Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Svangerskabsafbrydelse – fosterdrab – er ord, man nødigt tager i sin mund, fordi man ved, at de er tilknyttet forhold, som i sig selv udgør nogle af de hæsligste virkninger af vor såkaldte civilisation. Kun overfladisk indstillede mennesker vil have mod til at dømme den kvinde, som under et uhyre pres indlader sig på en enten legitim eller illegitim fjernelse af et foster.

Men at samfundet i sin nuværende struktur er således beskaffent, at millioner af kvinder lever i en konstant angst for at blive besvangrede, berettiger ikke noget menneske til at tilegne sig en indstilling, i hvilken fosterdrab reduceres til en samfundet aldeles uvedkommende handling, altså til en såkaldt "privatsag". Problemet er ikke alene et spørgsmål om "kvindens ret over sit eget legeme", det er, og det berøres desværre kun altfor sjældent, også et spørgsmål om det bag fosteret eksisterende menneskes ret til et fysisk liv.

Det kan være dybt forstemmende på tryk at læse fremragende videnskabsmænds tågede udtalelser om, at et foster ikke er et "menneske" i dette ords normale betydning. Og det virker direkte vildledende, når man omtaler et fosters liv som først begyndende "efter den tredie måned". Som overlæge Viggo Starcke klart præciserer det i medfølgende bilag, begynder det jordiske menneskes liv i selve undfangelsesøjeblikket, og skal der derfor være tale om nogen art af forebyggelse, må den derfor finde sted her, således at undfangelse undgås. Man skulle synes, at dette er selvindlysende, men livet tegner et ganske andet billede. Kun få steder hersker der så megen uvidenhed og så megen sløv vanetænkning som i dette spørgsmål, der burde høre til livets allervigtigste.

Den dybeste tragedie er imidlertid hverken de fortvivlede sociale forhold, der vel er de hundredtusinder af aborters normale årsag, eller det enkelte menneskes vægren sig ved at lære en tilgængelig præventivteknik at kende, nej det er den grænseløse uvidenhed hos både læg og lærd om, hvad et menneske egentlig er. Sålænge denne uvidenhed dominerer, og et menneskeliv agtes for ringere end det døde støv, vil forandringerne på dette område imidlertid foregå uhyre langsomt. Da vil der fremdeles være langt flere penge til våben og destruktion end til kvinder, der med rædsel har opdaget, at et nyt liv, mod deres vilje, har meldt sig med sit krav.

Kirken løste ikke problemet om de overhåndtagende fødsler. Tværtimod. Selv endnu vægrer den sig ved at gå foran i kravet om oplysning. Men videnskaben har heller ikke løst dette for verdenssamfundet så livsvigtige problem og ville slet ikke gøre det ved at gå ind for fuld frihed til fosterdrab eller, som det med et mislydende navn hedder: svangerskabsafbrydelse.

Som jeg før bemærkede, kan intet udviklet menneske få sig selv til at dømme en kvinde, der under trykket af økonomiske og personlige sorger indlader sig på, lovligt eller ulovligt, at få et uønsket svangerskab afbrudt. Men selvom man har denne indstilling, ændrer det ikke den kendsgerning, at denne handling nødvendigvis må rumme konsekvenser, som intet jordisk menneske kan hindre. At en materialistisk indstillet videnskabsmand eller en ikke særligt dybtgående politiker gerne vil reducere et foster til en offentligheden uvedkommende "død ting", vil altid være forståeligt, når man tager deres specielle psyke i betragtning, men ser man bort fra disse typer og deres desværre altfor mange tilhængere og efterlignere, bliver der alligevel et uhyre antal mennesker tilbage, for hvem drabet af et foster altid vil være identisk med mord på et medmenneske.

Det er her, vejene skilles, og det er her, vi mere end noget andet sted, med vore egne øjne kan se rigtigheden i Martinus klare påvisning af, at det jordiske menneske af idag befinder sig i det store, kosmiske kredsløbs vinterzone eller i den tilstand, hvor det i livspraksis er "længst borte fra Guddommen", hvilket vil sige: længst borte fra den humanisme, der i alt er livsbevarende. Den samlede jordiske menneskehed ejer i sin mentalitet endnu meget store kuldefelter, og er derfor på mange områder afskåret fra en virkelig dybtgående kontakt med det kosmiske lovsystem, på hvilket en urokkelig harmonisk livsoplevelse er baseret. Det er disse kosmiske kuldefelter, disse endnu i kosmisk søvn hvilende livsområder, der er den direkte årsag til, at selv fremtrædende videnskabsmænd idag nægter at se den kendsgerning lige i øjnene, at det aldrig kan være det fysiske foster alene, men også de bag dette foster virkende psykiske kræfter, man destruerer i det øjeblik, man begår fosterdrab. Thi at bestride, at hvert eneste menneskefoster, omend kun få timer gammelt, i sig rummer alle de anlæg, der betinger det senere geni, tør vel kun den, der for alvor tror, at det er "hjernen, der tænker", og at Jeg-begrebet udelukkende er opfundet af "praktiske grunde".

Det er sandt, at mennesket i meget er et produkt af gener og kromosomer. På mange områder fortsætter forældrenes og slægtens rent fysiske traditioner i os, men dermed er vi også nået til grænsen for dette skyldforhold. Er der psykiske lighedspunkter mellem os og vore fysiske ophav, beror de på andet og mere end det, der dækkes af den fysiske arvelighedsforskning. Da beror de på den kosmiske lov, der skjuler sig bag ordene: loven for tiltrækning og frastødning, og som netop betinger, at ethvert menneske fødes der, hvor der er de – kosmisk set – bedste betingelser for deres videre udvikling.

Mennesket er meget mindre krop, end det er ånd, og det virker derfor en smule komisk, når fremragende forskere begynder at spilde tid og spalteplads på at diskutere, hvornår et menneske er foster, barn, voksen og olding. Hvad betyder disse livstilstande imod den kendsgerning, at vi altid har været og altid vil være? At denne vor evige væren kommer tilsyne i kredsløbsfunktioner, hvoraf hvert eneste led har sit specielle formål, er dog ikke det afgørende. Det afgørende må vel være, hvorledes vort liv former sig i de afsnit af kredsløbene, hvor vor bevidsthed står i zenith, og vi altså er på vort livs højdepunkt.

Det er det fysiske højdepunkt, der er den dybeste mening med vor tilsynekomst i denne verden, på samme måde som den fuldt udsprungne blomst er meningen med plantens liv. Men begge disse to livstilstande skjuler sig i henholdsvis foster og spire eller i en livstilstand, som absolut ingen chance har for at nå sit mål, om ikke de omgivende kræfter kender deres kald som denne tilstands fødte beskyttere.

Men hverken fosteret eller spiren udtrykker nogen begyndelse. Bag dem eksisterer den virkelighed, af hvilken de begge er et resultat, det "Noget", som er deres virkelige ophav. At tro, at et foster på et eller andet tidspunkt "får liv", røber kun manglende logisk sans, thi hvem organiserer fostret indtil det tidspunkt? Nej, undfangelsen er andet og mere end en rent fysisk akt. Den er ganske simpelt den akt, hvor det timelige og det evige mødes, hvor ånd og stof indgår den midlertidige forbindelse, som et jordisk liv er. Under denne proces virker kræfter, som mennesket burde kende langt bedre, end tilfældet er idag, thi gjorde de det, ville de næppe opfatte et foster som en quantité négligeable.

Man kan i sin vurdering af begrebet svangerskabsafbrydelse kun gå to veje. Enten må man bekende sig til en opfattelse, i hvilken det levende væsen – og her alle levende væsener – er skabte eller fysiske ting, uden nogen art af evighedshåb udover det, der ligger i slægtens såkaldte evighed, eller også må man akceptere den tanke, at skaberen og det skabte er to helt forskellige realiteter, af hvilke den sidste udtrykker det begrænsede, medens den første er identisk med det ubegrænsede eller evige. Bekender man sig til det første synspunkt og frakender mennesket enhver form for udødelighed udover den, dets spor kan afsætte, vil der absolut ingen grund være til, at man ikke skulle indføre en altomfattende ret til fosterdrab, såmeget mindre som økonomerne jo på dette område i allerhøjeste grad ønsker en endog meget radikal decimering af folkeslagene. Det vil dog altid være ligesom mere humant at blive dræbt på fosterstadiet, fremfor at skulle ligge sønderskudt i en brændende ørken.

Men livet har ingen sympati for denne indstilling, som udelukkende er affødt af forhold som vi, om vi var kærlige nok, udmærket kunne afvikle. Dette ved vi, og det er også derfor, vi ikke dømmer de, der idag er ofre for denne situation. Midt i al vor lovsang over alt det, vi har nået, burde vi af og til standse op og betragte det, vi ikke har nået. For nok er det sandt, at vi lever i en teknisk vidunderverden, men det er også ligeså sandt, at vi ikke har evnet at bruge denne teknik i den næstekærlighedens tjeneste, hvor den for alvor kunne gøre fyldest! Teoretisk er vi alle begejstrede for humanismens skønne tanker og ideer, men i virkeligheden er det store flertal uhyre indifferent indstillet overfor disse ideers rent praktiske realisation.

På den anden side er det en urokkelig kendsgerning, at længslen efter en "ny verden" idag er stærkere end nogensinde, og at mange kræfter i fredens tjeneste, som før var ret upåagtede, nu begynder at spille en stadigt voksende rolle. Verden er i støbeskeen, og virkningen af de chock, som to verdenskrige indenfor et kort tidsinterval plus opfindelsen af våben, der er blevet et mareridt for dem, der opfandt dem, har givet os en dybtgående forståelse af, at "noget må ske"! At dette "noget" i første omgang bliver energiske forsøg på skabelsen af en international verdensstat, vil kun være en begyndelse. Den næste etappe på vejen bliver en uundgåelig revision af de forestillinger om liv og død, vi idag lever på. Når denne revision er fuldbyrdet, vil vi uden tvivl stå overfor en verden, hvor de nuværende mentale kuldefelter er blevet afløst af en varme og et liv der gør, at man forstår, at en hvilken som helst kvindes svangerskab ikke alene er hendes problem, men også vort i en sådan grad, at den lovgivningsmagt, der idag så sørgeligt forsømmer at stå ved hendes side i alle forhold, til den tid vil vide at opfylde sin pligt som beskytter i en udstrækning, vi idag næppe kan fatte. For når alt kommer til alt, har livet kun een kapital at øse af, og det er det levende væsens skabeevne. At vi idag vurderer de døde ting langt højere end det levende liv, er begribeligt, når man ved, at vi netop nu har forspist os i den grad i frugterne fra kundskabens træ, at den lovede død er blevet en selvfølge. Idag er vi os selv nok. Alle bekriger alle, og ondskab, sladder og anden mental giftighed står om os som en allestedsnærværende mental ligstank. Men også det får ende, og sagte finder hver ting sit nye leje. Den Guddom, som omkring århundredskiftet måtte opleve at se sig selv reduceret til "menneskehedens åndelige barnekammer" , er påny ved at blive aktuel. Og med ham alle de tanker, der peger udover den snævre, hjerteløse egoismes lukkede horisonter. At vide, at dette er i færd med at ske, er ensbetydende med at vide, at selvom mange ønsker en fuldkommen fri og ubesværet adgang til fosterdrab, så vil denne vej alligevel blive spærret af disse nye tankers voksende magt. Endnu lever vi i en verden, hvor instinkt og primitiv intelligens dominerer, men gang på gang bryder den intuition igennem, der til sin tid vil sætte alt på sin rette plads, og dette ikke mindst hos den videnskab, der een gang stod som de religiøse tankers og ideers bitreste modstander, men som nu langsomt begynder at fatte, at en verden uden Guddom, er en verden uden den idealisme, der alene kan give livet mening og indhold, og hæve det op på et plan, hvor næstekærlighedens skønne ide ikke alene ikke er tåget tro, men derimod strålende, dagsbevidst videnskab!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!