Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Solen skinner i øjeblikket på den engelske kirke lige overfor mit vindue, og stærene jubler fra hver eneste skorsten. Aldrig nogen sinde før i mit liv har jeg oplevet så bratte overgange som i denne uge. Jeg fløj til Stockholm sidste søndag fra et Danmark, som netop da oplevede sin første fornemmelse af forår. Stockholm var kold, og om mandagen føg sneen nedover byen. Da jeg kom hjem tirsdag eftermiddag, var København påny indhyllet i sne og kulde, og sneen lå stadig hård og hvid, da jeg igår, i strålende sol sagde farvel til min kone og Martinus og satte kursen mod England. Dybt under mig lå Sjælland klædt i hvidt. Meteorologerne havde lovet strålende vejr. Det var det også i starten, men da vi passerede udover Storebælt, så vi i det fjerne en vældig skybarriere. Det sidste, vi så af land, var Korsør og Nyborg, så forsvandt alt, dækket af et vældigt glitrende skydække. Selv gled vi afsted i strålende sol, men det var lidt af en skuffelse, at skydækket var så intensivt. Efter ca. to timers flyvning forsvandt det, og dybt under os dukkede Sydenglands mørke kystlinie frem. Få minutter efter lå landet under os – og hvilket vidunderligt syn! Grønne marker og solbeskinnede huse! Få minutter senere igen var alt huse, huse og atter huse, så langt øjet rakte. Maskinen sank dybere og dybere, og lige med et så jeg påny London Airports lange landingsbaner foran mig. Let som en fugl landede den store maskine, og vi stillede alle i hast vore ure een time tilbage. Klokken var halvet nu, og vi stod ud i et land, hvor foråret for alvor har holdt sit indtog. Overalt jublende stære og flammegule krokus og plæner, der er så grønne, at det næsten er utroligt.

London Airport synes nu at være omtrent færdigbygget. Jeg har haft den mærkelige oplevelse at se denne verdens største flyveplads passere fra barakstadiet og frem til de fantastisk moderne bygninger, der nu dominerer billedet. For det menneske, der ikke tvivler på, at verden går en strålende fremtid imøde, er London Airport en vidunderlig bekræftelse. For her møder man denne fremtid i form af et område, hvor alverdens nationer time efter time sætter hinanden stævne. Flyvemaskinerne ligger ofte i "lag" over hverandre, og ustandseligt ruller maskiner fra andre lande og andre verdensdele henover cementen. Alle mulige sprog lyder i ens øre, og alle mulige hudfarver og ansigtsformer passerer en. I en næsten uafbrudt strøm glider de store toetagers busser mod London fra denne flyveplads, der i sig selv er som en vældig nerveknude i jordens vældige organisme.

England kunne ikke have taget venligere imod os. En vældig regnskylle havde for få dage siden vasket byen ren, og nu var der forår overalt. Barhovedet og uden frakke fyldte folk gaderne, og alle så inderligt fornøjede ud. For mit eget vedkommende var det en virkelig glad oplevelse at gense London. Min tidligere værtinde ventede mig med den the, der her er livets alfa og omega, og hun overraskede mig ved at have et ganske dejligt værelse til mig. Intet var virkelig fremmed dennegang, og da jeg lidt senere gik ned i det stedlige mejeri for at gøre mine småindkøb, fik jeg en af de små overraskelser, livet altid har i baghånden til den, der samler på den slags. Damerne i mejeriet genkendte mig øjeblikkeligt, og før jeg fik set mig for, var jeg ikke alene budt velkommen på det hjerteligste, men måtte også svare på et hav af spørgsmål om situationen i Danmark, om vejret, og hvad ved jeg! Men dejligt var det at føle denne venlighed, der simpelthen udstrømmede fra en for mange englændere aldeles selvfølgelig medmenneskelighed.

Der er tider, hvor det føles lidt mærkeligt sådan at kastes fra plads til plads med den hurtighed, det idag kan ske. Som jeg sidder her i mit lille hyggelige værelse i et hus, der rummer adskillige nationer og flere racer, går mine tanker uvilkårligt til Stockholm, hvor mine sidste to foredrag blev holdt i en aldeles uforglemmelig atmosfære af kærlighed og forståelse. Jeg har nu undervist i denne by i to vintre, og det føltes derfor lidt vemodigt at slutte uden at vide, hvornår jeg igen skulle gense dette store hold, der er kommet til at stå mit hjerte meget nær. Jeg kom derop uden synderligt kendskab til sproget og uden kontakt med mere end ganske få mennesker. Jeg forlod denne måske nordens smukkeste by med en indre følelse af, at Martinus' arbejde i Stockholm ikke alene har venner, men mange venner, der aldrig nogen sinde vil svigte det.

I mine afsluttende foredrag behandlede jeg det højintellektuelle menneskes forhold til det guddommelige skabeprincips kosmiske impulser og søgte at vise, at for det moderne menneske går der ingen vej tilbage til et trosstadium, hvor intellektet skulle kunne dysses i søvn til fordel for en opfattelse uden indre logik og dermed samhørighed med verdensaltets Inderste, kosmiske struktur. Vi er med en enorm fart på vej ind i en helt ny tidsalder, hvor de forestillinger og begreber, der een gang bar livet, hjælpeløst er brudt sammen og nu går deres fuldstændige opløsning imøde. Det er på denne dystre baggrund Martinus' verdensbillede skal ses, thi det alene taler det sprog, som den opvoksende slægt kan forstå. Det er rigtigt, at der idag findes mange fremskredne åndsretninger, men de ejer ikke i sig den umådelige frihed, som Martinus' verdensbillede giver enhver, der beskæftiger sig med det. Det er hverken udtryk for foragt eller intolerance, når vi idag kan hævde, at Martinus er ene om at repræsentere denne uhyre suverænitet. Han ikke alene ikke vil binde noget som helst menneske, han ønsker heller ikke selv at være bundet af nogen eller noget. I årevis har han givet og giver fremdeles sin viden fra sig uden andet ønske end det, at den må være til lykke og velsignelse for sin modtager. At der omkring ham har dannet sig en bevægelse, hvis ringe breder sig videre og videre ud, angår dybest set ikke ham. Det er kun den naturlige konsekvens af den uhyre åndelige befrugtningsevne, hans verdensbillede indebærer.

Det ligger i selve sagens natur, at et menneske, der gennem såmange år, som tilfældet er det for mig, har oplevet en så altomfattende åndelig videns fødsel, at et sådant menneske må tale om netop dette forhold. Det har altid stået for mig som det skønneste, jeg har oplevet. Det ville være mig umuligt at ære og agte Martinus så højt, som tilfældet er, om han i sig ejede trang til at blive "dyrket", til at blive en ny "messias" eller til i det hele taget at ville "spille en rolle". Hvad jeg ikke havde set af den slags, før jeg traf Martinus, har jeg i hvert fald set tilstrækkeligt af siden. Verden har ikke mere brug for den slags mennesker. Verden har brug for "tjenende ånder", de alene kan hjælpe os ud af det åndelige kaos, vi befinder os i.

---------

Jeg beder Dem tilgive mig, at mit brev til Dem dennegang er en smule kort! Men for at De kan få det, skal det være i København inden mandag, så jeg må sende det nu. Jeg håber, De forstår min situation og dennegang bærer over med mig. Jeg er jo ikke i London for at more mig, men ganske enkelt for påny at "sætte mig på skolebænken". At jeg er istand til at gøre det, skyldes udelukkende den kærlighed, hvormed trofaste venner omfatter vort arbejde. Jeg havde den umådelige glæde blandt mine julebreve at finde et, der indeholdt flyvebilletten herover, tur/retur. Brevet var anonymt, og jeg har ingen anelse om, hvem afsenderen er. Men vedkommende skal have min kærligste tak for denne kærlighedshandling! Og det skal de andre, der har gjort denne studierejse mulig for mig, også! Det er disse lysende punkter i et arbejde, der uundgåeligt har sine store vanskeligheder at kæmpe med, der gør, at man bag det hele føler sig så uendelig glad for at være med til at sprede disse tanker ud i verden. Mit ophold i London er jo kun en del af den forberedelse, der nødvendigvis må gå forud for rejser til endnu fjernere pladser. I en sådan situation er det vidunderligt at vide, at kærlige og forstående venners tanker følger en. Den indre viden om, at dette er tilfældet, er i virkeligheden den kraft, der bærer over enhver vanskelighed og giver mod til at gå i gang med selv de vanskeligste opgaver.

Med min kærligste hilsen herovrefra!