Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

For nogle måneder siden blev jeg en aften i Holland stillet overfor spørgsmålet, om verden ikke havde nok i de allerede eksisterende religioner, – her stillet i relation til Martinus arbejde, som spørgeren tydeligt opfattede som en ny religion. Et øjeblik studsede jeg, for jeg har faktisk aldrig opfattet Martinus arbejde som religion i den betydning, man normalt lægger i dette ord. Efter at have tænkt mig om, svarede jeg vedkommende, at verden absolut ikke trænger til nogen ny religion, men derimod til en virkeligt dybtgående forståelse af dem, den allerede har!

Som det ofte går med den slags små oplevelser, starter de en tankeproces, der ikke lader en i ro, før hele problemet er gennemtænkt. Vedkommende, der havde stillet spørgsmålet, var en overordentlig tiltalende ung mand, men alligevel så ung, at han endnu ikke selv var klar over dets konsekvenser. Om han blev det, ved jeg ikke, jeg ved kun, at han sikkert fik meget at tænke på. Thi uden at vide det havde han berørt en af hovedårsagerne til, at kristendommen ikke har den virkelige sukces, den engang vil få. Kristendommen lader os møde en lang række strålende sandheder, men disse sandheder er mere formulerede som krav eller diktater, end som en åndelig viden der naturligt forbinder sig med vort daglige liv og dermed får indflydelse på det. Det lyder så smukt, at man skal "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre", og at man skal tilgive "indtil syv gange syvsindstyve", men hvem kan opfylde disse krav? For det almindelige, normale menneske er det ikke naturligt at reagere på en tilsyneladende åbenlys uretfærdighed ved at "vende den højre kind til". Tværtimod! Og med hensyn til kravet om altid at tilgive – for anderledes kan dette krav vel ikke fortolkes, ja, da strider en sådan reaktion akkurat lige så meget imod de flestes natur, som det første krav, – og opfyldes sikkert ligeså sjældent!

Kristendommen er en vidunderlig religion, når man vel at mærke har nøglen til en dybtgående forståelse af den. Har man ikke det, forekommer dens tankeindhold let fjernt fra det virkelige liv, at det ikke bør undre noget selvstændigt tænkende menneske, at den opvoksende ungdom i højere og højere grad vender sig fra den til fordel for tanker og ideer, der forekommer den mere livsnær. Imidlertid er kristendommen det mest livsnære, der findes, når man endelig står med den forståelsens nøgle i hånden, Martinus verdensbillede skænker en. Men da kender man også de love, som udgør selve forudsætningerne for de bestående verdensreligioner.

Vi er alle tiltalt af skønheden i ordene: "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv!" Men næstekærligheden en endnu ingen naturlig sag for os, dertil står vi dyreriget for nær. At det er sådan afsløres i det øjeblik, vi oplever, det man kalder "en personlig fornærmelse". Vor første reaktion er da i almindelighed ikke af særlig næstekærlig eller tolerant karakter. Tværtimod "rejser vi børster" eller "eller viser tænder" så godt som noget rovdyr. Det er først efter nærmere omtanke, at det går op for os, at den mest raffinerede "hævn" vi kan tage, er at ignorere fornærmeren komplet, og derved lade ham eller hende forstå, at selvom vi udmærket er klar over hensigten med den oplevede nederdrægtighed, har vi ikke i sinde at gøre andet end konstatere, at sådan ser man altså ud i hans eller hendes øjne. Og endda er billedet ufuldstændigt. Fuldstændigt bliver det først i det øjeblik, man helt forstår årsagen til, at man ikke var beskyttet imod den oplevede ubehagelighed.

Forstår man imidlertid helt denne årsag, så forstår man også, at dette at opøve sig i kunsten at elske sin næste som sig selv er andet og mere end at blive et sentimentalt, geleagtigt individ uden noget fasttegnet ansigt. Studerer man Jusus liv, ser man, at han har været alt andet end sentimental. Han vidste ganske nøje, hvor han havde sine modstandere, og hvordan han i sit forhold til dem skulle opfylde næstekærlighedens strenge krav. Sætningen: "I skal være blide som duer og snedige som slanger", taler her sit eget sprog, thi kun den, der har magten over sit eget sind, formår i de farlige situationer at være "blid som en due". Og "snedig som en slange" er kun den, der er helt fortrolig med menneskenes motivverdener og derfor i alle situationer er sin modstander intellektuelt så overlegen, at han kan afbalancere enhver form for uligevægt hos ham med den visdom, der slår uden at såre.

Kirkens mænd af idag er ikke mænd af en så høj åndelig indsigt, at de kan løse livsproblemerne på en sådan måde, at "skarerne flokkes om dem". Tværtimod ser vi, at de i almindelighed er uden nævneværdig kosmisk indsigt, hvad der resulterer i, at de taler for tomme rum eller døve øren. Var de livskunstnere mere end prædikanter, ville situationen være en anden, men det er de ikke, og ingen skal bebrejde dem herfor. De er blevet formet til en opgave, som een gang havde stor betydning, men som nu i stadig højere og højere grad er ude af trit med det liv, udviklingen af idag er ifærd med at forme. At man på kirkeligt hold forstår dette, ses af den megen tale om "fornyelse" og om "mentalitetsændring", men udover det, at den tidligere så højt estimerede snak om "et evigt helvede" delvis er forsvundet, og at kirken på mange områder søger at gøre sig så liberal som mulig, skal man ikke vente sig nogen ændring. Thi kirken hviler på tro og ser ikke, at selve evnen til at tro i vor tid degenererer med en svimlende fart. Overalt rejser intelligensen sine paladser, og hvor før kun et forsvindende fåtal kunne få råd til at udvikle sine intellektuelle evner, får idag hundredtusinder netop den træning i at anvende de intellektuelle centrer, der gør, at den blinde trosevne hos de samme mennesker går sin absolutte opløsning imøde. Verden har forlængst omstillet sig fra blind tro til konkret viden, og derfor må verdensreligionerne "omsmeltes i en ny ovn". Og denne "omsmeltning" kan kun være ensbetydende med den intuitive klarlægning af alle livsproblemerne, Martinus har fuldbyrdet i "Livets Bog". Igennem den fødes en helt ny kristendom, idet alle de sandheder Kristus forkyndte, her får det evighedsperspektiv, der alene er istand til at gøre dem livsnære. Det er umuligt for et ganske almindeligt menneske at opfylde de idealer, en helt anden mentalverden – det rigtige menneskerige – hviler på. Men sjælen gennemstrømmes af en glødende inspiration til at forsøge derpå, i samme øjeblik den forstår, hvor klogt og dermed hvor kærligt det er at søge at leve i overensstemmelse med disse høje idealer. Men denne forståelse evner kirken ikke at give af den simple grund, at det ikke er dens opgave. Kirkens opgave er helt begrænset til at være et middel til at hjælpe alle de, der endnu kan tro på den blotte følelse alene. Men udenfor denne gruppe af mennesker findes der en anden, stadigt voksende gruppe, der helt er berøvet denne evne. Man kunne også skrive: helt er befriet for den! Thi troen binder der, hvor viden gør fri. Ingen vil beskylde vore præster for at være lærere i humor, men ikke desto mindre er mennesket uden humor et bundet menneske. Sand åndelig viden tænder lyse, glade smil i menneskers øjne og gør dem præcis så levende, at de i en mængde situationer bliver "snedige som slanger", der hvor prædikanten på grund af sin tro både bliver usmidig og rystende intolerant.

Medens jeg var i England, tog en journalist sig på at undersøge, hvor mange mennesker der var i kirke i påsken og kom til det nedslående resultat, at der på denne store højtidsdag ikke var flere kirkegængere i hele London, end at de kunne have været i St. Pauls Katedralen. Byen har for tiden over lo millioner indbyggere!!! Bladene var rystet over denne oplysning, men årsagen bragte mig til at tænke på en henrivende historie, jeg hørte for mange år siden. Det viste sig nemlig, at flertallet foretrak at ordne deres have fremfor at gå i kirke. Det samme gjorde en mand i min barndomsby, hvad der faldt præsten for brystet. Han gik hen til manden og bebrejdede ham, at han ikke kom hviledagen i hu og holdt den hellig, og at Gud så med stor misbilligelse på den sag, hvortil manden sagtmodigt svarede, at så havde Gud bestemt ingen forhave, som han skulle ordne i sin fritid!

Menneskene får mere og mere fritid nu, såmeget at den begynder at ride verdens store politikere som en mare. For fritid er farlig for mennesket uden ånd! Det er man klar over, for det råber ungdomskriminaliteten til himlen om, men hvad skal man gøre? Berøvet sin religiøse trosevne og udrustet med en fritid, det ikke aner, hvad det skal stille op med, begynder det jordiske menneske at tone frem som et vigtigere problem for statens ledende mænd end de økonomiske problemer, de før har ødslet deres tid på. En paradoksal situation som er kommet bag på de fleste. Og alligevel netop den situation der røber, at en helt ny tidsalder er ifærd med at fødes lige for øjnene af os. Men ingen tidsalder kan hvile på et åndeligt intet. Det kan atomalderen heller ikke. Ja, man kan måske sige, at det kan den mindre end nogen af de forudgående tidsaldre, hvor mennesket mere var slave eller træl, end det var et frit væsen. For vore øjne synker verdensriger i grus, og slavebundne folk gør sig fri. Udviklingen marcherer i et tempo, som ikke hverken kan standses eller hemmes af den simple grund, at den verden, der een gang var et uoverskueligt område, nu døgn for døgn smelter sammen til en helhed, der angår os alle. At dette ikke kan ske uden store brydninger, giver sig selv, og den sidste store katastrofe er næppe oplevet. Men at verden er i støbeskeen, ser enhver. Men til ulykke for de fleste, ser de ikke, at det der sker, kun er fuldbyrdelsen af en stor plan, der vil lade en vidunderlig verden komme til syne på ruinerne af en verden, der i sin struktur var ond, fordi den var behersket af dyriske kræfter. Denne nye verden bliver en sand kristen verden, for i den findes der ikke alene ingen fattigdom, men der findes heller ingen, som er glad ved, at de "gudskelov har deres på det tørre" eller som tror på, at Guddommen har anordnet det således, at der "altid vil være rige og fattige". I denne nye verden, hvor alle rent materielle problemer vil være løste for enhver, er det ikke det ydre, man ejer, der gør en stor, men derimod det man ejer i det indre. Idag står mennesket i en rystende alles kamp imod alle, og langt de fleste er bittert bundne. Om måske kun ganske få århundreder er vi alle borgere i en verden, hvor vor rigdom er vor skabeevne og vor fritid såvel som vor arbejdstid en uafbrudt oplevelse af glæden ved at være til, fordi livet da vil være akkurat lige så givende, som det idag er krævende. Idag giver livet kummerlige vækstvilkår til vor næstekærlighedsevne. Til den tid vil alle kræfter være mobiliserede til fordel for udviklingen af næstekærlighedsevnen i hvert eneste menneske, fordi man til den tid ved, at kun det menneske, der i kraft af at det i alt og overalt møder kærlig forståelse og hjælp, kan være den lykkelige samfundsborger, alle er tjent med at leve i samfund med. Kristendommen af idag er uden magt, fordi den er uden evighedsperspektiv, – kristendommen af imorgen vil blive verdens største magtfaktor, fordi den som en evigt inspirerende åndelig videnskab vil gøre hvert eneste menneske fri af ethvert snærende mentalt bånd. Nutidens mennesker har ofte lukkede ansigter og kolde øjne. Fremtidens mennesker bliver åbne mennesker med varme øjne, glade smil, thi for dem vil Gud ikke være noget fremmed, fjernt eller ubegribeligt, men derimod den levende realitet det var for ham, der som den første i vor slægt kunne hviske: "Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!