Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det hænder jævnligt at mennesker, når talen falder på Martinus arbejde, spørger om "det er en slags teosofi" eller "en slags antroposofi" etc. Spørgsmålet er forsåvidt forståeligt, eftersom flertallets begreber om de åndelige retninger, der ligger udenfor den egentlige folkekirke, faktisk er begrænsede til de ovenfor nævnte retninger plus ganske få andre. Imidlertid synes jeg, at det hører ind under det, jeg normalt kalder "en billig løsning", at lade Martinus arbejde støtte sig til nogen som helst anden åndelig retning eller bevægelse, eftersom det i kraft af hele sin struktur og fremtræden hviler helt og aldeles i sig selv som et resultat af Martinus egen åndelige udvikling, og den kulmination denne udvikling fuldbyrdede i ham i foråret 1921. Der er noget trist og også fattigt i dette, at et menneskes liv, for at blive forstået og akcepteret, altid skal sammenlignes med og helst være en forlængelse af noget andet. Fra både mineral-, plante- og dyreriget ved vi, at menneskeheden hændelsesvis bliver stillet overfor nyopdagelser, der hensætter en hel verden i forundring. At disse nyopdagelser så på et højere plan kan sammenlignes med og indpasses i vor allerede eksisterende viden, er en sag for sig, de bærer dog ved deres blotte tilsynekomst det i sig, at de bringer en verden til undren og eftertanke.

Og vender vi os nu imod Martinus liv og frugten deraf, hans åndelige verdensbillede, så må vi særligt indrømme, at vi her står overfor noget ekceptionelt. Det hænder ikke til hverdag, at et menneske oplever det, der overgik Martinus i foråret 1921, og som nu 35 års intenst arbejde har bekræftet: Et menneskes møde med en åndelig virkelighed, som næsten overgår al forstand. Martinus har ofte fortalt mig om, hvorledes han i begyndelsen var forfærdet over det ansvar, der med hans åndelige fødsel blev lagt på hans skuldre. Han måtte simpelthen ræsonnere, som han gjorde. Hvorledes skulle det være muligt for ham, et ganske ubelæst menneske, uden nogen art af usædvanlig uddannelse, at fuldbyrde den skabelse, der med hans oplevelse var blevet ham betroet? Og han har heller aldrig skjult, at de første syv år i hans missions tjeneste var vanskelige år. De uafbrudte repetioner, hvor han i sin fysiske krop og bevidsthed måtte gennemløbe livsstadier, som endnu er ukendte for de fleste af os, repetioner der gang på gang udsatte ham for oplevelser, der bragte hans nervesystem til bristepunktet. Ihvert tilfælde forstår jeg hans umådelige glæde, da han syv år senere fuldbyrdede skabelsen af sit verdensbilledes hovedsymbol – symbolet over de 3 x'er – og dermed nu i sin egen vågne dagsbevidsthed rummede det intellektuelle fundament for den åndskultur, det var blevet hans mission at bringe menneskeheden.

For os, som lever idag, består Martinus arbejde på en måde af to realiteter: hans person og hans verdensbillede. Fremtiden vil kun have een realitet, selve verdensbilledet. Det er sandt, at man også vil have beretningen om Martinus rent fysiske liv, men indtil nu rummer det ingen større sensationer udover den, at vi i ham står overfor det fuldkomne eksempel på et menneske, der i alt har givet sit liv for andre. I det ydre har Martinus liv formet sig som en uafbrudt fremadskridende fuldbyrdelse af den mission, der blev hans. At der til tider har været næsten uoverskuelige vanskeligheder med skabelsen af sagens fysiske organisme, har i og for sig ikke berørt Martinus som sådan. Vanskelighederne har ihvert fald aldrig berøvet ham blot een times nattesøvn, dertil er hans indre overbevisning om, at den vej, han har fulgt, har været den rigtige, hans egen urokkelige garanti.

Personligt nærer jeg ingen tvivl om, at det vil lykkes Martinus at fyldbyrde sit arbejde, og det vil ingen, der har set, med hvilken åndelig overlegenhed han gennemlevede og rejste sig fra den sygdom, der så pludseligt ramte ham. Han er allerede nu igang, og inden længe vil vi påny modtage de hefter, der skal afslutte hans hovedværk "Livets Bog".

Livets Bog – – Navnet kender mange, men indholdet? Netop i dette, at vi kan møde det udtrykt som "en slags teosofi" eller andet, der tangerer de retninger, der er eller har været fremme i tiden, afsløres, at det endnu ikke er almenkendt, at vi i Martinus verdensbillede står overfor en åndelig skabelse af en så original karakter, at den helt enkelt er uden sidestykke i vor historie. Vi har haft andre strålende åndelige skikkelser i historiens løb, hvis åndelige skabelse har rod i samme oplevelse, som den Martinus mødte på sin livsvej, men ingen af disse skikkelser efterlod ved deres død deres oplevelse overført i en af dem selv nedskrevet og afsluttet kosmologi. De gav de ganske få af deres samtidige, der forstod dem, et strålende vidnesbyrd om det eviges eksistens, vi andre fik kun fragmenterne af deres tanker plus det ocean af fortolkninger, der i virkeligheden er som et tågeslør over den virkelighed, de oplevede og kendte. Med Martinus er det noget andet. Den dag, han har forladt os, har vi ham fremdeles lyslevende iblandt os, så sandt som det vigtigste ved et menneske er dets bevidsthed. Mere end nogen anden i verdenshistorien har han ved sit værk bevist os, at vel kan kroppen dø og må dø, men bevidstheden, det som var mennesket, den kan overleve enhver død og i den grad forplante sig, at den en dag omfatter hele menneskeheden. Sålangt, som Martinus kosmiske analyser allerede er fuldbyrdede, er de allerede ophørte med at være hans alene. De er forlængst blevet "kød og blod" i den forstand, at de ved deres liv og indlysende klarhed er blevet en del af os, ja, det er vel et spørgsmål, hvormeget af "os" der i virkeligheden er blevet tilbage, efter at vi mødte disse tanker på vor livsvej. Thi een gang forstået, er de ophørte med at være "Martinus tanker", de er da blevet "vore egne tanker" idet, det nu er dem, der dirigerer vor daglige viljeføring og dermed vor væremåde.

De ved alle, at Martinus klart og definitivt har gjort op med "foreningstanken" i relation til hans eget arbejde og mission. Klart siger han, at man kan danne en forening over en fortolkning af sandheden, men ikke over sandheden selv. Og han mener dermed, at hovedhensigten med Livets Bog ikke er den, at den skal danne grundlaget for en begrænset sammenslutning af mennesker, men derimod udgøre en gave til hver eneste ærlig sandhedssøger jorden over. Livets Bog forpligter ikke til at tale eller forkynde. Den er i sig selv blot en håndsrækning til det menneske der, utilfreds med sin egen indre åndelige tilstand og situation, er begyndt at søge udover det tilvante, autoritative. Her har dette værk sin plads, og her vil det fuldbyrde sin mission. Det ønsker ikke at binde noget som helst menneske, kun at vejlede, og derfor kan det aldrig tages til indtægt for nogen som helst -isme, hvor idealistisk denne så end synes at være. Som Martinus selv er absolut åndelig suveræn, er hans værk det også, derfor skal man være varsom med at påstå, at man helt forstår det. Det er adskillige gange i mit liv hændt mig, at det er løbet mig koldt nedad ryggen, når jeg har hørt en eller anden autoritativt hævde, at "Martinus har selv sagt det", underforstået til vedkommende selv. Hvormeget klogere – og kærligere – vil det ikke i disse situationer være at sige: "Såvidt jeg har forstået Martinus –!" Denne måde at udtrykke sig på er dels i kontakt med loven for ydmyghed og dels udtryk for, at man er klar over sin egen begrænsning, begge dele meget tiltalende egenskaber.

Martinus verdensbillede er ikke, som mange tænker sig, noget udenfor eller ved siden af livet, det er livet selv. Som en vandrer, der selv har gennemvandret vejen imod det mål, der for de efterfølgende kun lyser dunkelt forude, fortæller han nu nøgternt om alt det, denne vej rummer af nyoplevelser, af hindringer og vanskeligheder, men også om den skønhed og inspiration den vil give enhver, der befinder sig på den. Martinus opfordrer ingen til at slå ind på denne vej, eftersom han ved, at vi alle allerede befinder os på den. Det for ham afgørende er ikke, hvor hurtigt vi når målet, men derimod ene dette at forhindre os i at blive modløse under vandringen. Han ved, at der findes mange skilte langs denne vej, der lokker med lettere løsninger. Han angriber aldrig disse "billige løsninger" på livsproblemet, men smiler måske lidt vemodigt ad dem ved tanken om de mange, der tror at kunne skyde "genvej". Han kender ved selvoplevelse "Livets Kongevej" og ved, at kun den, der helt forstår at "hjertets renselse" alene fører til det ønskede mål, vil nå frem, ikke i "sin egen tid", men derimod i den "Guds tid" der alene er vid nok til, at hver enkelt passage på vejen bliver passeret på rette måde.

Lyder dette dunkelt? Måske! Men prøv at se lige i øjnene, at når Martinus verdensbillede har den værdi, det virkeligt har, er det fordi, det i sig rummer den dybe forståelse af alle, som enhver begrænset opfattelse nødvendigvis må savne. Ingen af os, der hørte det, glemmer nogen sinde det chok, det gav i forsamlingen, da han klart sagde, at han foretrak at være sammen med en kærlig kødspiser, fremfor en fanatisk vegetar! Og sådan kunne man nævne en mængde udtalelser fra ham, der alle afslører, at alle mennesker er ham lige kære og mest måske de, der har det ulykkeligt og derfor trænger til forståelse. Martinus skjuler ikke, at alle mennesker engang med afsky vil se tilbage på den tid, hvor kødernæringen var alfa og omega indenfor ernæringsområdet. Men medens mange gør dette problem til ulykkelig religion, så er det for Martinus et rent evolutionsproblem, hvis løsning han allerede ser i den enkle kendsgerning, at medens sympatien for en kødfri ernæring er i stadig vækst, så vokser antipatien imod kødspisning nu så stærkt, at det vel kunne være et spørgsmål, om der var vegetabilsk føde nok, om alle, der spiser kød, pludselig selv skulle dræbe de dyr, hvis kroppe de fortærer. Og som i forholdet til dette problem, således også i forholdet til alle de problemer der resulterer i dannelsen af -antiforeninger. Martinus forstår – det afslører hans analyser – begge parter. Han er både indenfor og udenfor og lærer os andre den samme kunst. Han ved, at der altid vil være mennesker, der føler det som deres mission at gå til angreb imod det, de føler som uret, men han ved også, at de, som udløser denne uret, må handle som de gør i kraft af åndelig alder og erfaring. I hele sin undervisning har han kun eet for øje: at ethvert menneske må finde frem til den livsform, der for ham eller hende udtrykker den midlertidigt højeste fornemmelse af lykke, harmoni og dermed fuldkommenhed. Han er derfor hverken for eller imod, kun med! Deri består hans egen frihed, og deri består den frihed, han ønsker at skænke enhver af os. Han ved, at verdensudviklingen følger en guddommelig plan, og at den største lykke for et menneske ikke er, at det bruger al sin tid og energi til at løse "verdensproblemerne", men derimod at det koncentrerer sig om at tage det ansvar alvorligt, Guddommen har lagt på dets skuldre i form af kombinationen: det selv og dets nærmeste omgivelser! At omforme det område, indenfor hvilket man selv øver indflydelse og har magt, til et lille, varmende livscentrum, der både indadtil og udadtil formår at lyse op i en verden af mental kulde, er for Martinus mere værd end al snak om kommende krige og rystende verdenskatastrofer. Han ved, at disse ting vil komme i kraft af den gennemsnitsmentalitet, der endnu behersker verden, men han ved også, at det ikke tjener noget som helst kærligt formål at tage på forskud af de bekymringer, fremtiden bærer i sit skød. For ham er den kærlighed, vi idag kan præstere, mere værd, end den bekymring morgendagen muligvis vil bringe, derfor er hans tanker så vidunderligt positive. De udtrykker ingen flugt fra virkeligheden, men derimod en dyb kontakt med den. Han ønsker ikke livet anderledes, for han ved, at det idag udgør en ganske simpel konsekvens af vor evige fortid og dermed selve forudsætningen for vor evige fremtid. Han ved, at vi alle er udødelige, og at intet kan ramme os, som vi ikke selv i dybeste forstand er førsteårsag til, deraf hans egen indre fred og harmoni og derfor hans aldrig hvilende kamp for at bringe os til at se på livet med det syn, han har nedlagt i Livets Bog.

Det er sandt, at Martinus verdensbillede bekræfter alle de skønneste tanker, som tiden før ham har bragt os, enten disse tanker kommer til os gennem buddhismen, kristendommen eller muhammedanismen, om de kommer gennem teosofi, antroposofi eller spiritisme, eller om de ganske enkelt kommer fra vor egen sjæl. Men er dette ikke i sig selv vidunderligt? Et gammelt ord siger, at fire øjne ser bedre end to, og da Martinus kun ønsker det ene: at vise os, hvad han har set, kan hans ord eller hans verdensbillede kun være lys for den, som virkeligt søger lyset! Gnaver misundelsens onde orm i hjertet, og dirigerer jalusiens mørke kræfter pennen, kan man meget vel beskylde ham for at plagiere, men den, der gør det, oplever kun een ting: at fortælle verden alt om sig selv og intet om Martinus. Også dette ved Martinus, derfor har man aldrig og vil aldrig fra hans hånd modtage andet forsvar for hans liv og tanker, end det Livets Bog i sig selv bringer!

Og så til slut kun spørgsmålet om Martinus arbejdes forhold til kristendommen, fordi dette spørgsmål ofte dukker op. Er man lykkelig kristen i kirkekristen betydning, vil det være meget tvivlsomt, om man overhovedet har interesse for Martinus tanker. Men har man det, vil man finde, at Martinus, som er opdraget i den kristne lære på samme måde, som De og jeg er det, former hele sit værk som et gennemført defensorat for den kristendom, der, skjult bag en tåget teologisk overbygning, i bjergprædikens enkle, rene lære, evigt vil udgøre en af tilværelsens reneste og mest inspirerende kilder til den næstekærlighed, der også for ham er tilværelsens virkelige alfa og omega!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere