Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Et af de områder i livet, hvor Martinus kosmiske analyser næsten med det samme er til praktisk nytte, er det, hvor han med uimodsigelig logik påviser de kosmiske grundkræfters tilsynekomst og reaktionsmåde i vor bevidsthed. Tidligere vidste vi blot, at vi havde en bevidsthed, nu ved vi også, hvorledes den er opbygget, og hvorledes de åndelige kræfter virker igennem den. Vi er blevet "kosmiske kemikere", hvilket vil sige, at vi nu ihvert tilfælde teoretisk selv kan kontrollere, om vore tankeblandinger er med eller mod udviklingen. Vi ved nu på mangfoldige områder, at gør vi sådan og sådan, vil virkningen blive sådan og sådan. Det vidste vi ikke før. Da havde vi kun vore ofte bange anelser om disse kræfters eksistens og virkemåde at støtte os til, og det var et dårligt fundament for livslykke.

Men derudover giver Martinus analyser om dette livsvigtige område os mange andre oplysninger. I hans klare påvisning af disse kræfters specielle beliggenhed i det jordiske gennemsnitsmenneskes mentalitet gør han det ganske klart, at hele vor skoleundervisning hviler på et fundamentalt ukendskab til tilværelsens sande kosmologi, idet denne undervisning netop bygger på en af de kræfter, som i kraft af sin degeneration er ifærd med at forsvinde, nemlig hukommensesenergien. Eksamen og hukommelse hører ulykkeligvis så meget sammen, at det ikke er uden grund, at allerede skolebørn får nerver. Skolen kræver mindre, at barnet skal kunne forstå, end at det skal kunne huske, og hvad det dagligt fører med sig af småtragedier for virkelig åndeligt udviklede børn, er slet ikke så betydningsløst, som mange måske vil tro. Dette ikke at kunne huske, dette, at man "vidste det, da man gik hjemmefra", er i virkeligheden udtryk for et konstant nervemæssigt tryk, som fremtiden med forfærdelse vil se tilbage på. Og tager man eksamenstiden med den vældige pensa, dens ligefrem uhyggelige krav til en evne, der forlængst har passeret zenit, er det intet under, at både børnene og familien ånder lettet op, når den først er – forhåbentlig heldigt – overstået. For ingen af de deltagende parter skjuler jo, at de gode karakterer ofte beror på, at man kom op i noget, man "tilfældigvis" kunne huske, fordi det var noget af det sidste, man fik læst over på, inden man sad ved det frygtede grønne bord. På dette område vil Martinus kosmiske analyser uundgåeligt hidføre en meget omfattende revolution. Når den tid kommer, hvor disse analyser begynder at gennemtrænge den intellektuelle verden, vil det her berørte område være et af de første, der vil blive udsat for en gennemgribende revision, og man kan roligt sige, at den dag, hvor den samme undervisnings tyngdepunkt er blevet flyttet til de energier, der er med udviklingen, vil al undervisning, al skolegang blive en lige så stor fryd, som det ofte, altfor ofte, idag er en smerte.

Som der altid vil være "småpytter" der, hvor havet trækker sig tilbage, vil der også i hvert eneste samfund findes mennesker, som véd deres adfærd bekræfter de kosmiske analysers rigtighed. Vi husker ikke alle lige dårligt. Er Martinus analyse af dette problem rigtig, skal samfundet udvise den kendsgerning, at jo primitivere et menneske er, desto bedre skal det kunne huske. Længst nede på denne stige står de mere fremskredne dyr, om hvis hukommelse ingen bør være i tvivl. Den som een gang er blevet uvenner med en hund eller et andet højtstående dyr, må gøre sig klart, at dette uvenskab vil forblive livslangt. Jeg tænker her udelukkende på de mennesker, som ved prygl og anden ondsindet optræden har belært dyret om deres eksistens. Dernæst følger så naturmenneskestadiet. Også her er hukommelsesevnen fantastisk. Og skal være det, fordi vi her befinder os i det naturlige hads domæne. "Det naturlige had", findes der virkelig en sådan realitet? Det gør der, thi sålænge mennesket ikke er i besiddelse af et så rigt udviklet lidelseserfaringsmateriale, at det af sig selv opgiver hadet og den herpå hvilende hævn, må dette had eksistere som inspirationskraften bag trangen til gengældelse. Og uden hukommelse intet had. Det er jo netop her, at vejene skiller mellem det brutale dyrerige og det kærlige menneskerige. Det udviklede menneske oplever også ondskabens reaktioner i sit blod, men det kan ikke huske, derfor dør dets vrede så hastigt bort. Det primitive menneske derimod kan ikke alene huske, det kan også længes efter og glæde sig til "gengældelsens time"! Det dyrker simpelthen sit had og føler, at det hermed er i overensstemmelse med sin natur – deraf "det naturlige had". At dette naturlige had ved sin egen konsekvens afstedkommer skabelsen af det manglende lidelseserfaringsmateriale i dets egen bevidsthed, ved det intet om, og ville det ikke kunne forstå, om man forsøgte at forklare det. Thi i den verden spiller "blodhævnen" en større rolle, end den sandhed der er udtrykt i ordene: "Du skal elske den, der hader og forfølger dig –".

Da vort samfund ikke består af eet, men derimod af mange blandede udviklingstrin, er det klart, at vi også i dette samfund støder på "naturmennesker", selvom disse naturmennesker ikke afslører sig ved at gå rundt med lændeklæde og flitsbue. Derimod afslører de sig ved væremåde. De kan ikke kende forskel på "mit og dit", de kan med andre ord endnu ikke indordne sig de love, på hvilke vort samfund beror. De værste af disse naturmennesker møder vi i morderen, der blottet for anger, blottet for medlidenhed i retten koldt fortæller om, hvordan han destruerede sit offer. Forfærdelsen over udåden overlader han til os andre, selv har han blot handlet i overensstemmelse med sin natur, med det udviklingstrin han virkelig befinder sig på. Men vi møder også naturmennesker på mindre hæslige områder, f.eks. som småforbrydere, som mennesker der ganske simpelt finder det i overensstemmelse med deres natur at tilegne sig det, der hører andre til. I det her gengivne bilag har de en sådan type, som i og for sig ikke behøver at være noget ondt menneske, blot et menneske der ikke kan indordne sig det samfund, i hvilket han er født. Og her ser De et næsten klassisk eksempel på hukommelsesenergiens stilling i et sådan "naturmenneske"s sind. Han kan huske!

Vi ser således, at hukommelsesenergiens degeneration ikke i sig selv er et degenerationstegn, men tværtimod tegnet på at mennesket er ifærd med at afkaste sig den ham, der i dyreriget var en beskyttelse, men som blandt mennesker af ånd er en vederstyggelighed. Det udviklede menneske har ikke brug for hukommelsen i den form, som dyreriget kender den. For det udviklede menneske skal ikke uafbrudt tænke på fjender, erindre sig deres udseende, deres ord og deres hævntørst. Og det udviklede menneske har heller ikke brug for en erindring om fortiden i form af endeløse kongerækker og andre for dets daglige liv aldeles ligegyldige detailler i den udvikling, det har gennemløbet. Det har derimod brug for følelse, intelligens og intuition, og den dag al undervisnings tyngdepunkt hviler på disse tre kræfter, vil man opleve, at den tilbageblevne hukommelse udmærket rækker til den tilværelsesform, som livet, levet på de nye kræfter, kræver af hver og en af os. Thi at hukommelsen er ifærd med at degenerere og forsvinde, er ikke ensbetydende med totalt ophør af denne evne, blot at sanseoplevelsen i kraft af begyndende kosmisk klarsyn nu hviler på de rigtige faktorer, – og ikke som det nu ofte sker på de forkerte!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!