Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære venner!

– Jeg beder Dem tilgive mig den lidt intime overskrift på dette brev, men den har sin årsag i, at dette kontaktbrev på sin vis næsten er af privat karakter. Når dette brev er Dem ihænde, er jeg i London, hvor De vil kunne finde mig "på skolebænken" på et af de store sproginstitutter, – og jeg er der takket være den strålende gave, De skænkede mig til min 50-årsdag!

Fredag den 15. marts 1957 vil altid komme til at stå i min erindring som en af mit livs allerskønneste dage. Endnu er denne dags begivenheder næsten for nær inde på livet af mig, til at jeg helt formår at vurdere dens mange forskelligartede indtryk. Men ét opfylder endnu mit sind i en sådan grad, at jeg må prøve at give udtryk for det, nemlig den dybe fornemmelse af at have mødt en kærlighedsbølge, der for en stund løftede mig op i en verden af næsten ufattelig skønhed. At det måtte føles sådan, tror jeg De forstår, når jeg fortæller Dem, at uanset, at jeg var uendelig taknemmelig for invitationen til Indien, havde jeg gjort det klart, både for mig selv og for Martinus, at jeg ikke ville rejse, om min rejse skulle komme til at betyde en økonomisk belastning for sagen. Gennem mange år har det været mit inderste ønske at få lov til at være blandt de første til at "gå ud i verden" og fortælle mennesker i andre lande om det, der nu gennem så mange år har fyldt mit eget liv. Så dybt var dette ønske rodfæstet i mig, at da invitationen endelig kom, kom jeg også selv i den dybeste tvivl om, hvorvidt min glæde over den havde rod i Forsynets ønske om, at jeg skulle rejse, eller om den blot havde rod i min egen længsel, mit eget, muligvis egoistisk betonede, ønske om at tale til nye kredse. Og jeg fandt ingen anden mulighed for at få svar på dette problem end at indtage den stilling, jeg her har berørt. Skulle Martinus arbejde belastes rent økonomisk, vidste jeg svaret.

Og nu befinder jeg mig så i den for mig selv næsten ubegribelige situation, at alle omkostninger ved min rejse på forhånd er dækket af Dem! Da redaktør Zinglersen overbragte mig meddelelsen om, at sagens venner i hele Skandinavien økonomisk ville afholde alle rejseudgifter, følte jeg det et øjeblik, som befandt jeg mig i en verden af strålende lys, – et lys, der ikke blev mindre gennem det væld af blomster og skønne gaver, der dagen igennem strømmede ind til mit hjem. Hvordan jeg nogen sinde skal kunne få sagt en virkelig tak for alt dette, ved jeg ikke. Jeg ved kun, at den tillid, De alle her har vist mig, altid vil føles som en brændende inspiration til i alt og overalt at søge at bringe Martinus tanker ud til mennesker, der har dem behov på akkurat samme måde, som vi herhjemme har haft dem behov. Netop til dagen kom der meddelelse fra Indien om, at vore venner derude har lagt en plan for mig, der strækker sig fra Bangalore i Sydindien til New Delhi i Nordindien. Jeg ved, at jeg er ventet, og jeg ved, at jeg vil blive modtaget med meget stor kærlighed, – altsammen en frugt af Martinus lange rejse og det forarbejde, han derigennem har udført for mig.

Det er naturligt, at en sådan rejse for mange mennesker må stå i eventyrets skær, og eventyrligt vil det også være at få lov til at møde så mange nye mennesker og under så ændrede forhold, men alligevel vil jeg her gerne prøve at give udtryk for, at selvom jeg nok glæder mig til at opleve Østen i al dens brogede mangfoldighed, så bærer jeg på en dybere og større drøm end den blot at opleve en ydre kontrast til Nordens mere blege verden. Jeg har levet for længe i den nye kosmiske verdensimpuls tjeneste til ikke at vide, at den relative politiske stilhed vi i øjeblikket oplever, kun er "stilhed før stormen". Vi befinder os midt i et vældigt kosmisk tidehverv, i hvilket det, vi kalder "den gamle verden", er som et torpederet skib, der langsomt men sikkert synker. Ingen af os kan vide, hvornår det øjeblik indtræffer, hvor dette "skib" pludselig rejser sig for sidste gang, for derefter at suse i dybet, efterladende overfladen som et kogende virvar af sønderslidte vragdele.

Det er i denne verden, Martinus verdensbillede er ved at være født, og det er på baggrund af denne fremtid, jeg ser hensigten med min rejse. Både De og jeg ved, at uanset de store verdensreligioners nuværende relativt store magt, er de alle i opløsning indefra. De nye slægter vokser ikke imod disse religioner, de vokser fra dem. Overalt mærker man, hvorledes jordens ypperste ligesom har revet sig fri af fortidens vældige traditioner og forsøger at finde nye veje, – og overalt oplever vi, at disse "nye veje" alle tangerer de tanker, de ideer Martinus verdensbillede på en så fuldkommen måde giver udtryk for. Fremtidens verden er vor verden i den forstand, at de tanker og ideer, De og jeg idag lever på, og som vi gør til rettesnor for vor tænke- og handlemåde, i sig selv udgør det fundament, som hele jordens menneskehed engang vil akceptere som åndeligt fællesfundament. Og her er det, at jeg, som De, føler, at tiden nu er inde til at begynde at skabe et net af åndelige indbyrdes forbundne centrer verden over. Vi ved, at der overalt findes mennesker, der i kraft af egen indre åndelig udvikling er nået frem til at hungre efter en erkendelse efter den åndelige énhed, kun Martinus kosmologi giver udtryk for. Vi ved det, fordi posten hver eneste dag bringer os bud herom. Gennem vor stilfærdige, men utroligt energisk arbejdende esperantoafdeling er vi forlængst i kontakt med uhyre åndeligt levende mennesker kloden over, – det er således kun få dage siden, en af de ledende for en stor Japansk åndelig bevægelse i et brev gav udtryk for sit ønske om tilladelse til at begynde at oversætte Martinus til japansk, – men alle disse mennesker vil først for alvor kunne aktiveres gennem personlig kontakt. Det er denne kontakt, det er mit håb at kunne formidle, og det er i løsningen af denne opgave, jeg ser mit eget livs mission. Men en sådan mission kan intet menneske fuldbyrde uden at føle sig i den dybeste samklang med det centrum, hvorfra han udgår. Og her er det, at jeg føler trang til at sige, at følte jeg ikke med hele min sjæl, at De med Deres kærlighed er med mig, tvivler jeg på, at jeg ville have mod til blot at gå i gang med denne verdensomspændende opgave.

Men nu ved jeg, at De er med mig, og derfor gør jeg nu klar til de sidste forberedelser. Foreløbig tager jeg til London for at arbejde videre på min rent sproglige uddannelse. Derefter tager jeg til Paris, hvor mr. Woodland Kahler, der ikke alene er medorganisator af den store internationale vegetarkongres i Bombay i november i år, men også personlig ven med en lang række fremstående Indere, venter mig, for at vi sammen kan drøfte, hvorledes vi bedst kan føre Martinus tanker frem iblandt de kredse i Indien, han er i berøring med. Og endelig håber jeg at kunne afse tid til et kort ophold i Holland, hvor civilingeniør, direktør Hendrik Dunnewolt og frue i vinter har holdt en lang række foredrag i tilknytning til Martinus tanker, og hvor mange mennesker nu med stor spænding imødeser de første engelske oversættelser af Martinus bøger. Min rejse vil således formentlig strække sig helt hen til midsommeren, men jeg er lykkelig ved at kunne være tilbage til sæsonen ved Klint begynder.

– – – –

Da jeg for nogle få uger siden afsluttede mit arbejde i Stockholm og fra S.A.S.' store polmaskine så denne skønne by forsvinde dybt under mig, gik mine tanker uvilkårligt imod den fremtid, der nu dag for dag rykker nærmere og nærmere. Hastigt skjulte et vældigt skybælte jorden under mig, men over mig funklede de evige stjerner. Jeg har før givet udtryk for den besynderlige fornemmelse af tidløshed, man kan opleve i et fly, der svæver under stjernehimlen, og her oplevede jeg den påny. Det var virkeligt, som tiden standsede sit jag, og alting blev ganske stille. Fra min plads fulgte mit øje en stjerne, der sendte sit rene lys lige ind i min sjæl, og jeg følte en uendelig tryghed bemægtige sig mit sind. En vældig fred kom over mig, og al den angst, der ofte plager et menneskesind, veg for en indre jublende glæde over med mit liv at få lov til at tjene det kærlighedens princip, der engang skal besejre ethvert had, standse enhver krig, tørre enhver tåre og lade mennesket føle Guds levende nærhed i alt og overalt. Jeg forstod, at vel vil der komme dage med modgang og skuffelse, dage, hvor alt synes at mørkne, men jeg følte, at disse dage kun ville blive vigende skygger imod det lys, som fremtiden bærer i sit skød. Den vidunderlige stemning, jeg oplevede i det øjeblik, genoplevede jeg påny, da jeg fik meddelelsen om, at jeg ingen bekymringer skulle gøre mig for de udgifter, min rejse nødvendigvis førte med sig, og jeg har nu kun én bøn i mit sind, den, at jeg med mit arbejde må vise mig Deres store kærlighed og tillid værdig.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!