Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon De ikke er enig med mig i, at man kan trænge til et lille smil midt i hverdagen? Jeg tror det! Jeg fik det nu til morgen ved at gennemlæse vedføjede lille bilag, der skildrer en nordmands reaktioner overfor livet her i København, og de sammenligninger han drager mellem livet her og hjemme i hans eget land. Ligger dette lille stykke reportage ikke langt borte fra åndsvidenskab? Nej, tværtimod vil jeg næsten sige, for her får De ganske gratis en vidunderlig bekræftelse på, at et land er andet og mere end en ting eller nogle streger på et verdenskort. Et land er et levende organ i den store makroorganisme, vi kalder "jorden". Og disse organer er ligeså forskellige, som organerne i vort eget legeme.

Vi hører så ofte, at danskere, nordmænd og svenskere er "ens". Ihvertfald opfatter mange udlændinge skandinaverne som en meget ensartet gruppe mennesker. Men læs bare dette lille stykke, så vil De se, hvor stor forskellen i virkeligheden er. Skæbnen har villet, at jeg selv har mødt lidt af det Norge, denne nordmand fortæller om. Da jeg første gang skulle tale i Oslo, kom jeg over fra Sverrig med et engelsk plan. Det var en meget smuk rejse i strålende sol. Vi var kun få passagerer, og stewardessen var henrykt ved den for hende så lette rejse. På alle mulige måder hyggede hun om os, og samtalen gik yderst fornøjeligt. De andre passagerer var englændere og skulle videre til London. Pludselig spurgte hun om mit pas. Jeg blev chokeret. Jeg havde ikke et øjeblik tænkt på den sag, og passet lå hjemme i København. Jeg var overbevist om, at der var pasfrihed mellem de tre nordiske lande, men det var hun ikke. Hun tilkaldte både purser og chefpilot, der alle var enige med hende. Så rådslog vi om, hvad der var at gøre, og i fællesskab udfyldte vi en række papirer, som skulle kunne redde min situation. Det førte til endnu mere hygge, og jeg var faktisk lidt ked af det, da vi pludselig strøg op ad Oslo fjord og landede på Fornebu. Nå, i tolden afsløredes det, at jeg havde ret, jeg skulle ingen pas have. Den samme aften var jeg imidlertid gæst i et norsk hjem. Værten, en norsk ingeniør, var umådelig hyggelig, og samtalen gik let med åndelige problemer. Under en pause fortalte jeg om den fornøjelige oplevelse i planet – og så mødte jeg Norge! Værten fandt ikke det mindste morsomt i min oplevelse og meddelte sin frue dette med ordene: "Ja, sådan er danskerne! De tager alle ting let og uden protest osv.!" Jeg var ærlig talt så forbløffet, at jeg ikke vidste, hvad jeg skule sige. Derfor spurgte jeg, hvad han da ville have gjort, og svaret kom uden tøven: "Jeg ville øjeblikkeligt have klaget til luftfartselskabet. Det var stewardessens absolutte pligt at vide, at De ikke skulle medbringe pas, den slags ville jeg under ingen omstændigheder have fundet mig i!" Hvad gør man i en sådan situation? Søger at slå det hele hen, ikke sandt? Men nej! Da jeg stilfærdigt ytrede, at vi virkelig havde haft det så hyggeligt sammen, svarede han "Ja netop, sådan er danskerne, de foretrækker at have det hyggeligt fremfor at kræve deres ret!" – så kapitulerede jeg og skyndte mig at tale om noget andet!

Kære norske venner – brevet her kommer jo også op til Jer! – tilgiv mig! Disse små beretninger indeholder ingen kritik. De fortæller blot om, at vi reagerer helt forskelligt på mange ting. For naturligvis er jeg overalt i Norge blevet modtaget med samme kærlighed, som i de andre lande jeg har besøgt og føler mig overbevist om, at mine norske venskaber ikke er mindre værdifulde end mine øvrige. Og det er da heller ikke kritikken, der er i mine tanker, kun bekræftelsen. Bekræftelsen på, at de nationale områder virkeligt er andet og mere end blot fysiske ting. De er regulære åndelige områder, organer, hvis mikrovæsener "farves" af organets struktur. Allerede som børn lærer vi her i Danmark om Norge, at "er der lidt prikkent ved gosserne der, det kommer af de mange, mange nåletræer!"

For mig er der ikke antydning af tvivl om, at hvert land har sin egen "ånd", sit eget "jeg", der præger dets indbyggere. Tyskerens kortklippethed og englænderens flegma ville ikke være så kendte, om de ikke udgjorde noget, der præger nationen. Intet sted i verden kan man føle sig så fremmed, som i London. Mange oplever dette så definitivt, at de afskyer byen. Men har man blot lidt "kosmisk blod" i årene, kommer man utrolig hurtigt igennem den isolation, englænderen omgiver sig med, og så kan man pludselig opleve at føle sig hjemme i denne by på en måde, man måske aldrig vil opleve andetsteds. Og Tyskland? Hvem er mere åben, mere gæstfri, når man blot finder ud af hans egenart, end tyskeren? Overalt er livet et indstillingsspørgsmål, og her er det, at jeg tror, det er en umådelig lykke at være født i Danmark. Naturligvis har vi også mængder af "lukkede mennesker", med hvem det er håbløst at forsøge at komme i kontakt, men –! Hejs i et engelsk tog! Og rejs i et dansk!!! I England kan man i det mest overfyldte tog sidde som på en øde øl Den oplevelse er det ikke let at få her i landet! Det ligger os i blodet, at man gerne vil kontakte hinanden, høre lidt om hinandens liv og meninger. Den slags gør man ikke i England. I Frankrig derimod møder man utrolig meget af den samme åbenhed, som her i landet, og alligevel er det på en helt anden måde. Franskmanden er åben "med reservation" – erfaringen viser, at kun få bliver inviteret på besøg i franske hjem.

Men "folkeånderne" har noget interessant ved sig, som man bør kende. Det ytrer sig ved, at der i hvert eneste land findes mennesker, som mere er bundet til landets humane ånd, end til dets krop. De typiske "kropsindivider" er, hvor mærkeligt det end kan lyde, de mest nationale i dette ords værste betydning. For dem er deres eget land "verdens bedste land", landet de vil dø for osv., osv. Samlet udgør de i virkeligheden den største hindring i vor tids verden for den humane, internationale idé. De er "hjemmefødningernes" uhyggelige brigade. Denne kompakte mur af væsener der lever i overbevisningen om, at "der har altid været krig, og der vil altid være krig" osv., kort sagt, mennesker der ved deres forstenede livsindstilling i virkeligheden er en hindring for den udvikling, der engang vil krones med "verdens forenede stater."

Den anden type er også national, men i dette ords mest positive betydning. Den forstår den internationale befrugtnings vældige betydning, og den har netop den storhed, der betinger, at den både kan se og smile lidt overbærende af dens egen nationale ånds mindre positive egenskaber, for eks. danskernes absolut ikke særligt flatterende "flade grin" og tilbøjelighed til i alt åndeligt at se "den rene svindel". En indstilling der måske nok er forståelig i et så enormt flæskeproducerende land, men derfor ikke mere tiltalende. Da det imidlertid er den positive type, der optager os, så ser man, at den i virkeligheden rummer så mange ens indre elementer, at det er uhyre let at forstå, at det bliver denne type, der kommer til at danne grundlaget for den internationale sammensmeltning, der allerede er i fuld gang verden over. Her møder man "de to sind"s analyse på et højere plan. Thi her møder man mennesket, der på een og samme tid repræsenterer det skønneste af sin nationale folkeånd, samtidig med at det også repræsenterer verdensånden. Da virkningen af den kosmiske opdragelse, vi modtager igennem Martinus verdensbillede, netop betyder udvikling af "verdensånden" i os, er det klart, at som mennesketyper betragtet har vi alle forudsætninger for glæde ved at rejse ude i verden. Det ligger i sagens natur, at vor kosmiske indstilling hæver os op over enhver form for racediskriminering og for nationsintolerance af den simple grund, at vi overhovedet ikke tænker på de problemer. Måske mindes De min lille samtale med negeren i Kensington Garden? Jeg kan forsikre Dem for, at jeg ikke blot det mindste sekund skænkede hans farve en tanke. Vi var begge helt og fuldt optagne af de åndelige problemer, vi drøftede, og hans invitation til mig om at besøge ham i Nigeria var absolut lige så varmt følt, som min om at se ham her i København. Og sådan vil det altid være, hvor mennesker mødes og hæver sig over folkeåndens tyranni. For det er et indre tyranni at ligge under for følelser af mereværd, blot fordi man har en hvid hudfarve og er født i en altfor ofte Indbildt civilisation.

Gang på gang har Martinus belært os om, at vi skal bevare vor nations særpræg inden for de åndelige eller kulturelle områder, men søge at fjerne alt det primitive, det forlorent overlegne. Og denne lære gælder alle nationer. Kun derigennem bidrager vi for alvor til skabelsen af en virkelig ny verden. Og det er faktisk ikke så svært, når blot man er opmærksom på det. En hjælp har Vorherre ihvertfald her givet os, – vi er borgere i et land så lille, at man uundgåeligt ude i verden må indstille sig på at få at høre, at Danmark er navnet på hovedstaden i Sverrig. Den slags giver ikke nationale mereværdskomplekser!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!