Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

"Hævner eder ikke selv I elskelige, hævnen hører mig til, jeg vil betale Vi kender alle ordene, har alle lært dem i skolen og måske siden hørt utallige fortolkninger af dem. Men mon ret mange helt har begrebet den sandhed, de udtrykker? Jeg tvivler stærkt på det. For sandheden er den, at disse ord repræsenterer en så høj kosmisk indsigt, at den direkte, naturlige efterleven af dem kun er mulig for den sexuelt dobbeltpolede eller det kosmisk bevidste menneske.

Ordet "hævn" har en hård og ubarmhjertig klang og de fleste nogenlunde udviklede mennesker nærer en vis udefineret følelsesmæssig uvilje imod det. De føler, at kræfterne bag dette ord er farlige, men da ingen har hjulpet dem til en dybere indsigt i disse kræfters sande natur og udstrækning, evner de ikke at skabe sig selv et klart billede af hævnens virkelige konsekvens. Resultatet af denne situation bliver derfor altfor let det, at man bekæmper disse kræfters grovere former samtidigt med, at man "giver vreden rum i sin sjæl".

Lige så naturligt det er for det kosmisk bevidste menneske at overlade enhver form for hævn, hvilket vil sige gengældelse af ubehag, til Guddommen selv, lige så unaturligt er det for det sexuelt eenpolede eller kosmisk ubevidste menneske ikke at "tage hævnen i sin egen hånd". Lys og mørke står her skarpere tegnet overfor hinanden end noget andet sted i vor moralske verden. Følelsen af, at en oplevet uret kun kan "sones" – altså bringe tingene i balance – igennem en, af én en selv iscenesat hævn eller gengældelse, er så dybt rodfæstet i den jordmenneskelige sjæl, at det vil være mere end tåbeligt ikke at regne med denne følelse i sit daglige, praktiske liv. Teoretisk hylder det almindelige menneske måske nok tanken om, at "du skal vende den højre kind til, når nogen slår dig på den venstre", men i praksis følger det i en enorm udstrækning ånden bag ordene "øje for øje, tand for tand!" Det almindelige menneske er meget ivrig i sin "retfærdighedstrang" og det overlader nødigt gengældelsen i Guds hånd. Det synes at føle sig på sikrere grund, når det selv foretager eksekutionen.

Men er det jordiske menneskes retfærdighedssans absolut fuldkommen? Absolut upartisk? Hvis den var det, var det næppe forbudt den enkelte borger at tage sig selv til rette. Vi ser, at livet her har frembragt en erfaring, der er resulteret i skabelsen af et retsvæsen, der helt er overladt dertil autoriserede myndigheder, hvilket netop understreger, at man er klar over, at et menneske i vrede, er et menneske i affekt. Og et menneske i affekt har hverken kontrol over sine nerver eller det klare overblik, der er selve forudsætningen for retfærdig gengældelse.

Betragter vi imidlertid symbolet for den civiliserede verdens retsvæsen — retfærdighedens gudinde – ser vi, at de, som skabte dette symbol, må have haft en høj viden om det jordiske menneskes evne, eller måske rettere: manglende evne, til sand upartiskhed. De gav hende nemlig bind for øjnene! Og mennesket uden kosmisk indsigt, mennesket, som endnu lever under tyranni af sin egen sexuelle polkonstellation, mennesket, hvis sansehorisonter er begrænset af fødsel og død, lever netop med "bind for øjnene". Det tror at se, men ser i virkeligheden slet ikke, for det lever uden viden om, at ingen, absolut ingen kan opleve noget som helst ubehag, til hvilke det ikke selv er den absolutte førsteårsag.

Ordene "hævner eder ikke selv I elskelige –" er således ikke talt til det sexuelt eenpolede menneske, som helt er afskåret fra at forstå disse dybe ords inderste mening. De er talt til et udviklingstrin, hvor en nagende tvivl om hævnens kosmiske berettigelse har holdt sit indtog i sjælen. Thi det primitive jordiske menneske ikke alene hævner sig med ro i sindet, det evner direkte at glæde sig over sin hævn. Det fryder sig, når det går en fjende dårligt og røber derved, at det endnu besidder evnen til at glæde sig over at et væsen, som i virkeligheden er dets "broder", lider smerte. Vi kender alle sætningen "Det har han godt af!" Og alle har set den ubehagelige glans i øjnene på ham eller hende, over hvis læber disse ord er kommet. Om disse mennesker blot vidste, at de, i det øjeblik deres sjæl nyder et andet menneskes pinsler, føder nøjagtig den samme situation for dem selv, ville de næppe glæde sig så stærkt. Men de ved det ikke og derfor "vandrer de trygt, hvor engle ikke tør træde".

Dette, at man inderst inde er i tvivl om hævnens kosmiske berettigelse, afslører, at man er nået til den zone, hvor man ikke længere er den fuldkomne mand eller kvinde, man før var. Man er nu, som Martinus udtrykker det "en såret flygtning mellem to riger". Man har i sig trangen til hævn, til had, til forfølgelse og bagtalelse, men man formår ikke at realisere denne trang, fordi man ved, at gør man det, kommer man ind i et helvede af samvittighedskvaler bagefter. Man kender ikke årsagen til denne samvittighedskval, man ved bare, at den kommer lige så sikkert, som solen står op og går ned, og man erindrer sig dens ubehag så stærkt, at man værgrer sig ved en genoplevelse. Man føler sig med andre ord svag. Man ved, at man burde "gøre noget", for gør man det ikke, siger alle "de andre", at der nok er noget om det, man er blevet sigtet for, siden man ikke "tør svare". Og alligevel gør man intet og tager derved i virkeligheden den lidelse på sig selv, man på et tidligere udviklingstrin med glæde tilføjede sin modstander.

Personligt har jeg ikke alene levet sammen med et menneske, som igennem alle de år, jeg har kendt ham, har fået sin part af verdens smuds, jeg har også selv fået min del. Havde jeg ikke set, hvorledes Martinus i alle disse år har reageret, når en eller anden smudsbølge væltede ind over ham, havde jeg næppe selv haft mod til at imødegå egne vanskeligheder med i det mindste et forsøg på at følge ham også her. Men jeg har med egne øjne set, at det, der er natur for en kosmisk bevidst, også betaler sig for os andre. For Martinus er ordene: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke hvad de gør!" et medfødt kosmisk direktiv han ganske naturligt og selvfølgeligt efterlever i sin daglige livspraksis. Han har engang udtrykt sin situation med de ord, at han ikke er istand til at hindre, at der er mennesker, der ikke kan lide ham, men på den anden side kan disse mennesker ikke forhindre ham i at elske dem! En sådan indstilling kan imidlertid normalt kun udløses på basis af høj åndelig indsigt, og her er det, at man for alvor begynder at fatte ånden bag det indledende citat. I ens eget mentale "rum", hvilket vil sige: i ens egen bevidsthed, fylder hævntanker altfor voldsomt op, ja såmeget kan de fylde et menneskes sind, at de ganske sprænger det. Anderledes derimod i "Guds rum". Her er hævnen blot energibølger, som har deres bestemte plads, og som i "Guds tid" når den, der udsendte dem. At overlade hævnen i Guds hånd, er således kun at lade kræfterne virke efter deres egen natur, og her er det man oplever sandheden i det berømte ord: "Husk man ofte selv må vandre i den grav, man grov for andre!" Hævnerens lod er ikke misundelsesværdig, det ved den kosmisk bevidste igennem de tusinde livs selvoplevelse, og man vil derfor aldrig finde ham indblandet i selv det mindste skænderi, hverken med mund eller pen! Og vi andre vil også en dag magte denne kunst, fordi livet aldrig vil blive træt af at belære os om, at lykken alene bor i ligevægten og harmonien og aldrig i uligevægten eller disharmonien!

Som man her vil forstå, har man i det enkelte menneskes måde at reagere overfor sjæleligt ubehag på, et ubedrageligt tegn på det udviklingstrin, det repræsenterer. Evner det ikke efter en kort stunds forløb at frigøre sig for hævntankernes indflydelse, men tværtimod giver sig til at leve i farlige drømme om ond gengældelse, kan man være overbevist om, at det rent privat vil betale sig at lade vedkommende "gå tilhøjre", medens man selv "går tilvenstre!" At leve sammen med mennesker der endnu ikke forstår, at årsagerne til deres vanskeligheder bor i deres egen sjæl, er som at invitere skuffelsen til at bo fast hos en, og det fører ihvertfald aldrig til den harmoni, vi vel alle stræber efter at opleve. Derfor lærer man at elske mennesker med humoristisk sans, thi disse mennesker kan aldrig hade, dertil er deres sind for gammelt i livet. Ægte humoristisk sans er jo netop evnen til at se det tåbelige i hadets og ondskabens mangeartede energikombinationer. Det er evnen til at se, hvem der åndelig talt går i "små sko, der klemmer" og til på en pæn måde at få disse mennesker til at gå ad veje, der ikke krydser ens egne. For mennesket har ret til at leve i den fred, det formår at skabe sig selv! Og den dag, det for alvor oplever, at der også åndeligt "findes en verden udenfor Verona" en verden, hvor man uden tøven overlader enhver form for hævn til Guddommen selv, den dag oplever det, at et af livets ondeste kredsløb endeligt og uigenkaldeligt er sluttet. At det ikke er så let at nå til denne oplevelse, ved vi alle. Men gør vi den til et levende ideal for vor sjæl, vil vi uundgåeligt vokse frem imod den,–– og mon vi ikke alle har oplevet lidt af den fryd, det er i en eller anden måske kun lille situation virkelig at have "vendt den højre kind til –"? Jeg vil tro det! Har De gjort det, har De ihvert tilfælde oplevet lidt af den umådelige tryghed det giver at lade en anden, en langt stærkere, tage sig af den side af ens tilværelse!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!