens indreverden hviler på to sexuelle poler: den maskuline og den feminine. Medens disse poler i det egentlige dyrerige kommer tilsyne på den måde, at den maskuline pol helt dominerer hanvæsenets sjæleliv i form af en rendyrket maskulinisme, medens hunvæsenet modsvarende totalt er undergivet den feminine pols direktiver, en tilstand der i sig selv udgør fundamentet for det lykkelige familieliv, vi overalt er vidne til i det egentlige dyrerige, så er forholdet ikke helt det samme for det jordiske menneske. Her bliver vi nemlig vidne til, hvorledes konsekvensen af dyrets permanente liv imod lovene og den deraf følgende lidelsesoplevelse har bevirket den forskydning mellem polerne, der har ført til oplevelsen af den bevidste jegfornemmelse eller skabelsen af den første vågne dagsbevidsthedstilstand. Medens dyret som allerede bemærket kun lever i yderverdenen og endnu kun anelsesmæssigt fornemmer en indreverdens eksistens, har det jordiske menneske både en yderverden, som kan volde det store vanskeligheder og en indreverden, som i mange tilfælde volder det endnu større vanskeligheder. Det jordiske menneske er som dyret adskilt i to køn, og er det meget primitivt, har det i mange tilfælde et familieliv, som, hvad lykke og harmoni angår, i mangt og meget helt kan sidestilles med den lykke, det højere udviklede pattedyr kan opleve. Thi for det primitive menneske gælder dyrerigets love stadigt. Også det må kæmpe imod en yderverdens utallige farer og er hensyhsløs imod de af dets egen familie, der er svagelige, og også det har et relativt sovende åndsliv. Anderledes derimod når talen drejer sig om det åndeligt fremskredne menneske. Her medfører forskydningen mellem de to sexuelle poler ofte enorme vanskeligheder, der netop medfører forandret indstilling i forholdet til begreber, der på mere primitive livsstadier endnu ligger fast, blandt andet familiebegrebet.

Som det vil være Dem bekendt, udtrykker Martinus det moderne, intellektuelle menneske som "det kosmisk døde menneske", idet dette menneske i kraft af sin stærke intelligensudvikling midlertidigt har revet sig løs af ethvert religiøst tilhørsforhold. Det er for udviklet til blindt at kunne tro de overleverede følelsesreligiøse påstande og dogmer og for følelsesmæssigt uudviklet til at kunne komme i kontakt med de kosmiske love og principper, livet hviler på. Det tror på materialismens ide og akcepterer rent forstandsmæssigt den tanke, at det er et produkt af arv og milieu, og at døden er et uigenkaldeligt punktum for dets liv. Men at have afbrudt kontakten eller forbindelsen med tilværelsens dybereliggende åndelige side er i virkeligheden det samme som at leve et rodløst liv. Det moderne menneske har gjort sig selv til sin tilværelses egen guddom og har derved sat egoismen eller den negative individualisme over den altruisme eller positive individualisme, der præger det højintellektuelle eller kosmisk indstillede menneske. Resultatet er ikke udeblevet. Thi medens dyret i kraft af sin kosmiske struktur endnu er bundet til arten, stammen eller flokken, en tilstand vi genfinder hos det primitive, endnu uintellektuelle menneske, så er det moderne, intellektuelle menneske kun bundet til – sig selv. Det føler sig for intelligent til at kunne respektere overleverede religiøse og familiemæssige dogmer, som det har erstattet men et krav om "frihed", som i virkeligheden kun vil sige: "Frihed for det selv til at gøre nøjagtig, hvad det har lyst til, uanset de konsekvenser dette frihedskrav får for andre, eller en tilværelse, hvis moralske basis er en renlivet, kynisk egoisme. At denne indstilling har været og er direkte opløsende for den fra dyreriget nedarvede familiefølelse, er en selvfølge, og vi ser da også, hvorledes det intellektuelle menneskes liv udtrykker et stadium, der kortest kan udtrykkes med Martinus betegnelse: de ulykkelige ægteskabers zone.

Imidlertid undrer denne tilstand ikke den, der gennem Martinus kosmiske analyser er blevet indviet i den forvandlingsproces, det jordiske menneskes bevidsthedsliv er undergivet i vor tid. Thi nok føler det jordiske menneske sig endnu som "mand" og "kvinde", men uden viden om sin kosmiske struktur er det endnu kun svagt klar over, at det, som forvolder den sjælelige krise, det nu gennemlever, i virkeligheden er de menneskelige kræfters natur, som er under fremvækst i dets sjæl. Det ved ikke, at den voldsomme længsel efter frihed, som brænder i dets sjæl, har rod i en enorm mættelse af de tilstande, som gør sig gældende i det egentlige dyrerige, og som der betinger den familiemæssige bundethed, der er denne livszones styrke. Det føler blot, at det må være "fri", samtidig med at dets ånd endnu igennem sin specielle sexuelle polstruktur "binder" det til et andet væsen. Resultatet er det kendte, at mange mennesker føler sig sexuelt draget imod én type, samtidig med at de åndeligt føler sig draget imod en anden. Kun sjældent er disse typer samlet i én person – noget det er umuligt at forklare et forelsket menneske – og livet viser da også, at utallige mennesker efter de såkaldte "hvedebrødsdage" oplever, at den kærlighed, der skulle have ophævet den pinefulde fornemmelse af ensomhed, de før kendte, nu istedet meget ofte har forstærket den. At der på denne basis skulle opstå et lykkeligt familieliv, kan ingen vente, og livet bekræfter da også til overflod, at det ulykkelige familieliv netop er hjemmehørende i det her beskrevne livsområde.

Hvad er da den dybereliggende forskel mellem dyrisk og menneskeligt familieliv? Udelukkende den, at medens dyrisk familieliv helt og fuldt hviler på en sjæleligt sovende tilstand, hvad der fører til, at dets bundethed til arten helt er et kropsligt problem, så udgør forudsætningen for et lykkeligt menneskeligt familieliv ikke alene et legemligt, men også – og i langt højere grad – et åndeligt problem. "Mennesket lever ikke af brød alene", hvilket i denne forbindelse kan oversættes som, at nok udgør forudsætningen for et ægteskab en rent fysisk tiltrækning, men udelukker man her i kraft af et rent selvisk begær den åndelige side, er man selv årsag til den ulykkelige situation, man kommer til at opleve den time, sengens glæder ikke alene har kulmineret, men pinefuldt afsluttet.

Menneskeligt liv er andet og mere end fysisk sukces, andet og mere end det penge eller fysisk magt kan give mennesket. Menneskeligt liv – også familieliv – udtrykkeren tilstand, hvor alle parter er dybt forbundet med livets indre, urokkelige mening eller hensigt, som måske bedst kan udtrykkes med ordet "harmoni". Harmoni? Med hvad? Med den enkle sandhed at det menneske, som er uden Gud, som er sin egen gud, i virkeligheden er tilværelsens mest rodløse sjæl, modsat det menneske som fornemmer loven i sit eget hjerte og i alt søger at handle efter denne lov. Og denne lov siger helt enkelt, at hver den, der kun søger sit eget, på forhånd er dømt til at tabe kampen om sin egen sjæl.

Åndelig rodløshed er den inderste årsag til al mental ulykke. Og derfor ser vi også, at verden af idag mere befinder sig i en åndelig end i en materiel krise. Løses den første, er det en let sag at løse den sidste. Men medens den sidste kan løses på meget kort tid, vil det tage en lang tid, før den første er løst, eftersom der her er tale om et udviklingsproblem. Man kan ikke ved tvang føre menneskene op på et højere udviklingstrin, det må hvert enkelt menneske i virkeligheden græde sig op til, Og der grædes inden for dette område meget i vor verden, såmeget at det er blevet et livsproblem for utallige at finde ud af årsagen til den situation, de befinder sig i. Udtrykket "min mand (kone) forstår mig ikke!" er et af de hyppigst gentagne i vor verden og afslører, at der, hvor denne sandhed gør sig gældende, hersker der ofte et ulykkeligt familieliv. At vejen ud af denne tilstand ikke går over i en i virkeligheden rent egoistisk betonet frihedstrang med de deraf flydende ulykkelige konsekvenser, men derimod over en reopdragelse af sin egen ånd til et helt nyt familieideal, er indlysende for den, der her har modtaget en undervisning, der på alle områder er i kontakt med egne, selvoplevede erfaringer.

Og hvorledes er så dette ideal? Ja, selvom det her vil føre for vidt at fordybe sig i dets detaljer, kan man dog sige, at som dyrerigets familieliv har sin form for "hustugt", så har det rigtige menneskerige sin. Det, vi kalder "forelskelse", er ikke det rigtige menneskes kærlighed, det er tværtimod dyrets, eftersom denne følelse helt og fuldt er af egoistisk natur. Uselvisk er kærligheden først i det øjeblik, den ikke søger sit eget, hvilket vil sige, når kravet om egen lykke er veget for ønsket om at gøre andre lykkelige. Da dette ideal er af ren åndelig natur, kan det også kun fuldbyrdes på åndelig grund. Derfor Jesu berømte ord: "Hvem er min moder? Og hvem er mine brødre? – – Enhver, der gør min Faders vilje, som er i himlene, han er min broder og søster og moder" (Matthæus 12. kap. 48-50). Vor virkelige familie er nu ikke længere de, med hvem vi gennem "blodets bånd" er forbundne, medmindre de deler vor åndelige indstilling. Men medens dyrerigets hustugt udelukkende tog sigte på at opdrage den enkelte til at følge stammens, artens eller klanens love, så sigter den menneskelige "hustugt" nu mod at udvikle hvert eneste menneske til i alle livets forhold at udvise en sådan grad af forståelse, tolerance og sand næstekærlighed, at alt og alle føler dets nærhed som en livgivende, varmende inspiration. At vi endnu ikke af natur er modne for opfyldelsen af dette ideal, er måske vort livs største smerte, men alene det, at vi føler sandheden i dette ideal, er en så stor inspiration, at vi takket være denne følelse nok skal få kraft til at "fuldføre løbet og nå målet".

Det åndeligt fremskredne menneske står således ikke foran en udvikling, der vil opfylde de idealer, drømme og håb, som udstråler fra en døende dyrisk tradition. Mødet med en ny kosmisk verdensimpuls er i virkeligheden mødet med en kraft, som i en mængde livssituationer bringer os Jesu stærke ord i erindring: "Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden, jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd. Thi jeg er kommen for at volde splid imellem en mand og hans fader og imellem en datter og hendes moder og imellem en svigerdatter og hendes svigermoder. Og en mands husfolk skal være hans fjender!" (Matthæus 10. kap. 34-36. Læs alle vers til 421) I disse ord viser Jesus ganske klart, at han nøje ved, hvor opløsende kræfterne fra det rigtige menneskerige virker på de familiebånd, som udelukkende er af fysisk art. Og når man derfor kan høre, at Martinus tankeverden er farlig for "det hellige familiebegreb", så er dette rigtigt, dersom man ved dette begreb forstår, at de fra dyreriget nedarvede "blod- og ære"-begreber er hellige og urørlige. Forstår man derimod, at sand menneskelig lykke er mere værd end dette at trælle for overleverede traditioner, vil man uundgåeligt, hvor storeens private vanskeligheder så end er, en dag "finde vejen" og i den stund indse, at dette: inden for sit private familieliv "hellere lide uret end gøre uret" alene er vejen frem til den mentale frigørelse, som udtrykker det rigtige menneskeriges ideal. Det kan aldrig blive det virkeligt udviklede menneskes løsning på dets livsproblemer at flygte fra byrder og forpligtelser, det selv frivilligt har taget på sig, og intet udviklet menneske vil formå at bygge sig et nyt lykkeslot på ruinerne af en lykke, det ved sit eget primitive begær selv har frembragt. Så tro derfor aldrig, at den "hustugt", som "mennesket i Guds billede" er undergivet, er mindre eller kræver mindre end den, der en varm sensommerdag får storkene til under deres store prøveflyvninger at dræbe de af deres afkom, der viser tegn på, at de ikke vil kunne magte den lange rejse mod syd."

– – – – – – –

Højsæsonen i Kosmos Ferieby er sluttet, da disse linier skrives. Bag os ligger fem vidunderlige uger, hvor både fysisk og åndeligt solskin har kappedes om at forgylde dagene. Vi har aldrig haft såmange gæster, og vi har aldrig oplevet en sådan glæde ved feriebyen som i år. Medens vi i 1954 kun havde syv svenske gæster, har vi i år haft næsten halvandet hundrede, foruden at både Norge, Island og Holland har været repræsenteret. Dette stadigt voksende islæt af åndeligt interesserede mennesker fra andre lande føles som en vidunderlig inspiration. Martinus arbejde er i levende vækst og udgør en kraft, der som én magnet drager menneskesjæle ind i et stort lys, der på én og samme tid både skænker fryd og smerte. Thi lys er det at se en skøn verden tone fren for ens vågne dagsbevidste syn – og smerte er det for os som ganske almindelige jordiske mennesker gang på gang at måtte erkende, hvor svært det kan være at efterleve de idealer, der nu er blevet vort åndelige ledebånd. Men netop i dette at holde sig de tanker for øje, jeg i det her gengivne koncentrat har trukket op, ligger en af vore største muligheder, thi så sandt som vort arbejde er kristendom på højeste plan, gælder det for os mere end for andre i daglig livsgerning at praktisere sandheden bag de evige ord: "Og derpå Skulle man kende, at I er mine disciple, at I haver indbyrdes kærlighed".

Med kærlig hilsen fra Martinus og alle medarbejdere!