Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Egentlig skulle De dennegang have haft et bilag fra pressen, men en af kontaktafdelingens læsere har bedt mig gøre en undtagelse og analysere et problem, der har voldt ham vanskeligheder. Han har studeret Martinus arbejde gennem flere år og kan ikke tænke sig at undvære det. Alligevel synes han, at han ligesom er kommet til et "dødt punkt", hvor ordene ikke siger ham det samme som før, og han spørger mig nu, om det, han oplever, er noget normalt, altså et trin i udviklingen, eller om han virkelig åndeligt er gået i stå.

Jeg kunne fristes til at svare ganske enkelt: "Kære ven! Det, De nu oplever, er ikke alene ganske normalt, det er selve afslutningen på een epoke i Deres åndelige udvikling samtidig med, at det er den mulige begyndelse til en helt ny og langt vigtigere epoke!" – Men ikkesandt, mit svar er i virkeligheden ikke noget svar. Derfor vil jeg prøve at udforme det på en sådan måde, at hele læsekredsen skulle have glæde af det.

Som enhver anden opdragelse har også den kosmiske opdragelse sine ganske bestemte faser, hvoraf den første – indledningen – på sin vis er den mindst betydningsfulde. Ganske vist oplever man her begejstringens og beruselsens første vidunderlige sødme og har ofte en følelse af, at nu er "alle problemer løst". Men tvivlen kan også melde sig, og ytrer sig da gerne på den måde, at man kan høre mennesker sige: "Holder dette ikke, er jeg for alvor ude på de sytten favne!". I den retning behøver man nu ikke at frygte. De kosmiske analyser holder! Jeg vil endda gå så vidt, at jeg mere er tilbøjelig til at lykønske det menneske, der angriber dem med hele sit vågne intellekt end det, der akcepterer dem blankt. Den første har nemlig kvalerne i den rigtige rækkefølge. Den anden får dem uundgåeligt senere, hvor det afsløres, at nok var analyserne forstået, men mere med følelsen end med intelligensen, – og der skal nu engang være balance i det problem!

Men lad os nu forudsætte, at et menneske igennem sit møde med Martinus verdensbillede har oplevet den kontakt med sandheden, der for ham er blevet porten ind til en ny, positiv åndelig tilstand. Kendetegnet herpå er ubedrageligt derigennem, at hvis ikke dette møde sender en strøm af lysende livsenergi igennem nervesystemet, en strøm der efterlader vedkommende i en dyb glæde over dette, at være til, og en vidunderlig følelse af, at Gud virkelig eksisterer, så er Martinus arbejde ikke det rigtige for dette menneske! Man må her være meget ærlig. Sandheden har titusinder af floder, der fører ud til det samme hav, og intet menneske bør standse sin åndelige søgen, før det har fundet netop den kilde, der bedst formår at læske dets tørstende sjæl.

I dette tilfælde forudsætter vi altså, at Martinus verdensbillede virkelig udløser disse ubedragelige tegn, hvad der for et søgende menneske virkelig er en meget stor og meget lykkelig oplevelse. Men hvor skøn den så end er eller fornemmes, så er den dog kun mødet med en port ind til en ny verden. Endnu er vedkommende på et stadium, hvor man billedligt kan sige, at det har set ind i "det forjættede land", det har endnu ikke virkelig betrådt det! Og det ved slet ikke, at foran porten står visse usynlige "keruber" vagt. Disse keruber er "tærskelens vogtere".

Hvad vil dette sige? Ganske enkelt det, at eet er at møde en ny skøn tankeverden, et andet er at kunne tilegne sig evnen til at leve i denne tankeverden og opfylde de krav, den stiller til en. Martinus verdensbillede med alle dets mange detaljeanalyser er i virkeligheden kun denne nye verdens A.B.C. At lære denne A.B.C. at kende, ja eventuelt kunne den på fingrene er nok storartet, men det er ikke det samme som at kunne bruge det til at læse i den Livets Bog, som omgiver os på alle sider i form af vort eget daglige liv. Her vil vi nemlig atter og atter komme til at opleve, at ganske vist har vi fået en nøgle i vor hånd, ved hvis hjælp vi burde kunne forstå "det skjulte i det åbne", men i langt de fleste tilfælde reagerer vi overfor dette åbne, som vi altid har gjort. Man bliver absolut ikke "forvandlet", fordi man møder de kosmiske analyser, ihvert fald ikke en, to, tre!

Det andet led i ens kosmiske opdragelse ytrer sig på den måde, at man takket være sit kendskab til disse kosmiske analyser nu får en enestående chance til at gøre virkelig status over sig selv!!! Desværre falder altfor mange for fristelsen til at gøre det over andre, for der, med en vis fryd i sjælen, at konstatere, at denne eller hin er betydelig mere "primitiv" end en selv. Det er en afsporing, som man skal tage sig meget i agt for! Men en dag oplever man virkelig et syn "af sig selv", der kan være temmelig chokerende. Dette syn betyder i virkeligheden afslutningen på den kosmiske opdragelses anden epoke, og det kan være så deprimerende, at man taber modet og falder for den "billige løsning", der består i, at man enes med sig selv om, at de mangler, man har konstateret ved sig selv, først skal afvikles i "et kommende liv". Tager man en sådan beslutning – det drejer sig her ofte om kød, nicotin og "bare et lille glas likør" – har mødet med Martinus verdensbillede nok efterladt én klogere, mere vidende, men absolut ikke lykkeligere! I stedet for at være en kilde til berigelse, bliver det da nærmest et ekstra tryk på en skjult dårlig samvittighed, og så er det faktisk et spørgsmål, om det ikke havde været bedre for vedkommende ikke at møde det! Men sket er sket, og her møder vi altså skæbnebegrebet.

I forholdet til den tredie epoke i ens kosmiske opdragelse spiller skæbne begrebet en langt større rolle, end de fleste er klare over. For bag dette begreb skjuler sig de "tærskelens vogtere", som skal hindre mennesket i at betræde livsområder, som det ikke er modent for at opleve. Princippet er her nærmest lig en moderne kemisk kædereaktion. Pludselig oplever man noget på sin vej, der bringer alle uudviklede naturer i en op på ens bevidstheds overflade, og før man får set sig for, er man slynget helt ud af de tankebaner, man så begejstret havde betrådt. Så voldsom kan denne oplevelse blive, at man nu ikke betænker sig på at besudle det verdensbillede, man før så begejstret forkyndte for sine venner. Udtrykket "det var alligevel ikke noget, da jeg kom det nærmere ind på livet" er her ikke ualmindeligt, og ualmindeligt er det heller ikke, at man søger kompensation for sit indre åndelige nederlag ved at give de personer, igennem hvem man mødte disse høje tanker, skyld for at være "svindlere" og det, der er endnu værre. Dette kunne være ligegyldigt, dersom det blot kunne hjælpe vedkommende. Men det kan det almindeligvis ikke. For sådanne mennesker kan mødet med Martinus tankeverden blive en kilde til mange års lidelse, fordi de ikke evner at tage kampen op med det i dem selv, som er den virkelige hindring for den indre harmoni og urokkelige livsglæde, som bliver den til del, der ikke får et så drastisk møde med "tærskelens vogtere".

Imidlertid, vi får alle dette møde med de kræfter, der vil hindre vor videre åndelige vækst. Som allerede berørt udgøres disse kræfter af vore egne åndeligt ufærdige naturer. Disse naturer koncentrerer sig i det, Martinus har givet navnet "talentkerner", hvad der igen er det samme som det, vi almindeligvis kalder "evner". Disse talentkerner er små "hjerner", der udsender impulser, og disse impulser, der igen er den udløsende kraft bag vore begær, standser ikke deres udsendelser, fordi vi pludselig har skuet "det himmelske lys". De lammes et stykke tid. Men så blusser de til gengæld ofte meget kraftigt op, og så begynder den kamp om vor egen sjæl, hvis udfald kun "tiden kan afgøre. Det er her, man igen møder trætheden, mismodet og livstomheden. Man synes, man ved såmeget, og alligevel konstaterer man ingen særlig åndelig fremgang. Men man ved een ting, som den nys skildrede type ikke vidste. Man ved, at årsagen til miséren bor i en selv. Man konstaterer blot med en vis smerte, at man ikke vokser i det tempo, man havde tænkt sig. Her kører mange fast. Og det er både forståeligt og tilgiveligt. Tænk på, hvormange mennesker der faktisk er knyttet til forkerte partnere. Selv ønsker de at leve vegetarisk og at holde op med både at ryge og drikke spiritus. Men manden eller hustruen er ikke alene imod det, men benytter måske også enhver lejlighed til at give udtryk for, at "det er også siden du traf alt det der skøre, at det hele er gået skævt!" Overfor et sådant pres er det yderst forståeligt, at et menneske betræder kapitulationens tunge vej. Men selvom det helt opgiver at kæmpe for sine idealer, har modparten alligevel kun opnået en skæbnesvanger pyrrhussejr. Intet menneske, der for alvor har følt en højere åndelig verdens umiddelbare nærhed, bliver nogen sinde det samme, som det var før. Det kan kapitulere, men prisen herfor kan blive forfærdende høj – for begge parter.

Kommer man igennem denne kamp med sin sjæl i behold, har man ikke alene tilegnet sig tilværelsens kosmiske A.B.C., man har da også lært at bruge den. Man er da virkelig blevet "snedig som en slange og blid som en due", og man har i en meget høj grad lært sig kunsten at sige: "ja, ja og nej, nej!". Man har med andre ord erobret sig en umådelig frihed, nemlig den frihed af egne tidligere reaktioner, der før fik en til at flyve i flint. Fra dette punkt og fremefter er vejen faktisk fri. At vi ikke kan ændre hele vor sjælelige struktur i et enkelt liv, forudsætter jeg, enhver forstår, men vi kan lære denne struktur så grundigt at kende, at muligheden for at udnytte den i den positive livsoplevelses tjeneste forstærkes heltud utroligt. Det drejer sig jo ikke om at komme op på et højere åndeligt udviklingstrin. Det drejer sig om at leve det trin ud, man befinder sig på. Når det er sket, bærer livet en selv op på det næste trin, – bare alle ville forstå denne enkle sandhed!

Som man vil se, er livsproblemerne ikke løst, fordi man møder Martinus skønne tankeverden. Man kunne forsåvidt fristes til at sige: tværtimod! Men da der i alle udviklede mennesker lever en drøm om en højere og skønnere verden end den, vi her oplever, vil der aldrig være nogen grund til for alvor at fortryde, at denne drøm igennem mødet med Martinus kosmiske analyser får mulighed for at tage fast form. Man skal blot gøre sig klart, at på samme måde, som man ikke ved hjælp af grøntsager kan "spise sig op i himlen", kan man heller ikke ved hjælp af Martinus tanker tænke sig ædel i løbet af et øjeblik. Om Martinus tankeverden gælder det, som det før gjaldt for alle andre åndeligt udviklede tankeverdener, at de ikke er "kommet til verden for at skabe fred, men sætte splid". I dette tilfælde blot inde i en selv!!! Denne indre splid udgør vort nuværende livs største chance, thi igennem den befordres den åndelige vækst, som engang vil føre os til målet. At man under denne lange vandring kan blive træt og ind imellem synes, at "ordene er blevet tomme", er en given sag. Men det er blot ikke ensbetydende med, at de virkelig er det, men derimod kun, at man måske har vandret stærkere frem, end kræfterne rakte til. Og her er det så, at jeg gerne vil slutte dette brev med en erfaring, som i de samme perioder ikke alene hjalp mig, men også gjorde det muligt for mig at passere disse negative felter uden at tage skade på min sjæl. Jeg lærte at bede. Altfor mange mennesker, som møder åndsvidenskaben, falder – især i begyndelsen – for den forestilling, at bønnen ikke behøves mere. Ingen misforståelse er større, og ingen gør mere fortræd. Bønnen udgør i sig selv gudesønnens inderste intime kontakt med Guddommen. Som det ville være forfærdeligt at have et barn, der aldrig bad en om noget som helst, er det i sig selv forfærdeligt, at mennesker kan få den forestilling, at de kan leve deres liv lykkeligt uden bøn. Det kan man ikke. Bønnen er ikke alene nødvendig for åndelig vækst, den er selve den kanal, igennem hvilken man kontakter Guddommen og derigennem får kræfter til at komme igennem alt det, en udvikling af den art, der her er tale om, kalder ned over ens hoved. Lader man viden og bøn arbejde sammen og iøvrigt holder øjnene rettet imod stjernerne, kan man måske nok opleve mørke dage, men man kommer altid igennem, altid!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!