Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon ikke vi er fælles i det, at læsningen af en avisartikkel eller andet læseligt stof, der helt er i overensstemmelse med vor inderste indstilling til livet, sender en varmende strøm igennem vore nerver og gør os glad? For mig er det i hvert tilfælde sådan, at hver gang jeg støder på noget, der bekræfter Martinus' kosmiske analyser, kender jeg mig oplivet på en ganske særlig måde. Disse bekræftelser virker nærmest på mig som varmende solstrejf på en ellers kold og tåget dag. Og har man øjnene åbne derfor, kan man forskaffe sig mange af disse livgivende solstrejf hver eneste dag! For tiden er svanger med dem! Vi finder dem overalt, om vi da selv vil: i videnskabens beretninger, i kunstens famlen efter nye veje, i politikernes søgen efter det middel, der skal hidføre freden, men stærkest måske indenfor det religiøse liv, hvor de vældige brydninger netop afslører, at en ny tid er ifærd med at bane sig vej frem.

Menneskeheden er som en vældig hær, der er begyndt at marchere. Intet vil kunne standse denne hærs fremrykning, og når den ikke allerede har nået sit mål, skyldes det ikke nogen ydre modstand, men derimod noget, der har rod i det, forfatteren af vedlagte bilag udtrykker med ordene "Den indre virkelighed". Som alt levende, er også det jordiske menneske målsøgende i sin natur. Dette ses særligt i ungdommen, hvor sindet endnu er plastisk og offerviljen stærk. Af natur er enhver virkeligt levende ung revolutionær. Ja, man kan dristigt skrive, at den unge, som ikke er det, men som allerede på disse tidlige livsstadier "søger sit eget", ved denne sin indstilling har berøvet sig selv noget af det mest værdifulde, ungdommen har at give. Ikke at kunne se verdens "uretfærdighed", når man er ung, ikke at knytte sine hænder imod "det meningsløse tyranni", ikke at kunne føle sig kaldet til at afskaffe alt det, der oprører ens sjæl og ikke at opleve den dybe afmagt overfor alt "det onde" i livet, er i virkeligheden identisk med den søvn, der er dyrerigets ubedragelige kendetegn. At man i sin revolutionære indstilling helt er berøvet det perspektiv, der senere lader en opleve det samme liv fra en helt anden og mere moden synsvinkel, ændrer ikke den kendsgerning, at det er i ungdommens tid, vi skal fornemme den indre virkeligheds reelle eksistens, om den samme indre virkelighed i vor voksne tid skal blive den bestemmende faktor i al vor søgen. Og det er her, vi idag finder årsagen til de forhold, der idag råder i verden, og til, at denne indre virkelighed stadig må finde sig i at blive forkætret af alle de, der - uden at kende den - i virkeligheden er at betragte som ulykkelige mennesker, - uanset al ydre sukces.

Men når dette er sagt, skal det også siges, at man aldrig med nogen ret kan bebrejde noget som helst menneske dets manglende kontakt med livets indre virkelighed af den ganske simple grund, at denne kontakt ikke er underlagt viljens domæne. Som dette at ville være god ikke er det samme som at være god, er dette at ville se Gud heller ikke det samme som at se ham! Oplevelsen af den indre virkelighed bliver således aldrig et resultat af mål og vægt, ligegyldigt hvor kompliceret disse beregningsmetoder så end bliver. Her møder den menneskelige vilje en virkelig uigennemtrængelig mur, der fra evighed og til evighed vil modstå et hvilket som helst rent fysisk angreb. Og alligevel har utalte tusinder allerede gennembrudt den, medens andre utalte tusinder er ifærd dermed. Men det er sket uden larm og skrig! Og spørger man den, der nu står på denne murs anden side om, hvordan det dog gik til, at han kunne gøre noget, intet nok så indviklet videnskabeligt instrument har formået at gøre, vil han sikkert svare: "Jeg ved det faktisk ikke! Jeg ved bare, at det, der skete, var, at mit liv pludselig delte sig i to dele: det, der var - og det, der nu er!"

"Det, der nu er"? Er forskellen mellem det menneske, der bevidst har oplevet den indre virkelighed, og det, der ikke alene ikke kender den, men ovenikøbet ler højt ved tanken om den, da så stor som det siges? Den er meget større. Den er præcis så stor som forskellen mellem kålormen og sommerfuglen! For mennesket uden kontakt med denne indre virkelighed er verden simpelthen ond. Blottet for mening og fyldt til randen med grusomhed. At det er sådan, ses ikke alene på de rent ydre forhold, fra hvilke en tilsyneladende glohed ondskab og uretfærdighed lyser en imøde, hvor man end vender sig, det ses også på det forfærdende antal mennesker, der døgn efter døgn berøver sig livet, fordi de ikke længere orker at kæmpe imod denne tilsyneladende indlysende uretfærdighed. Intet menneske behøver at gå bare een kilometer for at finde bevis på, at der ingen Gud eksisterer, det findes altid "lige henne om hjørnet". For har man den indstilling til livet, findes beviset simpelthen i ens egne utålelige og uløselige problemer!

Men har man den anden indstilling derimod, så bor beviset for Guds eksistens i ens eget hjerte. Så ved man på en for andre aldeles ubegribelig måde, at intet, absolut intet af det, vi rent fysisk ser, er det, det ser ud til at være. Så bliver alt det, der for de andre er meningsløs form og ond handlen, til lysende rækker af bogstaver i et guddommeligt sprog, der hele tiden taler om kærlighed. Ikke om en sødladen, sentimental og dybest set urimelig kærlighed, men om den kærlighed, der ved sit lys kalder frøet tillive og byder stænglen at bane sig vej gennem de hårdeste lag for at alle kan se den blomst, den skjulte aller inderst inde i sit svøb. Mennesket, der er bevidst i den indre virkelighed, man har givet navnet "Gud", ser også alt det smertelige, som verden rummer, men det ser mere. Det ser denne smertes dybe hensigt, og det ser, at denne hensigt kun har eet eneste navn: kærlighed. Derfor går det aldrig til angreb på nogen eller noget.

Vi hører så ofte, at verden står på tærskelen til selvudslettelse, og utallige mennesker går virkelig og venter på et altødelæggende ragnarok. Nuvel, vi skal sikkert igennem en svær periode med mange ubehagelige oplevelser. Men vi behøver dog ikke af den grund at se alting gråt i gråt. Har man en god ven, der skal igennem en hård operation, bruger man dog ikke tiden under et samvær med ham til at udmale for ham alle de smerter og alt det ubehagelige, han nu skal igennem. Man bestræber sig dog for i videst mulige udstrækning at lade ham se alt det gode, denne operation, vel overstået, vil skænke ham. Og sådan bør vi også betragte verden, eller måske rettere, sådan betragter det menneske, for hvem den indre virkelighed er en vågen, dagsbevidst realitet, den verden, der omgiver ham. Verden af idag, er en ung verden. Den er befolket med mennesker, som netop er begyndt at få øjnene op for, hvor rig denne verden i virkeligheden er, om vi blot kunne enes om at løfte i flok. Det er ganske rigtigt, at en mængde mennesker stadig rører pessimismens trommer og ligervis som halvvilde mennesker stadig skråler op om, at "menneskene er, som de altid har været", at "der har altid været krig, og der vil altid være krig" osv. osv. Men for det første sker der jo dog det, at disse mennesker efterhånden dør ud og ved deres genfødsel inkarnerer i mere positive tankelag, og for det andet afslører livet hver dag vidunderlig fremgang for de tankearter, der, selvom de endnu kun er i svøb, så dog en dag vil sætte blomst. Mennesket, der i hele sin indstilling befinder sig i den dybeste kontakt med sin evige fortid og i selve nuet planerer sin kommende evige fremtid, har forlængst gjort sig fri af alle de negative forestillinger, der blot lammer og skaber depression. Hvorfor dog græde og jamre, når både det, vi kalder "liv" og det, vi kalder "død", i virkeligheden kun er een ubrudt kæde af lysoplevelser for den, der "har øjne at se med" og "øren at høre med"?

Der var engang, da dette at være et religiøst menneske var ensbetydende med, at man gik rundt og skjulte sit dødsenstriste og alvorlige ansigt under en stor, sort hat, ja, hvor dette at være religiøs simpelthen forpligtede en til at have et livsfjendsk udtryk i ansigtet. Men den tid er snart forbi. Der vil ikke engang gå fem små århundreder, før den allersidste rest af denne misforståelse er helt forsvundet! Verden er ung, og det har altid været ungdommens privilegium, at den evner at ryste det, den erkender som tåbeligt, af sig. Og det er tåbeligt at leve på den forestilling, at Guddommen skulle være livsglædens mest svorne modstander. Tværtimod. Den hjerteligste latter, det varmeste smil, den største overbærenhed og den dybeste humor stråler ud fra alle de, der virkelig har "set Gud". Det skal man vide, for den viden gør hjertet godt og det kommende års dage lettere at bære!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!