Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Som De ved, er det kontaktbrevenes fornemste opgave at påvise, hvorledes Martinus verdensbillede er i den dybeste, den mest intime kontakt med den udvikling, vi på alle områder befinder os i, og især at påvise, hvorledes de kosmiske analyser og den rent fysiske videnskab gensidigt bekræfter hverandre. Det medfølgende bilag udgør et udsnit af den tale, professor Sigurd Tovborg Jensen holdt ved hundredårsfesten for oprettelsen af Landbohøjskolen. I denne tale beskæftigede professor Tovborg Jensen sig med fremtidens landbrug, som han, sikkert til forbløffelse for mange af tilhørerne, klart påviste mere ville blive gartneri, end det vi idag forstår ved landbrug. Læs selv de gengivne uddrag, der er gode at få forstand af!

Det er jo blevet yderst moderne at skræmme os alle med avisoverskrifter som "katastrofalt fødselsoverskud", "verden på randen af hungersnød" o.s.v., kort sagt at fortælle os, at fortsætter menneskeslægtens formering det nuværende tempo, vil jorden i løbet af ganske få snese år være aldeles overbefolket. Men vil jorden det? Hvad siger for eks. Martinus om det problem? Han siger ganske enkelt, at jorden i virkeligheden slet ikke er befolket i forhold til det, den engang vil blive. Set med Martinus øjne er vor verden en ung verden. Den er i virkeligheden en verden i svøb, selvom den nu nærmer sig det stadium, hvor svøbet vil blive brudt til fordel for en ny tidsalder, i hvilken alle de problemer, nutiden tumler så voldsomt med, vil blive afløste af problemer på et ganske andet og langt højere plan.

For Martinus er det en selvfølge, at menneskeheden engang vil komme til at leve af planteføde. Men da denne ernæringsform for ham er et rent evolutionsproblem, ser han meget roligt på den sag. De ved alle, at han i dette spørgsmål lægger hovedvægten på det etiske, og at han anser det for forkasteligt at forsøge at tvinge et kødhungrende menneske til at leve vegetarisk. At han samtidig anser det for lige så forkasteligt at slutte fra levevis til moral, skal kun bemærkes, fordi det ikke er helt ualmindeligt, at mennesker, der lever vegetarisk, føler sig ligesom lidt bedre end "de andre". Der ville idag både være plads nok og mad nok til mange flere millioner mennesker på jorden, end der er nu, om der blot var kærlighed nok! Men verden lider under et kærlighedsunderskud af forfærdende omfang. Vi er endnu ikke nået længere end til hellere at foretrække at bruge millionerne til våben end til den verdenskultur, hvis konturer vi dog idag kan begynde at skimte bag al virvaret.

Overalt hører vi om atomalderen, og om at denne nye kraft vil reformere verden. Er dette nu så sikkert? Kan det ikke tænkes, at denne nye kraftkilde blot er et trin på vejen frem imod en endnu større – og bedre – kraftkilde? For er atomkraften så ideel, som det lyder? Nej den er ikke! Hverken brænde, tørv, kul eller olie efterlader sig så livsfarlige biprodukter, som atomkraften gør. Selvom vi måber ved udsigten til at få fly, der roterer rundt og rundt omkring jorden uden at behøve at gå ned for at få fyldt nyt brændstof på, eller ved tanken om skibe der farer jorden rundt både over og under vandet, for ikke at tale om kraftværker der forsyner os alle med vanvittig billig elektricitet, så lad os alligevel lukke munden et øjeblik og tænke os om. For hvad vil man egentlig gøre ved alt det livsfarlige affald, der her bliver tale om? Er sandheden ikke den, at videnskaben idag bliver mere og mere betænkelig ved virkningerne af det hav af radioaktivt stof, verden idag producerer? Nej, atomkraften er ikke så ideel, som det lyder, og der er da for Martinus ikke mindste tvivl om, at den en dag vil blive afløst af en ganske anden og absolut ufarlig kraftkilde, der i sin natur vil være beslægtet med den, der betinger, at vi kan løfte vore arme, flytte vore ben og i det hele taget bevæge os på det fysiske plan. Jeg nævner kun dette for at gøre Dem opmærksom på det yderst farlige i at vurdere verdenssituationen altfor endeligt. De og jeg har den store lykke at opleve denne inkarnation midt imellem to fra hinanden forskellige tidsaldre. Var det gennemsnitlige menneskes kærlighedsevne, dets tolerance og dets indstilling af betydelig mere universel karakter, end tilfældet er, ville dette århundrede uundgåeligt være blevet miraklernes århundrede. For så ville vi alle med begejstring have forladt alle de tankearter, der binder os til det mentalt lave plan, hvor egoismen ikke alene huserer fælt, men i virkeligheden har det totale herredømme over sjælen. Vi har nemlig teknisk kunnen nok til at skabe os en vidunderlig ny verden, hvor vi alle kunne hygge os i et superinternationalt selskab, men altså, vi har ikke moral til det. Det er faktisk ikke verden, der er noget i vejen med, det er bare os! For vor verden er en rig verden, langt mere rig end videnskaben endnu har opdaget, for vor verden er bestemt til engang at skulle blive boplads for rigtige mennesker, eller mennesker for hvem næstekærligheden eller dette at leve for hinanden vil være lige så naturligt, som det idag er naturligt at udnytte hinanden, pine hinanden og dermed gøre livet her til vor tilværelses eneste sande helvede.

Idag lever vi i en dødens verden. Jeg tænker ikke alene her på de to frygtelige krige, vi allerede har oplevet, og den tredie vi hele tiden må være forberedte på, nej jeg tænker i lige høj grad på den enkle kendsgerning, at det moderne menneske nu har fjernet sig så langt fra erkendelsen af en reel Guddoms eksistens, at langt de fleste i praksis er blevet ofre for det biologiske verdensbillede, der gør hver og en af os til virkninger af gener og kromosomer, til virkninger af arveanlæg. Det er strålende, at den rent fysiske videnskab har kunnet udfinde visse arvegange i vor rent kropslige tilblivelse, men vi er nu engang andet og mere end krop.

"Gud er kærlighed", siger et ældgammelt ord, men kærlighed er også Gud, er Guds væremåde, og derfor vil det en dag stå hvert eneste tænkende menneske klart, at den intellektuelle standard, vi nu har nået, ikke er det virkelige mål, men at der bag denne intelligensbetonede tilstand skjuler sig en endnu højere, nemlig den højintellektuelle tilstand eller den, hvor det jordiske menneske har fundendt sit materielle kredsløb og nu påny står ansigt til ansigt med den Guddom, det i sit intellektuelle hovmod kasserede, som noget der hørte et åndeligt barnekammer til. For Martinus består livet kun af to urokkelige kraftcentre: Guddommen og gudesønnen – den store, altomfattende bevidsthed og den mindre, den begrænsede bevidsthed. Derfor ser han ikke i det intellektuelle menneskes fra alle sider bekræftede ensomhedsfølelse nogen større ulykke. Den er for ham en naturlig konsekvens af en ensidig indstilling til livet, en indstilling hvor egoismen hele vejen har haft herredømmet. Han ved, at dette trin må passeres, at det jordiske menneskes hunger efter at være "noget for sig selv" må mættes, før det for alvor kan indstille sig på at "være noget for andre". For den intellektuelle er livet, omverdenen, materien noget dødt, – som han i virkeligheden selv er det. For det højintellektuelle menneske derimod er det samme liv, den samme omverden og den samme materie derimod noget ganske andet. Det er bevidsthed, det er ånd, ja det er i virkeligheden selve Guds ånd eller den store bevidsthed, med hvilken det dagligt vekselvirker. Det er klart, at forskellen mellem disse to livsindstillinger må blive enorm – og er det! Thi det højintellektuelt eller kosmisk indstillede menneske har gennem sin indstilling den kontakt med livets dybeste og inderste mening, som det intellektuelle menneske ikke alene må savne, men som det også i kraft af sin indstilling er afskåret fra at kunne forstå. Det Intellektuelle menneske har nok "øjne, at se med", men ser ikke andet end forvirring, kaos eller meningsløshed, der hvor det højintellektuelle menneske klart ser plan, logik og hensigt. Det intellektuelle menneske hidses op af sin egen begrænsethed til at tro på døden og tilfældigheden, hvor det høj intellektuelle menneske hele tiden gennemstråles af positive tankestrømme ved erkendelsen af dybden i de store sandheder, de kosmisk bevidste har givet verden. Det ser Gud, hvilket vil sige, at det ser en virkelig mening, en virkelig hensigt med alt det, det er vidne til. Det ser, hvorledes store guddommelige tanker er ifærd med at bane sig vej frem og langsomt erobre magt. Men det ser også, at det må gå langsomt, fordi store tankers reelle praktisering kræver åndelig modenhed, og verden er idag endnu ret umoden. Derfor går det højintellektuelt indstillede menneske ikke til angreb mod nogen eller noget. Tværtimod så glæder det sig inderligt over, at selvom meget i verden endnu er ufærdigt, så er det dog allerede synligt, at en vældig verdensplan er ifærd med at fuldbyrde sig, en verdensplan der vil efterlade os i en tilstand så ny og så vidunderlig, at sjælen simpelthen må lyse af glæde, hvergang den ser blot en lille del af denne plan fuldbyrdet.

Derfor plages det udviklede menneske ikke af den negative frygt, der idag driver så mange intellektuelle mennesker ud i neurosernes martrende helvede. Takket være sin stadigt voksende kosmiske forståelse af alt det, det er vidne til, væbner det sig med tålmodighed og lærer sig den vidunderlige kunst at akceptere livet i den form, det har idag. En form som måske nok ofte er utiltalende, men som dog alligevel i sig rummer alle de betingelser, der i sig selv udgør forudsætningen for, at en ny tids vidunderlige kosmiske morgenrøde nu er synlig for den, der ikke alene ikke er bange for at hævde, at Gud er til, men også at ordene "Og se, han så at alt var såre godt" dækker en sandhed, han tør kalde sit livs urokkelige fundament.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!

Deres hengivne
Erik Gerner Larsson