Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Selvom adskillige af Dem sikkert er ved at få kvalme af de mange artikler om årsagerne til de stadigt voksende skilsmisser som dagblade, ugeblade og månedstidsskrifter bringer, så læs alligevel vedlagte bilag igennem, såfremt de ikke allerede har læst artiklen i Berlingske Tidende for 19. juni. Vi lytter her til fire mennesker, som hver for sig har anvendt uhyre megen tid på at studere årsagen til de konflikter, de har været i berøring med og samlet tegner deres udtalelser et meget fint billede af den situation, som det moderne menneske befinder sig i. Og vi ser her på tryk i et af vore største blade, at de ældgamle, instinktive opfattelser, der forlængst har udkrystalliseret sig i det, vi kalder "den borgerlige moral" nu af livet selv har fået et grundskud og at et af den maskuline tænknings ældste konsekvenser: straffen for utroskab, begynder at gå sin opløsning i møde.

Men vi ser også, hvor uhyre svært det er for mennesker uden dybtgående perspektiv at tegne en klar linie af den udvikling, de er vidne til. Selvom man i givne tilfælde kan generalisere, kan metoden ikke anvendes overfor helheden, dertil befinder menneskene sig på altfor mange fra hinanden afvigende stadier. For det såkaldte "moderne menneske" er ikke en seriefremstillet mennesketype. Det er tværtimod mennesket som er på vej bort fra flokstadiet og dermed på vej ind i personlighedsstadiet. Og det er i overgangen mellem disse to mentale tilstande vi må søge de dybestliggende årsager til den krise, der næst efter frygten for en atomkrig er det bedste bladstof i verden.

Det kunne være fristende at dissekere de enkelte udtalelser, men det forekommer mig alligevel overflødigt, da de samlet bekræfter den udvikling Martinus har skildret i Livets Bog's femte bind. Måske bør man nævne reservlæge Henry Olsens udtalelser om kærligheden, som det bedste fundament for ægteskabet. At han ved denne kærlighed tænker på forelskelsen, fremgår klart af ordene "man gifter sig med et fantasifoster!" Nogen epokegørende sandhed rummer denne udtalelse ganske vist ikke, men den udtrykker alligevel en af hovedårsagerne til megen ægteskabelig ulykke, samtidigt med, at den viser, at man ikke må vente situationen skal ændre sig, før alle mennesker som en selvfølgelig del af deres opdragelse belæres om deres reelle evige eksistens. Uden viden om sin evige fortid i form af utallige tidligere fysiske liv og uden viden om en evig fremtid, hvis form i alt er afhængig af nutidig tænke- og væremåde, må mennesket atter og atter falde for det man med et populært udtryk kunne kalde "kirtlernes tyranni". For intet voksent menneske nærer vel den mindste tvivl om, at forelskelsens sæde mindre er sjælen end de kirtler, der sikrer artens beståen?

Som ægteskabet almindeligvis opleves udgør det en simpel konsekvens af et hanvæsens og et hunvæsens rent fysiske dragning imod hinanden igennem det, vi i dyreriget kalder parringsdrift, men som vi af en romantisk trang til at se disse funktioner i en lidt skønnere belysning har givet navnet "forelskelse". Som bekendt volder denne proces ikke større vanskeligheder i det egentlige dyrerige, hvor en indbygget kosmisk automatik i almindelighed holder partene bundet til hinanden indtil virkningen – ungerne – er så store, at de kan klare sig selv. Derefter skilles parterne meget ofte ganske af sig selv. Anderledes derimod med mennesket som, selvom det endnu hører til pattedyrenes meget store gruppe, dog i mange henseender adskiller sig stærkt fra denne gruppes øvrige repræsentanter, bl.a. derved, at det er i besiddelse af en bevidsthed, der klart formår at skelne mellem det vi kalder "Jeg" og "Det", mellem sig selv som "den ene" og omgivelserne som "de mange".

For mennesket er forbindelsen mellem kønnene ikke livets eneste hensigt eller mening. Et stadigt voksende antal mennesker har – netop fordi de er evige – erhvervet sig en lang række evner, talenter eller anlæg for interessefelter, som ligger såmeget udenfor den egentlige kønskamps område, at man har kunnet give dem navnet "menneskelige" i klar modsætning til de tidligere dyriske eller rent egoistiske betonede interessefelter. Mennesket er begyndt at ville et "gode", som er aldeles ukendt for det åndeligt endnu sovende dyr. Og det er jo netop i forholdet til dette "villede gode", at tilhørsforholdet til det egentlige dyrerige så stærkt toner frem. Sagde ikke allerede Paulus: "Det gode, jeg vil, gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, gør jeg!"

Eksisterer det såkaldte "onde" da som en virkelig realitet? Nej, det gør det ikke! En alvorlig, virkelig dybtgående undersøgelse af dette problem vil uundgåeligt føre til erkendelsen af sandheden i Martinus ord om, at "Der hvor uvidenheden fjernes, ophører det såkaldte onde med at eksistere". Ondt er intet levende væsen. Men det kan i sin kosmiske tilstand være så fjernt fra forståelsen af sin sande tilstand som "Søn af Gud", at dets sansehorisonter simpelthen ikke tillader det at se andet end de "midlertidige sandheder" indenfor hvilke begrebet "det Onde" udmærket kan være en altoverskyggende realitet med en djævel, lucifer eller ahriman som centrum. Mennesket uden kosmiske horisonter må naturligvis vurdere livet udfra de erfaringer, det besidder, og er det meget "mand" eller meget "kvinde" må man ikke vente sig andet eller mere end det, denne tilstand giver adgang til.

Udviklingen går nu hårdt imod tanken om "synd" og "ondskab". Fysisk videnskabeligt har man forlængst forladt disse begreber og arbejder nu langt mere med en arvelighedsteori, hvis mest kendte faktorer er de berømte gener og kromosomer.

Jo mere mennesket trænger ind i de her berørte problemer, desto stærkere forstår det, at det enkelte menneskes liv enten er en kosmisk urimelighed eller også kun "et brudstykke af et mønster" og at digterens ord om at "ej skæbnerne er blinde, men blinde er kun vi" sandsynligvis rummer netop den sandhed, vi søger. Det vil ihvert fald blive denne tanke, der vil komme til at sejre, fordi den alene rummer nøglen til hele "mønstret". Og det er dette vældige kosmiske mønster Martinus giver os adgang til igennem det verdensbillede, han forkynder for os. I dette verdensbillede fuldføres netop de linier, som vedlagte bilag giver så mange brudstrykker af. Dybest set er et menneske kun et Jeg plus virkningen af sin evige fortid koncentreret i dets nu medfødte evner og anlæg. At der til skabelsen af disse evner og anlæg må eksistere et sammenspil mellem Jeg'et og en mængde kosmiske realiteter, som vi ikke her kan komme ind på, er naturligvis en selvfølge. Men det er igennem afdækningen af dette sammenspil at Martinus mere genialt, end nogen anden før ham viser os, at at absolut intet menneske nogensinde ville nå frem til en kosmisk fuldkommenhed, om det ikke først oplevede den kosmiske ufuldkommenhed, der i dag præger det jordiske menneske, og hvis bitreste udtryk er den dybe ensomhedsfølelse, der netop idag præger hvert eneste virkeligt fremskredent menneske. Oplever vi ikke alle "ensomhedens forbandelse", og føler vi ikke også dybt i vort hjerte, at denne ensomheds absolutte modsætning må være den vidunderlige sammensmeltethed med Guddommen og dermed livet, som er så karakteristisk for "Seerne" eller de kosmisk bevidste?

Men hvordan skulle det levende væsen, i dette tilfælde det jordiske menneske, kunne opleve den absolutte ensomhed om ikke den kønsadskillelse, vi i vort eget liv er vidne til, eksisterede? Er det ikke netop således, at både mand og kvinde føler sin egen isolation og ønsker at ophæve den igennem det vi kalder "ægteskabet"? Det er det. Men medens denne sammenknytning ikke fører til større vanskeligheder i det egentlige dyrerige, fordi det levende væsen her endnu er åndeligt sovende, er det modsatte tilfældet hos mennesket der, som allerede nævnt, har en vågen dagsbevidshed, er jegbevidst. Men prisen for denne jegbevidstedhed har været høj, og jo mere den udvides, desto større bliver prisen. Thi det fremskredne menneske har opdaget, at når den erotiske rus, der var forelskelsens konsekvens, er overstået, er det ofte lige så ensom, som det var før rusen indtrådte. Det digtede alverden ind i sin partner, fordi det ønskede alverden. Men livets korrektur er hård og utallige er de der har måttet og må opleve, at forelskelsen mindre end at være en nøgle til saligheden, er en port ind til en ofte tilsyneladende endeløs kæde af karakterprøvelser. For hvad er mødet med virkeligheden andet end mødet med den skole i hvilken den menneskelige ånd formes og omformes? Og det er her vi møder det "moderne menneske", der nu i sin udvikling begynder at mærke, at det ikke kan være livets dybeste mening, at det i alt skal være bundet til og afhængig af et andet menneskes luner og forgodtbefindende.

Da mennesket i al almindelighed står blottet for viden om sin egen kosmiske struktur, kan man ikke bebrejde det, at det falder for fristelsen til at rase imod sin skæbne og lade sin bitterhed gå ud over den, det tror er denne skæbnes sande årsag. Så meget mindre som man faktisk på utallige områder søger at underminere den eneste faktor, der kunne hjælpe det til lidt mere beherskelse, nemlig forståelsen af de moralske værdiers reelle eksistens, koncentreret i en pligtfølelse af høj kvalitet. "Alvorligt taler man om øl, spøgefuldt om Gud" siger Storm P. og sætter her fingeren på en af vor moderne tids ømmeste punkter. Thi så langt er mange mennesker kommet fra tanken om en Guddom, om et ordnet, lovbundet Kosmos, at de føler sig lidt latterlige og "overtroiske" om de kommer til at røbe, at de inderst inde går og tumler med tanker med tanker, som videnskabelige profeter hævder hører til i "menneskets åndelige barnekammer".

Det er vidunderligt, at videnskaben har kunnet trænge så dybt ind i genernes og kromosomernes verden som tilfældet er, men det er i nogen grad tragisk, at den i sin begejstring over sine opdagelser har ladet sig forlede til at forkynde, at livsmysteriet dermed er løst. For det er det ikke. Med sine opdagelser, hvor dybt de end går, vil videnskaben aldrig kunne nå til andet end påvisningen af de processer, gennem hvilke det levende væsen bliver knyttet til den fysiske materie. Men mange mennesker har taget videnskaben på ordet, og resultatet er blevet en indstilling, der kort udtrykt går ud på, at "vi lever kun een gang, og så skal der leves!" At en sådan indstilling fører til en direkte tåbelig overvurdering af det timelige på det eviges bekostning, siger sig selv. Den udgør en direkte ansporing til den åndløse egoisme og rystende selvoptagethed der præger såmange skilsmisseprocesser idag. For til hvilken nytte moral eller hensynsfuldhed når det hele kun er gøgl og tant, og kun død og opløsning venter os?

Den som ofte har lejlighed til at tale med mennesker på tomandshånd har idag rig lejlighed til at opleve hvor ensomt det fremskredne menneske føler sig. Alle hungrer efter forståelse og røber derigenem en dyb længsel efter noget andet og mere end det livet har givet dem. Men forståelse kræver viden og i dette tilfælde må en virkelig forståelse forudsætte en dyb kosmisk indsigt. Har man den – og den er tilgængelig nu – har man også lejlighed til på alle områder at få bekræftet den sandhed, Martinus har udtrykt med de ord, at "det jordiske menneske er en såret flygting imellem to riger. Det er ikke længre noget fuldkomment dyr, men det er heller ikke noget fuldkomment menneske!" Fuldkomment menneske? Er en fuldkommen mand eller en fuldkommen kvinde ikke et fuldkomment menneske? Nej, de er alt muligt andet! Betragt engang en He-mand eller en She-kvinde og De vil se, at hvor fuldkomne de end er, fysisk set, noget særligt åndeligt repræsenterer de ikke. Det gør derimod ofte den, som rent fysisk hverken er en Adonis eller en Venus, men som derimod rummer meget høje menneskelige kvaliteter. Og det er her at mysteriet om det rigtige eller det fuldkomne menneske begynder at afsløre sig. Thi hvad er et virkelig udviklet menneske andet end et menneske i hvilken de dyriske egenskaber er ifærd med at bukke under til fordel for de menneskelige? En mand, der er mere menneske end mand og en kvinde, der ligeledes er mere menneske end kvinde, er i alle livets forhold langt mere værd end sin modsættning. Og det må stå enhver klart, at knyttes en sådan mennesketype gennem ægteskab til en partner med modsat fortegn, så vil selv skærsildens luer på et givet tidspunkt komme til at forekomme et sådant menneske betydeligt mildere end det livet her lader det opleve. Føjer man så hertil den fattige trøst det fysisk-videnskabelige verdensbillede giver et sådant menneske, har man en situation, hvor helvetet selv har materialiseret sig midt i vor "oplyste" tid.

Ethvert menneske ikke alene søger lykken, det har ret til at søge den! At tvivle på at den eksisterer vil være lige så tåbeligt, som det ville være, om spiren dybt i mulde pludselig kom i tvivl om dens sols eksistens, som den higer imod. Men den lykke der får jordens talløse dyr til at juble og udløse de mest spændende kærlighedslege, er ikke den samme som den, der bringer varig fred og harmoni til det ensomme menneskehjerte. For en stund kan forelskelsen forgylde vor ofte triste hverdag. Men at bygge på de følelser, den udløser i vor sjæl, er at bygge på sand. Det forelskede dyr og den forelskede mand kræver – og tager, på akkurat samme måde som hunnen eller den unge kvinde kræver at blive taget. Hver part søger her sit eget og knytter sig, for menneskets vedkommende, til et fantasifoster. Hvilken lykke det giver, har ethvert virkeligt fremskredent menneske noralt selvoplevede erfaringer for. Men ordene: "Saligt er det at give, hellere end at tage!" blev heller ikke talt til junglens repræsentanter. De blev hvisket til den, der i sit dybe mismos, sin angst og sin smerte, begyndte at spørge efter en anden vej end den, han hidtil havde fulgt. Og det er her, at en ny form for lykke begynder at tone frem. En lykke, som kun i lidet minder om den, vi møder hver eneste gang vi ser ind i et par strålende forelskede øjne. Til gengæld møder vi den, hver eneste gang vi træffer mennesket, som har lært sig kunsten at resignere og give afkald og endda føle sig rigt belønnet af livet!

Mange er bekymrede over skilsmissekurvens stadige stigen. Kunne de se ind i fremtiden, ville de blive endnu mere bekymrede. Udviklingen her lader sig ikke standse. Ægteskabet i sin nuværende form er ikke alene på retur, det går sin sikre opløsning i møde af den simple grund, at det i altfor høj grad har været et ensidigt produkt af den maskuline tænkemåde, på hvilken vort nuværende samfund er grundet. Men på dets ruiner vil der opstå nye og skønnere former for menneskeligt samliv. Former, som i langt højere grad end tilfældet er idag, vil være i kontakt med sandheden bag ordene: "Hvad Gud har sammenføjet, må (kan) menneskene ikke adskille!" Thi intet menneske, som har vovet sig ned under den gængse overfladetænkning indenfor disse livsvigtige områder, er et eneste sekundt i tvivl om, at disse ord aldrig har udgjort noget som helst forsvar for den egoistisk betonede forelskelse, der sagtens klarer sig uden forsynets hjælp – de har direkte bud til dem der i dyb forståelse af deres åndelige samhørighed evnede at give hinanden den menneskelige frihed, der altid sukker i forelskelsens fængsel. Når såmange mennesker føler sig så dybt knyttet til Martinus skønne tankeverden, som tilfældet er, skyldes det ikke mindst det vidunderlige lys han har kastet ind over disse tidligere så tågefyldte områder. Igennem hans klare påvisning af det sexuelle polprincips eksistens i alle levende skabninger, er der ikke alene givet os en vej til forståelse af vore egne vanskeligheder, men også netop den viden der gør det muligt for os at forstå alle de, der her kæmper med så store vanskeligheder, at sammenbrud følger på sammenbrud. Ikke at være disse menneskers dommere, men derimod både at forstå dem og være deres kærlige forsvarere er det mål, ethvert udviklet menneske uundgåeligt vil sætte sig, når det bliver årsagen til disse sammenbruds dybeste årsag bevidst. Langt er mennesket nået i den umådelige vandring fra dyrets åndeligt lukkede verden til det rigtige menneskes umådelig frigjorte liv, men endnu rammes de fleste, der kommer i konflikt med den borgerlige morals forskrifter, hårdt af intolerancens ætsende flammer. At være med til at skabe en dybtgående tolerance inden for dette område, er ikke alene at bidrage til at løfte byrden fra mange forpinte skuldre, det er også at være i kontakt med den fremtid, der med rædsel vil se tilbage på vor tid som en tid, i hvilken man på grund af tåbelige forestillinger ofte tvang hinanden til at leve et liv, der i sig selv måtte blive en karrikatur på det, der var menneskets guddommelige bestemmelse.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!