Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Foran mig ligger en artikkel af en ung inder ved navn Ajoy Mahalanobish. Den handler om Gandhi, og jeg tror, De vil læse den med samme glæde, som jeg har læst den. Allerede da jeg læste den første gang, fik jeg stor lyst til at skrive om den, både fordi den handler om Gandhi og, hvad der forekommer mig mindst lige så vigtigt: fordi den i et og alt bekræfter de idealer, De og jeg kæmper for.

Er Gandhi og hans idealer da ikke eet og det samme? De var det ikke, men de blev det. Gandhi fik ikke sit syn på livet foræret. Han tilkæmpede sig det skridt for skridt, og hvor tragisk end hans død ved morderhånd må forekomme, rummer den dog ligesom en konsekvens af hans liv. Da revolverskuddet lød, var Gandhis liv på sin vis afsluttet. Han havde nået, hvad han ville. Indiens nationale frihed var sikret, og ved sin handlemåde havde han påny belivet idealer, som må leve, om verden skal gå frem i moral.

Gandhi var den fødte kosmiske kemiker. Vi ser det alene af titlen på en af hans mest berømte bøger, som han kaldte "Mine forsøg med sandheden". Han var en moderne "Thomas". Som høj intellektuel var han inderst inde ikke i tvivl om vejen frem, men han måtte efterprøve de sandheder, han ønskede at give sit liv for. Derved blev han andet og mere end en mystiker. Han blev et menneske som, sine ufuldkommenheder ufortalt, blev en stor nations selvskrevne åndelige fører. Ufuldkommenheder? Var Gandhi ikke absolut fuldkommen? Var hans liv ikke hævet over enhver form for kritik? Jeg tror, at Gandhi selv ville have leet højt ved disse spørgsmål. Et menneske, der i den grad som han ikke alene var villig til at Indrømme sine fejl, men også gøre afbigt for dem, led ikke under nogen fuldkommenhedsforestilling. Han var sig i sjælden grad sin egen begrænsning bevidst, men han afveg fra flertallet derved, at det, han følte var rigtigt, det handlede han efter. Han kendte ikke kompromissernes flossede verden i sit eget liv. Hvor inspirerende er ikke disse ord: "Såmeget kan jeg sige med sikkerhed om resultatet af mine eksperimenter, at man kan ikke erkende den fulde sandhed, uden at man realiserer Ahimsa-princippet" (kærlighed – ikke voldspolitik). Vi møder her en total overensstemmelse mellem Gandhi og Martinus, der jo netop gang på gang siger, at først i det øjeblik man realiserer sin idealisme, er den fuldbyrdet erkendelse. Indtil da er den blot en smuk teori man hylder, men hvis frugter man er afskåret fra at kunne nyde.

I sit religiøse liv var Gandhi panteist, som vi er det. Han hyldede sandheden, hvor han end fandt den. Gennem sine eksperimenter havde han oplevet den kontakt med verdensaltets grundtone – kærligheden – der gjorde, at han i alt satte denne kraft højere end nogen andet, så højt, at ikke en af jordens mangfoldige religiøse retninger idag kan tage ham til Indtægt for sin specielle opfattelse. Han var mere menneske, end han var inder. I sit forhold til verden kendte han ikke snævre grænser. Det var ikke Indiens problemer, der alene optog ham, det var menneskets problemer i en verden i opbrud!

I en tid, hvor enkeltindividers navne ofte hamres ind i vor bevidsthed med tommehøje bogstaver af en presse, der har gjort nyheder af enhver art til højt estimeret handelsvare, er det godt at vide, at Gandhis navn vil leve, når den endeløse række af nulevende "berømtheder"s navne forlængst er strøget af tidens store tavle. Vil leve, fordi han i dette opløsningens århundrede rejste sig imod strømmen og ved sine ord og sin væremåde demonstrerede åndens magt over materien. Selvom Østens og Vestens mentalitet er forskellig, skal der alligevel en uhyre autoritet til at få mennesker til at lægge sig på rad og række foran et frembrusende eksprestog og dermed demonstrere retsprincippets overlegenhed overfor brutal magt. Man har måttet tænke på dette mange gange under efterkrigstidens retsopgør, hvor man atter og atter har mødt dette: "Vi lystrede kun givne ordrer. Vi er uden skyld i det, vi foretog. Vi var imod det (tilsyneladende var alle imod det), men vi kunne intet gøre – osv. osv." – Nej, ingen kunne gøre noget. I et folk på over 80 millioner mennesker kunne een mand bygge koncentrationslejr efter koncentrationslejr, gaskammer efter gaskammer og uimodsagt råbe udover vældige forsamlinger: "Ordet "humanitet" er udraderet i mig og ved mig!" Hvordan kunne dette gå til?

Det kunne det, fordi denne mand appellerede til ganske andre instinkter i sine tilhørere end Gandhi. Også han var en fremragende kosmisk kemiker og opnåede strålende resultater. Men eet kendte han ikke. Verdensaltets rene grundtone – kærligheden – forblev en ukendt tone for ham. Også han døde for en revolverkugle. Men afskudt fra et våben hans egen angst trykkede ham i hånden.

Vi – De og jeg – har oplevet og oplever en tid så rig på dramaer, at vi af og til finder det nok. Vi ville gerne opleve en fredelig og lykkelig tid. Men vi kommer ikke til det. Verden omkring os er ikke alene i opbrud, men er det så definitivt, at processen nu vil blive ført til ende. De dæmninger, der hidtil holdt livet indenfor visse givne og akcepterede former, er hjælpeløst sprængte, og på alle områder er vi idag vidne til, at kræfterne søger sig nye veje, nye mål. Ønsker vi fred, må vi gå en ganske anden vej end den, der fører udad. Vi må da gå indad. Og gør vi det, kommer vi uundgåeligt på sporet af det, Gandhi fandt under "sine forsøg med sandheden". Også vi vil finde, at der er en dyb overensstemmelse mellem vor skæbne og den sandhed, vi lever i daglig livspraksis. Og vi vil finde, som Gandhi fandt det, at vor smertefulde skæbne ikke har rod i den del af vort tankeliv, der er med lovene, men derimod i den del, der i alt søger sit eget. Ingen nation formår idag at skænke sine indbyggere fred og tryghed, men dette er ikke det samme som, at freden og trygheden ikke eksisterer.

Men hvormeget verdens forskellige stater så end enes om at undgå krigen, formår de alligevel ikke at skænke mennesket den fred, der alene er værd at besidde. Den fred kan kun skænkes mennesket – af det selv! Dette indså Gandhi, og det blev han aldrig træt af at forkynde. Men han indså også, at verdensfreden som realitet betragtet, aldrig ville blive til noget, før verdens forskellige stater bliver regeret af mænd med denne nye indstilling. Han skjulte ikke, at det var hans overbevisning, at "gode mål aldrig nås ved onde metoder"! Verden af idag er fyldt med statsmænd, der vil nå gode mål ved onde metoder, hvilket vil sige ved skjulte eller åbne trusler om magtanvendelse, såfremt det ikke går efter deres hoveder. Denne indstilling er i virkeligheden den almengældende. Vi genfinder den som hovedfaktoren i enhver konflikt eller krise, og det ligegyldigt om det drejer sig om regeringskriser på "højeste plan", forretningskriser eller familiekriser.

Nehrus skønne ord om Gandhi, som De kan læse i bilagets tredie afsnit, kan direkte overføres på Martinus. Ikke eet ord behøver at tages ud. Men hvor Gandhi måtte nøjes med at støtte sig til sin stærke tro, baserer Martinus sin indstilling på en urokkelig viden. At dette er tilfældet, ses ikke mindst af den kendsgerning, at Martinus' gerning, også i Indien for alvor begynder der, hvor Gandhis sluttede. Gandhi gengav Indien troen på nytten af den sandhed, vi har lært at kende gennem ordene: "Vend den højre kind til, når en slår dig på din venstre", men han formåede ikke at give en urokkelig kosmisk viden om, hvorfor man skal gøre det. Han var overbevist om sandheden i disse ord, men hans overbevisning havde rod i en indre dyb evne til at tro. Martinus' forsvar for denne handlemåde er af en anden art. Det har rod i en viden, som han formår at delagtiggøre os i, og om hvilken vi ved, at den har tusinder af indere strålende forudsætninger for at forstå. Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at dette land bliver blandt de første, der ønsker at lære hans verdensbillede at kende, og jeg overdriver næppe, når jeg skriver, at der sikkert ikke vil gå lang tid, før vi oplever at finde mange af Gandhis disciple blandt Martinus' varmeste tilhængere. Thi hvormeget end Gandhi formåede, og det var meget, kan hans eksempel dog ikke hindre Indien i at komme ud for voldsomme indre omvæltninger, hvor også dette land vil opleve maskingeværernes køren i stilling på gadehjørnerne. Men uanset dette har Gandhi ved sit liv og sin indstilling bygget en bro mellem Indiens årtusindgamle tankeverden og det kosmiske verdensbillede, det er blevet Martinus' opgave at bringe menneskeheden. Derfor må også vi bøje vort hovede i den dybeste ærbødighed, hvergang hans navn nævnes. Med sit eget liv bekræftede han, at han virkelig var en af denne jords meget store sønner.

Med hjertelig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!