Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Når dette brev er Dem ihænde, er højsæsonen i feriebyen i fuld udfoldelse, og da det skal "dække" hele juli måned og derfor i ere end én forstand bliver et feriebrev, synes jeg, at det bør omhandle den dybere hensigt med skabelsen af denne lille by, der jo udgør sagens sommercentrum. "Vorherre bevares, skal vi nu høre om den én gang til!" er der måske en og anden iblandt læserne, der mumler mellem tænderne, men i så fald skal vedkommende vide, at han er tilgivet på forhånd. Jeg forstår nemlig udmærket, om man synes, at man kender Kosmos Ferieby tilstrækkeligt, men det ændrer blot ikke den kendsgerning, at der da kun er tale om noget ydre, – ikke om noget indre. For den indre side af denne ferieby vil aldrig blive helt kendt af andre end de, for hvem den udgør selve deres livs "Shangrilah" eller det sted, hvor en ellers så usynlig åndelig verden i glimt har åbenbaret sig for dem.

Måske lyder den slags ord lidt "højstemte" eller "mystiske" for de mennesker, der i denne efterhånden meget store ferieby kun ser en vidunderlig plet at feriere på. Sådan er de imidlertid ikke mente, eftersom enhver form for tåget og ukontrolleret føleri er min natur meget fjern. Men, som der i hver eneste af os er noget skjult, vi våger over og kun åbenbarer for vor allerbedste ven, rummer stedet her også en hemmelighed, som det kun giver til den, der bag alt det ydre, det jeg kalder "de forkromede haner, springmadrasserne og småvrøvlet", søger sig vej frem til den inderste årsag til, at denne ferieby overhovedet blev skabt og voksede frem.

Det er så let at sige, at den inderste årsag var vort ønske om at finde et sted, hvor vi under hyggelige former og forhold kunne drøfte de tanker, der blev de bærende i vort liv, men det dækker blot ikke hele sandheden. Under vore ønsker lå kræfter så stærke, at vi måske ville være blevet eget overraskede, om vi havde kendt dem, kræfter der biede på at finde vej frem til den verden, vi kalder vor. Som der er en verden under os eller bag os, repræsenteret af alt det der éngang drog vore sind, er der også en verden foran os, den der nu drager os. Vi skaber ikke denne verden. Den har altid eksisteret og vil altid eksistere. Men vi kendte den ikke, for vi var ikke modne for den. Idag er vi i grænsezonen mellem at ane og at erkende dens eksistens. Vi er endnu ikke så store, at vi med vore vågne sanser kan opleve dens lys, og alligevel er den os så nær, at vi i givne stunder synes, at vi kan gribe den med vore hænder. På tidligere livsstadier søgte vi kirken for at fornemme denne nye verdens nærhed, men vor ånd groede igennem den form for åndelig næring, og hvad der før var liv, blev en dag indtørrede og næringsløse skaller. "Alt virkeligt stort fødes tyst", siger et gammelt ord, og det har ofte været i mine tanker, når jeg har været på vej over til vor lille, yderst fordringsløse foredragssal. Thi hvad man end vil mene om dette lille røde træhus mellem feriebyens mange bungalows, er det en kendsgerning, at det udgør en fremtidens kirke, og at den form undervisningen der har, udgør en første svag model på det, der en dag vil være almengældende overalt på jorden.

"Store ord"! Måske! Men den, der virkeligt har oplevet den intense stilhed, der kan herske under foredragene på selv en glødende varm sommerdag, ved, at denne prunkløse sal gang på gang udgør rammen om en åndelig undervisning på et plan, der, blottet for primitiv suggestion, søger ind til selve kernen i de livsproblemer, vi alle tvinges til at tage stilling til. Næsten umærkeligt er vi vokset fra den følelsesmæssige "fortolkning" af tilværelsesmysteriet og frem til en forstandsmæssig analyse af det liv, vi på alle sider er omgivet af. Det åndeligt fremskredne menneske er ikke længere et flokvæsen. Det tror ikke, blot fordi andre tror. Det ved, at det er ensomt, men også, at denne ensomhed kun er en byrde, så længe man ikke kender dens bestemmelse. Gang på gang har jeg lyttet til selv meget unge mennesker, der klart har tilkendegivet, at de var fuld bevidste i, at de ikke alene måtte leve deres eget liv, men også, at intet menneske kunne leve det for dem. I modsætning til det åndeligt umodne menneske, der altid søger at lægge sine byrder og vanskeligheder over på andre, er det åndeligt fremskredne menneske bevidst i, at det vi kalder "modgang", "skuffelser" o.s.v. – alt det der føles som noget ondt, at det i virkeligheden kun er det, Martinus kalder "det ubehagelige Gode". Der går her en umådelig dyb kløft mellem mennesket, der endnu er bundet til mere primitive religiøse forestillinger, forestillinger, hvor der endnu er plads til en "djævel og al hans værk", og mennesket der har gennemskuet denne illusion og med hele sin sjæl ved, at han i virkeligheden står i en langt dybere taknemmelighedsgæld til det, han har grædt over, end til det der fik ham til at le.

Verden er så ofte blevet fremstillet som mørk, ond og smertebringende, at det næsten kan lyde som blasfemi at hævde, at den i virkeligheden er en åbenbaring af guddommelig ånd og lysende kærlighed. At akceptere mørket og lidelsen som udtryk for en absolut og urokkelig virkelighed er imidlertid ensbetydende med at åbne sin sjæl for floder af negativitet, ja, det er i virkeligheden det samme som at fuldbyrde skabelsen af en talentkerne for depression i sit eget sansesæt. Det er sandt, at vi på alle sider er omgivet af mennesker, der lider, og også at vi selv gang på gang oplever ting, der bryder vor indre balance og får os til at synes, at verden er gemen og livet blot en hæslig karikatur på den drøm, vi bærer i vort hjerte, men det er også sandt, at vi bag alle vore bitre reaktioner og synspunkter har en meget levende fornemmelse af, at det ikke er verden, livet eller Guddommen, der er noget i vejen med, men derimod os selv. Og her er det, at vi møder den dybeste årsag til Kosmos Feriebys tilblivelse og dens indre, skjulte kontakt med den fremtid, vi hvert eneste sekund er på vej imod, For bag alt det ydre heroppe eksisterer der et centrum, et hjerte, fra hvis skjulte gem der uafbrudt udstråler et lys, der aldrig mere vil mørkne og slukkes. Ved vort fælles ønske om at skabe et sted for ånd, kunst og næstekærlighed, har vi bygget en kanal mellem os selv og den fremtid, vi uafbrudt går imøde. Alle, som kommer her med den rette indstilling i sindet, føler det. Vi, som lever her, er ikke bedre, end mennesker er flest, men vi afviger fra flertallet ved, at vi mere eller mindre bevidst vil det samme: freden. Og vi vil det ikke blot som en drøm, vi vil det som en realitet! Det er denne koncentrerede vilje, der langsomt omformer os alle og gør hver eneste af os til celler i en kosmisk "organisme", der idag er ved at være så stærk, at dens vibrationer fornemmes af hver eneste ny gæst heroppe.

Vi havde i pinsen den store glæde at se mr. Eiji Deguchi, vicepræsident for den store japanske Oomoto-bevægelse og hans nærmeste medarbejder mr. Yasumi Hirose som gæster her i feriebyen. De var kommet til Danmark udelukkende for at træffe Martinus, hvis tanker de er så interesserede i, at de ønsker hans bøger oversat til japansk, en tilladelse de ønskede fra ham selv, og det var en meget stor glæde at vise dem rundt heroppe. De ønskede at se hele feriebyen, og det var dejligt at se, hvorledes de lynhurtigt var i kontakt med hele dens atmosfære. De ønskede brændende at se Martinus i Japan igen, og både han og jeg måtte love at gøre, hvad der står i vor magt for at gæste dem. Jeg fortæller Dem dette for at understrege, at selvom De måske i øjeblikket synes, at feriebyen er en Dem uvedkommende del af Martinus tanker og arbejde, så er dette en illusion livet en dag vil berøve Dem. For det, De ser her idag, er ikke det endelige resultat, den endelige bestemmelse. Alt, hvad vi indtil nu har skabt her, er kun en svag begyndelse til det, det engang skal blive. Thi feriebyen udgør i virkeligheden begyndelsen til en international skole i den åndsvidenskab, der har fået en så afgørende indflydelse på vort eget liv. Langsomt, men usvigelig sikkert, breder kendskabet til Martinus tanker sig udover jorden, – og langsomt, men ligeså usvigelig sikkert "skrumper" jorden måned for måned såmeget, at den tid ikke er særlig fjern, hvor selv de fjernestboende interesserede i vort arbejde uden større vanskelighed vil kunne nå hertil og få et kortere eller længere kursus i Martinus kosmiske analyser. Det er dette, vi, der bærer ansvaret for denne feriebys tilblivelse, uafbrudt har i vore tanker. For os er det nærværende nok vidunderligt, men det spærrer ikke udsigten til det kommende! Vort liv er helt og fuldt sat ind på at løse en opgave, i hvilken "vor egen tid" måske kun vil blive "døgnfluen"s, men dette hindrer ikke, at dens rigtige løsning hele tiden står meget klart for vort indre syn!

– – – – – – – –

Om få timer tænder vi årets store Sct. Hansbål heroppe og indleder dermed den egentlige sommer. Det er søndag, og feriebyen er fyldt med glade gæster, af hvilke en meget stor part er ældre mennesker, der nu på fjerde sommer nyder ferien i vore hyggelige pavilloner. Fra alle sider berømmes feriebyen som en vidunderlig plet, og dens navn flyver år for år længere og længere ud. Vi får mange udenlandske gæster i år, og ser vi på listerne, ved vi, at vi går en meget travl, men også en meget levende tid imøde. Fysisk har vi gjort, hvad der står i vor magt, for at en ferie her skal være både hvile og afslappelse, og psykisk, ja, der ved jeg, at både Mogens Møller og jeg selv er indstillet på at gøre alt, hvad vi formår for at give hver eneste, der tager plads i foredragssalen, det indblik i Martinus tanker, der ikke alene gjorde os til lærere i åndsvidenskab, men også til Martinus nærmeste medarbejdere.