Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

At vort liv i langt højere grad består af "grå hverdage" end af festdage er vel ingen ny epokegørende sandhed. Og alligevel rummer denne kendsgerning noget, som mange er tilbøjelige til at overse, nemlig det, at det er i disse grå hverdage vor sande kvalitet som menneske skal bestå sin prøve. Mennesket i fest, altså mennesket udsat for en række intensiverede mentale lyspåvirkninger, reagerer almindeligvis ganske anderledes overfor livet, end det gør i en almindelig upåagtet hverdag. Det er i sådanne situationer normalt langt mere large, langt mere storsynet end ellers. Det er derfor uheldigt at danne sig en forestilling om et menneskes virkelige åndelige kvalitet udfra den tilstand det er i, når en medgangsbølge bærer det op på en af de "livstoppe", hvorfra alting synes så let og ligetil.

Modsat er det heller ikke rigtigt at vurdere et menneskes åndelige kvalitet udfra dets reaktioner overfor livet i de dage, hvor en modgangsbølge har kastet det omkuld og gjort det så grundigt, at det helt har mistet lysten til at leve, til at kæmpe imod en tilsyneladende overmægtig skæbne. Nej, den mest holdbare, den mest virkelighedsnære vurdering af et menneskes sande natur eller reelle åndelige kvalitet må nødvendigvis foretages ud fra dets reaktioner overfor livet i de dage, vi alle har flest af, nemlig de "grå hverdage".

Og her oplever et menneske, for hvem studiet af de kosmiske love og princippers tilsynekomst i dagliglivet er selve livsinteressen, gang på gang de vidunderlige bekræftelser på disse love og princippers urokkelige eksistens, der gør selv de mest grå og tilsyneladende triste dage til en lysende række af led i en guddommelig korrespondance eller undervisning. Mennesket uden kosmisk perspektiv i sin tænkning og dermed i sin livsindstilling har i virkeligheden et frygteligt liv. Uden kendskab til eller uden indstilling på, at det altid har eksisteret, at det altså lige så naturligt har en evig fortid, som det har en evig fremtid, er det tvunget til at leve på en endeløs kæde af fejlvurderinger og fejlopfattelser af den fænomenverden, der på alle sider omgiver det. Og det er i denne situation, at vi finder kilden eller årsagen til det, man med et moderne udtryk kalder det "umodne sind".

Der er i den videnskabelige analyse af det umodne sinds reaktioner overfor livet den ejendommelige, og for et kosmisk indstillet menneske, glædelige ting, at selve ordet eller begrebet forudsætter eksistensen af et modent sind. At videnskaben her sætter grænsen ved et af det selv frembragt ideal, er en sag for sig. I selve opstillingen af disse to modsætninger ligger der dog en anerkendelse af tanken om, at mennesket i sig indebærer muligheden for en udvikling fra umodenhed til modenhed, altså fra en moralsk mindre til en moralsk større fuldkommenhed. Dette er nye toner, idet man jo hidtil har stået meget stærkt på, at menneskets liv fra fødsel til grav var betinget af arv og miljø, af faktorer, som intet menneske havde nogen virkelig indflydelse på. Nu synes det, som om videnskaben begynder at forstå, at disse faktorer ikke spiller den absolutte hovedrolle i vor tilværelse, men tværtimod må betegnes som sekundære overfor det enkelte menneskes mulighed for, via sin vilje, at ændre sit mentale livs forløb. Denne nye indstilling er glædelig, fordi den betegner et afgørende skridt henimod den kosmologiske indstilling, som fremtidens mennesker helt vil komme til at basere deres daglige tilværelse på.

Hvor nær moderne psykologer står kosmologerne eller de mennesker, for hvem et nyt kosmisk verdensbillede er blevet deres livsfundament, vil ses af den kendsgerning, at den moderne psykologi nu kæmper for at indføre et helt nyt begreb i læren om menneskelig adfærd, nemlig begrebet empati. Alle kender vi begreberne sympati og antipati, men psykologerne har indset, at disse to begreber ikke er tilstrækkelige til at dække hele vor mentale reaktionsskala. I sin strålende bog: "Det modne sind" definerer den amerikanske psykolog H.A. Overstreet begrebet empati således: "Empati betyder, at man i fantasien gør sig til eet med et objekt eller en person uden for en selv. Vi har sympati med et andet menneske, når vi lider med ham, når vi føler med ham. Men en empatisk forbindelse er nærmere: vi træder da i fantasien ind i hans liv og føler det, som om det var vort eget. Selv om vore legemer stadig er hver for sig, skaber vi en psykisk identifikation. Vi hører op med at være udenfor og kommer indenfor".

Læser man denne definition grundigt igennem, kan man ikke undgå at se, at den i sig selv er en definition på selve næstekærlighedsbegrebet. At gøre sig til eet med et andet menneske på den her anførte måde, vil i virkeligheden sige, at man mobiliserer alle sine muligheder for at hjælpe dette menneske, thi ingen vil kunne fuldbyrde denne proces overfor et menneske, det ikke bryder sig om, i hvert tilfælde ikke på en for dette menneske absolut positiv måde. Men livet afslører også, at vi bryder os langt mere om vore medmennesker, end det nogensinde før har været tilfældet i historien. Langt de fleste mennesker har betydeligt flere empatiske erfaringer i deres sind, end de rent umiddelbart tænker sig. Dette afslører det enkelte menneskes liv i den "grå hverdag" utrolig ofte.

Medens den moderne psykologi således kæmper sig frem imod en stadigt større forståelse af, at det enkelte menneske mindre er en del af en "massesjæl", end det er et absolut selvstændigt og fra alle andre afvigende personligt individ, ser vi, at kosmologien således som den kommer tilsyne i Martinus verdensbillede, rækker denne kæmpende psykologi hånden derigennem, at den klart påviser, at muligheden for empatiske følelser er mindst der, hvor det jordiske menneskes sexuelle struktur har slagside til enten maskulin eller feminin livsindstilling, og størst der, hvor det menneskelige i det enkelte menneskes sjæl i den grad har undermineret denne maskuline eller feminine struktur så grundigt, at de menneskelige elementer eller kvaliteter har fået overtaget. Og dette ses intet steds tydeligere end i hverdagen, hvor mennesket i reaktion overfor livet gang på gang bekræfter disse tre reaktionsmetoders reelle eksistens. Et umodent sind har ikke alene stærk tilknytning til et menneskes sexuelle struktur, det er simpelthen selve denne strukturs måde at ytre sig på. Mennesket, der er meget mand eller meget kvinde (he-man eller she-kvinde), har i så godt som alle livets forhold en udpræget umoden måde at reagere på. Det formår simpelthen ikke at akceptere livet i modsætning til det modne menneske, hvis modenhed netop kommer tilsyne igennem dets fremragende evne til at akceptere livet, som det er. Medens det modne menneskes sjælelige overflade derfor kontakter livet på en "rund" og friktionsfri måde, ser vi, at det umodne menneskes sjælelige overflade ligesom består af et utal af spidser, med hvilke det tilføjer både sig selv og andre utallige mentale rifter. Det bliver meget let fornærmet, ophidset eller irriteret. Årsagen hertil er dets manglende empatiske evne. Det formår simpelthen ikke at sætte sig i andres sted. Undersøger man dets meninger og opfattelser, ser man, at de i et ligefrem uhyggeligt antal tilfælde er opbygget af mentale energikombinationer, i hvilke tilværelsens tyngde- eller eksplosionsenergi er i overvægt. Det tror sig uhyre let forfulgt og har i det hele taget meget let ved at overdimensionere både modgang og medgang indtil en sådan grad, at dets indre ligevægt forstyrres.

Når vi så ofte i det daglige liv stilles overfor mennesker, hvis mest fremragende talent eller evne, er evnen til at blive fornærmet og beklage sig, er årsagen den, at disse mennesker simpelthen ikke har været undergivet den sjælelige opdragelse, der kunne bringe balance i deres liv. Disse mennesker føles ofte som væsener, der til deres egen skade er standset i deres åndelige udvikling på et regulært barnestadium. De har ganske vist voksne kroppe, men man skal kun beskæftige sig meget lidt med dem, før man opdager, at de på utallige områder reagerer rent barnligt impulsivt. Det er faktisk et meget stort spørgsmål, om ikke en af hovedårsagerne til den megen elendighed i verden ikke er at finde i den kendsgerning, at mange chefer eller indflydelsesrige personer i virkeligheden er åndelige babyer, hvis umodne reaktioner uundgåeligt må få en negativ indflydelse på de livsområder, de har magten over.

Det er givet, at en verden, der hovedsageligt er befolket med mennesker med åndeligt umodne livsreaktioner, må blive en trist verden. Og forholdet bliver jo ikke bedre derigennem, at disse barnlige sjæle i voksne kroppe udgør hovedkontingentet af forældre. At vente, at "hjemmenes påvirkning af den opvoksende slægt" skal forbedres positivt, før dette forhold er ændret, er kun tågede ønskedrømme uden rod i den virkelighed, vi netop har rig lejlighed til at iagttage i den "grå hverdag".

Men gudskelov ser vi også tegn til en ændring af dette forhold. Overalt gærer utilfredsheden med den eksisterende livsform. Mennesket af idag er langt mere modtageligt og åbent for en ny åndelig påvirkning, end det nogensinde før har været. Det begynder at indse, at dette at leve, ikke er gjort med blot at tilfredsstille kroppens fornødenheder. Der går en dyb længsel gennem det samlede jordmenneskesamfund efter et nyt åndeligt ståsted. Man føler simpelthen, at det ikke kan blive ved at gå, som det går, men man føler også, at spørgsmålet mere er af åndelig end af fysisk art.

Og spørgsmålet er åndeligt. Det jordiske menneske, i hvert tilfælde det åndeligt fremskredne, lever idag sit liv i en slags åndeligt "no mans land". De såkaldt "gode gamle dage" fortoner sig bag røgmasserne fra to storkrige og den fred, som disse ufattelige myrderier skulle have skænket verden, synes fjernere end nogen sinde. I en sådan verden møder mennesket ensomheden. På alle områder trænger den sig ind på det og lader det føle savnet af en kontakt med den helhed, det fornemmer må eksistere bag alt det tilsyneladende kaotiske, det er vidne til. Det er dette savn, som er den egentlige drivkraft bag den overalt åbenbarede længsel efter en "ny tid". Men en ny tid eller en "ny verden" kan kun være en verden af en anden åndelig struktur end den, vi idag oplever. Det må være en verden, i hvilken det modne sind har erobret herredømmet og er blevet et fællesideal.

Vi er alle idag på vej ind i en helt ny livsepoke, i hvilken mennesket vil vikle sig ud af den dyreham, der altfor længe har klæbet ved dets sjæl. Men denne proces kan ikke fuldbyrdes sundt og godt, sålænge det enkelte menneskes åndelige opdragelse synes at være samfundet aldeles uvedkommende. Enorme mængder af strålende livsmuligheder forspildes derigennem, at hovedvægten i al opdragelse idag er lagt på fysisk sukces, – en iøvrigt typisk virkning af åndelig umodenhed! Men forstår man blot lidt af det, man er vidne til i den "grå hverdag", forstår man også, at dette forhold er ifærd med at undergå en forvandling. Det er ikke livets mening, at menneskeheden i al evighed skal være opdelt i "rige" og "fattige". En udligning er her i fuld gang, og ret længe vil det ikke vare, før det største problem ikke er den rent fysiske beskæftigelse, men derimod den åndelige. Allerede idag ser mange fremsynede mennesker ganske klart, at den største katastrofe for et menneske ikke er spørgsmålet om, hvad det skal gøre med sin krop, men derimod hvad det skal gøre med sin ånd, gøre med al den fritid, det pludselig ser sig i besiddelse af. Her er det, at man begynder at forstå den store fare ved åndelig umodenhed, ved dette ikke at kunne beskæftige sin egen ånd, og her er det, at forståelsen af, at jo flere modne sind verden kommer i besiddelse af, desto lettere vil den forandring fuldbyrdes, der sluttelig vil lade den komme tilsyne som en strålende boplads for mennesker af ånd, kunst og den næstekærlighed, der er lige så selvfølgelig for det modne sind, som den er ubegribelig for den, hvis livsreaktioner i alt peger hen på, at han er "sig selv nok"!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!