Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg vil tro, at mange af Kontaktafdelingens læsere vil erindre det korrespondancebrev fra 27. november 1953, hvori jeg skildrede tilfældet Shanti Devi, den lille 9 årige indiske pige, der på forunderlig måde kunne fortælle om sit eget tidligere liv, og som ved konfrontation ikke alene genkendte sin tidligere mand, men også deres søn, hvem hun mødte med ordene "Du er blevet stor min søn". Jeg er mange gange siden blevet mindet om denne sag, som jeg dengang uden held forsøgte at få verificeret hos venner i Indien. I sit udmærkede blad "Ny Horisont" bringer redaktør Johannes Dragsdahl en glimrende artikel om dette specielle tilfælde, og da vi synes, at vi skylder vore læsere yderligere oplysninger om denne sag, bringer vi her som bilag "Ny Horisont"s bidrag til yderligere afklaring.

Som sagen her er fremstillet, synes der ikke at være levnet den menneskelige tanke anden udvej end at akceptere Shanti som en reinkarnation af Lugdi. Sandt nok kan man sikkert finde andre teorier, men de vil alle komme til at lide under dette, at de næppe vil kunne give nogen som helst virkelig akceptabel forklaring på, at denne lille pige uden at være i trance og uden nogen som helst ydre påvirkning taler om sit tidligere liv akkurat ligeså selvfølgeligt, som hun taler om alt andet. De rent psykiske årsager til, at hun åbenbart er reinkarneret meget hurtigt, kan man kun gisne om. Hun døde kun 23 år gammel i barselseng og har, med den stilling den indiske kvinde almindeligvis indtager i samfundet, næppe fået nogen særlig intellektuel uddannelse. Den indiske kvindes mentale horisont har helt op til vor tid været et resultat af rent ydre påvirkning plus naturligvis vedkommendes egen moralske udvikling. Men da alt her har været på et meget følelsesmæssigt plan, altså uden indslag af nogen særlig stærkt udtrykt intelligens, må vi forudsætte, at hun med sine 23 år i forhold til intellektuelt betonede vesterlandske kvinder kun har været for et barn at regne.

Jeg beder Dem selv læse artiklen, idet jeg mindre er interesseret i dens mange detaljer end i den enkle kendsgerning, at vi her tilsyneladende står over for et af de tilfælde, hvor livets egen tale krydser enhver materialistisk videnskabs mange ofte meget geniale -ismer. Vi ved alle, at det rent psykiske område er fyldt med muligheder for både svindel og vanvittig overtro – og at begge dele atter og atter kommer til udtryk. Men hvem kan nævne blot ét felt i vort liv, hvor dette ikke er tilfældet? Utallige steder må selv den såkaldte fysiske videnskab indrømme, at hvad der for blot få årtier siden var "urokkelig videnskabelig sandhed", senere hen blev mindre og mindre sandhed og altså mere og mere usandt, mere og mere i strid med "nye sandheder". Dette bør man altid holde sig for øje, fordi det uundgåeligt leder en til en helt ny åndelig indstilling, nemlig den, at man foretrækker at basere sit liv på de rene principper fremfor de ofte mindre rene detailbeskrivelser af disse princippers tilsynekomst i vort liv. For mig personligt udgør tilfældet "Shanti Devi" således et tilfælde, der ingen indflydelse har på min opfattelse af reinkarnationstanken – selvom det på en eller anden måde skulle blive verificeret som "opfundet". Det volder mig ikke den mindste vanskelighed at akceptere, at tilfældet muligvis, ja sandsynligvis, er et virkeligt udslag af en medfødt abnorm hukommelsesevne inden for dette specielle felt, på samme måde som utallige såkaldte "vidunderbørn" ofte har noget direkte abnormt ved sig. Thi også her stilles vi jo over for fuldt udviklede evner, der bryder igennem på abnormt tidlige udviklingsstadier. Ad tusinde kanaler har livet ledet den menneskelige tanke hen på reinkarnationsprincippet. Men nogen kosmisk analyse har vi ikke haft af det, før Martinus afdækkede analysen af tilværelsens A., B. og C. stadium. Igennem påvisningen af talentkernedannelsen, et område Martinus nu påny belyser i sjette del af "Livets Bog", har vi for første gang fået fast fodfæste for tanken inden for et livsområde, hvor alting før var undergivet rene vilkårligheder eller heltud vanvittige og utiltalende vildfarelser, som f.eks. de der går ud på, at man ved sin tilbagevenden til det fysiske plan skulle kunne genfødes som rotter, padder, slanger etc. Det er givet, at sådanne fortolkninger af et af livets største og skønneste principper stiller dette princip i et så ugunstigt lys, at mange ellers alvorlige mennesker nægter at tage stilling til det eller interessere sig for det. Men denne indstilling er lige så forkert, som hvis man nægter at interessere sig for Jesu berømte "kerneord", blot fordi man finder selve tanken om en "Jomfrufødsel" for komisk, til at man kan akceptere den. På næsten uhyggelig vis har den såkaldte "bogstavtro" drevet mennesker bort fra at søge den ånd, der skjuler sig bag formen. Verdens samlede religiøse liv er idag som en kæmpemudderpøl fyldt med glitrende diamanter. Vil man eje disse diamanter, må man bekvemme sig til at dukke ned i mudderpølen, – der er ingen vej udenom. Men det vil menneskene ikke, og derfor ser vi, hvorledes de i så høj en grad vender ryggen til det religiøse, uden at man derfor med nogen som helst ret kan tale om, at de samme mennesker er gudløse.

Situationen er virkelig blevet den, at verden, uden en Martinus, af livet selv var dømt til at vandre imod et ligefrem uhyggeligt åndeligt mørke, hvor alt, hvad der dog endnu har navn af ånd, måtte vige for alskens rent materielt tingel-tangel. En sådan verden ville virkelig blive en overdådig bekræftelse på den opfattelse, at det, vi kalder "livet", blot var et eventyrligt tilfældighedernes sammensurium. Men vi ved alle, at dette ikke er tilfældet. For vi ved alle, at parallelt med, at kirker og templer langsomt affolkes, stiger interessen for tilværelsens kosmiske side med uhyre styrke verden over.

Verden venter idag på det kosmiske lys, som så mange af os har haft den vidunderlige lykke at møde. Det er umuligt at rejse uden for vore egne grænser uden at støde på denne hunger overalt, og også på de "midlertidige forklaringer", mennesker må have for at klare det daglige liv. Mange af disse "midlertidige forklaringer" kan lyde besnærende, men de har alle én ting ved sig, der med det samme afslører dem som værende "midlertidige", nemlig det, at de alle udgør "virkninger" af de principper, hvis eksistens man aner, men altså endnu ikke klart har fået beskrevet. Og intet er vel her blevet mere misfortolket end netop reinkarnationsprincippet, hvis natur, når man kender den, er så uhyre enkel, at ethvert barn vil kunne forstå den. Den første misforståelse man møder, er naturligvis den, at kun det jordiske menneske har en "sjæl" – dyrene er blot ting, planterne ligeså. Den næste er den, at det jordiske menneske altid vil fremtræde som henholdsvis "mand" og "kvinde", men her begynder tvivlen, idet nogle alligevel har ment, at dette ikke kunne være rigtigt og retfærdigt, hvorved den tanke fremkom, at man "skiftede køn" for hvert liv, – men at der så til gengæld kunne være helt op til tusinde år mellem livene, – og sådan kunne man blive ved. Hvor helt anderledes, når det samme princip belyses ovenfra, således at hvert eneste princip indtager sin naturlige plads i billedet, og sluttelig lader dette fremtræde i sin kosmiske helhed og fuldkommenhed. Lad os prøve at foretage en yderst skematisk fremstilling af den samme tanke i lyset af Martinus ånd.

For Martinus er det en naturlig selvfølge at placere selve skaberen – egoet – eller X.I. i billedets absolutte centrum. Dernæst følger Jeg'ets skabeevne eller X.II. Betragter vi det livsområde, som disse to faktorer tilsammen danner, har vi her det overbevidsthedsområde, inden for hvilket vi møder selve det princip, der både betinger reinkarnationen og den form, denne antager, nemlig "det seksuelle mysterium" eller i dette tilfælde bedre: "det seksuelle polprincip". Thi en samtale om reinkarnationstanken uden kendskab til dette princip vil i realiteten være det samme som at drøfte farver med en blind. Vi er ikke alene "mænd" og "kvinder", der er en dyb årsag til, at vi er det, og uden kendskab til denne årsag har vi ingen mulighed for fuld forståelse. Vi må altså endnu dybere ned, vi må ned til selve evnen til at begære. Her er vi ved grænsen for tanken. Jeg'et plus dets evne til at begære er således Martinus faste udgangspunkt. Dette begær – urbegæret – er den kilde, vi må være fortrolig med, om reinkarnationstankan skal blive fuld virkelighed for os, thi fra den udstråler alt det, vi møder i det skabte – X. 3. – eller "formernes verden".

Da vor sanseevne er baseret på en gradvis udvikling fra dyrerigets stadium og fremefter, er det naturligt, at Martinus kalder den: "sanseevnen nedenfra" i modsætning til den, det kosmisk bevidste menneske er udstyret med, og som han med rette kalder "sanseevnen ovenfra". Men det er også derved givet, at vi kun kan nærme os disse høje principper igennem studiet af deres virkninger. Og her er det, at intet menneske kan bortforklare den enkle kendsgerning, at den foreløbige udvikling fra dyr og fremefter har medført skabelsen af et "dobbeltsind" i vort sjælelige eller mentale "rum" eller det, vi kalder "vor bevidsthed". Ejheller kan nogen bortforklare at dette dobbeltsind har helt forskellige ytringsmåder hos mand og kvinde, der, set i renkultur, udtrykker to hinanden modsatte poler. Men hvor finder vi idag denne "renkultur"? Ingen andre steder end i det egentlige dyrerige, hos han- og hunløven! Det jordiske menneske er tilværelsens mærkeligste fænomen derigennem, at, medens det store flertal lever på den illusion, at de henholdsvis er "mænd" og "kvinder", fordi de føler sig som sådan, så er de alle i realiteten mænd + menneske og kvinder + menneske. Det er Martinus uvisnelige hæder, at han som den første klart har påvist dette polprincip for os og derigennem vist os den eneste virkelige farbare vej til forståelse af alle de vanskeligheder, vi alle har at kæmpe med, og som kun kan løses ad reinkarnationsprincippets vej, idet det endeligt og utvetydigt fører til den balance mellem de to seksuelle poler, der dels ophæver det kønstyranni, vi alle oplever, og dels ophæver selve reinkarnationen i den grove form, at vi skal genfødes i legemer, der ikke alene bærer spor af os selv, men også af de forældre og den slægt, vi må "låne" materie og delvis ånd af.

Men denne korte fremstilling ville være helt blottet for værdi og mening, om ikke tilværelsens perspektivprincip her tonede frem og lod os se, at vor udvikling finder sted på en evighedsbaggrund og kun kan fuldbyrdes i relation til en naturlig mættelse af de begær, der idag forekommer os at være selve "livet". Livet i det, vi kalder "naturen", har intet jag. Det er kun menneskene, der har hastværk. Men dette "hastværk" er kun noget ydre, noget vi selv har skabt. Bag vort hastværk eksisterer der en anden tilstand, og med den kan der ikke jages. Denne tilstand er skabelsen af den sande moral, på hvilken vort fremtidige liv skal hvile. Denne moral har kun én ernæringskilde; vore egne tårer! – eller frugten af den smerte vi først forvoldte andre, og nu selv sluttelig må opleve. Og her levnes der ingen muligheder for mærkværdige eksperimenter. Livslovene er urokkelige. Sæd og høst følger uafbrudt hinanden. Aldrig såsnart er ét område færdigskabt, før livet tager fat på at fuldbyrde fuldkommengørelsen af det næste. Det, vi oplever i et såkaldt "enkelt liv", er således kun "en del af et mønster". Mønsteret selv er det fuldkomne eller kosmisk bevidste menneske. Vi kan opdyrke begær, der er farlige for os selv, men vi kan ikke ændre udviklingens gang. Alle levende væsener vil "fuldende løbet og nå målet" – vil opstå som en fuldkommengørelse af det seksuelle polprincip, der idag i kraft af de begær dette princips konstellation som "han" eller "hun", som "mand" eller "kvinde" betinger vor nuværende, midlertidige tilstand. Martinus har således meget lidt interesse af "manden" eller "kvinden" i os, men til gengæld såmeget mere interesse af "mennesket"! Han ved, hvad vi kun aner, at "manden" og "kvinden" har haft sin bedste tid, – en vej, mættet af blod og hævn, af had og alskens nederdrægtighed, men han ved også, at det nu er "mennesket"s tur, og at vi alle har inspiration behov for at klare vore menneskelige forpligtelser. Og "inspiration" vil her sige viden! Kosmisk viden, kosmisk indsigt! Og ved i sit store værk at afdække alle disse vældige kosmiske principper og vise deres relationer til alt, hvad vi er i berøring med, har han ikke alene vist os, at verdens religiøse mudderhav er fyldt med diamanter, men også, at livets overdådige kosmiske lyshav en dag vil have skyllet enhver form for "åndeligt mudder" bort for at efterlade den store kosmiske bevidste vidunderlige juvelsamling i vore hænder. Med urokkelig sikkerhed opbygger Martinus i os bevidstheden om, at vi er evige gudesønner! Trin for trin lærer han os, at vi desuden er "kosmiske arkitekter", der selv bygger vort fremtidige "gudehjem", vor kommende strålende, kosmiske bevidsthed. Eksakt og uangribeligt viser han os leddene i den gyldne kæde, som de store kosmiske principper slynger om vort daglige liv, men gør det på en sådan måde, at det i alt står til os selv, om vi vil lytte og lære, – eller om vi vil overlade til livet selv igennem dets ofte bitre og tilsyneladende ufølsomme tale at belære os om de love og princippers eksistens, vi alene har at takke for det vidunderlige, – at vi er til!

Vi kan således, om vi vil, leve imod evigheden og dermed gøre det nærværende Nu's nydelse til mål for vort liv, men vi kan også leve med evigheden ved at gøre Nuet til livsfundament derved, at vi klart erkender dette Nu som en mikroskopisk del af en evighed, i hvilken vi ved vor handlemåde har lod og del, og i hvilken vi vil opleve netop det mål af fryd og smerte, som vi her og Nu er årsag til! Mon ikke forskellen på disse to livsindstillinger er indlysende!

Med kærlig hilsen til Dem alle fra det skønne, varme forår i