Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Lære læser!

Frankrig forsvandt under mig i et hav af gyldenrødt, da jeg lørdag den 4. maj ved solnedgang satte kursen mod Amsterdam. Alle forudgående fly havde været forudbestilte, så jeg var nødt til at tage den sidste maskine, men jeg kom ikke til at fortryde det. Aftenen var næsten ufattelig skøn. Dagen havde været meget varm, og kun kort tid efter afgangen glimtede himlens tusindtallige stjernehær frem, – fra vor plads langt skønnere og renere, end vi nogensinde ser den fra jorden, hvor skyer af næsten usynligt støv altid fordunkler dette i sig selv så betagende syn. For den, der har sind dertil, kan natflyvning være en oplevelse af dyb religiøs natur. Ganske vist ved man, at man flyver, men fornemmelsen er en anden. Man føler sig selv som det absolut "faste punkt". Dybt under en glider jorden som et rullende tæppe og åbenbarer med visse intervaller vidunderlige, lysende smykker – storbyerne med deres tusinder af lys, blandt hvilke neonrørernes grønne og røde farver virker som smaragder og rubiner, – men ellers kun mørket og så over os dette vidunderlige syn af stjernernes rene hvidhed. Der kan i en sådan stund komme en dyb fornemmelse af ensomhed over ens sind, men en uendelig lykkelig ensomhed. Gang på gang har jeg i sådanne stunder følt en livstryghed, en glæde ved dette at være til, som livet på jorden aldrig har givet mig. Jeg er ikke istand til at definere det nærmere, men når mit blik har hvilet på en særlig ren og lysende stjerne, har jeg ofte følt det, som om Guddommen har været mig så nær, så levende, varmende nær, som intet menneske nogensinde har været det. I sådanne stunder har jeg virkelig følt, dybt og inderligt, sandheden i ordene: – og han så, at alt var såre godt!

Jeg blev revet ud af min stille, men dejlige meditation ved lyden af ordene: "Om få minutter lander vi i Amsterdam, vær venlig at spænde sikkerhedsbæltet fast!" Maskinen lagde sig i en stærk kurve, og dybt under os tonede Amsterdams hundredtusinder af lys frem. Fra jorden kan det være svært at opfatte en by som en "levende organisme", men fra luften er det anderledes. Her gør perspektivet sin virkning. Man ser "hjertet" i denne organisme, og man ser hele dens struktur, måske dobbelt stærkt ved nattetid, hvor de lange rækker af lys virker som organismens "nervetråde". Pludselig kommer alt dette lys susende op imod én, og få sekunder senere mærker man de svage stød fra landingshjulene, der tager cementen – rejsen er endt.

Vor gode ven i Holland, direktør Dunnewolt's glade ansigt bød mig velkommen, såsnart jeg havde passeret tolden på Shiphol flyveplads, og kort tid efter var vi på vej mod hans dejlige hjem i Wassenaar, hvor hans meget charmerende hustru ventede os med spænding. Det var et dejligt gensyn, dobbelt dejligt fordi disse mennesker ikke alene deler vor indstilling til livet, men på hver sin måde er uhyre aktive for at sprede kendskabet til tilværelsens kosmiske love i de mange kredse, de er i berøring med. Dagen efter fik jeg mit ønske om at se Hollands berømte tulipanmarker opfyldt. Ganske vist var blomsterne de fleste steder klippet af, men endnu var der dog mange arealer, hvor tusinder af tulipaner lyste med deres glødende farver.

Mandag aften mødtes jeg med så mange interesserede, som hr. og fru Dunnewolt's hjem kunne rumme. Jeg havde her den store glæde at tale til mennesker, som igennem vore venner dernede var kommet i kontakt med os, og aftenen fløj, medens jeg i store linier gjorde rede for Martinus syn på mange af de problemer, det moderne menneske er i berøring med. Kun ét savnedes: oversættelserne til engelsk af vor litteratur! Jeg ville ønske, at De skjult kunne have overværet den glæde, disse mennesker gav udtryk for, men også deres sorg over, at de endnu ikke kunne få noget at læse. En trøst var det dog, at jeg nu endelig kunne love dem, at de inden længe ville have de første Martinus-bøger på engelsk i deres hænder!

Vejret føltes koldt, da jeg den følgende dag satte kursen mod København. Borte var Sydenglands milde, varme luft, og borte var varmen over Frankrig. Skyerne var køligt-hvide, og man mærkede, at rejsen nu gik mod nord. Men da vi gled ind over Jyllands kyst, strømmede der en dejlig varme gennem sjælen. Landet under mig var mit eget, og det forår, jeg nu skulle genopleve, var mit forår! Vidunderlige uger lå bag mig, for min rejse har været et strålende eventyr, men nu, hvor jeg vidste, at jeg om blot én time skulle gense mine kære, var det, som om oplevelserne blegnede en smule til fordel for den gensynsglæde, som langsomt fyldte sjælen. Og så igen dette mærkelige: dér Roskilde – dér Klint – og dér København! Vort land er ikke stort, ihvert fald ikke større, end at man fra luften kan lade øjnene glide henover de tre punkter, jeg her har nævnt. Men det er et skønt land, et land man lærer at elske, når man får lov til at se det udefra! Lad være at det er lille, men det rummer et folk med en mentalitet, som endnu ikke er almindelig på jorden. Det er, som om den uro, man mærker overalt ude, ikke virker på samme måde her Vi er med i verdens begivenheder, men vi er ikke i brændpunktet. Det føler man stærkt, når man har oplevet den angst, der bor i hjertet hos de mennesker der lever nær disse i virkeligheden så uhyggelige områder, der atter og atter har været og måske atter vil blive skuepladsen for dramatiske begivenheder.

– Det var dejligt igen at gense sine nærmeste! At høre en spinkel drengestemme sige på sit eget modersmål: "Far, hvad har du med til mig???" og at trykke Martinus i hånden! Hvilken forskel fra sidste år! Dengang en Martinus så mærket af sygdom, at jeg var chokeret, dennegang en Martinus, glad, smilende og næsten rødmosset, – for os alle en stor glæde, for mig næsten et mirakel! Og så lyden af det danske sprog – det var nu dejligt!!!

Og nu har jeg så igen lyden af granernes susen i mine øren og lyden fra havet, der her på villa "Rosenberg" altid fornemmes som en slags ledsagemusik til dagens liv. Langsomt toner de mange oplevelser ud, forbinder sig med hinanden og bliver til et billede af det liv, vi alle er i berøring med. Jeg tog til England for at træne mit engelske, og jeg fik mit ønske opfyldt udover alle grænser. Det ligger i min natur at søge så dybt under den overflade, mennesker bærer til skue, som muligt, og jeg kan roligt sige, at jeg på denne rejse har mødt, ikke alene det kendte, men også det ukendte menneske. Time efter time har jeg lyttet til smertens og desillusionens stemme og lært af det. Det er en lykke for os, at vi evner at skabe og bære masker, for ellers var livet i vor verden helt uudholdeligt. For livet her er livet i helvede. Lad overfladen være så tilsyneladende lys og lykkelig, den være vil, under den lever smerten og skuffelsen sit eget svære liv. Mennesket er ikke alene et ensomt væsen, det er, som Martinus bedre end noget andet menneske på denne jord har formuleret det: "En såret flygtning mellem to kosmiske riger". Man kan søge at skjule denne sandhed for sig selv ved at nægte at se under overfladen, men det er uklogt. For vi er ikke her blot for at nyde, men i langt højere grad for at yde og for at lære. Lære hvad? Mest af alt smertens inderste, hemmelige budskab til vor sjæl! Det kan måske lyde mærkeligt, men uden smerten havde vi intet virkeligt liv. Det er gennem den, vi opdager og oplever de andre. Men smerten kan være farlig, sålænge vi ikke kender dens virkelige natur og mission. Da kan den føre til den selvisolation, der idag er så almindelig. Smerten er ikke vor fjende! Når jeg idag forsøger at vurdere, hvad Martinus tankeverden har betydet for mig under mit møde med de mange mennesker, denne rejse bragte mig i berøring med, føler jeg med overvældende styrke, at jeg bedst kan udtrykke det med hans egne ord: "Smerten viser vejen til Gud, til sandheden og livet". Når jeg lukker mine øjne, kan jeg endnu høre lyden af den engelske sygeplejerskes røst, da hun fortalte mig om bombenattens rædsler i London, – men også af glæden i hendes stemme, da hun forstod, at der bag selv disse rædsler eksisterede en mening, der i sin natur er hævet over alt, hvad vi forstår ved "ondt". Det ligger i vor natur at se os vrede på hånden, der slår, og nægte at se den inderste mening med slaget. Vi er alle vokset op i en "detaljeverden" og er som følge deraf blevet udrustet med en talentkerne for at se detaljer, som langt overstråler vor evne til at se helhed. Vi "synes" gang på gang, at livet – både vort eget og de andres – ville være bedre, om tingene føjede sig sådan, som de viser sig for vort syn. Vi er eksperter i at konstruere detaljer og småplaner, som synes så kloge, så kærlige, ja så rigtige, at vi på grund af dem næsten afskærer os fra kontakten med det universelle syn, der alene er rigtigt, fordi det er så helt uden den begrænsning, vore tidsbegreber skaber. Og alligevel møder vi hver dag dette universelle syn, og vi ved det. For vi møder det hver gang, vi møder et krav om offer, et krav der går på tværs af vore egne ønsker. Jeg er som De et ganske almindeligt gennemsnitsmenneske, og det er måske min største lykke, at jeg er meget bevidst i denne kendsgerning. Netop i det, at jeg har fået lov til at gennemløbe en kosmisk opdragelse og derigennem fået mulighed for at se, hvorledes livet kan forme sig for os, om vi bevidst stræber efter at bringe vort eget liv i kontakt med de universelle love, ligger mit eget livs største inspiration. Jeg har følt det med umådelig styrke, hver gang jeg har fået lov til at se det "ukendte menneske" bag den optrænede, smilende overflade. Hvor disse mennesker har stået usikkert og famlende, fordi ingen har hjulpet dem til det større syn, hvor hver eneste livsoplevelse har sin egen mening, udgør sin egen lille del af en større og i sin natur aldeles vidunderlig plan, har jeg følt en indre styrke og oplevet, hvorledes det har været muligt at hjælpe dem til, i det mindste, at søge at komme ud af det mentale fængsel, deres egne opfattelser har lukket dem inde i.

Vi har alle mødt mennesket, der i kraft af en solid uddannelse er den fødte chef og leder i rent materielle foretagender" Vi ved, at en god og alsidig fysisk uddannelse fører til denne sikkerhed, og vi må lære at indse, at den lov, der betinger dette, også betinger, at mennesket med en solid kosmisk uddannelse bag sig opnår den samme sikkerhed på åndelige områder" Det er her Martinus verdensbillede er så afvigende fra alt, hvad vi hidtil har været i berøring med inden for disse områder. Det er ikke noget let verdensbillede at tilegne sig, fordi det ofte kan synes ligeså "kedeligt", som mange af detaljerne i den rent fysiske uddannelse kan synes at være. Men tro mig, enhver lille detalje i Martinus verdensbillede, hvor tilsyneladende overflødig den end synes at være, er nødvendig og må læres, om "uddannelsen" skal blive komplet. Og éngang lært – og forstået – udgør dette verdensbillede netop det fundament, der i givne – og jeg tænker her udelukkende på livsalvorlige – situationer, evner at bære en over "afgrundene". Og hvad er alle de "afgrunde", vi møder i vort liv, andet end mødet mellem vor "egenvilje" og "Guddomsviljen"? Vi vil så meget, og vi er rene genier i kunsten at camouflere det, vi vil, således, at det absolut tager sig ud som noget, Guddommen vil. Kunne vi ved hjælp af vort intellekt narre lovene, gjorde vi det. Men vi kan ikke! Alle vore forsøg derpå fører netop til de afgrunde, vi alle møder! Det lærer Martinus os, og det forstår vi den dag, vi selv på utallige områder har forsøgt at "narre Guddommen"! Her møder selvoplevet livserfaring og visdom hinanden, og her begynder et nyt liv at vokse frem, et liv der ikke er et resultat af en midlertidig tro, men derimod et resultat af den bevidste, kosmiske opdragelse, der alene formår at binde egenviljen og bringe dens kræfter under en klar kosmisk kontrol.

Jeg mødte mange mennesker under min rejse og knyttede mange nye, værdifulde forbindelser. Men hemmeligheden bag alt det, jeg oplevede, var den solide viden, jeg gennem Martinus har fået om livet og det overblik, denne viden har givet mig. Takket være det, kunne jeg næsten altid meget hurtigt komme i kontakt med den enkelte, og takket være det, kunne jeg i mange situationer hjælpe mennesker ud af den "onde cirkel", deres tanker bevægede sig i.

– – – – – – – –

En lang rejse er slut nu, en rejse, som i sig selv kun betød forarbejde til en endnu større og langt alvorligere. Skal jeg forsøge at sammenfatte resultatet af den i få ord, må det blive, at den blev én stor inspiration til at gå i gang med den opgave, Forsynet har lagt på mine skuldre. Verden behøver Martinus verdensbillede. Jeg har jo aldrig tvivlet derpå, men idag ved jeg, at Martinus tanker vil betyde uendelig lykke og åndelig befrielse for utalte tusinder af mennesker uden for vort eget lands grænser, og at ikke alene jeg, men vi alle må hjælpe disse mennesker! Og tro mig, af alt, hvad vi kan bruge vort liv til, er intet skønnere, intet mere berigende, intet mere positivt, end dette at prøve at lindre verdens åndelige nød – i den kamp indebærer selv den mindste, ja selv den allersvageste indsats i sig selv en velsignelse!