Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Netop i disse dage, hvor løvet gulnes og den første anelse af vinter mærkes i blæsten, når den iskoldt står ind over os fra nord, begynder undervisningen over Martinus verdensbillede påny. Som De alle ved, ramtes Martinus i forsommeren af en svær sygdom, som han gudskelov nu har overstået på den måde, at han igen sidder ved sit arbejde på Livets Bog. På mange forespørgsler vil jeg her skynde mig at meddele, at Martinus har det ualmindeligt godt og faktisk idag ser mere rask ud end i flere år, men hans bestemmelse om udelukkende at hellige sit liv til fuldbyrdelsen af sit hovedværk står fast, Martinus genoptager ikke sin foredragsgerning.

Jeg kommer netop fra Stockholm, hvor undervisningen nu er igang. Skæbnen ville, at flyveturen hjem foregik på den måde, at vi havde himlens vidunderlige blå over os og et stralende, ja et fantastisk skønt skypanorama under os, en verden af forunderlige farver og formationer, der helt skjulte den jord, man vidste lå nede i dybet. Måske var det denne på sin vis næsten uvirkelige verden af skønhed og renhed, der bragte mig til at tænke intenst over det arbejde, vi nok kalder "vort", selvom det i dybeste forstand vel nok er det mest individuelle, der overhovedet findes, – jeg ved det ikke, jeg ved kun, at jeg i den besynderlige tilstand, der altid kommer over mig, når jeg befinder mig i et fly, en tilstand jeg kun kan udtrykke, som den mest vidunderlige befrielse jeg kender, gav mig til at gennemtænke, hvad det egentlig er, Martinus har ført ind i både Deres og mit liv. Man bliver så ofte spurgt om, hvad Martinus arbejde egentlig er, hvad hans verdensbillede går ud på, og hvormed det afviger fra alt det, der indenfor disse områder iforvejen findes i verden. Jeg har før berørt dette problem, men her i denne stille verden, hvor kun lyden af maskinens motorer lod mig føle eksistensen af en grovere fysisk tilstand, pressede spørgsmålet sig påny frem, og jeg oplevede, hvorledes svarene kom i en vidunderlig lysende og klar rækkefølge.

Det er ingen hemmelighed for hverken Dem eller mig, at også den religiøse verden rummer megen strid og intolerance, og at mange mennesker, der kun flygtigt har hørt om Martinus tanker, letsindigt generaliserer udfra det, de allerede kender, og derfor straks har en færdigsyet mening om dem parat. Så enkelt er det nu ikke. Det er givet, at Martinus tankeverden, med den uhyre udstrækning den har, nødvendigvis må berøre eller kontakte alle kendte og iforvejen udbyggede tankesystemer og livsopfattelser, således at enhver, der overhovedet har beskæftiget sig med dybdetænkning, oplever en vis genkendelsesproces, når de hører om Martinus kosmiske analyser, deraf for eks. ordene: "Nå, det er jo bare en ny slags teosofi!" eller lignende. Men, som jeg allerede tidligere har givet udtryk for, Martinus arbejde er ikke på nogen måde "nogen slags". Det er det mest suveræne verdensbillede, der kan tænkes, alene af den grund, at dets ophav ikke på noget område har været ude for nogen som helst ydre påvirkning. Indtil sit tredivte år var Martinus et ganske ubelæst menneske. Han var blottet for litterære interesser, ja udover en stærk interesse for fotografering tror jeg at turde sige, at Martinus kun interesserede sig for det, dagen bragte inden for det felt, hvor livet nu engang havde placeret ham.

Så kom, da han nærmede sig trediveårsalderen, perioden med den indre åndelige uro, der kulminerede i oplevelsen af "den store fødsel" og dermed tilsynekomsten af den Martinus, vi siden har kendt som skaberen af "Livets Bog" og alle de øvrige værker, samt de symboler der idag fører hans navn viden om. Kun sjældent deler en oplevelse et menneskes liv i to så forskellige afsnit, som den Martinus kom ud for. Fra at være et ganske almindeligt, måske usædvanligt kærligt menneske, blev Martinus på ganske få dage til den verdenslærer, vi nu i såmange år har lyttet til. Dette er det ydre billede af det, der dengang hændte. Det er på sin vis meget lidt spændende, hvad Martinus ydre liv i det hele taget er. Men denne mangel på ydre dramatik er jo ikke usædvanlig for vise mennesker, eller mennesker der ikke er knyttet til det fysiske plan med samme bånd som os andre. De vanskeligheder Martinus har måttet opleve, har alle haft relation til hans kamp for at hjælpe os til den samme erkendelse, som den hans eget liv nu hviler på.

Martinus siger nok det samme, som alle vise før ham har sagt, men dels siger han det på en ny og absolut original måde, og dels fuldfører hans verdensbillede alle de linier, de andre kun fragmentarisk har antydet eksisterede. At møde hans kosmiske analyser er således ikke alene at "gense" alle fortidens store vise, det er også at forstå dem langt bedre, end det før var muligt, fordi vi nu endelig får alle deres syner og ord ind i det rette perspektiv. Det bliver således aldrig Martinus, der kommer til at stå i gæld til fortiden, udover den, at denne fortid har frembragt forudsætningen for hans tilsynekomst, – derudover bliver det fortiden, der kommer til at stå i gæld til Martinus. Thi uden ham ville utallige menneskers interesse for de tanker, fortiden har overleveret til os, simpelthen dø ud. Det er således en urokkelig kendsgerning, at Martinus i både andres og mit eget sind har genoplivet den kærlighed til kristendommen og Kristusskikkelsen, som den kirke, vi er vokset op i, næsten havde fået aflivet. Hvor stærkt Martinus her virker, oplevede jeg efter det ene af mine foredrag i Stockholm, hvor en midaldrende svensk præst efter foredraget kom hen og takkede mig med ordene: "Deres foredrag var den skønneste kristendom, jeg længe har hørt!" At dette gør en glad, er en selvfølge, men jeg er overbevist om, at jeg også en dag skal få lov til at opleve de samme ord blot med skiftende navne fra både en buddhist og en muhammedaner. Thi skønheden i Martinus tanker er den, at de, rigtigt forstået, skal kunne gøre enhver endnu lykkeligere for den åndelige anskuelse, vedkommende hylder, end han eller hun før var!!!

Adskillige har i årenes løb spurgt mig, hvilken kultur Martinus egentlig skaber, og jeg forstår udmærket, at et sådant spørgsmål kan stilles. Men lader vi tankerne glide tilbage over de kulturer, verden indtil nu har oplevet, slår det en, at ingen, absolut ingen af dem i sig rummede de elementer, der skulle til, for at de kunne blive andet og mere end et tids- og stedbegrænset fænomen. Martinus tankeverden er den første, der i sig rummer alle de elementer, der udgør forudsætningen for en virkelig verdenskultur, idet den for det første indeholder den ubegrænsede tolerance, der alene tillader det enkelte menneske både at forstå og akceptere ethvert mentalt udviklingstrin, samtidigt med at den klart angiver vejen til den homogene sammensmeltning, der engang vil gøre hvert eneste individ på jorden til "født" universelt indstillet verdensborger. Thi Martinus er det første menneske på jorden, der klart har angivet den væremåde, vi må respektere, om vort liv ikke postuleret, men derimod virkeligt skal være i kontakt med de kosmiske love, der udgør den inderste bestanddel i enhver absolut urokkelig lykke- eller mental ligevægtstilstand. Martinus bruger aldrig udtrykket: "Du skal –!", men han skjuler heller ikke, at kun det menneske der i alt overholder loven for sand næstekærlighed, har den ansvarsbevidsthed, der udgør forudsætningen for at opleve et kosmisk beskyttet liv. Som det er nu, ser vi gang på gang, at de tanker og den væremåde fremtidens mennesker kommer til at leve på som noget aldeles selvfølgeligt, i vort samfund udspaltes af helheden og anvendes som grundlag for en sekterisme, der ofte truer med at kvæle tanken selv. Dette gælder således både den vegetariske tanke, antikrigstanken, antivivisektionstanken, den antinationale tanke o.s.v., o.s.v. Over disse tanker ser vi mennesker skabe afsluttede og dermed begrænsede foreningsdannelser med nogen "indenfor" og resten "udenfor". Der ligger ikke i denne påvisning nogen intolerance, idet jo både De og jeg respekterer disse mennesker for den humane indsats, de bedste af dem virkelig præsterer, men livet selv står disse sammenslutninger imod, og Martinus viser i sine kosmiske analyser ganske klart hvorfor. Hver af disse tanker er direkte livgivende og livsvarmende, når man oplever dem som enkelte stråler i kærlighedssolens umådelige strålemasse. Men river man dem ud af denne helhed, beholder de kun deres varme et lille stykke tid, derefter ejer de kun den ild, der kun altfor let antænder fanatismens onde fakkel.

Ingen, der for alvor kender Martinus, er i tvivl om, at han anskuer livet fra et meget højt udsigtspunkt og kun har eet for øje: at lære os alle at kontakte helheden og dermed undgå at gå tilbunds i den delthed, der altid er ude med sine fangarme. Med aldrig hvilende energi bekæmper hans kosmiske analyser ethvert forsøg på at indkapsle dem i den sekterisme, der ville blive deres død. Disse analysers inderste formål er at gøre det enkelte menneske så fri, som det udviklingstrin han befinder sig på, tillader. Thi frihed er for Martinus udelukkende et moralsk problem. Han ved ganske nøje, at den frihed, der indebærer retten til åben eller skjult hensynsløshed, kun har ordet "frihed" tilfælles med den frihed, der er frugten af sand åndelig eller moralsk udvikling.

At Martinus tankeverdens inderste natur kun er fred og harmoni, ændrer ikke den kendsgerning, at den samtidig er årsag til umådelig megen strid både i vort eget sind og i vore omgivelser. Men sådan må det være i en verden, hvor de fleste mennesker træffer deres livs alvorligste bestemmelser under indflydelse af enten åndelig umodenhed eller forelskelse. Jeg har således ofte hørt, at Martinus tanker skulle give anledning til usædvanlig mange skilsmisser, men er dette sandt? Under ingen omstændigheder. Jeg vil nærmere sige, at takket være Martinus tanker og hans egen enorme personlige indsats i form af tusinder af samtaler med ægteskabeligt ulykkeligt stillede mennesker, er flere ægteskaber inden for hans område blevet reddede end adskilte. Men han skjuler jo ikke igennem sine kosmiske analyser, at det åndeligt fremskredne nenneske i kraft af sin sexuelle struktur befinder sig i en livszone, han har givet navnet "de ulykkelige ægteskabers zone". Det er idag en urokkelig kendsgerning, at altfor mange mennesker, som rent sjæleligt ikke stemmer overens, i kraft af et rent erotisk begær er blevet knyttet sammen i et ægteskab, hvad der uundgåeligt medfører til tider næsten uoverstigelige vanskeligheder parterne imellem. Dette er ikke en frugt af Martinus tanker. Derimod er det en kendsgerning, at den ene, den åndeligt mest udviklede, gang på gang søger ind i et arbejde som vort og måske netop der henter den inspiration eller kraft, der skal til for enten at bære byrderne til vejs ende eller også uigenkaldeligt gøre sig fri af dem. Ingen, der kender blot det mindste til Martinus tankeverden, er i tvivl om, hvordan han for eks. ser på ægteskaber uden og med børn. Medens de første forekommer ham at være et rent privat anliggende, der ikke behøver at eksistere udover grænsen for den indbyrdes kærlighed, der er dets forudsætning, så udgør det andet noget ganske andet for ham, og gennem hans ord og analyser går der en urokkelig inspiration til at belære enhver far og mor om det ansvar, de har i forholdet til de børn, de har sat i verden, og skarpere end nogen anden jeg kender, viser han, at den ulykkelige skæbne, man igennem sit eget ubeherskede begær bringer sit barn eller sine børn, uundgåeligt venter enhver forude.

For Martinus er det ideelle liv helt enkelt dette at blive født sund ind i kærlige omgivelser, at vokse op ved en ren vegetarisk føde og senere i sit liv ikke alene undgå tobak og spiritus, men også alle de hadefulde tankearter, der idag gør såmange menneskers liv til et direkte helvede. For ham er et liv i ånd og kunst det liv, der er det rigtige menneskes bestemmelse, og at hans kærlighed også strækker sig til dette livs rent fysiske afslutning, ses i hans klare analyse af den bisættelsesform, som fremtidens mennesker vil lade afløse den til tider både etisk og æstetisk ubehagelige form, vi i dag anvender. Men det her anførte, der udgør den rent ydre konsekvens af hans kosmiske analyser, er dybest set kun noget sekundært for Martinus. Det primære, det absolut afgørende for ham er at vise det enkelte menneske både hans personlige udødelighed og hans høje identitet som "Søn af Gud". Det er i lyset af denne hans bestræbelse, hans arbejde skal vurderes, og det er her, undervisningen over det sætter sine dybeste spor. Thi den, der ikke kender sig selv, kender sin egen kosmiske struktur, har så godt som ingen chancer for at få det rige liv, der bliver den beskåret, der virkelig har modtaget en alsidig og inspirerende kosmisk opdragelse eller uddannelse. Og det er her, at vi som endnu ufærdige mennesker ikke alene kan nøde Martinus, men også slutte ham ind i vort hjerte. Thi her kan vi gøre nytte i kraft af vor egen længsel efter højere fuldkommenhed, end den vi idag formår at give udtryk for. Ingen har udtrykt dette klarere end den verdensberømte engelske forfatter Poul Brunton, der netop i disse dage påny har aflagt Martinus besøg. Han siger: "At kende Martinus er at slutte ham ind i sit hjerte. Han er selve legemliggørelsen af den intelligens, uselviskhed og kærlighed, som udgør den inderste kerne i hans moralske og praktiske lære." Disse ord, talte af et menneske hvis liv er gået med hele verden over at søge sandheden, stod for mig som den skønneste afslutning på de tanker, jeg under min rejse gjorde mig. Personligt føler jeg, dækker den virkelighed, jeg selv har oplevet, en virkelighed som, det ved jeg, udgør den inderste inspiration for både Mogens Møller og mig selv i den undervisning, vi nu påny er så lykkelige at kunne vie den kommende vinter til.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!