Kontaktbrev 1956/18 side 1
P.t. Klint, den 31-8-1956.
Kære læser!
Mon det ikke vil gå Dem, som det gik mig ved synet af vedlagte bilag? Jeg fik ærlig talt en modbydelig kvalme, som ikke blev mindre, da jeg gennemlæste teksten. Her får De ihvert fald et konkret indblik i, hvilken undervisning den værnepligtige ungdom er undergivet – hele verden over. For De kan ganske roligt gå ud fra, at den her gengivne undervisning ikke er nogen speciel dansk opfindelse. Den er, om man kan sige det sådan, international i renkultur.
Tro ikke, at jeg gengiver denne brochure for at reklamere for "Aldrig mere Krig", det er ikke min opgave, selvom jeg naturligvis nærer den dybeste ærbødighed og respekt for det arbejde, som denne sammenslutning af idealistisk indstillede mennesker udfører. Nej, når jeg har valgt at vise Dem disse billeder og den vedføjede tekst, er det for at gøre opmærksom på, hvor stærkt "det dræbende princip" står i en verden, hvor alle offentlige personer i både Øst og Vest sværger til fred, fordragelighed og tolerance. De ved alle, at Martinus betegner det jordiske menneske som "en såret flygtning imellem to riger", og at han klart påviser, at det jordiske menneske er et overgangsvæsen mellem det egentlige dyrerige og et kommende, rigtigt menneskerige. Og De ved også, at vi, taget hver for sig, i vor indreverden rummer diamentralt modgående åndelige strømninger, og at det menneske, der tager vor ydre venlige maske for sand virkelighed, faktisk er mere blåøjet, end heldigt er for vedkommende selv. Dette ved vi, fordi livet aldrig er blevet træt af at undervise os i det i dagliglivets skærsild. Men bag denne vor iskolde viden om det, man kan kalde "verdens ondskab", lever vor drøm om menneskelighed, om ånd og kunst. Det er imod denne drøm, at det vedlagte bilag føles som en hård og brutal næve lige i synet. Med sine grufulde billeder og modbydelige tekst bringer denne hilsen fra den renlivede junglementalitet os hårdt og koldt tilbage til den virkelighed, der siger, at ligegyldigt hvor mange millioner vi ofrer på næstekærlighedens og humanitetens alter, skal enhver sund og normal ung mand gennemgå denne skole i drabets og hadets hjernekolde teknik for i givet fald -
Det er her tanken stopper og spørgsmålet: "Skal det altid være sådan?" fødes. For vi er jo alle klar over, at ligegyldigt hvormeget de respektive idealistiske fredsforeninger og antikrigssammenslutninger så end med indlysende klar logik i deres argumentation, kæmper for fredens sag, vokser udgifterne til militæret ustandselig. Intet land vil mere krigen, og alle civiliserede stater har forlængst afskaffet deres "krigsministerier" og erstattet dem med de absolut ikke billigere "forsvarsministerier". Men, og det er vel det, der i og for sig kunne kaldes verdens tragedie idag, menneskeheden er tydeligvis slet ikke moden for den verdensfred, den tilsyneladende så inderligt begærer. Det, der gør billedet så forvirret, som tilfældet er, er selve den tekniske udvikling. Takket være den, er vi her i Vesten faldet for den illusion, at vi står på et højere trin end de såkaldte "underudviklede" nationer. Vi har gjort begrebet kultur synonymt med besiddelsen af alle de tekniske raffinementer, der på den ene side gør vore hjem til rene tekniske vidundere samtidig med, at de på den anden side tapper dem for al den åndelige hygge, der ofte hørte brændeovnen og petroleumslampen til. Der "sker noget" i vort liv nu. Med visse ganske bestemte tidsintervaller hælder radio og fjernsyn nye lyd- og synsbilleder ind i vor bevidsthed og det vel at mærke med så korte intervaller, at der ikke levnes den mindste mulighed for at få det modtagne ordentligt fordøjet. Føjer man dertil en gennemført sensationspræget dags- og ugepresses kæmpelæs af mere eller mindre vederhæftig reportage fra livet omkring os, må det ikke forbavse nogen, at vi er nået til den tro, at det liv vi har, virkelig er det rigtige, det som var vore forfædres drøm, og at indoneseren i sin hytte faktisk er en sølle stakkel, en "underudviklet", som det er vor pligt at tage os af!
En i dybeste forstand international front af læger står idag i virkeligheden i en fantastisk kamp imod enhver form for sygdom i vor organisme, og muligvis er den tid ikke altfor fjern, hvor man har bakterie- og bacilleverdenens fjendehær under fuld kontrol. Verden vil da have fuld fysisk sundhed. Men hvad så med den åndelige? Er det ikke en absolut ubestridelig kendsgerning, at medens de fysiske sygdomme er på flugt, skarpt forfulgt af en hær af antibiotika, så rykker nu en ny fjende frem i form af psykiske lidelser og livslede i et omfang, man aldrig før har kendt. Vort eget lille fredelige land er ikke alene kendt verden over for sin høje sociale standard, det er også kendt som det land, der har den næsthøjeste selvmordsprocent, vi overgås kun af Schweiz, hvis økonomi er bedre end vor. Siger dette ikke et og andet om den materielle lykkes skyggeside? Er den religion der går ud på, at blot vi har penge nok, tøj nok, mad nok og vort hjem fyldt med alverdens tekniske legetøj, er vi på een og samme tid både supermennesker og meget, meget lykkelige, verdens bedste religion? Hånden på hjertet: det er dog den tro, de civiliserede landes ungdom vokser op i, indpodet den af hjem og skoler, af politiske partier og af den videnskab, der idag synes at være al tænknings alfa og omega. Se Dem omkring. Vi er alle omgivet af masser af rige mennesker, der har alt dette. Jeg så for kort tid siden en millionæryacht, der gæstede København. Den var et vidunder af stål og plastik og dermed utalte millioners drøm. Men jeg så også ejeren og hans familie, for vidunderet var således indrettet, at alle kunne se alt. Der sad ejeren og hans familie ligeså synlige for os som bavianerne i zoologisk have.
De så bare ikke nær så sjove ud. De stirrede på os og vi på dem. Vi nysgerrige, og de dødsenstriste. Naturligvis behøver det ikke altid at være sådan, og familien kan selvfølgelig også have været uvenner netop den aften, men –. Nej rige mennesker er ikke altid lykkelige, meget ofte tværtimod. For der skal ånd til at bære og udholde rigdom, og ånd kan hverken købes eller arves. Udholde rigdom? Er det da svært at være rig? Er det ikke indbegrebet af lykke at være fri for økonomisk slaveri? Jeg forstår alle disse spørgsmål og vil svare, at dersom fysisk rigdom altid blev fulgt op af en tilsvarende psykisk eller sjælelig rigdom, var rigdom virkelig idealet. Men hvor ofte er dette tilfældet? Betragt selv de rige, De kender, og læg mærke til hvormegen energi, hvormegen livskraft disse mennesker anvender til henholdsvis at søge at beskytte den erhvervede rigdom, og til at jamre over tiderne og det modbydelige rovdyr vi kalder "skattevæsenet", og De vil forbløffes over, så lidt tid disse mennesker får tilovers til at leve i dette ords bedste betydning. Når De har set det, så har De også set årsagen til, at verden endnu i lang tid må lade sin opvoksende ungdom gennemgå den skole i hadets og drabets teknik, som det vedlagte bilag så koldt afdækker. For rige menneskers rigdom idag er ikke en naturlig rigdom. Den er camoufleret rov, og dette rov er, hvor dygtigt, "moralsk" eller lovligt det end er erhvervet, den dybeste årsag til at verden endnu er, som den er. Vi er idag intelligente nok til at fordele livsgoderne på en sådan måde, at enhver form for fysisk nød med et trylleslag kunne forsvinde fra verden. Men vi har ikke kærlighed nok. Kærlighed er idag verdens største mangelvare, og den kan ikke produceres på, men nok ved hjælp af – maskiner. Med hvilke maskiner? Dødens og drabets! Og disse maskiner bliver produceret. Ikke alene om dagen, nej på døgndrift!!! Når disse dødens maskiner bliver taget i fuld anvendelse og deres produkter – ligene og de lemlæstede – begynder at hobe sig op i et antal, man aldrig nogen sinde har kendt eller tænkt sig muligt, begynder, hvor mærkeligt det end kan lyde, kærligheden at vokse i verden. For med den navnløse lidelse kommer forståelsen. Køligt og neutralt siger loven både i det små og i det store, at "den, der ikke vil høre, må føle!" Og verden vil komme til at føle, hvad det vil sige ikke at ville høre næstens råb på brød. Thi i valget mellem at give den sultende brød eller holdes "prisen på verdensmarkedet" foretrækker verden endnu hellere at opmagasinere kornet og lade den sultende dø. Teoretisk hylder vi alle næstekærlighedens enkle og letfattelige budskab, men i praksis –. Derfor vil "Guds kniv" en dag gå dybt i det jordmenneskelige samfunds organisme. To store operationer har vi allerede oplevet, og da nøden var størst og pinen mest uudholdelig, forstod vi, at vi måtte opgive vore egoistiske tanker til fordel for den uselviskhed, der alene kunne skabe sundhed og helbredelse. Så veg krigen, og vi kunne atter drage vejret lettere. Første gang kvitterede vi vor angst med "Folkenes Forbund". Anden gang med "United Nations", men vi opgav ikke vore "særrettigheder"! Vi sagde ikke et klart farvel til den fortid, af hvilke vore lidelser var et produkt. Vi "handlede", som man ofte gør efter en nys overstået fare, som altså ikke var så stor, som man engang troede. Og nu, ja nu gør Gud ganske enkelt klar til næste operation. Og dertil må han have redskaber. Og redskaberne, ja dem både skaber vi og er vi. Og betragter vi de redskaber, vi skaber, kan vel intet menneske være i tvivl om, at skal de bruges, må det blive til en meget stor og en meget omfattende operation? Men vil "patienten" da ikke dø under operationen? Nej, han vil ikke. Men han vil blive meget svag og behøve megen kærlighed for at komme sig! Og den kærlighed eksisterer. Skjult for verden lever den sit eget liv i alle de menneskers hjerter, for hvem krigen er et så modbydeligt onde, at de klart har taget stilling imod den. Ikke igennem offentlig larm og protest, ja måske heller ikke igennem tilknytning til nogen som helst fredssammenslutning eller bevægelse. Blot dybt i dem selv med den individuelle ret til at bestemme over eget liv, vort samfund giver enhver adgang til. Vor verden er idag mere delt i to dele, end de fleste er helt klar over. For den, som virkelig har "øjne, at se med" og "øren, at høre med", er det ganske klart at "Fårenes gruppe", hvilket vil sige alle de, der fuldt bevidst afskyer krigen og al dens væsen, nu er meget stor, så stor, at det bliver "Bukkenes gruppe" eller alle de, der nok på læben fører fredens tale, men som i deres hjerter er lunkne overfor dens krav, den store kirurg dennegang vil fjerne fra den menneskehed, som tilsyneladende nok begærer verdensfreden, men er uvillig til at betale den nødvendige pris.
Man kan få en modbydelig kvalme ved at betragte det vedlagte bilag. Men kvalme er ikke altid nogen dårlig ting. Den kan føre til eftertanke og til forståelse. Vi bærer alle på et ansvar overfor de børn, forsynet har betroet i vor varetægt. Så langt evner kræfter – og modtagelighed rækker, bør vi aldrig blive trætte i vore anstrengelser for at vise dem, at hvormeget der end ofres på at forgylde det "sunde had" og de "sunde instinkter", så ligger der ligefuldt en dyb og urokkelig sandhed bag de ældgamle og dog så evigtunge ord: "Stik dit sværd i skeden! Thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd!"
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
Tilbage til artikelregister
Forrige