Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

– "Sjælen har levet før, og sjælen vender tilbage – atter og atter. Man kan sjældent erindre, men man kan tro. Den, der kender sig selv, kan tænke sig sin fortid. Jeg møder de ydre forhold, jeg har fortjent i kraft af mine handlinger. Jeg møder den lykke, jeg har fortjent gennem kamp og lidelse. Jeg møder den sandhed og skønhed, jeg har fortjent ved de evner, jeg har skabt mig. Jeg møder de sjæle, jeg har elsket og hadet, de venner og fjender, jeg har fortjent. Jeg møder det kald, jeg har fortjent, den opgave, jeg er værdig til gennem vilje og evner. Jeg møder den karakter, jeg har fortjent ved styrke og slaphed i godt og ondt. Jeg møder den samvittighed, jeg har fortjent, røsten fra det dybere Jeg, som erindrer alt, som byder og forbyder. Jeg møder den Gud, jeg har fortjent ved min forestilling om Gud." – skriver forfatteren Gustav Adeling i sin lille, men meget skønne bog "Personlighedens Religion", og et smukkere stykke om begrebet reinkarnation kan næppe skrives. Og dog er den dybe følelse af at have levet før slet ikke en følelse, alle har, ja man kan måske ovenikøbet her i vesten sige: kun de færreste har. For mange, altfor mange mennesker er livet blot dette liv. Ved deres indstilling på materien, på alt det ydre livet bringer os i berøring med, har disse mange selv blokeret den fine kanal, som dybt i vor sjæl forbinder os med vor evige fortid. Men er denne kanal åben; har man dybt i sig selv denne dybe fornemmelse af, at livet ikke alene er evigt i fremtidig betydning, men at det også er det i fortidig, vil man uundgåeligt leve på ganske andre indstillinger til de livsspørgsmål, vi alle uden undtagelse kommer ud for.

Er indstillingen til en evig fortid én medfødt i den forstand, at man akcepterer reinkarnationstanken uden nogen art af reservation, første gang man påny møder den, vil livet uundgåeligt blive anderledes, end om denne tanke er ny for en. For den der så at sige har denne tanke "i blodet", vil al åndelig føde uden den forekomme utilfredsstillende. Et sådant menneske kan aldrig helt akceptere det absolutte. Hver eneste gang det står overfor denne sort/hvide opfattelse af livet, føler det sig utryg. For eetlivsopfattelsen er ingen kærlig opfattelse. Den yder hverken forbryderen eller krøblingen den retfærdighed, de har krav på. Den er kun god for selvtilfredsheden, for "det pæne menneske". Det lyder så bestikkende med disse klare krav om altid at være ærlig, altid at være ren o.s.v., men indstillingen bag disse krav, disse så farlige ord bliver meget let farisæisk, meget let forrygende intolerant. Ikke enhver tåler den usminkede sandhed, såvel som der ikke i den postulerede renhed ligger nogen garanti for, at netop den specielle opfattelse man selv har af dette begreb, er den ædleste, der findes. Anderledes derimod med det menneske der helt bevidst fornemmer sig i kontakt med sin evige fortid – på godt og ondt. Dette menneske har ikke alene ikke nøjedes med at akceptere den tanke, at det rummer både mørke og lys i sin sjæl. Det er trængt ind i dette mørke og i dette lys. Og i mødet med sit eget mørke, sin egen ufuldkommenhed har det fundet ret forbavsende ting, ting som eetlivsmennesket i kraft af sin indstilling slet ikke ser.

For eetlivsmennesket er det ondes begreb noget konkret, noget absolut virkeligt. Det taler om det onde som noget aldeles selvfølgeligt i modsætning til mangelivsmennesket, der kun i det såkaldte onde ser et udtryk for den uvidenhed, der uundgåeligt fører til realiseringen af begær, hvis konsekvenser både bliver ulykkelige for den, der aktiverer dem, og for dem de går ud over. Mennesket for hvem reinkarnationen er noget selvfølgeligt, finder i studiet af sin egen sjæl både "dybtfrosne", "frosne" og kun "letfrosne" områder, såvel som det også finder områder, hvor både "forårs- og sommersolstilstande" gør sig gældende. Det ved så nogenlunde, på hvilke områder det vil reagere heftigt, og på hvilke det vil reagere tolerant. Og det ved, at det er en fjende af sin egen lykke, sin egen indre harmoni på de områder, hvor det endnu ikke har fået sine reaktioner under kontrol. Det kender med andre ord fortrydelsens mysterium og respekterer det. Det gør eetlivsmennesket derimod sjældent. Det har sine domme klar og lider ikke under en fortrydelse, det ikke føler. Det vandrer i virkeligheden ofte med fryd der, hvor engle under ingen omstændigheder føler trang til at bevæge sig. Dermed være ikke sagt, at at mangelivsmennesket er en engel, kun at det udfra sit dybe kendskab til sine egne ufuldkommenheder føler uvilje imod at dømme nogen eller noget.

Mellem disse to tilstande findes der imidlertid mange overgangstilstande. Et meget stort antal mennesker påvirkes i dette århundrede for første gang alvorligt af reinkarnationstanken og føler sig tilstrukket af den, fordi den i sig rummer den tankemæssige logik, deres tidligere tro nægtede dem. Intellektuelt akcepterer de tanken, men bevarer desværre ofte den fra trostilstanden nedarvede ukærlige indstilling til de livsfænomener, der også før bød dem imod, men som de nu i kraft af deres nye indstilling burde møde med større forståelse. Årsagen hertil er ene den, at de endnu kun har mødt reinkarnationstanken på dens rent intelligensmæssige plan. De akcepterer tanken om en evig fortid, men de er endnu ikke indforlivet med den og kan som følge deraf ikke naturligt korrespondere med den. Men der er brudt et hul i den mur, som før omgav deres sjæl, og dette er allerede noget, idet livet overalt viser, at der hvor reinkarnationstankens lys trænger ind i sjælen, der begynder også den ondeste intolerance at vige til fordel for en næstekærlighed, der nu ikke længere alene skal støtte sig til en blot og bar instinktiv religiøs følelse.

I det hele taget er intolerancens problem vel nok det sværeste, vi har at kæmpe med. Som et tusindhovedet uhyre omgiver det os på alle sider, og ingen ved sig helt sikker på sin frihed af det, før den kosmiske bevidsthedstilstands altdominerende lys har fortrængt de sidste mikroskopiske rester af denne evne, der eengang var en dyd, men som nu er selve kernen i alt det, der hindrer os i at "storme solen". Vi vil alle så gerne være frie og give frihed. Men forudsætningen for realiseringen af dette skønne ideal er, at vi helt er bevidste i, hvad virkelig frihed er. Og til vor smerte viser det sig, at sand frihed og uafhængighed kun kan realiseres af den, der "elsker Gud over alle ting og sin næste som sig selv" – og til det stadium er vi endnu ikke nået.

Men vi er på vej! Ligegyldigt hvad vi ønsker at nå i tilværelsen, må vi ville det først. Og vil vi godheden, skønheden og den ubetingede frihed for enhver, har vi dog den tilfredsstillelse, at vi ved denne vilje har påbegyndt ombygningen af vor indreverdens kosmiske struktur. Thi denne vor vilje nedbryder vor evne, vort talent for intolerance. Og før denne nedbrydningsproces er fuldbyrdet, kan vi ikke gøre os håb om at komme igang med opbygningsarbejdet. For så viseligt er livet indrettet, at vor sande tolerances, vor reelle næstekærligheds bygning skal ligge på den grund, hvor før hadets, intolerancens og al infamitets omfattende palads knejste med sine tårne og tinder!

Netop fordi ombygningen af vor indre sjælelige struktur er så kompliceret som tilfældet er, behøver vi kontakt med evighedstanken. Idag jager mennesket virkelig "som en storm i høst" henover verden. Det er vidunderligt med vor moderne teknik, men se hvad den koster. Alle styrter vi rundt som gjaldt det livet for os at komme frem. Opfindelser, der skal gøre vort liv behageligt og – vidunderlige paradoks – skal give os "mere tid", vælter ned over os som en formelig byge, uden at vi af den grund føler, at vi nu med den bedste samvittighed af verden kan give os til at beskæftige os med vor sjæl. Tværtimod. Tempo, tempo og atter tempo er tidens løsen, og for dette løsens skyld belaster de fleste deres nerver til bristepunktet. Det er i dette jag, dette forcerede livstempo, at reinkarnationstanken fornemmes som en hvile, som den vidunderligste afslapningsterapi der eksisterer. Thi reinkarnation er evighed. Det er den dybe, vidunderlige følelse af, at "der er tid nok"! Har denne tanke først for alvor fæstet rod i sjælen, aftager jaget. Man lærer sig kunsten at "gå ind i sit kammer og lukke sin dør", man lærer med andre ord at blive stille.

Og vi trænger til stilhed. Vi trænger til at kunne abstrahere fra alt det, der binder os til netop dette livs forrygende detaljerigdom og kontakte de kræfter, som alt for længe har måttet skøtte sig selv. Alle kender vi virkningen af vore skabekræfter, men kun få kender selve disse kræfters inderste væsen og natur og ved, hvorledes de kan og skal kultiveres, før de for alvor kan give os den indre harmoni, vi dog alle ved er så langt bedre at eje, end den sindets uligevægtighed vi i vor tid møder overalt. Vi er ikke alene et "ydre menneske", vi er langt mere et "indre menneske". At dette indre menneske er skjult, betyder ikke, at det har en mindre eksistens end det ydre. Tværtimod lever de fleste af os langt mere intenst i vor indreverden end i den ydre, hvis fremtræden for det meste kun er én svag afglans af det, der hænder" skjult for alles blikke", dybt i det vi kalder "vor sjæl".

At vide, eller måske rettere: fornemme indtil grænsen af vågen, dagklar vished, at vi har et evighedsliv bagved os og et evighedsliv foran os, giver tilværelsen et perspektiv, hvis eksistens eetlivsmennesket næppe aner. Fra det øjeblik denne skønne tanke helt behersker de viljeførende kræfter i vor bevidsthed, begynder den mest eventyrlige planlægning, der overhovedet findes, nemlig planlæggelsen af vor evige fremtid. Da er livet efter døden ikke blot en mysteriøs ulegemlig eksistens i lige så mysteriøse åndelige sfærer, da er livet bare liv, medens den form, hvorunder dette liv skal leves, bliver noget aldeles sekundært. Da er det lovene og tilværelsens urokkelige kosmiske principper, der tæller, dem man ønsker at kende. For da ønsker man at være med disse love, med disse evige principper af den ene grund, at denne medværen er ens eneste chance for det liv, man nu begærer. Da er Gethsemanemysteriet rykket en lige ind på livet og Jesu svære bøn: "– ikke min, men din vilje!" blevet ikke alene livets, men dagliglivets altoverskyggende ledemotiv.

Eetlivsmennesket forekommer mangelivsmennesket fattigt i sin triste begrænsning. Ved sin skæbnesvangre indstilling på dette liv som det eneste fysiske Guddommen under det, falder det uundgåeligt for den overdimensionering af Nu'et, der ytrer sig ved en altfortærende hunger efter, at der "skal ske noget". I afsindig angst for ikke at få det hele med brænder det ikke alene sit lys i begge ender, men også i begge sider, og resultatet udebliver ikke. Overfyldte nerveklinikker og sindssygehospitaler, voksende "færdselsdød", selvmord o.s.v. – kort sagt en livsoplevelse, som minder betydeligt mere om helvede end om paradiset. Det er midt i denne forrygende fysiske cancan, at reinkarnationstanken for mange bliver som "et lyn fra en klar himmel". Men eet forstår disse mennesker, at denne tanke er broen over til en verden, hvor støjen stilner, hvor himlen er høj og ren, og hvor alt det, der i timelighedens flimmer forekom urimeligt, meningsløst, ja direkte ondt, nu i evighedens rene, klare lys afslører sin sande natur, sit Inderste væsen som guddommelig kærlighed.

"Sjælen har levet før, og sjælen vender tilbage – atter og atter!" At være i kontakt med denne tanke er ikke alene en trøst for intellektet, det betyder også en rig udvikling for den følelse, som teknikken, alle dens goder sider ufortalt, ville dræbe, om den alene skulle være herre i verden. Idag knejser teknikkens gudebillede højt på torvet, og lyden fra larmende knallerter, biler, fly, televisions og radio danner sammen med bragene fra eksploderende A. og B. bomber den "hymne", som denne guddom synes at elske. Men falske guddomme har korte liv, og bag støjen øjner mange de første konturer af en ny verden, en verden hvor teknikkens vidundere er blevet tjenere for en menneskehed, i hvilken den Guddom, der idag synes længere borte end nogen sinde, påny er blevet det inderste centrum i al sand tænkning. Ånd og form vil påny være eet og verden en vidunderlig skueplads for kunst og den næstekærlighed, der alene er "alle loves fylde".

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!